Salomos heidnische Frauen und sein Götzendienst. Gottes Gerichtsankündigung
1Aber der König Salomo liebte viele fremde Frauen neben der Tochter des Pharao: moabitische, ammonitische, edomitische, zidonische und hetitische, (Ri 3,5; 1Kön 3,1; Esr 9,1; Neh 13,26)2aus den Heidenvölkern, von denen der HERR den Kindern Israels gesagt hatte: Geht nicht zu ihnen und lasst sie nicht zu euch kommen, denn sie werden gewiss eure Herzen zu ihren Göttern wenden! An diesen hing Salomo mit Liebe. (2Mo 34,12; 1Kor 10,19; 1Kor 15,33)3Und er hatte 700 fürstliche Frauen und 300 Nebenfrauen[1]; und seine Frauen verleiteten sein Herz. (Spr 4,23; Spr 23,26; Pred 7,26)4Und es geschah zu der Zeit, als Salomo alt geworden war, da wendeten seine Frauen sein Herz anderen Göttern zu, sodass sein Herz nicht mehr ungeteilt mit dem HERRN, seinem Gott, war wie das Herz seines Vaters David. (1Kön 9,4; Ps 71,18; Hes 18,9)5So lief Salomo der Astarte nach, der Gottheit der Zidonier, und Milkom, dem Gräuel der Ammoniter. (3Mo 20,2; Ri 2,13; Ri 10,6; 1Kön 11,33; 2Kön 23,13; Jer 32,35; Zef 1,5)6Und Salomo tat, was böse war in den Augen des HERRN, und er folgte dem HERRN nicht völlig nach wie sein Vater David. (Jos 14,14; 1Kön 11,4)7Auch baute Salomo eine Höhe für den Kemosch, den Gräuel der Moabiter, auf dem Berg, der östlich von Jerusalem liegt, und für den Moloch, den Gräuel der Ammoniter. (3Mo 20,2; 4Mo 21,29; 4Mo 33,52; Jer 32,35)8Und ebenso machte er es für alle seine ausländischen Frauen, die ihren Göttern räucherten und opferten. (1Kön 11,1; Hes 16,22; Hos 4,12; 1Kor 10,19)9Da wurde der HERR zornig über Salomo, weil sein Herz sich abgewandt hatte von dem HERRN, dem Gott Israels, der ihm zweimal erschienen war, (Ri 2,3; Ri 2,14; 1Kön 3,5; 1Kön 9,2; Ps 78,58; Offb 2,4)10ja, der ihm gerade wegen dieser Sache das Gebot gegeben hatte, dass er nicht anderen Göttern nachwandeln solle; aber er beachtete nicht, was ihm der HERR geboten hatte. (1Kön 9,6; 2Chr 7,17)11Darum sprach der HERR zu Salomo: Weil dies von dir geschehen ist und du meinen Bund nicht bewahrt hast, noch meine Satzungen, die ich dir geboten habe, so will ich dir gewiss das Königreich entreißen und es deinem Knecht geben! (1Kön 11,31; 1Kön 12,15)12Doch zu deiner Zeit will ich es nicht tun, um deines Vaters David willen; der Hand deines Sohnes will ich es entreißen. (1Kön 11,34; 1Kön 21,29; 2Kön 20,19)13Nur will ich ihm nicht das ganze Reich entreißen; einen Stamm will ich deinem Sohn geben, um meines Knechtes David und um Jerusalems willen, das ich erwählt habe! (5Mo 12,11; 1Kön 11,32; 2Chr 6,6; Ps 89,31; Ps 132,13)
Der Herr erweckt Salomo Widersacher
14Und der HERR erweckte dem Salomo einen Widersacher, Hadad, den Edomiter, der stammte aus dem Königsgeschlecht von Edom. (1Kön 11,23; 1Kön 11,25)15Es geschah nämlich, als David in Edom war, und als Joab, der Heerführer, hinaufzog, um die Erschlagenen zu begraben, da erschlug er alles, was männlich war in Edom. (4Mo 24,17; 5Mo 20,13; 2Sam 8,13)16Denn Joab blieb sechs Monate lang dort mit ganz Israel, bis er alles ausgerottet hatte, was in Edom männlich war. (2Sam 8,16)17Da floh Hadad und mit ihm etliche Edomiter von den Knechten seines Vaters, um nach Ägypten zu gehen; Hadad aber war noch ein kleiner Knabe. (2Sam 4,4; 2Kön 11,2; Mt 2,12; Mt 2,14)18Und sie machten sich auf von Midian und kamen nach Paran, und sie nahmen Männer mit sich aus Paran und kamen nach Ägypten zum Pharao, dem König von Ägypten; der gab ihm ein Haus, wies ihm Unterhalt an und gab ihm