1Las tribus de Rubén y Gad, que tenían mucho ganado, se dieron cuenta de que las tierras de Jazer y Galaad eran apropiadas para la ganadería.2Así que fueron a decirles a Moisés, al sacerdote Eleazar y a los jefes de la comunidad:3―Las tierras de Atarot, Dibón, Jazer, Nimrá, Hesbón, Elalé, Sebán, Nebo y Beón4las conquistó el SEÑOR para el pueblo de Israel, y son apropiadas para la ganadería de tus siervos.5Si nos hemos ganado tu favor, permítenos tomar esas tierras como heredad. No nos hagas cruzar el Jordán.6Entonces Moisés les dijo a los rubenitas y a los gaditas: ―¿Os parece justo que vuestros hermanos vayan al combate mientras vosotros os quedáis aquí sentados?7Los israelitas se han propuesto conquistar la tierra que el SEÑOR les ha dado; ¿no os dais cuenta de que esto los desanimaría?8¡Esto mismo hicieron vuestros padres cuando yo los envié a explorar la tierra de Cades Barnea!9Fueron a inspeccionar la tierra en el valle de Escol y, cuando volvieron, desanimaron a los israelitas para que no entraran en la tierra que el SEÑOR les había dado.10Ese día el SEÑOR se encendió en ira y juró:11“Por no haberme seguido de todo corazón, ninguno de los mayores de veinte años que salieron de Egipto verá la tierra que juré darles a Abraham, Isaac y Jacob.12Ninguno de ellos la verá, con la sola excepción de Caleb hijo de Jefone, el quenizita, y Josué hijo de Nun, los cuales me siguieron de todo corazón”.13El SEÑOR se encendió en ira contra Israel, y los hizo vagar por el desierto cuarenta años, hasta que murió toda la generación que había pecado.14»¡Y ahora vosotros, raza de pecadores, venís en lugar de vuestros padres para aumentar la ira del SEÑOR contra Israel!15Si os negáis a seguir al SEÑOR, él volverá a dejar en el desierto a todo este pueblo, y vosotros seréis la causa de su destrucción».16Entonces ellos se acercaron otra vez a Moisés, y le dijeron: ―Vamos a construir corrales para el ganado, y a edificar ciudades para nuestros niños.17Sin embargo, tomaremos las armas y marcharemos al frente de los israelitas hasta llevarlos a su lugar. Mientras tanto, nuestros niños vivirán en ciudades fortificadas que los protejan de los habitantes del país.18No volveremos a nuestras casas hasta que cada uno de los israelitas haya recibido su heredad.19Nosotros no queremos compartir con ellos ninguna heredad al otro lado del Jordán, porque nuestra heredad está aquí, en el lado oriental del río.20Moisés les contestó: ―Si estáis dispuestos a hacerlo así, tomad las armas y marchad al combate.21Cruzad con vuestras armas el Jordán, y con la ayuda del SEÑOR luchad hasta que él haya quitado del camino a vuestros enemigos.22Cuando a vuestro paso el SEÑOR haya sometido la tierra, entonces podréis regresar a casa, pues habréis cumplido con vuestro deber hacia el SEÑOR y hacia Israel. Y con la aprobación del SEÑOR esta tierra será vuestra.23»Pero, si os negáis, estaréis pecando contra el SEÑOR. Y podéis estar seguros de que no escaparéis de vuestro pecado.24Edificad ciudades para vuestros niños, y construid corrales para vuestro ganado, pero cumplid también lo que habéis prometido».25Los gaditas y los rubenitas le dijeron a Moisés: ―Tus siervos harán tal como el Señor ha mandado.26Aquí en las ciudades de Galaad se quedarán nuestros niños, y todos nuestros ganados y rebaños,27pero tus siervos cruzarán con sus armas el Jordán para pelear a la vanguardia del SEÑOR, tal como él lo ha ordenado.28Así que Moisés dio las siguientes instrucciones al sacerdote Eleazar, y a Josué hijo de Nun y a los jefes de las familias patriarcales de las tribus de Israel:29―Si los gaditas y los rubenitas, armados para la guerra, cruzan el Jordán con vosotros y conquistáis el país, como el SEÑOR quiere, vosotros les entregaréis como heredad la tierra de Galaad.30Pero, si no lo cruzan, ellos recibirán su heredad entre vosotros en Canaán.31Los gaditas y los rubenitas respondieron: ―Tus siervos haremos lo que el SEÑOR ha mandado.32Tal como él lo quiere, cruzaremos armados delante del SEÑOR a la tierra de Canaán. Pero nuestra heredad estará de este lado del Jordán.33Entonces Moisés entregó a los gaditas y rubenitas, y a la media tribu de Manasés hijo de José, el reino de Sijón, rey de los amorreos, y el reino de Og, rey de Basán. Les entregó la tierra con las ciudades que estaban dentro de sus fronteras, es decir, las ciudades de todo el país.34Los gaditas edificaron las ciudades de Dibón, Atarot, Aroer,35Atarot Sofán, Jazer, Yogbea,36Bet Nimrá y Bet Arán. Las edificaron como ciudades fortificadas, y construyeron corrales para sus rebaños.37También edificaron las ciudades de Hesbón, Elalé, Quiriatayin,38Nebo, Baal Megón y Sibma, y les cambiaron el nombre.39Los descendientes de Maquir hijo de Manasés fueron a Galaad y la conquistaron, echando de allí a los amorreos que la habitaban.40Entonces Moisés entregó Galaad a los maquiritas, que eran descendientes de Manasés, y ellos se establecieron allí.41Yaír hijo de Manasés capturó algunas aldeas y les puso por nombre Javot Yaír.42Noba capturó Quenat y sus aldeas, y a la región le dio su propio nombre.
