de Biblica1Dad gracias al SEÑOR, porque él es bueno; su gran amor perdura para siempre.2Que lo digan los redimidos del SEÑOR, a quienes redimió del poder del adversario,3a quienes reunió de todos los países, de oriente y de occidente, del norte y del sur.[1]4Vagaban perdidos por parajes desiertos, sin dar con el camino a una ciudad habitable.5Hambrientos y sedientos, la vida se les iba consumiendo.6En su angustia clamaron al SEÑOR, y él los libró de su aflicción.7Los llevó por el camino recto hasta llegar a una ciudad habitable.8¡Que den gracias al SEÑOR por su gran amor, por sus maravillas en favor nuestro!9¡Él apaga la sed del sediento, y sacia con lo mejor al hambriento!10Afligidos y encadenados, habitaban en las más densas tinieblas11por haberse rebelado contra las palabras de Dios, por menospreciar los designios del Altísimo.12Los sometió[2] a trabajos forzados; tropezaban, y no había quien los ayudara.13En su angustia clamaron al SEÑOR, y él los salvó de su aflicción.14Los sacó de las sombras tenebrosas y rompió en pedazos sus cadenas.15¡Que den gracias al SEÑOR por su gran amor, por sus maravillas en favor de los hombres!16¡Él hace añicos las puertas de bronce y rompe en mil pedazos las barras de hierro!17Trastornados por su rebeldía, afligidos por su iniquidad,18todo alimento les daba asco. ¡Llegaron a las puertas mismas de la muerte!19En su angustia clamaron al SEÑOR, y él los salvó de su aflicción.20Envió su palabra para sanarlos, y así los rescató del sepulcro.21¡Que den gracias al SEÑOR por su gran amor, por sus maravillas en favor de los hombres!22¡Que ofrezcan sacrificios de gratitud, y, jubilosos, proclamen sus obras!23Se hicieron a la mar en sus barcos; para comerciar surcaron las muchas aguas.24Allí, en las aguas profundas, vieron las obras del SEÑOR y sus maravillas.25Habló Dios, y se desató un fuerte viento que tanto encrespó las olas26que subían a los cielos y bajaban al abismo. Ante el peligro, ellos perdieron el coraje.27Como ebrios tropezaban, se tambaleaban; de nada les valía toda su pericia.28En su angustia clamaron al SEÑOR, y él los sacó de su aflicción.29Cambió la tempestad en suave brisa: se sosegaron las olas del mar.30Ante esa calma se alegraron, y Dios los llevó al puerto anhelado.31¡Que den gracias al SEÑOR por su gran amor, por sus maravillas en favor de los hombres!32¡Que lo exalten en la asamblea del pueblo! ¡Que lo alaben en el consejo de los ancianos!33Dios convirtió los ríos en desiertos, los manantiales en tierra seca,34los fértiles terrenos en tierra salitrosa, por la maldad de sus habitantes.35Convirtió el desierto en fuentes de agua, la tierra seca en manantiales;36hizo habitar allí a los hambrientos, y ellos fundaron una ciudad habitable.37Sembraron campos, plantaron viñedos, obtuvieron abundantes cosechas.38Dios los bendijo y se multiplicaron, y no dejó que menguaran sus rebaños.39Pero, si merman y son humillados, es por la opresión, la maldad y la aflicción.40Dios desdeña a los nobles y los hace vagar por desiertos sin senderos.41Pero a los necesitados los saca de su miseria, y hace que sus familias crezcan como rebaños.42Los rectos lo verán y se alegrarán, pero todos los impíos serán acallados.43Quien sea sabio, que considere estas cosas y entienda bien el gran amor del SEÑOR.
1Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid.2Det er, hvad Herrens folk bør sige, dem, han befriede fra fjendens magt3og bragte tilbage fra fjerne lande, fra øst og vest og syd og nord.4De måtte vandre længe gennem øde egne, de ledte efter et sted at bo.5De var udmattede af sult og tørst og nær ved at give op.6Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne.7Han førte dem ad den rigtige vej til en by, hvor de kunne bosætte sig.8De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene.9Han slukkede de udmattedes tørst, og han mættede de sultne med gode gaver.10De sad i et trøstesløst mørke og led under deres fangenskab,11fordi de havde gjort oprør mod Gud, ringeagtet den Højestes bud.12Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser, når de segnede, hjalp ingen dem op.13Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne.14Han førte dem ud af mørket og rev deres lænker i stykker.15De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene.16Han sprængte porte af bronze og huggede gennem slåer af jern.17De blev mishandlet og betragtet som tåber på grund af deres synd og oprør mod Gud.18De mistede appetitten og fik kvalme af maden, de var døden nær af sult.19Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne.20Han sagde blot et ord, og de blev reddet, han rev dem ud af dødens gab.21De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere han gør for menneskene.22Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed, synge med glæde om hans vældige gerninger.23Nogle stod til søs med deres skibe, drev handel på det store hav.24Også de fik Herrens gerninger at se, de undere han udførte på havet.25Han befalede stormvejret at bryde løs, bølgerne rejste sig som bjerge.26De steg mod himlen, sank atter ned i dybet. Sømændene var ved at give op over for orkanen.27De ravede rundt som fulde folk, de kunne intet stille op.28Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne.29Stormen blev stille som en hvisken, havets bølger faldt hurtigt til ro.30Da fyldtes de af fred, åndede lettet op, og han førte dem til deres rejses mål.31De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene,32ophøje ham offentligt i folkets forsamling og for landets ledende råd.33Han forvandlede floder til ødemark, gjorde kildevand til ørkensand.34Frugtbart land blev til saltsletter på grund af beboernes ondskab.35Men derefter gjorde han ørkenen til oase og ødemarken til frugtbart land,36så hans sultende folk kunne slå sig ned og bygge byer, hvor de kunne bo,37tilså deres marker, plante vingårde og bringe en bugnende høst i hus.38Han velsignede dem, de blev mange, og der var ingen mangel på kvæg.39Det oprørske folk blev ydmyget gennem sorg og ulykker, mange døde, så de blev færre og færre.40Gud måtte straffe de stolte, religiøse ledere, lade dem flakke om i øde egne.41Men de, der søgte hjælp hos Herren, blev reddet ud af deres ulykke. Han tog sig af dem, så de trivedes og havde fremgang.42De retskafne glæder sig over at se det, men de onde holder skamfuldt deres mund.43De vise vil lægge mærke til det og anerkende Herrens trofasthed.