1Eu clamo pelo SENHOR na minha angústia, e ele me responde.[1] (Sl 121:1; Sl 134:1)2SENHOR, livra-me dos lábios mentirosos e da língua traiçoeira!3O que ele dará a você? Como lhe retribuirá, ó língua enganadora?4Ele a castigará com flechas afiadas de guerreiro, com brasas incandescentes de sândalo.5Ai de mim, que vivo como estrangeiro em Meseque, que habito entre as tendas de Quedar!6Tenho vivido tempo demais entre os que odeiam a paz.7Sou um homem de paz; mas, ainda que eu fale de paz, eles só falam de guerra.
1En valfartssang. I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig.2„Herre,” bad jeg, „red mig fra de løgnere, som hele tiden snyder og bedrager!”3Hvad skal Herren gøre ved bedragerne? Hvordan skal han straffe dem?4Jo, med krigerens spidse pile, som blev skærpet ved de gloende trækul.5Hvor længe skal jeg leve her i Meshek, bo som fremmed blandt Kedars telte?6Alt for længe har jeg været hos et folk, der hader fred.7Jeg taler fredens sag, men de råber på krig.