Números 21

Nueva Versión Internacional (Castellano)

de Biblica
1 Cuando el cananeo que reinaba en la ciudad de Arad y vivía en el Néguev se enteró de que los israelitas venían por el camino de Atarín, los atacó y capturó a algunos de ellos.2 Entonces el pueblo de Israel hizo este voto al SEÑOR: «Si tú nos aseguras la victoria sobre este enemigo, destruiremos por completo sus ciudades».3 El SEÑOR atendió la súplica de los israelitas y les concedió la victoria sobre los cananeos, a los que destruyeron por completo, junto con sus ciudades. Por eso a aquel lugar se le llamó Jormá.[1]4 Los israelitas salieron del monte Hor por la ruta del Mar Rojo, bordeando el territorio de Edom. En el camino se impacientaron5 y comenzaron a hablar contra Dios y contra Moisés: ―¿Para qué nos trajisteis vosotros de Egipto a morir en este desierto? ¡Aquí no hay pan ni agua! ¡Ya estamos hartos de esta pésima comida!6 Por eso el SEÑOR mandó contra ellos serpientes venenosas, para que les mordieran, y muchos israelitas murieron.7 El pueblo se acercó entonces a Moisés, y le dijo: ―Hemos pecado al hablar contra el SEÑOR y contra ti. Ruégale al SEÑOR que nos quite esas serpientes. Moisés intercedió por el pueblo,8 y el SEÑOR le dijo: ―Hazte una serpiente, y ponla en un asta. Todos los que sean mordidos y la miren vivirán.9 Moisés hizo una serpiente de bronce y la puso en un asta. Los que eran mordidos miraban a la serpiente de bronce y vivían.10 Los israelitas se pusieron en marcha y acamparon en Obot.11 De allí partieron y acamparon en Iyé Abarín, que está en el desierto, al oriente de Moab.12 De allí partieron y acamparon en el valle de Zéred.13 De allí partieron y acamparon al otro lado del río Arnón, que está en el desierto que se extiende desde el territorio de los amorreos. El río Arnón sirve de frontera entre el territorio de los moabitas y el de los amorreos.14 Por eso puede leerse en el libro de las guerras del SEÑOR: «…hacia el Mar Rojo,[2] los valles y el Arnón.15 La ladera de los valles que se extienden hasta la región de Ar y la frontera de Moab».16 De allí continuaron hasta Ber, el pozo donde el SEÑOR le dijo a Moisés: «Reúne al pueblo, y les daré agua».17 En esa ocasión Israel entonó este cántico: «¡Que brote el agua! ¡Que cante el pozo!18 ¡Pozo que el gobernante cavó con su cetro y que el noble abrió con su vara!» Desde el desierto se dirigieron a Matana;19 de Matana a Najaliel, de Najaliel a Bamot,20 y de Bamot al valle que está en la región de Moab, hasta la cumbre del monte Pisgá, desde donde puede verse el desierto de Jesimón.21 Israel envió emisarios a Sijón, rey de los amorreos, con este mensaje:22 «Te pido que nos dejes pasar por tus dominios. Te prometo que no entraremos en ningún campo ni viña, ni beberemos agua de ningún pozo. Nos limitaremos a pasar por el camino real, hasta que salgamos de tu territorio».23 Pero Sijón no dejó que los israelitas pasaran por sus dominios. Más bien, reunió a sus tropas y salió a hacerles frente en el desierto. Cuando llegó a Yahaza, los atacó.24 Pero los israelitas lo derrotaron y se apoderaron de su territorio, desde el río Arnón hasta el río Jaboc, es decir, hasta la frontera de los amonitas, la cual estaba fortificada.25 Israel se apoderó de todas las ciudades amorreas y se estableció en ellas, incluso en Hesbón y en todas sus aldeas.26 Hesbón era la ciudad capital de Sijón, rey de los amorreos, quien había luchado en contra del anterior rey de Moab, conquistando todo su territorio, hasta el río Arnón.27 Por eso dicen los poetas: «Venid a Hesbón, la ciudad de Sijón. ¡Reconstruidla! ¡Restauradla!28 Porque de Hesbón ha salido fuego; de la ciudad de Sijón salieron llamas. ¡Y consumieron las ciudades de Moab y las alturas que dominan el Arnón!29 ¡Ay de ti, Moab! ¡Estás destruido, pueblo de Quemós! Tu dios convirtió a tus hijos en fugitivos y a tus hijas en prisioneras de Sijón, rey de los amorreos.30 »Los hemos destruido por completo, desde Hesbón hasta Dibón. Los devastamos hasta Nofa, ¡los destruimos hasta Medeba!»31 Así fue como Israel se estableció en la tierra de los amorreos.32 Moisés también envió a explorar Jazer, y los israelitas se apoderaron de sus aldeas, expulsando a los amorreos que vivían allí.33 Al volver, tomaron el camino de Basán. Fue allí donde Og, el rey de Basán, salió con su ejército para hacerles frente en Edrey.34 Pero el SEÑOR le dijo a Moisés: «No le tengas miedo, porque voy a entregar en tus manos a Og con su ejército y su territorio. Harás con él lo mismo que hiciste con Sijón, el rey de los amorreos que vivía en Hesbón».35 Así fue como los israelitas mataron a Og, a sus hijos y a todo su ejército, hasta no dejar sobreviviente, y se apoderaron de su territorio.

