1Un día Jesús fue a comer a casa de un notable de los fariseos. Era sábado, así que estos estaban acechando a Jesús.2Allí, delante de él, estaba un hombre enfermo de hidropesía.3Jesús preguntó a los expertos en la ley y a los fariseos: ―¿Está permitido o no sanar en sábado?4Pero ellos se quedaron callados. Entonces tomó al hombre, lo sanó y lo despidió.5También les dijo: ―Si uno de vosotros tiene un hijo[1] o un buey que se le cae en un pozo, ¿no lo saca en seguida aunque sea sábado?6Y no pudieron contestarle nada.7Al notar cómo los invitados escogían los lugares de honor en la mesa, les contó esta parábola:8―Cuando alguien te invite a una fiesta de bodas, no te sientes en el lugar de honor, no sea que haya algún invitado más distinguido que tú.9Si es así, el que los invitó a los dos vendrá y te dirá: “Cédele tu asiento a este hombre”. Entonces, avergonzado, tendrás que ocupar el último asiento.10Más bien, cuando te inviten, siéntate en el último lugar, para que, cuando venga el que te invitó, te diga: “Amigo, pasa más adelante a un lugar mejor”. Así recibirás honor en presencia de todos los demás invitados.11Todo el que a sí mismo se enaltece será humillado, y el que se humilla será enaltecido.12También dijo Jesús al que lo había invitado: ―Cuando des una comida o una cena, no invites a tus amigos, ni a tus hermanos, ni a tus parientes, ni a tus vecinos ricos; no sea que ellos, a su vez, te inviten y así seas recompensado.13Más bien, cuando des un banquete, invita a los pobres, a los inválidos, a los cojos y a los ciegos.14Entonces serás dichoso, pues aunque ellos no tienen con qué recompensarte, serás recompensado en la resurrección de los justos.
Parábola del gran banquete
15Al oír esto, uno de los que estaban sentados a la mesa con Jesús le dijo: ―¡Dichoso el que coma en el banquete del reino de Dios!16Jesús le contestó: ―Cierto hombre preparó un gran banquete e invitó a muchas personas.17A la hora del banquete mandó a su siervo a decir a los invitados: “Venid, porque ya todo está listo”.18Pero todos, sin excepción, comenzaron a disculparse. El primero le dijo: “Acabo de comprar un terreno y tengo que ir a verlo. Te ruego que me disculpes”.19Otro adujo: “Acabo de comprar cinco yuntas de bueyes, y voy a probarlas. Te ruego que me disculpes”.20Otro alegó: “Acabo de casarme y por eso no puedo ir”.21El siervo regresó e informó de esto a su señor. Entonces el dueño de la casa se enojó y mandó a su siervo: “Sal de prisa por las plazas y los callejones del pueblo, y trae acá a los pobres, a los inválidos, a los cojos y a los ciegos”.22“Señor —le dijo luego el siervo—, ya hice lo que me mandaste, pero todavía sobra sitio”.23Entonces el señor le respondió: “Ve por los caminos y las veredas, y oblígalos a entrar para que se llene mi casa.24Os digo que ninguno de aquellos invitados disfrutará de mi banquete”.
El precio del discipulado
25Grandes multitudes seguían a Jesús, y él se volvió y les dijo:26«Si alguno viene a mí y no sacrifica el amor[2] a su padre y a su madre, a su esposa y a sus hijos, a sus hermanos y a sus hermanas, y aun a su propia vida, no puede ser mi discípulo.27Y el que no carga su cruz y me sigue no puede ser mi discípulo.28»Supongamos que alguno de vosotros quiere construir una torre. ¿Acaso no se sienta primero a calcular el costo, para ver si tiene suficiente dinero para terminarla?29Si echa los cimientos y no puede terminarla, todos los que la vean comenzarán a burlarse de él,30y dirán: “Este hombre no pudo terminar lo que comenzó a construir”.31»O supongamos que un rey está a punto de ir a la guerra contra otro rey. ¿Acaso no se sienta primero a calcular si con diez mil hombres puede enfrentarse al que viene contra él con veinte mil?32Si no puede, enviará una delegación mientras el otro está todavía lejos, para pedir condiciones de paz.33De la misma manera, cualquiera de vosotros que no renuncie a todos sus bienes no puede ser mi discípulo.34»La sal es buena, pero, si se vuelve insípida, ¿cómo recuperará el sabor?35No sirve ni para la tierra ni para el abono; hay que tirarla fuera. »El que tenga oídos para oír, que oiga».