Nogle israelitter bosætter sig øst for Jordanfloden
1Rubens og Gads stammer havde masser af kvæg, og da de opdagede, hvor velegnet Jazers og Gileads land var til kvægavl,2henvendte deres ledere sig til Moses og præsten Eleazar og de øvrige stammeledere og sagde:3-4„Herren har hjulpet sit folk med at erobre hele området omkring byerne Atarot, Dibon, Jazer, Nimra, Heshbon, Elale, Sebam, Nebo og Beon. Dette område er særdeles velegnet til kvægavl.5Derfor vi vil gerne bede om at få tildelt det område som vores ejendom, så vi kan slå os ned her frem for at tage over på den anden side af Jordanfloden.”6„Skal de andre stammer så gå i krig alene?” spurgte Moses.7„Det vil tage modet fra resten af folket, så vi risikerer, at de går glip af det land, Herren har lovet dem.8Var det ikke netop det, der skete for jeres fædre, dengang jeg sendte spioner fra Kadesh-Barnea ind i landet?9Kom spionerne ikke tilbage fra Eshkoldalen og tog modet fra folket, så de ikke nåede ind i det land, Herren havde lovet dem?10-11Ved den lejlighed blev Herren så vred over deres vantro, at han svor på, at ikke en eneste over 20 år af alle dem, der havde været med fra begyndelsen, da de forlod Egypten, skulle få det land at se, han havde lovet Abraham, Isak og Jakob.12Kun Kaleb og Josva var undtaget, for de havde fuld tillid til Herren, og de opfordrede folket til at gå ind og tage landet i besiddelse.13Efter den episode lod Herren os strejfe omkring i ørkenen i 40 år, indtil den oprørske generation var uddød i ørkenen som følge af deres synd.14Og nu kommer I og vil gøre det samme igen. Hvis I nu også nægter at adlyde Herren, vil han i sin vrede straffe Israels folk endnu værre.15Hvis I svigter, vil folket få forlænget opholdet i ørkenen, og på den måde bringer I ulykke over hele folket.”16„Nej, nej,” svarede de, „vi har kun tænkt os at lave indhegninger og bygge byer, så vi kan efterlade vores kvæg og vores familier her,17mens vi selv ruster os til krig og går i spidsen for Israels folk ind i landet, så vi kan sikre os, at de når deres bestemmelsessted, hvor de kan slå sig ned i fred og ro. Men forinden må vi bygge befæstede byer til vores familier for at sikre os, at de ikke bliver udplyndret af de øvrige indbyggere i området.18Når det er gjort, vil vi følge med folket og ikke vende tilbage, før alle Israels stammer har taget deres land i besiddelse.19Det eneste, vi siger, er, at vi vil foretrække at bo på den østlige side af Jordanfloden i stedet for på den vestlige side.”20„Godt,” svarede Moses, „hvis I vil holde jeres ord og ruste jer til krig,21-22kan I overtage området øst for Jordanfloden på den betingelse, at I ikke vender tilbage, før Herren har jaget fjenderne bort, og folket har indtaget landet. Først da har I opfyldt jeres forpligtelser over for Herren og folket, så Herren kan give jer det område, I er interesseret i.23Men hvis I løber fra jeres ord, har I syndet imod Herren selv—og da skal I få konsekvensen af jeres synd at mærke.24Gå bare i gang med at lave indhegninger til jeres kvæg og bygge byer til jeres familier, sådan som I foreslår.”25„Vi vil gøre nøjagtig, som du siger,” svarede Gads og Rubens stammeledere.26„Vi vil efterlade vores børn, koner, kvæg og øvrige husdyr i byerne her i Gilead,27men alle våbenføre mænd iblandt os følger med over på den anden side af Jordanfloden for at kæmpe i krigen for Herren, sådan som du har befalet.”28Moses bekendtgjorde denne afgørelse for Eleazar, Josva og stammelederne.29„Hvis alle våbenføre mænd fra Gads og Rubens stammer hjælper med til at erobre landet på den anden side af Jordanfloden,” sagde han, „skal Gileads land bagefter tilfalde dem.30Men hvis de kryber udenom, skal de have jord side om side med de øvrige stammer i Kana’an.”31Gads og Rubens stammeledere bekræftede Moses’ ord. „Vi vil gøre, som Herren har befalet,” erklærede de.32„Alle våbenføre mænd følger med til Kana’an og deltager i krigen for Herren, og vi overtager så ejendomsretten til området øst for Jordanfloden.”33Derpå overdrog Moses officielt amoritterkongen Sihons område og kong Og af Bashans område med de tilhørende byer til Gads, Rubens og det halve af Manasses stammer.34Gads stamme genopbyggede følgende byer: Dibon, Atarot, Aroer,35Atarot-Shofan, Jazer, Jogbeha,36Bet-Nimra og Bet-Haran. De var alle befæstede byer med indhegnede græsgange udenom.37Rubens stamme genopbyggede følgende byer: Heshbon, Elale, Kirjatajim,38Nebo, Ba’al-Meon og Sibma. De gav mange af byerne nye navne.39Makirs slægt af Manasses stamme tog op til Gilead, erobrede landet og jog amoritterne bort.40Derfor gav Moses Gilead til makiritterne, som bosatte sig der.41Jair-slægten fra Manasses stamme erobrede en lang række byer i Gilead, hvorefter de gav området navneforandring til Jairs landsbyer.42En mand ved navn Noba erobrede med sin hærstyrke byen Kenat og de omkringliggende landsbyer og opkaldte området efter sig selv.