von Karl-Heinz Vanheiden1„Wenn du umkehrst, Israel“, spricht Jahwe, „wenn du zu mir umkehrst und mir deine Scheusale aus den Augen schaffst, dann musst du nicht mehr in die Irre gehn.2Und wenn du beim Schwören ehrlich sagst: 'So wahr Jahwe lebt!' und aufrichtig zu deinem Wort stehst, dann werden auch die anderen Völker sich in meinem Namen segnen und stolz darauf sein, mich zu kennen.“3Denn so spricht Jahwe zu den Männern von Juda und Jerusalem:
„Pflügt euch Neuland / und sät nicht unter Dornen!4Beschneidet[1] euch so, wie es Jahwe gefällt, / und entfernt die Vorhaut eures Herzens, / ihr Leute von Juda und Jerusalem. / Sonst bricht mein Zorn wie Feuer los, / und brennt, und keiner löscht, / weil eure Taten boshaft sind.“
Der Feind aus dem Norden
5„Verkündigt es in Juda, / meldet es Jerusalem: / Stoßt ins Horn auf dem Land! / Schreit aus voller Kehle: / 'Bringt euch in Sicherheit! / Hinein in die befestigten Städte!6Stellt Wegweiser auf nach Zion! / Vorwärts, bleibt nicht stehen!' / Ich bringe Tod und Verderben über euch, / ich führe den Feind aus dem Norden herbei!7Ein Löwe kommt aus seinem Dickicht, / der Völkervernichter bricht auf. / Er verlässt seinen Ort, / um dein Land zur Wüste zu machen. / Deine Städte werden veröden, / weil keiner darin wohnt.“8Darum zieht den Trauersack an, / jammert und heult, / weil die Zornglut Jahwes / sich nicht von uns abgewandt hat.9„Der Tag wird kommen“, spricht Jahwe, „an dem der König und seine Oberen den Mut verlieren. Die Priester werden entsetzt sein und die Propheten verstört.“10Da sagte ich: „Ach Herr, Jahwe! Du hast dieses Volk und Jerusalem bitter getäuscht. Du hast uns Frieden angekündigt, während uns das Schwert im Nacken sitzt.“11„Dann werde ich diesem Volk und Jerusalem sagen:
, Ein Glutwind von den kahlen Wüstenhöhen / stürzt sich auf mein Volk herab. / Er ist nicht zum Worfeln geeignet, / zum Trennen von Weizen und Spreu,12dafür ist er viel zu stark. / Der Sturm kommt von mir / und bringt euch das Urteil meines Gerichts.13Seht, wie Wetterwolken kommen sie! / Ihre Streitwagen sind wie ein Sturm, / ihre Pferde schneller als Adler. / Weh uns, wir sind verloren!14Jerusalem, wasch dir das Böse vom Herzen, / damit du gerettet wirst! / Wie lange noch wohnen die bösen Gedanken in dir?15Horch nur, man meldet aus Dan, / Unheilsbotschaft von den Bergen Efraïms!'[2]16Lasst es die Völker wissen, / verkündet es in Jerusalem: / Belagerer kommen aus fernem Land, / Geschrei drängt gegen Judas Städte.17Wie Wächter auf dem Feld / stehen sie rings um die Stadt, / denn gegen mich hat sie sich aufgelehnt“, spricht Jahwe.
Jeremia leidet mit seiner Stadt
18Das hat dein Tun und Treiben dir gebracht. / Deine Bosheit stürzte dich in dieses Leid. / Nun ist es bitter und dringt an dein Herz!19Diese Qual in meinen Eingeweiden! / Ich krümme mich vor Schmerz. / Mein Herz tobt, / dass es fast zerspringt. / Ich kann nicht mehr schweigen. / Ich höre schon den Hörnerschall, / das Geschrei in der Schlacht.20Niederlage und Zerstörung ruft man aus. / Das ganze Land wird verwüstet. / Plötzlich sind die Zelte umgestürzt, / im Nu alle Decken zerfetzt.21Wie lange noch muss ich das Feldzeichen sehen, / den Lärm des Hornes ertragen?22„Wie verblendet ist mein Volk, / mich, Jahwe, kennen sie nicht! / Närrische Kinder ohne Verstand! / Sie wissen, wie man Böses tut, / doch Gutes zu tun verstehen sie nicht.“23Ich sah die Erde an – sie war formlos und leer. / Ich schaute zum Himmel – er war ohne Licht.24Ich sah auf die Berge, / sie erzitterten, / die Hügel erbebten.25Ich sah nach den Menschen, / da war keiner mehr. / Und alle Vögel waren fort.26Ich sah nach dem fruchtbaren Land, / es war eine Wüste. / Und alle Städte waren zerstört, / zerstört von Jahwe, / von der Glut seines Zorns.27Denn so spricht Jahwe: „Zur Öde wird das ganze Land, / doch vollkommen vernichte ich es nicht.28Darüber trauert die Erde, / der Himmel wird schwarz. / Denn ich habe gesprochen, / ich habe entschieden und bereue es nicht. / Es bleibt nun dabei!“29Vor dem Lärm der Reiter / und vor den Bogenschützen / flüchtet das Volk aus der Stadt. / Sie ersteigen Felsen und kriechen in Höhlen, / verstecken sich im Dickicht. / Die Städte sind verlassen, / kein Mensch wohnt mehr darin.30Du Stadt, / dem Untergang geweiht, / was wirst du tun? / Auch wenn du dich kleidest in leuchtendes Rot, / wenn du dich mit Goldschmuck behängst / und dir die Augen größer schminkst: / Du machst dich vergeblich schön! / Deine Liebhaber haben dich satt. / Sie trachten dir jetzt nach dem Leben.31Denn ich höre schon das Schreien. / Es klingt wie von einer Frau, / die zum ersten Mal in Wehen liegt. / Es ist die Stimme der Zionsstadt. / Sie keucht, / sie breitet ihre Hände aus: / „O weh mir, / sie bringen mich um!“
1Åh, mit folk, Israel, vend tilbage til mig. Hvis I skiller jer af med jeres væmmelige afguder, hvis I holder op med at gå jeres egne veje,2hvis I sværger på, at I fra nu af vil handle retfærdigt og ærligt, så vil I blive redskab til, at min velsignelse når ud til folkeslagene, og de vil glæde sig over mig.3Hør, hvad Herren siger til Judas befolkning og Jerusalems indbyggere: Pløj dybt i jeres hårde og golde hjerter. Det nytter ikke at så imellem tidsler.4Forny jeres pagt med mig, og lad hjerterne blive omskåret. Ellers vil min vrede fortære jer med en uudslukkelig ild på grund af alle jeres synder.”
