Der Aufbruch des letzten Siegels löst sieben weitere Katastrophen aus
1Als das Lamm das siebte Siegel aufbrach, war es im Himmel eine halbe Stunde lang völlig still.2Dann sah ich die sieben Engel, die zum Dienst für Gott abgestellt sind. Ich sah, wie ihnen sieben Posaunen gegeben wurden.3Dann trat ein anderer Engel mit einem goldenen Räucherfass an den goldenen Altar, der vor dem Thron stand. Er bekam eine große Menge Weihrauch und sollte diesen zusammen mit den Gebeten aller geheiligten Menschen als Räucheropfer darbringen.4So stiegen die Gebete der Heiligen mit dem Duft des Weihrauchs aus der Hand des Engels zu Gott auf.5Dann füllte der Engel das Räucherfass mit Glut vom Altar und schleuderte es auf die Erde. Da donnerte und dröhnte es heftig, es blitzte und die Erde bebte.6Jetzt machten sich die sieben Engel bereit, die sieben Posaunen zu blasen.7Nachdem der erste Engel die Posaune geblasen hatte, prasselten Hagel und Feuer mit Blut vermischt auf die Erde. Ein Drittel der Erdoberfläche und ein Drittel aller Bäume und alles Gras verbrannten.8Nachdem der zweite Engel die Posaune geblasen hatte, wurde etwas ins Meer gestürzt, das wie ein großer brennender Berg aussah. Ein Drittel des Meeres wurde zu Blut.9Ein Drittel aller Lebewesen im Meer starb und ein Drittel aller Schiffe wurde zerstört.10Nachdem der dritte Engel die Posaune geblasen hatte, stürzte ein großer Stern vom Himmel herab. Er brannte wie eine Fackel und fiel auf ein Drittel aller Flüsse und auf die Quellen.11Der Stern hieß Wermut[1] und machte ein Drittel vom Trinkwasser zu Wermut. An diesem Bitterwasser starben sehr viele Menschen.12Nachdem der vierte Engel die Posaune geblasen hatte, wurde ein Drittel der Sonne, des Mondes und der Sterne getroffen, so dass ein Drittel des Tages und ein Drittel der Nacht kein Licht mehr hatte.13Dann sah ich einen Adler hoch am Himmel fliegen und hörte ihn mit lauter Stimme schreien: „Wehe denen, die auf der Erde leben! Wehe ihnen, wenn die letzten drei Engel in ihre Posaunen stoßen, wehe ihnen!“
1Da Lammet brød det syvende segl, blev der stilhed i Himlen i cirka en halv time.2Jeg så, at de syv engle, som stod foran Gud, hver fik rakt en trompet.3En anden engel kom og stillede sig ved det guldbelagte røgelsesalter[1] foran tronen med et røgelseskar af guld. Han fik en masse røgelse, som han skulle ofre på røgelsesalteret sammen med bønnerne fra Guds folk. (2Mo 30,1)4Det gjorde han, og fra alteret steg duften af røgelse sammen med gudsfolkets bønner op til Gud.5Derefter fyldte englen røgelseskarret med gløder fra alteret og hældte indholdet ud over jorden. Da brød et voldsomt uvejr løs med lyn og torden, og der kom et kraftigt jordskælv.6De syv engle med de syv trompeter gjorde sig nu parate til at blæse i dem.
De fire første trompeter indvarsler hver deres dom over jorden
7Da den første engel blæste i sin trompet, blev noget, der lignede hagl og ild, blandet med blod, kastet ned mod jorden. Det fik en tredjedel af landjorden til at stå i flammer. Skove og træer brændte op, og alle planter blev svedet af.8Da den anden engel blæste i sin trompet, blev noget, der lignede et mægtigt, brændende bjerg, kastet i havet.9Da blev en tredjedel af havet blodrødt. En tredjedel af alt liv i havet døde, og en tredjedel af alle skibe på havet blev ødelagt.10Da den tredje engel blæste i sin trompet, styrtede en mægtig stjerne som en brændende fakkel ned fra himlen. Den forurenede en tredjedel af alle jordens floder og kilder.11Stjernens navn er „Malurt”, fordi en tredjedel af alt vand på jorden blev bittert som malurt, og mange mennesker døde af at drikke det.12Da den fjerde engel blæste i sin trompet, blev en tredjedel af solen, en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne ramt, så de mistede en tredjedel af deres lys. Dagen mistede en tredjedel af sit lys og det samme gjorde natten.13Derefter så jeg en ørn, der fløj hen over himlen, og jeg hørte den skrige: „Et tredobbelt ‚ak og ve’ over dem, der bor på jorden, når de tre sidste engle blæser i deres trompeter.”