Jeremia 3

Neue evangelistische Übersetzung

von Karl-Heinz Vanheiden
1 Weiter sagte er: „Wenn ein Mann seine Frau verstößt / und sie geht von ihm weg / und wird die Frau eines anderen, / darf sie dann wieder zu ihm zurück? / Würde dieses Land nicht ganz und gar entweiht? / Doch du hast viele Liebhaber gehabt! / Und du willst zu mir zurück?“, / spricht Jahwe.2 „Schau doch die kahlen Höhen an: / Wo trieb man es noch nicht mit dir? / An allen Wegen hast du auf sie gewartet / wie ein Araber in der Wüste auf Reisende. / Dein Huren hat das Land entweiht / und deine Bosheit ebenfalls.3 Darum fiel kein Regen im Herbst / und auch im Frühjahr nicht. / Doch du hattest die Stirn einer Hure, / du wolltest dich nicht schämen.4 Jetzt freilich rufst du mir zu: 'Du bist doch mein Vater, / mein Freund aus meiner Jugendzeit!5 Willst du denn ewig böse / und immer nachtragend sein?' / Ja, so hast du geredet und Böses getan / und hast dich durchgesetzt.“6 Als König Joschija[1] regierte, sagte Jahwe zu mir: „Hast du gesehen, was Israel, diese treulose Frau, getan hat? Sie ist auf jede Anhöhe gestiegen, hat sich unter jeden grünen Baum gelegt und sich dort mit anderen eingelassen.7 Ich dachte: 'Wenn sie genug davon hat, wird sie wieder zu mir zurückkehren.' Aber sie kam nicht zurück. Und ihre treulose Schwester Juda sah zu.8 Ich gab Israel, dieser treulosen Frau, deshalb den Scheidebrief und schickte sie weg. Doch ihre treulose Schwester Juda schreckte das nicht ab. Sie ließ sich selbst mit anderen ein.9 So kam es, dass sie durch ihre leichtfertige Unmoral das Land entweihte. Mit Steinmalen und Holzfiguren hat sie Ehebruch getrieben.10 Und nach all dem ist Juda, die treulose Schwester, immer noch nicht mit ihrem ganzen Herzen zu mir zurückgekehrt. Es war nur geheuchelt, spricht Jahwe.“11 Weiter sagte Jahwe zu mir: „Das abtrünnige Israel steht gerechter da als das treulose Juda.12 Geh und rufe folgende Worte in Richtung Norden: , Du treuloses Israel, / kehre zurück!', spricht Jahwe. / 'Ich blicke nicht mehr finster auf dich, / denn ich bin gütig', spricht Jahwe. / 'Ich werde nicht ewig nachtragend sein.13 Doch du musst deine Schuld einsehen: / Du hast Jahwe, deinem Gott, die Treue gebrochen / und bist fremden Göttern nachgelaufen. / Unter jedem grünen Baum hast du es getan, / aber auf meine Stimme hast du nicht gehört', / spricht Jahwe.“14 „Kehrt um, ihr abtrünnigen Kinder!“, spricht Jahwe, „denn ihr gehört doch zu mir! Ich hole euch, einen aus einer Stadt und zwei aus einer Sippe, und werde euch nach Zion bringen.15 Dann werde ich euch Hirten geben, die nach meinem Herzen sind. Sie werden euch hüten mit Einsicht und Verstand.“16 Weiter sagte Jahwe: „Wenn ihr euch dann im Land wieder vermehrt und fruchtbar seid, wird man nicht mehr nach der Bundeslade Jahwes fragen. Sie wird keinem mehr in den Sinn kommen, niemand denkt mehr an sie, und keiner vermisst sie. Man stellt auch keine neue wieder her.17 Dann wird man Jerusalem als Jahwes Thron bezeichnen, und alle Völker werden sich dort versammeln, weil Jahwes Name Jerusalem erfüllt. Und sie werden nicht mehr dem Trieb ihres bösen Herzens folgen.18 Dann werden die Leute von Juda sich mit denen von Israel zusammenschließen. Miteinander werden sie aus dem Land im Norden in das Land zurückkehren, das ich euren Vorfahren als bleibenden Besitz gegeben habe.“19 „Ich war entschlossen, / dir die Ehrenstellung eines Sohnes zu geben, / dazu ein wunderschönes Land, / den herrlichsten Besitz, / den die Völker nur kennen. / Ich dachte, ihr würdet mich nun Vater nennen, / euch nie wieder abwenden von mir.20 Doch wie eine Frau ihren Mann betrügt, / so habt ihr mir die Treue gebrochen, / Volk Israel“, spricht Jahwe.21 Auf kahlen Höhen hört man eine Stimme, / ein Weinen, ein Flehen der Israeliten. / Sie haben ihren Weg verfehlt / und Jahwe, ihren Gott, vergessen.22 „Kehrt doch um, ihr abtrünnigen Kinder! / Ich will eure Untreue heilen!“ / „Hier sind wir, Jahwe, / wir kommen zu dir; / denn du bist unser Gott.23 Ja, es war alles Betrug, / was von den Hügeln her kam, / das Toben auf den Bergen. / Ja, die Rettung Israels / kommt nur von Jahwe, unserem Gott.24 Der schändliche Götze hat alles gefressen, / was unsere Väter erarbeitet haben: / ihre Schafe und Rinder, / ihre Söhne und Töchter. / Es geschah von unserer Jugend an.25 Wir liegen in unserer Schmach / und unsere Schande bedeckt uns. / Wir haben uns versündigt / an Jahwe, unserem Gott, / wir und unsere Väter, / von unserer Jugend an bis jetzt. / Wir haben nicht auf ihn gehört, / auf Jahwe, unseren Gott.“

