Números 20

Nueva Versión Internacional (Castellano)

de Biblica
1 Toda la comunidad israelita llegó al desierto de Zin el mes primero, y acampó en Cades. Fue allí donde Miriam murió y fue sepultada.2 Como hubo una gran escasez de agua, los israelitas se amotinaron contra Moisés y Aarón,3 y le reclamaron a Moisés: «¡Ojalá el SEÑOR nos hubiera dejado morir junto con nuestros hermanos!4 ¿No somos acaso la asamblea del SEÑOR? ¿Para qué nos trajiste a este desierto, a morir con nuestro ganado?5 ¿Para qué nos sacaste de Egipto y nos metiste en este horrible lugar? Aquí no hay semillas, ni higueras, ni viñas, ni granados, ¡y ni siquiera hay agua!»6 Moisés y Aarón se apartaron de la asamblea y fueron a la entrada de la Tienda de reunión, donde se postraron rostro en tierra. Entonces la gloria del SEÑOR se manifestó ante ellos,7 y el SEÑOR le dijo a Moisés:8 «Toma la vara y reúne a la asamblea. En presencia de esta, tú y tu hermano le ordenaréis a la roca que dé agua. Así haréis que de ella brote agua, y daréis de beber a la asamblea y a su ganado».9 Tal como el SEÑOR se lo había ordenado, Moisés tomó la vara que estaba ante el SEÑOR.10 Luego Moisés y Aarón reunieron a la asamblea frente a la roca, y Moisés dijo: «¡Escuchad, rebeldes! ¿Acaso tenemos que sacaros agua de esta roca?»11 Dicho esto, levantó la mano y dos veces golpeó la roca con la vara, ¡y brotó agua en abundancia, de la cual bebieron la asamblea y su ganado!12 El SEÑOR les dijo a Moisés y a Aarón: «Por no haber confiado en mí, ni haber reconocido mi santidad en presencia de los israelitas, no seréis vosotros los que llevéis a esta comunidad a la tierra que les he dado».13 A estas aguas se les conoce como la fuente de Meribá,[1] porque fue allí donde los israelitas le hicieron reclamaciones al SEÑOR, y donde él manifestó su santidad.14 Desde Cades, Moisés envió emisarios al rey de Edom, con este mensaje: «Así dice tu hermano Israel: “Tú conoces bien todos los sufrimientos que hemos padecido.15 Sabes que nuestros antepasados fueron a Egipto, donde durante muchos años vivimos, y que los egipcios nos maltrataron a nosotros y a nuestros padres.16 También sabes que clamamos al SEÑOR, y que él escuchó nuestra súplica y nos envió un ángel que nos sacó de Egipto. »”Ya estamos en Cades, población que está en las inmediaciones de tu territorio.17 Solo te pedimos que nos dejes cruzar por tus dominios. Te prometo que no entraremos en ningún campo ni viña, ni beberemos agua de ningún pozo. Nos limitaremos a pasar por el camino real, sin apartarnos de él para nada, hasta que salgamos de tu territorio”».18 Pero el rey de Edom le respondió: «Ni siquiera intentéis cruzar por mis dominios; de lo contrario, saldré con mi ejército y os atacaré».19 Los israelitas insistieron: «Solo pasaremos por el camino principal y, si nosotros o nuestro ganado llegamos a beber agua de tus pozos, te lo pagaremos. Lo único que pedimos es que nos permitas pasar por él».20 El rey fue tajante en su respuesta: «¡Por aquí no pasaréis!» Y salió contra ellos con un poderoso ejército,21 resuelto a no dejarlos cruzar por su territorio. Así que los israelitas se vieron obligados a ir por otro camino.22 Toda la comunidad israelita partió de Cades y llegó al monte Hor,23 cerca de la frontera de Edom. Allí el SEÑOR les dijo a Moisés y a Aarón:24 «Pronto Aarón partirá de este mundo, de modo que no entrará en la tierra que les he dado a los israelitas porque vosotros dos no obedecisteis la orden que os di en la fuente de Meribá.25 Así que lleva a Aarón y a su hijo al monte Hor.26 Allí le quitarás a Aarón sus vestiduras sacerdotales, y se las pondrás a su hijo Eleazar, pues allí Aarón se reunirá con sus antepasados».27 Moisés llevó a cabo lo que el SEÑOR le ordenó. A la vista de todo el pueblo, los tres subieron al monte Hor.28 Moisés le quitó a Aarón las vestiduras sacerdotales, y se las puso a Eleazar. Allí, en la cumbre del monte, murió Aarón. Luego Moisés y Eleazar descendieron del monte.29 Y, cuando el pueblo se enteró de que Aarón había muerto, lo lloró treinta días.

