de Biblica1¡Aleluya! ¡Alabado sea el SEÑOR! Dad gracias al SEÑOR, porque él es bueno; su gran amor perdura para siempre. (1 Cr 16:34; Sal 106:47)2¿Quién puede proclamar las proezas del SEÑOR, o expresar toda su alabanza?3Dichosos los que practican la justicia y hacen siempre lo que es justo.4Recuérdame, SEÑOR, cuando te compadezcas de tu pueblo; ven en mi ayuda el día de tu salvación.5Hazme disfrutar del bienestar de tus escogidos, participar de la alegría de tu pueblo y expresar mis alabanzas con tu heredad.6Hemos pecado, lo mismo que nuestros padres; hemos hecho lo malo y actuado con iniquidad.7Cuando nuestros padres estaban en Egipto, no tomaron en cuenta tus maravillas; no tuvieron presente tu bondad infinita y se rebelaron junto al mar, el Mar Rojo.[1]8Pero Dios los salvó, haciendo honor a su nombre, para mostrar su gran poder.9Reprendió al Mar Rojo, y este quedó seco; los condujo por las profundidades del mar como si cruzaran el desierto.10Los salvó del poder de sus enemigos, del poder de quienes los odiaban.11Las aguas envolvieron a sus adversarios, y ninguno de estos quedó con vida.12Entonces ellos creyeron en sus promesas y le entonaron alabanzas.13Pero muy pronto olvidaron sus acciones y no esperaron a conocer sus planes.14En el desierto cedieron a sus propios deseos; en los páramos pusieron a prueba a Dios.15Y él les dio lo que pidieron, pero les envió una enfermedad devastadora.16En el campamento tuvieron envidia de Moisés y de Aarón, el que estaba consagrado al SEÑOR.17Se abrió la tierra y se tragó a Datán; sepultó a los seguidores de Abirán.18Un fuego devoró a esa pandilla; las llamas consumieron a los impíos.19En Horeb hicieron un becerro; se postraron ante un ídolo de fundición.20Cambiaron al que era su motivo de orgullo[2] por la imagen de un toro que come hierba.21Se olvidaron del Dios que los salvó y que había hecho grandes cosas en Egipto:22milagros en la tierra de Cam y portentos junto al Mar Rojo.23Dios amenazó con destruirlos, pero no lo hizo por Moisés, su escogido, que se puso ante él en la brecha e impidió que su ira los destruyera.24Menospreciaron esa bella tierra; no creyeron en la promesa de Dios.25Refunfuñaron en sus tiendas de campaña y no obedecieron al SEÑOR.26Por tanto, él levantó su mano contra ellos para hacerlos caer en el desierto,27para hacer caer a sus descendientes entre las naciones y dispersarlos por todos los países.28Se sometieron al yugo de Baal Peor y comieron de las ofrendas a ídolos sin vida.[3]29Provocaron al SEÑOR con sus malvadas acciones, y les sobrevino una plaga.30Pero Finés se levantó e hizo justicia, y la plaga se detuvo.31Esto se le reconoció como un acto de justicia para siempre, por todas las generaciones.32Junto a las aguas de Meribá hicieron enojar al SEÑOR, y a Moisés le fue mal por culpa de ellos,33pues lo sacaron de quicio y él habló sin pensar lo que decía.34No destruyeron a los pueblos que el SEÑOR les había señalado,35sino que se mezclaron con los paganos y adoptaron sus costumbres.36Rindieron culto a sus ídolos, y se les volvieron una trampa.37Ofrecieron a sus hijos y a sus hijas como sacrificio a esos demonios.38Derramaron sangre inocente, la sangre de sus hijos y sus hijas. Al ofrecerlos en sacrificio a los ídolos de Canaán, su sangre derramada profanó la tierra.39Tales hechos los contaminaron; tales acciones los corrompieron.40La ira del SEÑOR se encendió contra su pueblo; su heredad le resultó aborrecible.41Por eso los entregó a los paganos, y fueron dominados por quienes los odiaban.42Sus enemigos los oprimieron, los sometieron a su poder.43Muchas veces Dios los libró; pero ellos, empeñados en su rebeldía, se hundieron en la maldad.44Al verlos Dios angustiados, y al escuchar su clamor,45se acordó del pacto que había hecho con ellos y, por su gran amor, tuvo compasión de ellos.46Hizo que todos sus opresores también se apiadaran de ellos.47Sálvanos, SEÑOR, Dios nuestro; vuelve a reunirnos de entre las naciones, para que demos gracias a tu santo nombre y orgullosos te alabemos.48¡Bendito sea el SEÑOR, el Dios de Israel, eternamente y para siempre! ¡Que todo el pueblo diga: «Amén»! ¡Aleluya! ¡Alabado sea el SEÑOR!