Land. (2Mo 2,15; 4Mo 10,12)19Und Hadad fand große Gnade beim Pharao, sodass er ihm auch die Schwester seiner Gemahlin, die Schwester der Gebieterin Tachpenes, zur Frau gab. (1Mo 41,45; Jer 43,7)20Und die Schwester der Tachpenes gebar ihm Genubat, seinen Sohn, und Tachpenes zog ihn auf im Haus des Pharao, sodass Genubat im Haus des Pharao unter den Söhnen des Pharao war. (2Mo 2,10; 1Sam 1,20)21Als nun Hadad in Ägypten hörte, dass David sich zu seinen Vätern gelegt hatte, und dass Joab, der Heerführer, tot war, da sprach Hadad zum Pharao: Lass mich doch in mein Land ziehen! (2Mo 4,19; 1Kön 2,10; 1Kön 2,34; Mt 2,20)22Und der Pharao sprach zu ihm: Was fehlt dir bei mir, dass du in dein Land ziehen willst? Er sprach: Nichts; aber lass mich doch gehen! (1Mo 24,56; 1Mo 39,12; 2Sam 18,22; Spr 27,8)23Und Gott erweckte ihm [noch] einen Widersacher, Reson, den Sohn Eljadas, der von seinem Herrn Hadad-Eser, dem König von Zoba, geflohen war. (2Sam 8,5; 1Kön 5,18; 1Kön 14,25; 1Chr 18,3; Neh 4,5; Ps 60,2)24Der sammelte Männer um sich und war Oberster einer Streifschar, als David [die Zobaiter] schlug; und sie zogen nach Damaskus und wohnten dort und regierten in Damaskus. (1Kön 19,15; 1Kön 20,34; Apg 9,2; Apg 9,22)25Und er wurde zu einem Widersacher Israels, solange Salomo lebte, außer dem Übel, das Hadad anrichtete; und er hatte einen Widerwillen gegen Israel, und er wurde König über Aram. (1Kön 11,24)
Jerobeams Auflehnung gegen Salomo. Salomos Tod
26Auch Jerobeam, der Sohn Nebats, ein Ephratiter von Zareda, ein Knecht Salomos, dessen Mutter, eine Witwe, Zeruha hieß, erhob die Hand gegen den König. (1Kön 9,22; 1Kön 12,2; 2Chr 13,6)27Und dies war der Anlass dafür, dass er die Hand gegen den König erhob: Salomo baute den Millo und schloss [damit] eine Lücke an der Stadt Davids, seines Vaters. (1Kön 9,15; 1Kön 9,24)28Nun war Jerobeam ein tüchtiger Mann; und als Salomo sah, dass der junge Mann eifrig bei der Arbeit war, setzte er ihn über alle Lastträger des Hauses Joseph. (Jos 18,5; Ri 1,22; Spr 22,29; Am 5,6; Sach 10,6)29Es geschah aber zu jener Zeit, als Jerobeam aus Jerusalem wegging, da fand ihn der Prophet Achija von Silo auf dem Weg; der hatte ein neues Obergewand an, und sie waren beide allein auf dem Feld. (1Kön 12,15; 1Kön 14,2; 2Chr 9,29)30Und Achija nahm das neue Obergewand, das er anhatte, und zerriss es in zwölf Stücke; (1Sam 15,27)31und er sprach zu Jerobeam: Nimm dir zehn Stücke! Denn so spricht der HERR, der Gott Israels: Siehe, ich will das Königreich der Hand Salomos entreißen und dir die zehn Stämme geben (1Kön 11,11)32— einen Stamm aber soll er haben, um meines Knechtes David und um der Stadt Jerusalem willen, die ich aus allen Stämmen Israels erwählt habe —, (1Kön 11,13; 1Kön 12,20)33deshalb, weil sie mich verlassen haben und Astarte, die Gottheit der Zidonier, Kemosch, den Gott der Moabiter, und Milkom, den Gott der Ammoniter, angebetet haben und nicht in meinen Wegen gewandelt sind, um zu tun, was recht ist in meinen Augen, nach meinen Satzungen und Rechten, wie es sein Vater David getan hat. (1Kön 11,5; Jer 2,11)34Doch will ich nicht das ganze Reich aus seiner Hand nehmen, sondern ich will ihn als Fürst belassen sein Leben lang, um meines Knechtes David willen, den ich erwählt habe, der meine Gebote und Satzungen befolgt hat. (1Kön 11,12; 1Kön 15,4; Ps 103,10; Jes 55,3)35Aber ich will das Königreich aus der Hand seines Sohnes nehmen und es dir geben, die zehn Stämme; (2Mo 20,5; 1Kön 12,16)36und ich will seinem Sohn einen Stamm