Números 20

Bibelen på hverdagsdansk

de Biblica
1 Det var i årets første måned,[1] at Israels folk nåede frem til Zins ørken. Mens de lå i lejr ved Kadesh, døde Mirjam og blev begravet.2-3 Der var næsten ingen vand på stedet, og derfor begyndte folket igen at klage til Moses og Aron. „Gid vi var døde, dengang Herren slog en masse israelitter ihjel,” jamrede de.4 „Hvorfor har I ført os ud i den her ørken? Var det bare, for at vi og vores dyr skulle dø?5 Hvorfor overtalte I os til at forlade Egypten for at føre os ud til det her gudsforladte sted? Hvad er der blevet af det frugtbare land med korn, figner, druer og granatæbler, som I lovede os? Vi er ved at dø af tørst.”6 Da forlod Moses og Aron forsamlingen og gik hen til åbenbaringsteltets indgang, hvor de bøjede sig i støvet for Herren, og Herrens herlighed viste sig for dem.7-8 „Tag Arons stav og kald folket sammen,” sagde Herren til Moses. „Mens de alle ser på det, skal du tale til klippen og befale den at give vand. Så vil der strømme vand ud fra klippen, og der bliver rigeligt til både folket og dyrene.”9 Moses gjorde, som Herren havde sagt, og hentede staven fra dens plads foran pagtens ark.10 Så kaldte han og Aron folket sammen rundt om klippen. „Se her, I oprørske mennesker!” råbte Moses. „Tror I, vi kan skaffe vand til jer fra denne klippe?”11 Så løftede han staven og slog to gange på klippen, og vandet strømmede ud, så folket og dyrene kunne drikke, så meget de ville.12 Men Herren sagde til Moses og Aron: „I havde åbenbart ikke tro nok til at gøre, nøjagtig som jeg sagde, og I tog tilmed selv æren over for folket. Jeg er en hellig Gud, som skal adlydes. Nu får I ikke æren af at føre folket ind i det land, jeg har lovet dem.”13 Man kaldte stedet Meribas[2] vand, for her satte Israels folk sig igen op imod Herren, og her viste han dem, at man bliver straffet for at sætte sig op mod den hellige Gud. (Ex 17:7)14 Mens de opholdt sig ved Kadesh, sendte Moses bud til Edoms[3] konge. Budskabet lød: „Dit broderfolk, israelitterne, sender hilsen. Du har hørt om alle de strabadser, vi har været igennem,15 siden vores forfædre kom til Egypten og slog sig ned i landet, hvor de blev gjort til slaver.16 Men i vores nød råbte vi til Herren, og han sendte sin engel for at befri os fra slaveriet i Egypten. For øjeblikket befinder vi os ved Kadesh ved grænsen til jeres land,17 og vi beder om tilladelse til at rejse gennem landet. Vi skal nok gå uden om jeres marker og vingårde—ikke engang jeres brønde vil vi tage vand af. Vi lover at holde os til Kongevejen[4] og ikke gå til nogen af siderne, så længe vi er i jeres land.”18 Men Edoms konge svarede: „Hold jer væk fra mit land, ellers sender jeg hæren imod jer.”19 „Jamen, vi lover at holde os til landevejen,” protesterede de israelitiske sendebud. „Vi lover også, at hvis nogen af os eller vores kvæg kommer til at drikke af jeres vand, betaler vi for det. Vi ønsker ikke at være til ulejlighed, men vil bare gerne have lov til at rejse igennem jeres land.”20 Men Edoms konge var ubøjelig. „I får ikke lov at rejse igennem mit land,” gentog han og gav befaling om at mobilisere hæren til at holde vagt ved grænsen.21-22 Det blev afslutningen på den diskussion: Edomitternes konge holdt stædigt fast ved sit afslag, og derfor måtte Israels folk opgive at tage den vej.23 Ved Hors bjerg nær ved grænsen til Edom sagde Herren til Moses og Aron:24 „Tiden er kommet, hvor Aron skal dø. Han får ikke lov at komme ind i det land, jeg har lovet Israels folk, for I var begge ulydige imod mig ved Meribas vand.25 Moses skal føre Aron og hans søn Eleazar op på Hors bjerg,26 og dér skal han tage Arons præstedragt af ham og give hans søn Eleazar den på, hvorefter Aron skal dø.”27 Moses adlød Herren, og mens folket fulgte dem med øjnene, gik de tre mænd op på Hors bjerg.28 Da de nåede toppen, tog Moses præstedragten af Aron og gav Eleazar den på, hvorefter Aron døde oppe på bjerget. Moses og Eleazar gik så ned igen,29 og da folket hørte, at Aron var død, sørgede de over ham i 30 dage.