1Jesús[1] se enteró de que los fariseos sabían que él estaba haciendo y bautizando más discípulos que Juan2(aunque en realidad no era Jesús quien bautizaba, sino sus discípulos).3Por eso se fue de Judea y volvió otra vez a Galilea.4Como tenía que pasar por Samaria,5llegó a un pueblo samaritano llamado Sicar, cerca del terreno que Jacob le había dado a su hijo José.6Allí estaba el pozo de Jacob. Jesús, fatigado del camino, se sentó junto al pozo. Era cerca del mediodía.[2] (Jn 1:39)7-8Sus discípulos habían ido al pueblo a comprar comida. En eso llegó a sacar agua una mujer de Samaria, y Jesús le dijo: ―Dame un poco de agua.9Pero, como los judíos no se tratan[3] con los samaritanos, la mujer le respondió: ―¿Cómo se te ocurre pedirme agua, si tú eres judío y yo soy samaritana?10―Si supieras lo que Dios puede dar, y conocieras al que te está pidiendo agua —contestó Jesús—, tú le habrías pedido a él, y él te habría dado agua que da vida.11―Señor, ni siquiera tienes con qué sacar agua, y el pozo es muy hondo; ¿de dónde, pues, vas a sacar esa agua que da vida?12¿Acaso eres tú superior a nuestro padre Jacob, que nos dejó este pozo, del cual bebieron él, sus hijos y su ganado?13―Todo el que beba de esta agua volverá a tener sed —respondió Jesús—,14pero el que beba del agua que yo le daré no volverá a tener sed jamás, sino que dentro de él esa agua se convertirá en un manantial del que brotará vida eterna.15―Señor, dame de esa agua para que no vuelva a tener sed ni siga viniendo aquí a sacarla.16―Ve a llamar a tu esposo, y vuelve acá —le dijo Jesús.17―No tengo esposo —respondió la mujer. ―Bien has dicho que no tienes esposo.18Es cierto que has tenido cinco, y el que ahora tienes no es tu esposo. En esto has dicho la verdad.19―Señor, me doy cuenta de que tú eres profeta.20Nuestros antepasados adoraron en este monte, pero vosotros los judíos decís que el lugar donde debemos adorar está en Jerusalén.21―Créeme, mujer, que se acerca la hora en que ni en este monte ni en Jerusalén adoraréis al Padre.22Vosotros adoráis lo que no conocéis; nosotros adoramos lo que conocemos, porque la salvación proviene de los judíos.23Pero se acerca la hora, y ha llegado ya, en que los verdaderos adoradores rendirán culto al Padre en espíritu y en verdad,[4] porque así quiere el Padre que sean los que le adoren.24Dios es espíritu, y quienes lo adoran deben hacerlo en espíritu y en verdad.25―Sé que viene el Mesías, al que llaman el Cristo —respondió la mujer—. Cuando él venga nos explicará todas las cosas.26―Ese soy yo, el que habla contigo —le dijo Jesús.
Los discípulos vuelven a reunirse con Jesús
27En esto llegaron sus discípulos y se sorprendieron de verlo hablando con una mujer, aunque ninguno le preguntó: «¿Qué pretendes?» o«¿De qué hablas con ella?»28La mujer dejó su cántaro, volvió al pueblo y le decía a la gente:29―Venid a ver a un hombre que me ha dicho todo lo que he hecho. ¿No será este el Cristo?30Salieron del pueblo y fueron a ver a Jesús.31Mientras tanto, sus discípulos le insistían: ―Rabí, come algo.32―Yo tengo un alimento que vosotros no conocéis —replicó él.33«¿Le habrán traído algo de comer?», comentaban entre sí los discípulos.34―Mi alimento es hacer la voluntad del que me envió y terminar su obra —les dijo Jesús—.35¿No decís vosotros: “Todavía faltan cuatro meses para la cosecha”? Yo os digo: ¡Abrid los ojos y mirad los campos sembrados! Ya la cosecha está madura;36ya el segador recibe su salario y recoge el fruto para vida eterna. Ahora tanto el sembrador como el segador se alegran juntos.37Porque, como dice el refrán: “Uno es el que siembra y otro el que cosecha”.38Yo os he enviado a cosechar lo que no os costó ningún trabajo. Otros se han fatigado trabajando, y vosotros habéis cosechado el fruto de ese trabajo.
Muchos samaritanos creen en Jesús
39Muchos de los samaritanos que vivían en aquel pueblo creyeron en él por el testimonio que daba la mujer: «Me dijo todo lo que he hecho».40Así que cuando los samaritanos fueron a su encuentro le insistieron en que se quedara con ellos. Jesús permaneció allí dos días,41y muchos más llegaron a creer por lo que él mismo decía.42―Ya no creemos solo por lo que tú dijiste —le decían a la mujer—; ahora lo hemos oído nosotros mismos, y sabemos que verdaderamente este es el Salvador del mundo.
