2Gebt uns Raum [in euren Herzen]: Wir haben niemand Unrecht getan, niemand geschädigt, niemand übervorteilt. (2Kor 6,13; 2Kor 12,17; 1Thess 4,6)3Ich erwähne das nicht, um zu verurteilen; denn ich habe vorhin gesagt, dass ihr in unseren Herzen seid, sodass wir mit [euch] sterben und mit [euch] leben. (2Kor 6,11)4Ich bin sehr freimütig euch gegenüber und rühme euch viel. Ich bin mit Trost erfüllt, ich fließe über von Freude bei all unserer Bedrängnis. (Neh 8,10; Jer 15,16; 2Kor 1,4; 2Kor 1,14; 2Kor 6,10; 2Kor 7,14; 2Kor 7,16; 2Kor 8,2; 1Thess 3,7)5Denn als wir nach Mazedonien kamen, hatte unser Fleisch keine Ruhe, sondern wir wurden auf alle Art bedrängt, von außen Kämpfe, von innen Ängste. (2Kor 2,13; 2Kor 11,28; 1Thess 2,2)6Aber Gott, der die Geringen tröstet, er tröstete uns durch die Ankunft des Titus; (Ps 34,19; Jes 57,15; Jes 61,3; 2Kor 1,3; 2Thess 2,16)7und nicht allein durch seine Ankunft, sondern auch durch den Trost, den er bei euch empfangen hatte. Als er uns berichtete von eurer Sehnsucht, eurer Klage, eurem Eifer für mich, da freute ich mich noch mehr. (Spr 25,13; 2Kor 7,13; 1Thess 3,6)8Denn wenn ich euch auch durch den Brief betrübt habe, so bereue ich es nicht, wenn ich es auch bereut habe; denn ich sehe, dass euch jener Brief betrübt hat, wenn auch nur für eine Stunde. (2Kor 2,4)9Nun freue ich mich — nicht darüber, dass ihr betrübt wurdet, sondern darüber, dass ihr zur Buße betrübt worden seid; denn ihr seid in gottgewollter Weise betrübt worden, sodass ihr von uns keinerlei Schaden genommen habt. (Esr 9,3; Ps 32,3; Jes 66,2; Sach 12,10; Mt 26,75)10Denn die gottgewollte Betrübnis bewirkt eine Buße zum Heil, die man nicht bereuen muss; die Betrübnis der Welt aber bewirkt den Tod. (2Sam 12,13; 2Sam 17,23; Ps 119,67; Jer 31,19; Mt 5,4; Mt 27,3; Lk 15,18; Lk 18,13; Apg 2,37)11Denn siehe, wie viel ernstes Bemühen hat dies bei euch bewirkt, dass ihr in gottgewollter Weise betrübt worden seid, dazu Verantwortung, Entrüstung, Furcht, Verlangen, Eifer, Bestrafung! Ihr habt in jeder Hinsicht bewiesen, dass ihr in der Sache rein seid. (2Kor 2,6)12Wenn ich euch also geschrieben habe, so geschah es nicht um dessentwillen, der Unrecht getan hat, auch nicht um dessentwillen, dem Unrecht geschehen ist, sondern damit unser Eifer für euch zu euren Gunsten offenbar würde vor dem Angesicht Gottes. (2Kor 2,9)13Deswegen sind wir getröstet worden in eurem Trost; wir haben uns aber noch viel mehr über die Freude des Titus gefreut, denn sein Geist ist von euch allen erquickt worden. (2Kor 7,4; 2Kor 7,7; Kol 4,11; Phlm 1,7)14Denn wenn ich euch ihm gegenüber gerühmt habe, bin ich damit nicht zuschanden geworden, sondern wie wir euch gegenüber stets die Wahrheit gesprochen haben, so ist auch unser Rühmen dem Titus gegenüber wahr geworden; (2Kor 1,12)15und sein Herz ist euch jetzt noch viel mehr zugetan, da er sich an den Gehorsam von euch allen erinnert, wie ihr ihn mit Furcht und Zittern aufgenommen habt. (Phil 2,12; Hebr 13,17)16Ich freue mich nun, dass ich mich in allem auf euch verlassen kann. (2Thess 3,4; Phlm 1,21)
2.Korinther 7
Bibelen på hverdagsdansk
von Biblica1Da vi nu har fået disse løfter, venner, burde vi så ikke vende os bort fra alt urent, hvad enten det har med kroppen eller ånden at gøre? Det må være vores mål at være uangribelige, så vi kan ære Gud med vores liv.
Paulus’ omsorg for menigheden i Korinth
2Hold op med at se skævt til os. Vi har jo ikke gjort jer uret, behandlet jer dårligt eller udnyttet jer.3Jeg siger ikke det her for at dømme jer. Jeg har jo allerede sagt, at I har en stor plads i vores hjerter, og at vi vil stå sammen med jer i liv og død.4Jeg skriver til jer med stor frimodighed, og jeg er stolt af jer. Hvad jeg hører om jer, har opmuntret og glædet mig meget midt i alle mine trængsler.5Da vi kom til Makedonien, havde vi heller ikke dér nogen ro på os. Vi måtte kæmpe på flere fronter, for der var den ydre modstand såvel som den indre bekymring.6Men Gud, som styrker de nedtrykte, gav os ny styrke, da Titus kom.7Det var ikke kun det, at han kom, der glædede os, men også, at hans besøg hos jer havde været så opmuntrende. Han fortalte, hvor meget I længes efter os, hvor bedrøvede I var over det, som var sket, og hvor loyale I var over for mig. Det glædede mig virkelig meget.8Nu fortryder jeg ikke, at jeg skrev det brev til jer, selvom det i første omgang gjorde jer kede af det. Jeg var ellers ved at fortryde, at jeg havde skrevet brevet, for jeg var klar over, at det ville gøre jer kede af det, i det mindste for en tid.9Men nu er jeg glad for, at jeg skrev det. Jeg glæder mig ikke over jeres bedrøvelse, men over, at bedrøvelsen fik jer til at tage afstand fra det onde. I bedrøvelsen vendte I jer til Gud, og på den måde fik vores brev et positivt resultat.10Gud kan nemlig bruge den slags bedrøvelse til at føre mennesker til omvendelse og evigt liv. Det er en bedrøvelse, man ikke ville have været foruden. Men den bedrøvelse, som udspringer af verdslig tankegang, ender i død.11Tænk på, hvad denne bedrøvelse fra Gud udrettede hos jer! I blev ivrige efter at forsvare den rette lære. I blev oprørte over den synd, der var begået, og forskrækkede over konsekvenserne. I blev ivrige efter at straffe den skyldige. Alt det, I gjorde, har nu bragt jer tilbage på den rette vej.12Jeg skrev ikke brevet kun med henblik på den, der havde begået uretten, eller den, der var offer for uretten, men for at I selv kunne blive klar over, hvor stærk jeres loyalitet over for os og over for Gud i virkeligheden er.13At opleve jeres loyalitet har været til stor opmuntring for os. Oven på den opmuntring har det været os en stor glæde at se Titus være så glad. I gav ham fred i sindet med det, I gjorde.14Jeg havde rost jer over for ham, og I gjorde ikke min ros til skamme. Jeg bestræber mig altid på at sige sandheden, så det var jo rart, at min rosende omtale af jer viste sig at være sand.15Nu har han endnu større kærlighed til jer, for han husker, hvordan I modtog irettesættelsen med frygt og bæven, og hvordan I alle handlede i lydighed.16Jeg glæder mig over, at jeg til enhver tid kan have tillid til jer.