1.Mose 22

Schlachter 2000

von Genfer Bibelgesellschaft
1 Und es geschah nach diesen Begebenheiten, da prüfte Gott den Abraham und sprach zu ihm: Abraham! Und er antwortete: Hier bin ich. (2Mo 3,4; 5Mo 8,2; 1Sam 3,4; 1Sam 3,8; 1Sam 3,10; 2Chr 32,31; Jak 1,12; 1Petr 1,6)2 Und er sprach: Nimm doch deinen Sohn, deinen einzigen, den du lieb hast, Isaak, und geh hin in das Land Morija und bringe ihn dort zum Brandopfer dar auf einem der Berge, den ich dir nennen werde! (1Mo 17,19; 3Mo 1,3; 2Kön 3,27; 2Chr 3,1)3 Da stand Abraham am Morgen früh auf und sattelte seinen Esel; und er nahm zwei Knechte mit sich und seinen Sohn Isaak; und er spaltete Holz zum Brandopfer, machte sich auf und ging hin an den Ort, den ihm Gott genannt hatte. (1Sam 15,12; Mt 10,37; Hebr 11,17)4 Am dritten Tag erhob Abraham seine Augen und sah den Ort von ferne. (2Mo 5,3; 1Sam 26,13; Esr 5,1; 1Kor 15,4)5 Da sprach Abraham zu seinen Knechten: Bleibt ihr hier mit dem Esel, ich aber und der Knabe wollen dorthin gehen und anbeten, und dann wollen wir wieder zu euch kommen. (Hebr 11,19)6 Und Abraham nahm das Holz zum Brandopfer und legte es auf seinen Sohn Isaak. Er aber nahm das Feuer und das Messer in seine Hand, und sie gingen beide miteinander. (Joh 19,17)7 Da sprach Isaak zu seinem Vater Abraham: Mein Vater! Und er antwortete: Hier bin ich, mein Sohn! Und er sprach: Siehe, hier ist Feuer und Holz; wo ist aber das Lamm zum Brandopfer? (2Mo 12,1; 2Mo 29,38; Offb 5,6; Offb 5,9; Offb 13,8)8 Und Abraham antwortete: Mein Sohn, Gott wird für ein Lamm zum Brandopfer sorgen! Und sie gingen beide miteinander. (Jes 50,10)9 Und als sie an den Ort kamen, den Gott ihm genannt hatte, baute Abraham dort einen Altar und schichtete das Holz darauf; und er band seinen Sohn Isaak und legte ihn auf den Altar, oben auf das Holz. (Ps 118,27; Jes 53,7; Joh 1,29; Joh 10,15; Joh 10,17; Jak 2,21)10 Und Abraham streckte seine Hand aus und fasste das Messer, um seinen Sohn zu schlachten. (1Mo 18,19)11 Da rief ihm der Engel des HERRN vom Himmel her zu und sprach: Abraham! Abraham! Und er antwortete: Hier bin ich! (1Mo 46,2)12 Er sprach: Lege deine Hand nicht an den Knaben und tue ihm gar nichts; denn nun weiß ich, dass du Gott fürchtest, weil du deinen einzigen Sohn nicht verschont hast um meinetwillen! (1Sam 15,22; Ps 25,12; Röm 5,8; Hebr 11,19)13 Da erhob Abraham seine Augen und schaute, und siehe, da war hinter ihm ein Widder, der sich mit seinen Hörnern im Gestrüpp verfangen hatte. Und Abraham ging hin und nahm den Widder und brachte ihn als Brandopfer dar anstelle seines Sohnes. (1Mo 22,14; 1Kor 10,13; 2Kor 1,9)14 Und Abraham nannte den Ort: »Der HERR wird dafür sorgen«, sodass man noch heute sagt: Auf dem Berg wird der HERR dafür sorgen! (1Sam 7,12; Ps 22,5; Dan 3,17; Dan 3,28; Dan 6,23)15 Und der Engel des HERRN rief Abraham zum zweiten Mal vom Himmel her zu, (1Mo 21,17)16 und er sprach: Ich habe bei mir selbst geschworen, spricht der HERR: Weil du dies getan und deinen Sohn, deinen einzigen, nicht verschont hast, (Jes 45,23; Lk 1,73; Hebr 6,13)17 darum will ich dich reichlich segnen und deinen Samen mächtig mehren, wie die Sterne am Himmel und wie den Sand am Ufer des Meeres; und dein Same soll das Tor seiner Feinde in Besitz nehmen,[1] (1Mo 12,2; 1Mo 15,5; 1Mo 24,60; 1Kön 4,20; Ps 127,5; Hebr 6,14)18 und in deinem Samen sollen alle Völker der Erde gesegnet werden, weil du meiner Stimme gehorsam warst! (1Mo 12,3; 1Mo 26,4; Jer 7,23; Apg 3,25; Gal 3,8)19 Und Abraham kehrte wieder zurück zu seinen Knechten; und sie machten sich auf und zogen miteinander nach Beerscheba; und Abraham wohnte in Beerscheba. (1Mo 26,23; 1Mo 28,10)20 Und es geschah nach diesen Begebenheiten, da wurde Abraham berichtet: Siehe, auch Milka hat deinem Bruder Nahor Söhne geboren: (1Mo 11,27; 1Mo 11,29)21 Uz, den Erstgeborenen, und Bus, seinen Bruder, und Kemuel, den Vater des Aram, (1Mo 10,23; Hi 1,1; Hi 32,2)22 und Kesed und Haso und Pildasch und Jidlaph und Bethuel. (1Mo 24,15; 1Mo 24,47; 1Mo 25,20)23 Bethuel aber hatte die Rebekka gezeugt. Milka gebar diese acht dem Nahor, dem Bruder Abrahams. (1Mo 11,29; 1Mo 24,15; 1Mo 24,24)24 Und seine Nebenfrau mit Namen Rehuma gebar auch, nämlich Tebach, Gaham, Tahasch und Maacha. (1Mo 25,6; 1Kön 11,3; 1Chr 1,32; Hl 6,8)

