2.Korinther 10

Schlachter 2000

von Genfer Bibelgesellschaft
1 Ich selbst aber, Paulus, ermahne euch angesichts der Sanftmut und Freundlichkeit des Christus, der ich von Angesicht zu Angesicht demütig bin bei euch, abwesend aber mutig gegen euch; (Mi 6,8; Mt 11,29; Röm 12,1; 2Kor 8,8; 2Kor 10,10)2 und ich bitte euch, dass ich nicht bei meiner Anwesenheit mutig sein muss in der Zuversicht, mit der ich entschlossen gegen etliche aufzutreten gedenke, die von uns meinen, wir würden gemäß dem Fleisch wandeln.[1] (Röm 8,1; 1Kor 4,21; 2Kor 1,17; 2Kor 12,16; 2Kor 13,2; 2Kor 13,10)3 Denn obgleich wir im Fleisch wandeln, so kämpfen wir doch nicht nach Art des Fleisches; (Röm 8,12; Gal 2,20; 1Petr 4,2)4 denn die Waffen unseres Kampfes sind nicht fleischlich, sondern mächtig durch Gott zur Zerstörung von Festungen, (Jer 1,10; Jer 23,29; 1Kor 2,4; 2Kor 13,3; Eph 6,13; 1Thess 5,8; Hebr 4,12)5 sodass wir Vernunftschlüsse zerstören und jede Höhe, die sich gegen die Erkenntnis Gottes erhebt, und jeden Gedanken gefangen nehmen zum Gehorsam gegen Christus, (Röm 1,5; Röm 15,18; 1Kor 1,19)6 und auch bereit sind, jeden Ungehorsam zu bestrafen, sobald euer Gehorsam vollständig geworden ist. (1Kor 4,21; 2Kor 13,10)7 Schaut ihr auf das, was vor Augen liegt? Wenn jemand von sich selbst überzeugt ist, dass er Christus angehört, so möge er andererseits von sich selbst aus den Schluss ziehen, dass, gleichwie er Christus angehört, so auch wir Christus angehören. (Joh 7,24; 2Kor 5,14; 2Kor 10,1; 2Kor 11,22; 2Kor 13,5)8 Denn wenn ich mich auch noch etwas mehr rühmen wollte wegen unserer Vollmacht, die der Herr uns gegeben hat zu eurer Erbauung und nicht zu eurer Zerstörung, so würde ich nicht zuschanden werden; (1Kor 5,4; 2Kor 10,6; 2Kor 12,6; Eph 4,11)9 doch ich will nicht den Anschein erwecken, als wollte ich euch durch die Briefe einschüchtern. (1Kor 4,5; 1Kor 4,19; 2Kor 10,10)10 Denn die Briefe, sagt einer, sind gewichtig und stark, aber die leibliche Gegenwart ist schwach und die Rede verachtenswert. (2Kor 10,1; 2Kor 11,6)11 Der Betreffende soll aber bedenken: So wie wir als Abwesende mit dem Wort in Briefen sind, ebenso werden wir als Anwesende auch mit der Tat sein. (1Kor 4,19; 2Kor 12,20; 2Kor 13,2; 2Kor 13,10)12 Denn wir wagen es nicht, uns denen zuzurechnen oder gleichzustellen, die sich selbst empfehlen; sie aber sind unverständig, indem sie sich an sich selbst messen und sich mit sich selbst vergleichen. (Spr 3,7; Spr 27,2; Röm 12,3; 2Kor 3,1; 2Kor 12,11; Gal 6,3)13 Wir aber wollen uns nicht ins Maßlose rühmen, sondern nach dem Maß des Wirkungskreises, den uns Gott als Maß zugemessen hat, nämlich dass wir auch bis zu euch gelangen sollten. (1Kor 3,5; 1Kor 13,4)14 Denn wir strecken uns nicht zu weit aus, als wären wir nicht bis zu euch gelangt; wir sind ja auch mit dem Evangelium von Christus bis zu euch gekommen. (1Kor 4,15; 1Kor 9,1)15 Wir rühmen uns auch nicht ins Maßlose aufgrund der Arbeiten anderer; wir haben aber die Hoffnung, wenn euer Glaube wächst, bei euch noch viel mehr Raum zu gewinnen, unserem Wirkungskreis gemäß, (Röm 1,5; Röm 1,17)16 um das Evangelium auch in den Gebieten jenseits von euch zu verkündigen, und uns nicht im Wirkungskreis eines anderen Ruhm zu holen, wo die Arbeit schon getan ist. (Röm 15,20)17 »Wer sich aber rühmen will, der rühme sich des Herrn!«[2] (Jer 9,23; 1Kor 1,31)18 Denn nicht der ist bewährt, der sich selbst empfiehlt, sondern der, den der Herr empfiehlt. (Röm 2,29; 1Kor 4,5)

