1Algún tiempo después, se celebraba una fiesta de los judíos, y subió Jesús a Jerusalén.2Había allí, junto a la puerta de las Ovejas, un estanque rodeado de cinco pórticos, cuyo nombre en arameo es Betzatá.[1]3-4En esos pórticos se hallaban tendidos muchos enfermos, ciegos, cojos y paralíticos.[2]5Entre ellos se encontraba un hombre inválido que llevaba enfermo treinta y ocho años.6Cuando Jesús lo vio allí, tirado en el suelo, y se enteró de que ya llevaba mucho tiempo en esa condición, le preguntó: ―¿Quieres quedar sano?7―Señor —respondió—, no tengo a nadie que me meta en el estanque mientras se agita el agua y, cuando trato de hacerlo, otro se mete antes.8―Levántate, recoge tu camilla y anda —le contestó Jesús.9Al instante aquel hombre quedó sano, así que tomó su camilla y echó a andar. Pero ese día era sábado.10Por eso los judíos le dijeron al que había sido sanado: ―Hoy es sábado; no te está permitido cargar tu camilla.11―El que me sanó me dijo: “Recoge tu camilla y anda” —les respondió.12―¿Quién es ese hombre que te dijo: “Recógela y anda”? —le interpelaron.13El que había sido sanado no tenía idea de quién era, porque Jesús se había escabullido entre la mucha gente que había en el lugar.14Después de esto Jesús, lo encontró en el templo y le dijo: ―Mira, ya has quedado sano. No vuelvas a pecar, no sea que te ocurra algo peor.15El hombre se fue e informó a los judíos que Jesús era quien lo había sanado.
Vida mediante el Hijo
16Precisamente por esto los judíos perseguían a Jesús, pues hacía tales cosas en sábado.17Pero Jesús les respondía: ―Mi Padre aún hoy está trabajando, y yo también trabajo.18Así que los judíos redoblaban sus esfuerzos para matarlo, pues no solo quebrantaba el sábado, sino que incluso llamaba a Dios su propio Padre, con lo que él mismo se hacía igual a Dios.19Entonces Jesús afirmó: ―Ciertamente os aseguro que el Hijo no puede hacer nada por su propia cuenta, sino solamente lo que ve que su Padre hace, porque cualquier cosa que hace el Padre, la hace también el Hijo.20Pues el Padre ama al Hijo y le muestra todo lo que hace. Sí, y aun cosas más grandes que estas le mostrará, de modo que os dejará asombrados.21Porque así como el Padre resucita a los muertos y les da vida, así también el Hijo da vida a quienes le place.22Además, el Padre no juzga a nadie, sino que todo juicio lo ha delegado en el Hijo,23para que todos honren al Hijo como lo honran a él. El que se niega a honrar al Hijo no honra al Padre que lo envió.24»Ciertamente os aseguro que el que oye mi palabra y cree al que me envió tiene vida eterna y no será juzgado, sino que ha pasado de la muerte a la vida.25Ciertamente os aseguro que ya viene la hora, y ha llegado ya, en que los muertos oirán la voz del Hijo de Dios, y los que la oigan vivirán.26Porque así como el Padre tiene vida en sí mismo, así también ha concedido al Hijo el tener vida en sí mismo,27y le ha dado autoridad para juzgar, puesto que es el Hijo del hombre.28»No os asombréis de esto, porque viene la hora en que todos los que están en los sepulcros oirán su voz29y saldrán de allí. Los que han hecho el bien resucitarán para tener vida, pero los que han practicado el mal resucitarán para ser juzgados.30Yo no puedo hacer nada por mi propia cuenta; juzgo solo según lo que oigo, y mi juicio es justo, pues no busco hacer mi propia voluntad, sino cumplir la voluntad del que me envió.
