1En aquella ocasión, algunos que habían llegado contaron a Jesús cómo Pilato había dado muerte a unos galileos cuando ellos ofrecían sus sacrificios.[1]2Jesús les respondió: «¿Pensáis que esos galileos, por haber sufrido así, eran más pecadores que todos los demás?3¡Os digo que no! De la misma manera, todos vosotros pereceréis, a menos que os arrepientan.4¿O pensáis que aquellos dieciocho que fueron aplastados por la torre de Siloé eran más culpables que todos los demás habitantes de Jerusalén?5¡Os digo que no! De la misma manera, todos vosotros pereceréis, a menos que os arrepintáis».6Entonces les contó esta parábola: «Un hombre tenía una higuera plantada en su viñedo, pero, cuando fue a buscar fruto en ella, no encontró nada.7Así que le dijo al viñador: “Mira, ya hace tres años que vengo a buscar fruto en esta higuera, y no he encontrado nada. ¡Córtala! ¿Para qué ha de ocupar terreno?”8“Señor —le contestó el viñador—, déjala todavía por un año más, para que yo pueda cavar a su alrededor y echarle abono.9Así tal vez en adelante dé fruto; si no, córtala”».
Jesús sana en sábado a una mujer encorvada
10Un sábado Jesús estaba enseñando en una de las sinagogas,11y estaba allí una mujer que por causa de un demonio llevaba dieciocho años enferma. Andaba encorvada y de ningún modo podía enderezarse.12Cuando Jesús la vio, la llamó y le dijo: ―Mujer, quedas libre de tu enfermedad.13Al mismo tiempo, puso las manos sobre ella, y al instante la mujer se enderezó y empezó a alabar a Dios.14Indignado porque Jesús había sanado en sábado, el jefe de la sinagoga intervino, dirigiéndose a la gente: ―Hay seis días en que se puede trabajar, así que venid esos días para ser sanados, y no el sábado.15―¡Hipócritas! —le contestó el Señor—. ¿Acaso no desata cada uno de vosotros su buey o su burro en sábado, y lo saca del establo para llevarlo a tomar agua?16Sin embargo, a esta mujer, que es hija de Abraham, y a quien Satanás tenía atada durante dieciocho largos años, ¿no se le debía quitar esta cadena en sábado?
Parábolas del grano de mostaza y de la levadura
17Cuando razonó así, quedaron humillados todos sus adversarios, pero la gente estaba encantada por tantas maravillas que hacía.18―¿A qué se parece el reino de Dios? —continuó Jesús—. ¿Con qué voy a compararlo?19Se parece a un grano de mostaza que un hombre sembró en su huerto. Creció hasta convertirse en un árbol, y las aves anidaron en sus ramas.20Volvió a decir: ―¿Con qué voy a comparar el reino de Dios?21Es como la levadura que una mujer tomó y mezcló con una gran cantidad[2] de harina, hasta que fermentó toda la masa.
La puerta estrecha
22Continuando su viaje a Jerusalén, Jesús enseñaba en los pueblos y aldeas por donde pasaba.23―Señor, ¿son pocos los que van a salvarse? —le preguntó uno.24―Esforzaos por entrar por la puerta estrecha —contestó—, porque os digo que muchos tratarán de entrar y no podrán.25Tan pronto como el dueño de la casa se haya levantado a cerrar la puerta, desde afuera os pondréis a golpear la puerta, diciendo: “Señor, ábrenos”. Pero él os contestará: “No sé quiénes sois”.26Entonces diréis: “Comimos y bebimos contigo, y tú enseñaste en nuestras plazas”.27Pero él os contestará: “Os repito que no sé quiénes sois. ¡Apartaos de mí, todos vosotros hacedores de injusticia!”28»Allí habrá llanto y crujir de dientes cuando veáis en el reino de Dios a Abraham, Isaac, Jacob y a todos los profetas, mientras a vosotros os echan fuera.29Habrá quienes lleguen del oriente y del occidente, del norte y del sur, para sentarse al banquete en el reino de Dios.
Lamento de Jesús sobre Jerusalén
30En efecto, hay últimos que serán primeros, y primeros que serán últimos».31En ese momento se acercaron a Jesús unos fariseos y le dijeron: ―Sal de aquí y vete a otro lugar, porque Herodes quiere matarte.32Él les contestó: ―Id y decidle a ese zorro: “Mira, hoy y mañana seguiré expulsando demonios y sanando a la gente, y al tercer día terminaré lo que debo hacer”.33Tengo que seguir adelante hoy, mañana y pasado mañana, porque no puede ser que muera un profeta fuera de Jerusalén.34»¡Jerusalén, Jerusalén, que matas a los profetas y apedreas a los que a ti se envían! ¡Cuántas veces quise reunir a tus hijos, como reúne la gallina a sus pollitos debajo de sus alas, pero no quisiste!35Pues bien, vuestra casa va a quedar abandonada. Y os advierto que ya no volveréis a verme hasta el día que digáis: “¡Bendito el que viene en el nombre del Señor!”» (Sal 118:26)
1Så kom der nogle og fortalte Jesus, at Pilatus havde nedslagtet nogle jøder fra Galilæa, netop som de bragte deres offerdyr til slagtning i templet.2Da sagde Jesus: „Mener I, at de galilæere var værre end andre mennesker, fordi det gik dem sådan?3Det var de ikke. Men I vil alle gå til grunde, hvis I ikke ændrer jeres indstilling og tror på mig.4Og hvad med de 18, der blev slået ihjel, da tårnet ved Shiloa-dammen væltede ned over dem? Tror I, at de var værre end alle andre mennesker i Jerusalem?5Nej, jeg siger jer: Jeres skæbne bliver lige så tragisk som deres, hvis I ikke ændrer jeres indstilling og søger Gud.”