2.Korinther 10

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Nogle af jer beskylder mig for at optræde spagfærdigt, når jeg er hos jer, men modigt, når jeg er langt væk. Jeg advarer jer med den nænsomhed og venlighed, som kendetegner Kristus selv,2 og jeg håber ikke, det bliver nødvendigt for mig at optræde modigt og stærkt for at irettesætte dem, der mener, at vi handler ud fra selviske motiver.3 Godt nok lever vi her i verden, men vi kæmper ikke med verdslige våben.4 Vi bruger ikke menneskelige metoder i den åndelige kamp, men Guds mægtige kraft, som kan nedbryde tankemæssige fæstningsværker og besejre imponerende argumenter5 og overmodige tanker, der går imod en sand forståelse af Gud. Vi tager den slags tanker til fange og fører dem ind i lydighed mod Kristus.6 Og vi er klar til at straffe dem iblandt jer, som stadig måtte være ulydige, efter at resten af jer er blevet lydige.7 I ser overfladisk på tingene, men de, som véd med sig selv, at de hører Kristus til, må da kunne bedømme, at når de hører Kristus til, så gør vi det også.8 Jeg kunne godt rose mig endnu mere af den autoritet, Herren har givet os som apostle—en autoritet vi har fået for at styrke jer, ikke for at straffe jer—og jeg er ikke bange for at gøre det, hvis det bliver nødvendigt.9 Men jeg ønsker ikke, at det skal se ud, som om jeg er ude på at skræmme jer i mine breve.10 „Hans breve,” siger nogle jo, „har stor kraft og styrke, men når han selv kommer, er han svag og ikke værd at høre på.”11 De, der taler sådan, må gøre sig klart, at det vi siger på afstand i vores breve, det handler vi på, når vi er hos jer.12 Misforstå mig ikke! Jeg kunne ikke drømme om at stille mig på linie med de mænd, der hele tiden anbefaler sig selv. Det er ikke klogt af dem udelukkende at sammenligne sig med hinanden og ustandselig måle sig med deres egen målestok.13 Vi ønsker ikke at forsvare os selv mere end rimeligt er. Vi holder vores tjeneste inden for de grænser, Gud har afstukket for os, og vores tjeneste over for jer ligger inden for de grænser.14 Vi går nemlig ikke for vidt, når vi mener at have det åndelige ansvar for jer. Det var jo os, der først tog helt over til Korinth med budskabet om Kristus.15 Vi ønsker ikke uretmæssigt at tage æren for det arbejde, som andre har udført iblandt jer, men vi håber, at når jeres tro vokser, vil vi kunne udvide vores arbejdsfelt endnu mere,16 så vi kan forkynde budskabet om Kristus i de områder, som ligger endnu længere væk end Korinth. På den måde undgår vi risikoen for at komme til at rose os af andres arbejde.17 Skriften siger jo: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.”[1] (Jer 9,22)18 Det er jo ikke den, der anbefaler sig selv, der opnår anerkendelse, men den, som Herren anbefaler.