Los testimonios a favor del Hijo
31»Si yo testifico en mi favor, ese testimonio no es válido.32Otro es el que testifica en mi favor, y me consta que es válido el testimonio que él da de mí.33»Vosotros enviasteis una delegación a preguntar a Juan, y él dio un testimonio válido.34Y no es que acepte yo el testimonio de un hombre; más bien lo menciono para que seáis salvos.35Juan era una lámpara encendida y brillante, y vosotros decidisteis disfrutar de su luz por algún tiempo.36»El testimonio con que yo cuento tiene más peso que el de Juan. Porque esa misma tarea que el Padre me ha encomendado que lleve a cabo, y que estoy haciendo, es la que testifica que el Padre me ha enviado.37Y el Padre mismo que me envió ha testificado en mi favor. Nunca habéis oído su voz, ni visto su figura,38ni vive su palabra en vosotros, porque no creéis en aquel a quien él envió.39Estudiáis[3] con diligencia las Escrituras porque pensáis hallar en ellas la vida eterna. ¡Y son ellas las que dan testimonio en mi favor!40Sin embargo, no queréis venir a mí para tener esa vida.41»La gloria humana no la acepto,42pero a vosotros os conozco, y sé que no amáis realmente a Dios.[4]43Yo he venido en nombre de mi Padre, y no me aceptáis; pero, si otro viniera por su propia cuenta, a ese sí lo aceptaríais.44¿Cómo va a ser posible que creáis vosotros si buscáis la gloria los unos de los otros, pero no buscáis la gloria que viene del Dios único?[5]45»Pero no penséis que yo voy a acusaros delante del Padre. Quien os va a acusar es Moisés, en quien tenéis puesta vuestra esperanza.46Si creyerais a Moisés, me creeríais a mí, porque de mí escribió él.47Pero, si no creéis lo que él escribió, ¿cómo vais a creer mis palabras?»
1Senere tog Jesus igen til Jerusalem for at deltage i en af jødernes højtider.2Inde i byen, i nærheden af Fåreporten, var der en dam, som var omgivet af fem søjlegange. Den hed Betesda på hebraisk.3Dér lå der en mængde syge, blinde, lamme og forkrøblede mennesker. De lå og ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse.[1]4En Herrens engel kom nemlig nu og da ned og satte vandet i bevægelse, og den, som derefter først steg ned i det, blev helbredt, lige meget hvad han fejlede.5En af dem, der lå ved dammen, havde været lam i 38 år.6Da Jesus så ham og var klar over, at han havde været syg længe, spurgte han: „Vil du være rask?”7Den syge mand svarede: „Mester, jeg har ingen til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet kommer i bevægelse. Når jeg prøver at slæbe mig derhen, er der altid en anden, der kommer først.”8Jesus sagde til ham: „Rejs dig op, rul din sovemåtte sammen og gå på dine ben!”
Den første konfrontation med de jødiske ledere
9Straks blev manden helbredt. Han rullede måtten sammen og begyndte at gå omkring. Men da det var sabbat den dag,10irettesatte de jødiske ledere manden, der var blevet rask. „Du må ikke bære din sovemåtte! Det er jo sabbat.”11„Jamen, den mand, der helbredte mig, sagde, at jeg skulle tage min måtte og gå!”12„Hvem var det, der sagde det?” spurgte de.13Det vidste manden ikke, og Jesus var forsvundet i folkemængden.14Senere fandt Jesus ham på tempelpladsen. „Nu er du rask,” sagde han, „lev ikke mere i synd, så du ikke bliver ramt af noget endnu værre.”15Så gik manden hen til de jødiske ledere og fortalte dem, at det var Jesus, der havde helbredt ham.16Derfor anklagede de Jesus for at overtræde loven ved at arbejde på hviledagen.17Men Jesus svarede: „Min Far arbejder i dag, så det gør jeg også.”18Den udtalelse gjorde de jødiske ledere endnu mere opsatte på at slå ham ihjel, fordi han ikke blot overtrådte sabbatslovene, men også kaldte Gud for sin Far og dermed gjorde sig til ét med Gud.