De jødiske lederes mangel på åndelig frugt
6Jesus fortalte derefter følgende historie: „En mand havde en vinmark, hvor der også stod et figentræ.[1] Han kom fra tid til anden for at se, om der var frugt på træet, men hver gang blev han skuffet. (Mr 11:13)7Til sidst sagde han til sin gartner: ‚Det er nu tredje år, jeg forgæves har kigget efter frugt på det træ. Tag og fæld det! Hvorfor skal det stå og tage kraften fra jorden, når det ingen frugt giver?’8Men gartneren svarede: ‚Åh, herre, lad det stå året ud, så vil jeg grave omkring det og give det ekstra gødning.9Hvis træet derefter bærer frugt, er det fint. Hvis ikke, er du i din gode ret til at hugge det om.’ ”
Konfrontation mellem Jesus og en synagogeforstander
10Mens Jesus en sabbatsdag sad og underviste i en synagoge,11lagde han blandt de tilstedeværende mærke til en kvinde, som på grund af en sygdomsånd havde været krumbøjet og ude af stand til at rette sig op i 18 år.12Han kaldte hende frem og sagde: „Du er helbredt for din sygdom.”13Derefter lagde han hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og lovpriste og takkede Gud.14Men forstanderen for synagogen blev forarget over, at Jesus havde foretaget en helbredelse på en sabbat. „Der er seks dage i ugen, hvor man kan arbejde,” sagde han til menigheden. „På de dage kan I komme og blive helbredt, men ikke på sabbatten!”15„Hvor er I nogle hyklere!” sagde Jesus. „Hver sabbat løser I uden skrupler jeres køer og æsler fra deres plads i stalden og fører dem ned til vandet, så de kan få noget at drikke.16Skulle jeg så ikke have lov til at løse denne ‚Abrahams datter’[2] af Satans lænker, som hun har været bundet med i 18 år, også selv om det er sabbat i dag?”17Det svar var ydmygende for Jesu modstandere, men alle de andre glædede sig over de fantastiske ting, Jesus gjorde.
Guds rige vokser fra småt til stort
18Jesus fortsatte sin undervisning: „Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med? Hvilket billede skal jeg bruge? (Mt 13:31; Mr 4:30)19Jo, Guds rige er som et lille sennepsfrø, en mand sår i sin have. Det vokser op og bliver til en stor busk, hvor fuglene kommer og bygger rede i grenene.20-21Man kan også sammenligne det med den lille klump surdej, som en kvinde ælter i melet, når hun skal bage brød. Surdejen gennemsyrer efterhånden det hele.”
Vantro og onde mennesker kommer ikke ind i Guds rige
22Jesus fortsatte nu fra by til by og fra landsby til landsby. Han underviste overalt, hvor han kom frem på sin vej mod Jerusalem.23En mand spurgte ham: „Er det kun få, der kommer ind i Guds rige?” Han svarede:24„I må kæmpe for at komme ind gennem den smalle dør. Mange vil prøve at komme indenfor, men det vil ikke lykkes dem.25Når først husets herre har lukket døren, er det for sent. Står I da udenfor og banker på døren og råber: ‚Herre, luk os ind!’ vil svaret lyde: ‚Jeg kender jer ikke.’26I vil så begynde at forsvare jer: ‚Jamen, vi har da spist og drukket for øjnene af dig, og du har undervist i vores midte!’27Men han vil svare: ‚Javist, men jeg kender jer ikke. Gå jeres vej, I onde mennesker!’28I vil ærgre jer noget så frygteligt og jamre højlydt, når I står udenfor og ser Abraham, Isak og Jakob og alle profeterne samlet i Guds rige.29Der vil komme masser af mennesker fra øst og vest og nord og syd for at holde festmåltid i Guds rige.30Dér vil nogle, som nu er de mindste, blive de største; og nogle, som nu er de største, vil blive de mindste.”
Jerusalems indbyggere anklages for deres vantro
31I det samme kom nogle farisæere hen til Jesus og sagde: „Skynd dig væk herfra! Ellers slår Herodes dig ihjel!” (Mt 23:37)32Jesus svarede: „Gå I hen og sig til den opkomling,[3] at det ikke skal afholde mig fra at helbrede de syge og uddrive dæmoner både i dag og i morgen. På den tredje dag er jeg ved målet.33Jeg skal bruge i dag, i morgen og i overmorgen til turen til Jerusalem. Det er nemlig utænkeligt, at en profet bliver dræbt andre steder end i Jerusalem.34Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger. Men I ville ikke.35Derfor bliver jeres hus lagt øde, og det siger jeg jer: I får mig ikke at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”[4] (Mt 23:39)