1Halleluja! Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid.2Hvem har tal på alle hans undere? Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?3Velsignede er de, der gør det gode, de, der altid handler ret.4Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk, giv også mig del i dine goder.5Lad mig se dit folk få fremgang, lad mig glædes sammen med dine udvalgte, juble med det folk, som tilhører dig.6Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde, vi har begået fejl og handlet forkert.7Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten, de glemte hurtigt din trofasthed imod dem, i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.8Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld og for at vise sin magt for verden.9Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud, og folket kunne gå tørskoet over.10Han frelste dem fra deres fjender, friede dem fra egypternes had.11Vandet skyllede hen over forfølgerne, så de druknede alle som en.12Da troede folket på Guds løfter og brød ud i lovsang til ham.13Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort, de holdt op med at søge hans vilje.14I ørkenen krævede de kød at spise, de udfordrede Guds tålmodighed.15Han gav dem, hvad de forlangte, men straffede dem også for deres oprør.16Nogle i lejren blev misundelige på Moses og på Aron, Guds udvalgte præst.17Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan, lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.18Ild for ned fra himlen og fortærede dem, der gjorde oprør.19Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv, de tilbad en afgud af metal.20De byttede Guds herlighed bort for et billede af et dyr, der æder græs.21De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten, han, som reddede dem på forunderlig vis.22Tænk på de mirakler, han udførte, de fantastiske undere ved Det Røde Hav.23Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk, men hans tjener Moses gik i forbøn for dem, så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.24De nægtede at gå ind i det frugtbare land, for de troede ikke på Guds løfte.25De sad bare i deres telte og surmulede og ville slet ikke høre på Herrens ord.26Derfor svor han højt og helligt, at oprørerne skulle dø i ørkenen.27Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene og gøres til flygtninge i fremmede lande.28Dernæst tilbad de Ba’al i Peor, de holdt fest og ofrede til livløse afguder.29Deres opførsel krænkede Herren dybt, og han lod en pest bryde ud iblandt dem.30Men Pinehas tog mod til sig og greb ind, og det gjorde, at plagen holdt op.31Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand, og det vil han altid blive husket for.32Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen, og Moses faldt i unåde hos Herren.33De gjorde ham nemlig så oprørt, at han talte i vrede og handlede overilet.34De undlod også at tilintetgøre de folkeslag, som Herren havde befalet dem at udrydde.35De giftede sig tilmed ind i deres familier, lærte sig deres ugudelige skikke,36så de dyrkede de fremmedes afguder og derved blev skyld i deres egen ulykke.37De ofrede både deres sønner og døtre til de fremmede folkeslags guder.38Fordi de myrdede uskyldige børn og ofrede dem til afguderne, blev landet besmittet af det udgydte blod.39Guds folk var blevet urent i hans øjne, deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.40Derfor blussede Guds vrede op imod dem, han følte afsky for sit ejendomsfolk.41Han overgav dem i fremmedes vold, deres fjender undertrykte dem.42De gjorde livet surt for dem og kuede dem på alle måder.43Gang på gang befriede Herren sit folk, men de blev ved med at gøre oprør og falde dybere og dybere i synd.44Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød, han hørte deres råb om nåde.45Han havde jo indgået en pagt med sit folk, og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.46Han sørgede for, at de fremmede herskere fik medlidenhed med dem.47Vor Herre og Gud, frels os! Bring os tilbage fra landflygtigheden, så vi kan give dig taknemmelighedsofre og lovprise dit hellige navn.48Lovet være Herren, Israels Gud. Lad os prise ham nu og til evig tid. Lad hele folket svare: Amen! Halleluja!