geben, damit mein Knecht David allezeit vor mir eine Leuchte hat in der Stadt Jerusalem, die ich mir erwählt habe, um meinen Namen dorthin zu setzen. (1Kön 15,4; 2Kön 8,19; Ps 132,17)37So will ich nun dich nehmen, und du sollst regieren über alles, was deine Seele begehrt, und König sein über Israel. (2Sam 3,21; 1Kön 11,26)38Und es wird geschehen, wenn du nun allem gehorchst, was ich dir gebieten werde, und in meinen Wegen wandelst und tust, was in meinen Augen recht ist, sodass du meine Satzungen und meine Gebote befolgst, wie es mein Knecht David getan hat, so will ich mit dir sein und dir ein beständiges Haus bauen, wie ich es David gebaut habe, und ich will dir Israel geben! (2Sam 7,11; 2Sam 7,27; 1Kön 9,4)39Und ich will den Samen Davids deswegen demütigen, doch nicht für immer. (Ps 89,32; Kla 3,31)40Salomo aber trachtete danach, Jerobeam zu töten; da machte sich Jerobeam auf und floh nach Ägypten zu Sisak, dem König von Ägypten; und er blieb in Ägypten, bis Salomo starb. (1Sam 18,9; 1Sam 18,11; 1Sam 19,1; 1Kön 14,25; Spr 21,30)41Was aber mehr von Salomo zu sagen ist, und alles, was er getan hat, und seine Weisheit, steht das nicht geschrieben im Buch der Geschichte Salomos? (2Chr 9,29)42Die Zeit aber, die Salomo über ganz Israel in Jerusalem regierte, betrug 40 Jahre. (1Kön 2,11; 2Chr 9,30)43Und Salomo legte sich zu seinen Vätern und wurde begraben in der Stadt Davids, seines Vaters; und Rehabeam, sein Sohn, wurde König an seiner Stelle. (1Kön 12,1; 1Kön 14,21; 2Chr 10,1; Pred 2,15; Pred 3,19; Pred 5,14; Mt 1,7; Hebr 9,27)
1Ud over den egyptiske prinsesse, som Kong Salomon havde giftet sig med, følte han sig tiltrukket af kvinder fra fremmede folkeslag, og han giftede sig med en masse moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidonitiske og hittitiske kvinder.2Herren havde ellers udtrykkeligt advaret sit folk imod blandede ægteskaber, for de fremmede kvinder ville få israelitterne til at dyrke deres afguder i stedet for Herren. Men Salomon gjorde det alligevel, for de var så tiltrækkende.3Han havde efterhånden 700 koner med fyrstelig rang og 300 medhustruer—og disse kvinder stjal i den grad hans hjerte, at han glemte Herrens advarsler.4Da Salomon blev ældre, begyndte han at dyrke de andre folkeslags afguder og fulgte ikke længere Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort.5Salomon dyrkede blandt andet den sidoniske gudinde Astarte, og den afskyelige, ammonitiske gud Milkom.6Salomon gjorde nu, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han fulgte ikke Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort det.7Han byggede endda et alter på Olivenbjerget øst for Jerusalem til ære for den ækle, moabitiske gud Kemosh og den lige så ækle, ammonitiske gud Milkom.8Han byggede altre til alle sine udenlandske koner, så de havde et sted, hvor de kunne bringe ofre til deres forskellige guder.9Herren blev vred på Salomon, fordi han var ulydig og oprørsk, på trods af at Herren havde åbenbaret sig for ham hele to gange.10Salomon havde fået en klar befaling om ikke at dyrke andre guder, men han havde overtrådt denne befaling.11„Siden du har brudt pagten og overtrådt mine befalinger, vil jeg tage kongeriget fra dig og din slægt og give det til en af dine embedsmænd,” sagde Herren til ham.12„Men på grund af Davids trofasthed vil det ikke ske i din egen levetid, men din søn vil miste kongemagten.13For Davids skyld, og for min udvalgte by Jerusalems skyld, vil din søn dog få lov til at regere over en enkelt stamme.”