Dommen over Jerusalem og Juda
5Herren fortsatte: „Advar Jerusalem og hele Juda og sig til folk, at de skal blæse alarm ud over landet. Råb til dem: ‚Løb for livet! Flygt ind i de befæstede byer!’6Hejs alarmflaget på Zions bjerg. Skynd jer at flygte. Udsæt det ikke. Jeg, Herren, sender en hær imod jer fra nord.7En løve kommer frem fra sin hule, en frygtelig folkedræber gør sig klar til kamp. Jeres land bliver lagt øde, og byerne bliver til forladte ruiner.8Klæd jer i sørgetøj og bryd sammen i gråd, for min voldsomme vrede rammer jer.9Når det sker, vil konger og embedsmænd stå magtesløse, præster og profeter stivne af skræk.”10„Jamen, Herre,” protesterede jeg, „har du så ikke narret folket ved at love Jerusalem fred og fremgang? Nu har vi fået kniven på struben.”11-12Herren fortsatte: „Der kommer en dag, hvor jeg sender en svidende ørkenvind ind over dem. Det bliver ikke en behagelig brise, men en brølende orkan. Det er min straf over folket.”13Da vil fjenden fare ind over vores land som en stormvind. Hans stridsvogne er som en tornado og hans heste hurtigere end ørne. Så er det ude med os.14Åh, Jerusalem, rens dit hjerte for ondskab, så du kan blive reddet. Hvor længe vil du blive ved med dine ondsindede planer?15Fra Dan og fra Efraims bjerge vil der komme sendebud med melding om, at katastrofen er på vej.16De vil råbe til folk: „Fjenden er nær!” De vil sige til Jerusalems indbyggere: „Fjenden kommer fra et fjernt land for at belejre Jerusalem og angribe alle Judas byer.17De vil sætte vagtposter hele vejen rundt om Jerusalem, så ingen kan gå ud eller ind.” „Det sker, fordi I har gjort oprør imod mig,” siger Herren.18„I må tage konsekvensen af jeres ondskab og synd. Det er en hård straf, men det er, hvad I fortjener. Smerten bliver ikke til at bære.”19Da udbrød jeg: „Jeg mærker allerede smerten i mit hjerte. Der raser en kamp i mit indre—og jeg kan ikke tie stille med det. Jeg kan allerede høre fjenden blæse til angreb, og skrigene fra kampen skærer mig i hjertet.20Ødelæggelsen ruller ind over landet og efterlader det i ruiner. På et øjeblik er alle vores hjem jævnet med jorden.21Hvor længe skal kampen rase? Hvor længe skal jeg høre på de frygtelige kampråb?”22Herren svarede: „Det sker, fordi mit folk har opført sig tåbeligt. De har vendt mig ryggen. De opfører sig som uartige børn, der ikke har andet i hovedet end at udtænke ondskabsfulde planer. De forstår ikke, hvad det vil sige at gøre det gode.”23Derefter så jeg hele landet for mit indre blik. Det var øde og tomt. Jeg så op mod himlen. Den var sort.24Jeg så mod bjergene og højene. De rystede og skælvede.25Der var ingen mennesker at se nogen steder, og fuglene var borte.26Det frugtbare land var forvandlet til en ødemark, og byerne lå i ruiner på grund af Herrens glødende vrede.27„Jeg gør landet øde—dog ikke helt,” siger Herren.28„Det er derfor, jorden sørger, og himlen er klædt i sort. Jeg har nu åbenbaret min plan, og min beslutning står fast, den er ikke til at ændre.”29Derefter så jeg for mig byernes indbyggere flygte i rædsel over larmen fra den fremstormende hær. Folk gemte sig i krattet og i bjergenes kløfter. Byerne lå øde og forladte.30Jerusalem, du er fortabt. Hvorfor klæder du dig ud i det fineste skrud, tager smykker på og maler dig med øjensminke? Det nytter ikke noget, for dine forbundsfæller foragter dig og ønsker kun at slå dig ihjel.31Jeg hører et hjerteskærende skrig som fra en kvinde, der føder for første gang. Det er Jerusalem, der skriger i sin nød, gisper efter vejret og trygler om nåde foran sine bødler.