1Da konnte sich Joseph nicht länger bezwingen vor allen, die um ihn herstanden, und er rief: Lasst jedermann von mir hinausgehen! Und es stand kein Mensch bei ihm, als Joseph sich seinen Brüdern zu erkennen gab. (1Mo 43,30; Joh 11,33)2Und er weinte laut, sodass die Ägypter und das Haus des Pharao es hörten. (1Sam 30,4; Joh 11,35)3Und Joseph sprach zu seinen Brüdern: Ich bin Joseph! Lebt mein Vater noch? Aber seine Brüder konnten ihm nicht antworten, so bestürzt waren sie vor ihm. (Mk 9,6; Lk 24,37; Joh 18,6; Apg 2,6; Apg 7,13)4Da sprach Joseph zu seinen Brüdern: Tretet doch her zu mir! Als sie nun näher kamen, sprach er zu ihnen: Ich bin Joseph, euer Bruder, den ihr nach Ägypten verkauft habt! (1Mo 37,28)5Und nun bekümmert euch nicht und macht euch keine Vorwürfe darüber, dass ihr mich hierher verkauft habt; denn zur Lebensrettung hat mich Gott vor euch hergesandt! (1Mo 45,7; 1Mo 50,20; Ps 118,22; Apg 2,36; Apg 3,13)6Denn dies ist das zweite Jahr, dass die Hungersnot im Land herrscht, und es werden noch fünf Jahre ohne Pflügen und Ernten sein. (1Mo 41,29; 1Mo 41,54; 1Mo 41,56; 1Mo 47,18; 1Mo 47,23; 2Mo 34,21; Jes 30,24)7Aber Gott hat mich vor euch hergesandt, um euch einen Überrest zu sichern auf Erden, und um euch am Leben zu erhalten zu einer großen Errettung. (1Mo 47,12)8Und nun, nicht ihr habt mich hierher gesandt, sondern Gott: Er hat mich dem Pharao zum Vater gesetzt und zum Herrn über sein ganzes Haus und zum Herrscher über das ganze Land Ägypten. (1Mo 41,39; Ri 17,10; Hi 29,16; Apg 2,23)9Zieht nun schnell zu meinem Vater hinauf und sagt ihm: So spricht dein Sohn Joseph: Gott hat mich zum Herrn über ganz Ägypten gesetzt; komm zu mir herab, zögere nicht! (1Mo 45,13; 1Mo 45,19; 1Mo 45,26)10Und du sollst im Land Gosen wohnen und nahe bei mir sein, du und deine Kinder und deine Kindeskinder, deine Schafe und deine Rinder und alles, was dir gehört! (1Mo 46,29; 1Mo 46,34; Joh 17,24)11Ich will dich dort mit Nahrung versorgen — denn es sind noch fünf Jahre Hungersnot —, damit du nicht verarmst, du und dein Haus und alles, was dir gehört! (1Mo 47,12)12Und siehe, eure Augen sehen es und die Augen meines Bruders Benjamin, dass mein Mund es ist, der zu euch redet. (1Mo 42,23; Lk 24,39; Joh 20,27)13Darum verkündet meinem Vater all meine Herrlichkeit in Ägypten und alles, was ihr gesehen habt, und bringt meinen Vater schnell hierher! (Apg 7,14)14Und er fiel seinem Bruder Benjamin um den Hals und weinte, und Benjamin weinte auch an seinem Hals. (1Mo 29,11; 1Mo 33,4; 1Mo 46,29)15Und er küsste alle seine Brüder und umarmte sie unter Tränen, und danach redeten seine Brüder mit ihm. (2Mo 4,27; Ps 133,1)16Als man nun im Haus des Pharao die Nachricht vernahm: Josephs Brüder sind gekommen!, da gefiel dies dem Pharao und seinen Knechten gut. (Spr 16,15)17Und der Pharao sprach zu Joseph: Sage deinen Brüdern: Tut das: Beladet eure Tiere und macht euch auf den Weg, zieht in das Land Kanaan;18und nehmt euren Vater und eure Familien und kommt zu mir, so will ich euch das Beste des Landes Ägypten geben, und ihr sollt das Fett des Landes essen! (1Mo 27,28; 1Mo 47,6; Ps 81,16; Jes 1,19)19Und du, ordne dies an: Ihr sollt so handeln: Nehmt euch Wagen mit aus dem Land Ägypten für eure Kinder und Frauen und bringt euren Vater mit und kommt; (1Mo 45,27; 1Mo 46,5)20und euer Hausrat darf euch nicht reuen; denn das Beste des ganzen Landes Ägypten soll euch gehören! (1Mo 20,15; 1Mo 45,18; Jes 1,19)21Da machten es die Söhne Israels so; und Joseph gab ihnen Wagen nach dem Befehl des Pharao, auch gab er ihnen Verpflegung auf den Weg. (1Mo 45,19; 1Mo 45,27; 2Mo 17,1; Jos 17,4; Ps 119,100)22Und er schenkte ihnen allen Festgewänder, jedem Einzelnen; Benjamin aber schenkte er 300 Silberlinge und fünf Festgewänder. (Spr 17,8; Mt 2,11)23Und seinem Vater sandte er Folgendes: zehn Esel, beladen mit dem Besten Ägyptens, und zehn Eselinnen, die Korn, Brot und Speise trugen für seinen Vater auf den Weg. (1Mo 24,10; 1Mo 42,26)24Damit entließ er seine Brüder, und sie gingen, und er sprach zu ihnen: Streitet nicht auf dem Weg! (1Mo 42,21; 1Kor 