1På en sabbat var Jesus indbudt til at spise hos en af de ledende farisæere, og alle hans modstandere holdt skarpt øje med ham.2En mand, som led af vand i kroppen, kom hen til Jesus for at blive helbredt.3Jesus vendte sig derfor til farisæerne og de skriftlærde og spurgte: „Har man lov til at helbrede på sabbatten eller ej?”4Ingen turde svare. Så lagde Jesus hånden på den syge mand, helbredte ham og lod ham gå.5Derefter sagde han: „Hvis et af jeres børn[1] eller en ko faldt i en brønd på en sabbat, ville I så ikke med det samme trække det op?”6Stadig intet svar.
Om ydmyghed og gæstfrihed
7Jesus lagde mærke til, hvordan gæsterne udvalgte sig de bedste pladser ved bordet.8„Hvis du er indbudt til en fest, skal du ikke prøve at få den bedste plads,” sagde han. „For hvis der er indbudt nogen, som er fornemmere end dig,9vil værten sige: ‚Vær venlig at give plads for den gæst her.’ Så må du rejse dig og tage den plads, der er ledig ved den nederste ende af bordet, og det ville være flovt.10Nej, når du bliver indbudt, må du hellere sætte dig nederst ved bordet. Så kommer værten måske og siger: ‚Kom her, kære ven, og sæt dig op på en mere fornem plads.’ De øvrige gæster vil da se, hvordan du bliver æret.11For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”12Derpå sagde Jesus til værten: „Når du inviterer gæster til spisning, skal du ikke kun indbyde dine venner, søskende, slægtninge eller rige naboer, for de inviterer dig jo bare til gengæld, og så har du fået din belønning.13Indbyd hellere de fattige, lamme, blinde og andre handicappede.14De kan ikke gøre gengæld, men Gud vil velsigne dig for det, og du vil få din løn, den dag de, som hører Gud til, genopstår fra de døde.”
Historien om den store bryllupsfest
15En af gæsterne, som havde hørt, hvad Jesus havde sagt, udbrød nu: „Det må være en stor velsignelse at blive inviteret med til festen i Guds rige.” (Mt 22:1)16Jesus svarede med en historie: „Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker.17Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‚Nu må I komme, for alt er parat!’18Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‚Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første.19‚Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‚for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’20‚Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‚Derfor kan jeg desværre ikke komme.’21Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‚Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’22Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‚Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’23Hans herre sagde da: ‚Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’24Det siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.”
Om at være discipel af Jesus
25Store menneskemængder fulgte Jesus, og han vendte sig til dem og sagde: (Mt 5:13; Mt 10:37; Mr 9:50)26„Enhver, som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor, sin ægtefælle og sine børn, sine brødre og søstre—ja, højere end sit eget liv.27De, der ikke er villige til at give afkald på deres eget liv[2] og følge mig fuldt ud, kan ikke være mine disciple.28Har I beregnet omkostningerne? Hvis nogen tænker på at starte et byggeri, sætter de sig så ikke først hen og regner ud, om de har penge nok til at gøre det færdigt?29For hvis de lægger grunden uden at kunne bygge færdig, så vil alle, som ser det, gøre nar af dem og sige:30‚Se! De begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt.’31Eller hvilken konge tør kaste sig ud i en krig uden først at have drøftet med sine rådgivere, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at slå de fjendtlige styrker på 20.000 mand?32Og hvis han indser, at det ikke kan lade sig gøre, sender han folk ud for at forhandle om fredsbetingelser, mens fjenden endnu er langt borte.33På samme måde,” sluttede Jesus, „kan I ikke være mine disciple, hvis I ikke er villige til at betale, hvad det koster, om det så er alt, hvad I ejer og har.34Salt er godt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med?[3] (Mt 5:13)35Det kan ikke bruges som gødning, og det ville ødelægge jorden. Man smider det væk, fordi det er værdiløst. Lad dem høre, som har øre!”