Jesús sana al hijo de un funcionario
43Después de esos dos días, Jesús salió de allí rumbo a Galilea44(pues, como él mismo había dicho, a ningún profeta se le honra en su propia tierra).45Cuando llegó a Galilea, fue bien recibido por los galileos, pues estos habían visto personalmente todo lo que había hecho en Jerusalén durante la fiesta de la Pascua, ya que ellos habían estado también allí.46Y volvió otra vez Jesús a Caná de Galilea, donde había convertido el agua en vino. Había allí un funcionario real, cuyo hijo estaba enfermo en Capernaún.47Cuando este hombre se enteró de que Jesús había llegado de Judea a Galilea, fue a su encuentro y le suplicó que bajara a sanar a su hijo, pues estaba a punto de morir.48―Nunca vais a creer a menos que veáis señales y prodigios —le dijo Jesús.49―Señor —rogó el funcionario—, baja antes de que se muera mi hijo.50―Vuelve a casa, que tu hijo vive —le dijo Jesús. El hombre creyó lo que Jesús le dijo, y se fue.51Cuando se dirigía a su casa, sus siervos salieron a su encuentro y le dieron la noticia de que su hijo estaba vivo.52Cuando les preguntó a qué hora había comenzado su hijo a sentirse mejor, le contestaron: ―Ayer a la una de la tarde[5] se le quitó la fiebre. (Jn 1:39)53Entonces el padre se dio cuenta de que precisamente a esa hora Jesús le había dicho: «Tu hijo vive». Así que creyó él con toda su familia.54Esta fue la segunda señal que hizo Jesús tras volver de Judea a Galilea.
1-2Da farisæerne i Jerusalem fik meddelelse om, at Jesus fik flere disciple og døbte flere end Johannes— selv om det faktisk var Jesu disciple, der døbte—blev de vrede på ham. Da Jesus blev klar over det,3brød han op fra Judæa for at vende tilbage til Galilæa.4Han vidste, at det var Guds plan, at han skulle rejse gennem Samaria.5-6Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.[1]7Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: „Vær venlig at give mig noget at drikke.”8Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad.9Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. „Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” spurgte hun.10Jesus svarede: „Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke—og så ville jeg give dig levende[2] vand.”11„Du har jo ingen spand,” sagde hun, „og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand?12Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?”13Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen.14Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.”15„Åh, giv mig noget af det vand!” udbrød kvinden. „Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!”16„Gå hjem og hent din mand,” sagde Jesus.17-18„Jeg har ikke nogen mand,” svarede kvinden. „Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.”19„Herre,” udbrød kvinden, „du må være en profet!20Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.”21Jesus svarede: „Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud—her eller i Jerusalem.22I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne.23Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger.24Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”25Kvinden sagde: „Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.”26Da sagde Jesus til hende: „Han står her og taler med dig!”27I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende.28Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen.29„Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!” råbte hun. „Mon ikke han er Messias?”30Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.
Den åndelige, samaritanske „mark” er klar til at blive høstet
31Da kvinden var gået, sagde disciplene til Jesus: „Mester, kom og få noget at spise.”32Men Jesus svarede: „Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.”33Disciplene spurgte hinanden: „Hvem kan være kommet med mad til ham?”34Jesus svarede: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og at fuldføre den opgave, han gav mig.35I siger nok: ‚Der er stadig fire måneder, til høsten begynder.’ Men jeg siger jer: Luk øjnene op! ‚Markerne’ er hvide og parate til at blive høstet!36Høstfolkene er allerede begyndt at arbejde og få deres løn. De samler afgrøde ind til evigt liv. Den, som sår, skal glæde sig sammen med den, som høster,37for her gælder det ordsprog: ‚Én sår, og en anden høster.’38Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med. Andre har slidt i det før jer, men I skal fuldføre det, som de begyndte.”
Mange samaritanere kommer til tro på Jesus
39Kvinden gik rundt og fortalte alle og enhver om, hvordan Jesus havde vidst ting om hende, som en fremmed ikke kunne vide. Som resultat heraf var der mange samaritanere fra den by, som kom til tro på ham.40Da samaritanerne kom ud til brønden, indbød de straks Jesus til at komme ind og overnatte i byen, og han blev hos dem i to dage.41I løbet af den tid kom mange til tro ved at lytte til hans ord,42og de sagde til kvinden: „Nu tror vi, fordi vi selv har hørt ham, og ikke kun på grund af det, du fortalte. Han er virkelig verdens Frelser, den Messias, vi har ventet på.[3]”
Jesus helbreder en embedsmands søn
43Da de to dage var gået, fortsatte Jesus sin rejse til Galilæa, dog ikke til sin hjemby,44for han havde jo selv sagt, at en profet ikke er anerkendt i sin egen by.45Men de øvrige galilæere tog imod ham med åbne arme. Mange havde nemlig været i Jerusalem under påskefesten og havde set de undere, han havde udført der.46Jesus slog sig foreløbig ned i Kana, hvor han havde gjort vand til vin.[4] I byen Kapernaum i nærheden boede der en højtstående embedsmand, hvis søn lå alvorligt syg.47Da han hørte, at Jesus var ankommet til Kana, tog han straks af sted, opsøgte Jesus og bad ham følge med til Kapernaum for at helbrede drengen, der lå for døden.48„I vil kun tro på mig, hvis I ser tegn og undere,” sagde Jesus.49„Herre,” bønfaldt embedsmanden, „du må komme, inden min lille dreng dør!”50„Du kan roligt gå hjem,” sagde Jesus, „din søn er helbredt.” Manden troede Jesus og gik.51Allerede på vejen hjem traf han nogle af sine tjenere, der var gået ham i møde for at fortælle ham, at hans søn nu var rask.52Han spurgte dem, hvornår drengen var begyndt at få det bedre. „I går aftes ved syvtiden[5] forsvandt feberen pludselig!” forklarede de.53Da forstod han, at det var sket i det øjeblik, Jesus havde sagt: „Din søn er helbredt.” Og han selv og hele hans familie kom til tro på Jesus.54Det var det andet mirakuløse tegn, som Jesus udførte i Galilæa, efter at han var vendt hjem fra turen til Judæa.