1.Mose 22

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Senere satte Gud Abrahams tro og lydighed på prøve. Det gik således til: „Abraham!” kaldte Gud. „Ja, Herre,” svarede han. „Jeg lytter!”2 „Tag din eneste søn, Isak, som du elsker så højt, og rejs til det sted, der hedder Morija. Der skal du bringe ham som et brændoffer til mig på et bjerg, som jeg vil vise dig.”3 Næste morgen stod Abraham meget tidligt op og kaldte på to af sine unge tjenere. Han bad dem om at kløve brænde til det bål, der skulle bruges til brændofferet, og om at gøre et æsel klar til rejsen. Derefter kaldte han på Isak, og de begav sig alle på vej mod det sted, Gud havde sagt ham.4 Da de havde rejst i to dage, fik Abraham øje på stedet i det fjerne.5 „Vent her med æslet,” sagde Abraham til tjenerne, „mens drengen og jeg går videre for at finde et sted at tilbede Herren. Vi kommer snart tilbage.”6 Derefter lagde Abraham offerbrændet på Isaks skuldre, men kniven og de ulmende trækul til offerilden bar han selv. De to gik så videre alene.7 „Far,” sagde Isak. „Ja, min dreng.” „Vi har brændet og ilden—men hvor er det lam, der skal ofres?”8 „Det vil Gud selv sørge for, min dreng,” svarede Abraham. Så gik de videre i tavshed.9 Da de kom til det sted, Abraham havde fået anvist af Gud, byggede han et stenalter og lagde brændet til rette ovenpå. Så bandt han sin søn, Isak, og lagde ham på alteret oven på brændet.10 Abraham tog nu kniven og løftede den i vejret for at dræbe sin søn og ofre ham til Herren.11 I samme øjeblik lød en røst fra Himlen: „Abraham! Abraham!” „Ja, Herre,” svarede han.12 „Læg kniven ned og gør ikke drengen noget! For nu ved jeg, at du virkelig vil adlyde mig—siden du var villig til at ofre din eneste, elskede søn!”13 Da Abraham så sig omkring, fik han øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i en busk. Han tog vædderen og ofrede den som brændoffer på alteret i stedet for sin søn.14 Og Abraham kaldte stedet „Herren sørger for os”. Derfor siger man endnu den dag i dag: „På bjerget vil Herren sørge for os.”15 Da råbte Gud igen til Abraham fra Himlen:16 „Jeg er Herren, og jeg sværger ved mig selv, at fordi du adlød mig og ikke sparede din eneste søn,17 vil jeg velsigne dig. Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner og sandet på stranden, og de vil bryde igennem portene på deres fjenders byer.18 Desuden vil alle jordens folkeslag opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere,[1] fordi du adlød mig!” (1Mo 3,15; Apg 3,25; Gal 3,16)19 Derefter vendte Abraham og Isak tilbage til tjenerne, og de tog alle hjem til Be’ersheba. Der blev Abraham boende i nogen tid.20 Kort tid efter modtog Abraham følgende besked: „Milka—din bror Nakors kone—har født ham en række sønner. Deres navne er:21 Utz, Buz, Kemuel, (som blev far til Aram),22 Kesed, Hazo, Pildash, Jidlaf og Betuel,23 (som blev far til Rebekka). Disse otte sønner har Milka født Nakor.24 Med sin anden kone, Reuma, har han fire sønner: Teba, Gaham, Tahash og Ma’aka.”