Sønnens fuldmagt til at give evigt liv eller dømme de onde
19Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Sønnen kan intet gøre af sig selv. Han gør kun det, han ser sin Far gøre. Hvad Faderen gør, det gør Sønnen også.20For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør. Og han vil vise ham endnu større undere end den mands helbredelse, og I vil komme til at undre jer.21Ligesom Faderen opvækker mennesker fra de døde og giver dem nyt liv, sådan giver også Sønnen nyt liv til hvem, han vil.22Faderen vil ikke selv dømme nogen, men han har overgivet al domsafsigelse til Sønnen,23for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Hvis de ikke ærer Sønnen, som Faderen har sendt, ærer de heller ikke Faderen.24Det siger jeg jer: De, der tager imod mit budskab og tror på Gud, som sendte mig, de har det evige liv og bliver ikke stillet for domstolen. De er allerede blevet overflyttet fra døden til livet.25Det siger jeg jer: Den tid kommer—ja, den er her allerede—da de døde skal høre Guds Søns røst og leve.26Faderen bærer kilden til livet i sig, og han har givet mig den samme magt til at give liv.27Faderen har også givet mig magt til at dømme, fordi jeg er Menneskesønnen.[2]28-29I skal ikke undre jer over, at de døde engang skal høre Guds Søns røst og stå op fra deres grave. De, der har gjort det gode, vil få det evige liv, mens de, der har gjort det onde, vil få deres dom.30Jeg kan ikke gøre noget af mig selv, men jeg lytter til min Far, og på det grundlag dømmer jeg. Derfor er min dom retfærdig. Det er jo ikke min egen vilje, jeg vil fremme, men hans vilje, som sendte mig.
Forskellige vidneudsagn om Jesus som Guds Søn
31Hvis jeg anbefaler mig selv, er min anbefaling ikke gyldig.32-33Men nu er der en anden, som har fortalt jer om mig, og det er Johannes. I har selv forhørt jer hos ham, og jeg kan forsikre jer for, at det, han har sagt om mig, er sandt.34Jeg er ikke afhængig af menneskers vidneudsagn, men jeg har sagt det her i håb om, at I vil tro på, hvad jeg siger, og få del i det evige liv.35Johannes var for en tid som lyset fra en lampe, og I var glade for at høre, hvad han havde at sige,36men jeg henviser til et vidnesbyrd, der er større end hans, nemlig de undere, jeg har gjort. Det er min Far, der giver mig magt til at udføre dem, og de viser, at Faderen har sendt mig.37Også Faderen selv har vidnet om mig, men I har aldrig set eller hørt ham.38Og fordi I nægter at tro på den, han har sendt, har hans ord ikke slået rod i jer.39Skriften fortæller også om mig. I studerer Skriften, fordi I tror, at I finder det evige liv dér. Og selv om Skriften fortæller om mig,40er I alligevel ikke villige til at komme til mig for at få livet.41Jeg er ikke ude efter menneskers anerkendelse.42Jeg ved, hvordan I er, og at I ikke har kærligheden til Gud i jer.43Jeg er kommet, fordi min Far har sendt mig, men I vil ikke høre efter, hvad jeg siger. Men folk, der ikke er sendt af ham, og som kun anbefaler sig selv, dem lytter I gerne til.44I søger efter anerkendelse fra hinanden, men den anerkendelse, som kommer fra den eneste sande Gud, den er I ikke interesseret i. Hvordan skulle I da kunne tro på mig?45I skal ikke tro, det er mig, der vil anklage jer over for Faderen. Nej, det bliver Moses, ham som I har sat jeres lid til.46Hvis I virkelig troede Moses, ville I også tro på mig, for det er om mig, han har skrevet.47Men hvis I ikke tror på hans skrifter, hvordan skulle I så kunne tro på mig?”