Jeremia 3

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 „Hvis en mand har skilt sig fra sin kone, og hun derefter gifter sig med en anden, kan han så bare uden videre tage hende til nåde igen? Ville det ikke gøre landet urent? Mit folk, I har været mig utro med mange elskere. Tror I så, at I uden videre kan komme tilbage til mig?2 Se jer omkring. Er der en bakketop tilbage i landet, hvor I ikke har hengivet jer til jeres afguder? Som en beduin, der venter på sit offer i ørkenen, som en luder, der sidder i vejkanten og venter på kunder, sådan har I været ivrige efter at være mig utro. I har forurenet landet med jeres gemene, religiøse prostitution.3 Derfor holdt jeg regnen tilbage, selv midt i regntiden, men I viste ingen tegn på anger. Har I da ingen skam i livet?4 I siger til mig: ‚Åh, du er som en far for os, og vi har mærket din godhed helt fra begyndelsen.5 Du vil sikkert se igennem fingre med vores små svagheder, og du er ikke vred ret længe, vel?’ Sådan taler I til mig, og straks går I ud og fortsætter med jeres udskejelser, som I er så dygtige til!”6 En gang, mens Josias var konge i Sydriget, sagde Herren til mig: „Jeremias, har du tænkt over Nordrigets opførsel? Israel er som en utro kvinde, der udnytter enhver anledning til at sprede ben for sine elskere på højene og under de grønne træer.7 Jeg troede, at hun ville komme til fornuft og vende tilbage til mig. Men hun kom ikke, og det så hendes troløse søster, Juda.8 Hun så også, at jeg gav Israel et skilsmissebrev og sendte hende væk på grund af hendes utroskab. Men Juda tog ikke ved lære af det. Hun fulgte blot Israels eksempel og gav sig hen til afguderne.9 Hun kunne ikke se noget problem i at dyrke guder af træ og sten, og derved gjorde hun hele landet urent.10 Hendes omvendelse var overfladisk, for hun angrede ikke af hjertet sin opførsel.11 Derfor er Judas utroskab endnu værre end Israels.”12 Derefter befalede Herren, at jeg skulle vende mig mod nord og råbe: „Omvend dig Israel, mit utro folk, for jeg er barmhjertig og ønsker ikke at være vred på jer.13 Erkend jeres skyld og indrøm, at I har gjort oprør imod mig, Herren, jeres Gud, at I har været mig utro med afguderne under alle de grønne træer. I har nægtet at gøre, hvad jeg bad jer om.14 Kom tilbage til mig, mit oprørske folk, for jeg er Herren, jeres Gud. Jeg vil føre jer tilbage til Zion, den ene gruppe efter den anden.15 Og der vil jeg give jer trofaste ledere, som skal regere landet med visdom og forstand.16 Engang skal landet igen fyldes med jeres efterkommere, og I skal ikke mere tale om dengang, da Herrens Ark var hos jer. Ingen vil skænke arken en tanke eller savne den, og der skal ikke laves en ny.17 Til den tid skal Jerusalem betragtes som det sted, hvor jeg, Herren, regerer, og alle folkeslag vil valfarte dertil for at give mig ære. Så vil de holde op med at følge deres egne stolte og onde hjerter.18 Til den tid skal både Judas og Israels folk vende hjem fra eksilet i nord og igen bo i det land, jeg gav til deres forfædre.19 Jeg ønskede at betragte jer som mine børn og give jer dette vidunderlige land, den skønneste plet på jorden. Jeg havde håbet, at I ville betragte mig som jeres far, og at I trofast ville gøre, hvad jeg bad jer om.20 Men som en kvinde er sin mand utro, sådan har I svigtet mig og givet jer hen til fremmede guder, siger Herren.21 Der høres stemmer fra bakketoppene. Det er Israels folk, der med tårer trygler deres afguder om hjælp. De er dybt forankret i deres synd og har glemt deres troskabsed mod Herren, deres Gud.22 Vend dog om, mit oprørske folk, så jeg kan helbrede jeres troløse hjerter. Lad mig høre jer sige: ‚Ja, vi ønsker at vende tilbage, for du er Herren, vores Gud.23 Vi erkender, at vores larmende afguderi på bakketoppene var til ingen nytte. Det er kun Herren, vores Gud, der kan redde os.24 Den skamløse afgud har fortæret alt det, vores forfædre har opbygget gennem tiderne. Alt har vi ofret, både køer og får, ja selv vores sønner og døtre.25 Vi skammer os dybt og fortjener at blive straffet. Både vores forfædre og vi selv har syndet mod Herren, vores Gud, og været ulydige lige fra begyndelsen til i dag.’