Salomon begynder at få fjender
14Herren tillod nu, at edomitten Hadad begyndte at gøre oprør mod Salomon. Hadad var fra kongefamilien i Edom.15Mange år tidligere, mens Davids hær var i krig med edomitterne, var Joab taget af sted med en hærafdeling for at begrave de israelitiske krigere, der var faldet i slaget. I den forbindelse dræbte de alle de mænd, der var tilbage i Edom.16-18Det tog Joab og hans mænd seks måneder at udrydde dem, men Hadad, der på det tidspunkt kun var en lille dreng, var flygtet sammen med nogle få kongelige embedsmænd ad vejen sydpå mod Egypten. Fra Midjan fortsatte de til Paran, hvor andre sluttede sig til og fulgtes med dem til Egypten, hvor kongen sørgede for mad til dem. Han gav Hadad et hus at bo i og et jordstykke at dyrke afgrøder på.19Hadad voksede således op i Egypten og blev en af kongens nærmeste venner; og kongen gav ham sin svigerinde, en søster til dronning Takpenes, til kone.20Hun fødte ham en søn ved navn Genubat, som blev opdraget ved hoffet sammen med kongens egne børn.21Da Hadad senere fik at vide, at David og Joab begge var døde, bad han kongen om tilladelse til at vende tilbage til Edom.22„Hvorfor?” spurgte kongen. „Hvad mangler du her? Er der noget i vejen?” „Nej,” svarede Hadad, „men jeg vil alligevel gerne hjem til Edom.”23-24Rezon, Eljadas søn, var en anden af Salomons fjender, som Gud gav indflydelse og magt. Rezon var en af kong Hadadezer af Zobas officerer, men dengang David besejrede Zobas hær, var Rezon flygtet sammen med en del andre krigere. Han samlede efterhånden en røverbande omkring sig. Senere indtog de Damaskus, hvor Rezon blev udråbt til konge.25I hele Salomons levetid var Rezon en af de værste fjender af Israels folk, som han nærede et stort had til. Han skabte problemer for Salomon, fordi han havde kontrol over nabolandet Aram, mens Hadad skabte problemer for Israel sydfra.26En anden trussel mod Salomon var Jeroboam, Nebats søn, som stammede fra byen Zereda i Efraim. Hans mor var en enke ved navn Zerua. Jeroboam var en af Salomons embedsmænd, men havde gjort oprør imod kongen.27-28Det følgende er grunden til, at han gjorde oprør: Salomon havde netop udbygget fæstningsanlægget i Jerusalem og repareret skaderne i den gamle bydels mur, som hans far David havde bygget. Jeroboam var en lovende ung mand, og da kong Salomon bemærkede hans dygtighed og arbejdsomhed, satte han ham i spidsen for arbejdsstyrkerne i Manasse og Efraim.29En dag, da Jeroboam var på vej ud af Jerusalem, kom profeten Ahija fra Shilo ham i møde. Ahija havde en ny kjortel på, og han standsede Jeroboam på vejen. Der var ingen andre i nærheden.30Ahija rev sin nye kjortel i 12 stykker,31hvorefter han sagde til Jeroboam: „Tag ti af de her stykker, for Herren, Israels Gud, siger: ‚Jeg vil rive riget ud af Salomons hånd og give de ti af stammerne til dig.32Men jeg vil tillade ham at beholde en enkelt stamme for min tjener Davids skyld og Jerusalems skyld—den by jeg har udvalgt frem for alle andre byer i landet.33Det gør jeg, fordi Salomon har svigtet mig ved at dyrke andre guder ved siden af mig—guder som Astarte, sidoniernes gudinde, og Kemosh, Moabs gud, og ammonitternes gud, Milkom. Han har ikke adlydt mig og gjort hvad ret er—han har ikke handlet efter mine befalinger, som hans far gjorde.34Jeg vil dog ikke tage riget fra ham med det samme. For min udvalgte tjener Davids skyld, som adlød mine befalinger og forskrifter, vil jeg lade Salomon beholde magten indtil sin dødsdag.35Men derefter vil jeg tage riget fra hans søn og give de ti stammer til dig.36Dog får sønnen lov at beholde én stamme, for at Davids efterkommere stadig kan regere i Jerusalem—byen jeg har udvalgt for at herliggøre mit navn.37Jeg vil gøre dig til konge over Nordriget, og du skal få lov at herske over alt, hvad du har lyst til.38Hvis du adlyder mig og handler i overensstemmelse med mine bud, som min tjener David gjorde, så vil jeg velsigne dig, og dine efterkommere skal så altid regere over de ti stammer. Jeg gav engang David et tilsvarende løfte,39men på grund af Salomons synd må jeg straffe Davids efterkommere—dog ikke for altid.’ ”40Da Salomon fik at vide, hvad Ahija havde sagt, forsøgte han at myrde Jeroboam, men Jeroboam søgte tilflugt hos kong Shishak i Egypten. Der blev han, til Salomon døde.41Hvad der ellers er at fortælle om Salomon og hans visdom, er nedskrevet i Salomons krønike.42Han regerede over hele Israels folk i 40 år med Jerusalem som hovedstad.43Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen, hvor hans far også lå begravet. Hans søn Rehabeam overtog derefter tronen.