Números 21

Bibelen på hverdagsdansk

de Biblica
1 Da kongen af Arad i Negev hørte, at israelitterne kom op ad vejen mod Atarim, samlede han sin hær og angreb dem, og det lykkedes ham at tage en del af dem til fange.2 Da lovede Israels folk højt og helligt Herren, at hvis han ville hjælpe dem med at besejre kongen af Arad og hans hær, ville de totalt udslette alle de kana’anæiske byer i området uden at tage noget bytte til sig selv.3 Herren hørte deres bøn og gav dem sejr over kana’anæerne, så alle byerne og deres indbyggere blev udslettet. Stedet er siden kendt under navnet Horma.[1]4 Derfra vendte israelitterne tilbage til Hors bjerg, hvorefter de fortsatte ad vejen mod Det Røde Hav i en bue uden om Edom. Men undervejs blev de utålmodige,5 og de begyndte atter at kritisere både Gud og Moses. „Hvorfor førte du os ud af Egypten?” klagede de. „Var det for at lade os dø her i ørkenen? Her er jo hverken vand eller mad—og vi er trætte af den evindelige manna.”6 Da sendte Herren giftslanger imod dem, og mange blev bidt og døde.7 Nu kom folket til Moses og sagde: „Vi har syndet ved at gøre oprør mod dig og Herren. Bed Herren om at fjerne slangerne fra os.” Da gik Moses i forbøn for folket,8 og Herren sagde Moses: „Lav en slange af kobber[2] og hæng den op på en stang—så skal alle, som ser hen på den, leve, selvom de er blevet bidt af giftslangerne.”9 Så lavede Moses en kobberslange og satte den op på en stang. Og alle, som så hen på den, når de var blevet bidt af en slange, reddede livet.10 Derefter rejste Israels folk videre og slog lejr ved Obot.11 Fra Obot tog de til Ijje-ha-Abarim i ørkenen umiddelbart øst for Moab,12 og videre til Zereddalen, hvor de igen slog lejr.13 Fra Zereddalen rejste de videre mod nord til det øde område på den anden side af Arnonfloden ved grænsen til amoritternes land. Arnonfloden danner grænse mellem moabitterne og amoritterne.14 „Bogen om Herrens krige” nævner byen Vaheb med dens bække i Sufaområdet i Arnonflodens kløft,15 som strækker sig langs grænsen til Moab helt til byen Ar.16 Derfra rejste israelitterne til Be’er.[3] Det var ved dette vandsted, at Herren sagde til Moses: „Kald folket sammen, så vil jeg give dem vand.”17-18 Episoden står beskrevet i følgende sang: „Du ældgamle brønd, hvor kilden fremsprang, vi viser vor glæde ved at synge en sang. Denne brønd lod stormænd grave, fyrster med scepter og herskerstave.” Så forlod de ørkenen og fortsatte gennem Mattana,19 Nahaliel og Bamot20 og videre gennem dalen i Moabs højland, hvorfra man kan se ørkenen og Pisgas bjergtinder længere borte.21 Da sendte Israel følgende budskab til amoritterkongen Sihon:22 „Giv os tilladelse til at rejse igennem dit land. Vi lover, at vi ikke vil nedtrampe jeres marker og vingårde eller drikke jeres vand, men holde os på Kongevejen, så længe vi er i jeres land.”23 Men kong Sihon gav dem ikke lov. I stedet samlede han sin hær og rykkede ud mod israelitterne i ørkenen. Ved Jahatz mødtes de to hære,24 og Israel huggede amoritterne ned. Derefter besatte de området fra Arnonfloden i syd til Jabbokfloden mod nord og ud til ammonitternes område mod øst, men ikke længere, for ammonitternes grænse var stærkt befæstet.25-26 Israelitterne indtog således amoritternes byer, og de slog sig ned i disse byer, også i Heshbon, kong Sihons residensby, og i området op til Arnonfloden, der tidligere havde tilhørt moabitterne, men som kong Sihon havde erobret.27-30 Den gamle digter udtrykker det sådan: „Kom til Heshbon, Sihons by som nu bygges op på ny. Ild fór ud fra Heshbon, flammer skød frem fra Sihon. Moabs byer gik op i røg, Arnons fjelde, hver en høj. Moabitter, nu er det forbi med jeres Kemosh-afguderi. Han sendte jo jer alle på flugt, kvinder blev fanger—åh, hvor smukt! Men vi erobred’ Heshbon, indtog landet op til Dibon. Vi dræbte dem helt til Nofa som ligger tæt ved Medeba.”31-32 Mens Israels folk opholdt sig i amoritternes land, sendte Moses nogle spioner ud for at undersøge, hvordan han lettest kunne indtage byen Jazer. Derefter angreb de byen og de omkringliggende landsbyer, og amoritterne måtte flygte.33 Derefter satte de kursen nordpå mod Bashan, hvor kong Og straks mobiliserede sin hær og rykkede ud mod dem ved byen Edrei.34 Men Herren sagde til Moses: „Du skal ikke være bange. Jeg vil udlevere kongen og hans hær og hans land til dig. Du skal gøre med ham, som du gjorde med amoritternes kong Sihon af Heshbon.”35 Og ganske rigtigt: Israelitterne sejrede og dræbte kong Og, hans sønner og hans hær, så der ikke var en eneste overlevende tilbage. Således lykkedes det israelitterne at erobre hele området.