3,3; Gal 5,20; 2Tim 2,23)25So reisten sie von Ägypten hinauf und kamen in das Land Kanaan zu ihrem Vater Jakob; (1Mo 35,27; 1Mo 42,29)26und sie berichteten ihm und sprachen: Joseph lebt noch und ist Herrscher über das ganze Land Ägypten! Aber sein Herz blieb kalt, denn er glaubte ihnen nicht. (Ps 126,1; Lk 24,11; Joh 20,25)27Da sagten sie ihm alle Worte, die Joseph zu ihnen geredet hatte. Und als er die Wagen sah, die Joseph gesandt hatte, um ihn abzuholen, da wurde der Geist ihres Vaters Jakob lebendig, (Ri 15,19)28und Israel sprach: Für mich ist es genug, dass mein Sohn Joseph noch lebt! Ich will hingehen und ihn sehen, bevor ich sterbe! (1Mo 32,28; 1Mo 35,10; 1Mo 46,30; Lk 2,26)
1Da kunne Josef ikke længere beherske sig. „Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene.2Så brast han i gråd. Han hulkede så højt, at alle i huset hørte det—ja, rygtet om hans gråd nåede helt til Faraos palads.3„Jeg er Josef!” sagde han. „Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem.4„Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: „Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten.5Men I må ikke bebrejde jer selv på grund af det, I gjorde, for Gud var med i det! Han sendte mig hertil i forvejen, for at I kunne blive reddet.6Hungersnøden har nu hærget i to år, og den vil hærge fem år endnu. I al den tid vil der hverken blive pløjet eller sået.7Derfor sendte Gud mig hertil, så at I og jeres familier kan overleve og blive til et stort folk.8Ja, det var Gud, som sendte mig hertil—ikke jer. Og han har gjort mig til Faraos rådgiver, ansvarlig for hans ejendom og hersker over hele Egypten.9Skynd jer nu tilbage til min far og fortæl ham, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Egypten. Sig til ham, at han skal komme med det samme10og slå sig ned i Goshens land, så han kan bo i nærheden af mig med alle sine børn og børnebørn, sine fåre- og kvægflokke og alt, hvad han ejer.11Så kan jeg hjælpe jer, for der er stadig fem år, til hungersnøden er slut. Ellers vil I alle ende i den yderste fattigdom.”12Josef fortsatte: „I kan selv se, at jeg er Josef—også Benjamin kan bekræfte det.13Fortæl min far, at det er gået mig godt i Egypten. Fortæl om den magt, jeg har, og om alt, hvad I har set og hørt her—og skynd jer så at bringe ham herhen.”14Da omfavnede Josef sin bror Benjamin, og med hinanden om halsen græd de to brødre.15Derefter omfavnede han grædende hver enkelt af sine brødre, og først da fik de mælet igen.16Nyheden om Josefs brødre nåede også Farao og hans hof, og alle glædede sig over det bevægede gensyn.17Farao sagde da til Josef: „Sig til dine brødre, at de skal læsse deres æsler og skynde sig hjem til Kana’an18og hente deres far og øvrige familie. De kan roligt komme herned og bo. Giv dem denne besked fra mig: Farao vil overdrage jer den bedste jord, der er i Egypten. I skal leve af landets overflod.19Og sig til dine brødre, at de må tage vogne med sig fra Egypten, så deres koner og børn og deres far kan blive kørt hertil.20Sig også til dem, at de ikke skal bekymre sig om de ting, de må lade tilbage, for det bedste af det bedste her i Egypten skal være deres.”21Så gav Josef dem vogne og rejseproviant, sådan som Farao havde befalet, og brødrene gjorde, som der blev sagt.22Josef gav alle sine brødre smukke dragter, og Benjamin gav han fem dragter og tre hundrede sølvstykker.23Til sin far læssede han ti æsler med alle mulige specialiteter fra Egypten—og endnu ti æsler med korn og andre livsfornødenheder, som skulle være proviant på hans rejse til Egypten.24Så tog han afsked med sine brødre: „Lad nu være med at skændes på vejen,” var hans sidste ord til dem,25hvorefter de tog af sted og kom hjem til deres far i Kana’an.26„Josef er i live!” fortalte de i munden på hinanden. „Og han regerer over hele Egypten!” Men Jakob var skeptisk. Han kunne simpelthen ikke tro det.27Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt, og da Jakob så vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op28og sagde: „Det må jo være sandt, at min søn Josef lever! Jeg må af sted og se ham, før jeg dør.”