1´Eines Tages` sagte Noomi zu ihrer Schwiegertochter Rut: »Meine Tochter, ich möchte für dich ein Zuhause suchen, wo es dir gut geht.2Boas, mit dessen Mägden du zusammen warst, ist doch unser Verwandter. Heute Abend ist er auf seinem Dreschplatz und worfelt ´das Getreide`[1].3Bade und salbe dich, zieh deine ´besten` Kleider an und geh hinunter zum Dreschplatz! Sieh aber zu, dass Boas dich nicht bemerkt, bis er fertig ist mit Essen und Trinken.4Merk dir die Stelle, wo er sich hinlegt, ´und wenn es dunkel ist`, dann schlüpf unter seine Decke und leg dich ans Fußende. Er wird dir sagen, was du tun sollst.«5»Ich werde alles befolgen, was du mir geraten hast«, antwortete Rut.6Sie ging hinunter zum Dreschplatz und verhielt sich genau so, wie ihre Schwiegermutter es ihr aufgetragen hatte.7Als Boas gegessen und getrunken hatte, legte er sich fröhlich und zufrieden[2] am Rand des Getreidehaufens schlafen. Rut kam leise dazu, schlüpfte unter seine Decke und legte sich ans Fußende.8Um Mitternacht schrak Boas auf. Er tastete um sich und ´bemerkte, dass` bei seinen Füßen eine Frau lag.9»Wer bist du?«, fragte er. »Ich bin Rut, deine Dienerin«, antwortete sie. » ´Bitte` breite dein Gewand[3] über mich aus ´als Zeichen dafür, dass du mich heiraten willst`. Denn du bist ´als` Löser ´für mich verantwortlich`.« (Rut 2,12)10Da sagte er: »Der HERR segne dich, meine Tochter! Jetzt hast du noch viel mehr als bisher gezeigt, wie treu du zu der Familie deiner Schwiegermutter stehst.[4] Denn du bist nicht den jungen Männern nachgelaufen, weder den armen noch den reichen.11Hab keine Angst, meine Tochter. Alles, worum du mich gebeten hast, will ich für dich tun. Jeder in der Stadt[5] weiß, dass du eine tüchtige und zuverlässige Frau bist.12Nun, es ist wirklich so, dass ich ´als` Löser ´für dich verantwortlich` bin, aber es gibt einen weiteren Löser, der noch näher mit dir verwandt ist als ich.13Bleib diese Nacht hier! Morgen soll der andere Verwandte sich entscheiden, ob er für dich sorgen will[6] oder nicht. Wenn er seiner Verantwortung nicht nachkommen möchte[7], werde ich es tun. Das schwöre ich, so wahr der HERR lebt. Bleib also liegen bis zum Morgen!«14Rut blieb am Fußende liegen, doch am frühen Morgen, noch bevor ´es so hell war, dass` man jemand erkennen konnte, stand sie auf. Denn Boas sagte: »Es darf sich nicht herumsprechen, dass eine Frau ´zu mir` auf den Dreschplatz gekommen ist.«15»Nimm dein Umschlagtuch ab«, sagte er, »und halte es auf!« Er schüttete einen halben Zentner[8] Gerste hinein und lud es ihr auf die Schulter. Dann ging er zurück in die Stadt.16Als Rut nach Hause kam, fragte ihre Schwiegermutter: »Wie ist es dir ergangen, meine Tochter?« Rut berichtete ihr alles, was Boas für sie getan hatte.17»Diesen halben Zentner Gerste hat er mir geschenkt«, erzählte sie. »Er hat gesagt: ›Du sollst nicht mit leeren Händen zu deiner Schwiegermutter zurückkommen.‹«18Noomi antwortete: »Bleib ´hier`, meine Tochter, bis du weißt, wie diese Angelegenheit ausgeht. Boas wird keine Ruhe geben. Er wird noch heute diese Sache klären.«
1En dag sagde No’omi til Ruth: „Mit barn, det er vist på tide, at jeg hjælper dig med at få en mand og et hjem, hvor du kan have det godt.2Hør her: Boaz er en af vores nærmeste slægtninge. Han har været så god imod os og ladet dig samle aks i overflod på hans mark. Jeg ved, at han renser byg ude på tærskepladsen i aften!3Hør nu godt efter: Tag dig et bad, tag lidt parfume på og dit pæneste tøj og gå så ud til tærskepladsen. Sørg for, at han ikke ser dig. Lad ham spise og drikke i fred.4Læg mærke til, hvor han lægger sig til at sove, og når han har lagt sig, går du hen og løfter kappen væk fra hans fødder, og så lægger du dig der. Derefter skal han nok sige dig, hvad du skal gøre.”5„Jeg vil gøre alt, hvad du siger,” svarede Ruth.6Samme aften gik hun ud mod tærskepladsen, hvor Boaz arbejdede.7Da Boaz havde spist et godt måltid mad, lagde han sig veltilfreds ned ved siden af en dynge korn og faldt i søvn. Ruth listede sig forsigtigt hen til ham, løftede kappen væk fra hans fødder og lagde sig der.8Midt om natten vågnede Boaz med et sæt og blev meget forbavset over, at der lå en kvinde ved hans fødder.9„Hvem er du?” udbrød han. „Det er Ruth, Deres tjenerinde!” svarede hun. „Jeg søger ly under Deres vinger,[1] fordi De er en nær slægtning, og De har ansvar for at tage Dem af mig.” (Rut 3,1; Hes 16,1; Hes 16,8; Mt 23,27)10„Gud velsigne dig, min pige!” udbrød han. „Den godhed, du nu viser, er større end alt det andet, du har gjort. Du har ikke satset på nogen af de unge mænd, hverken fattig eller rig.11Du kan være sikker på, at jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om, min pige! Alle ved, hvor storsindet en kvinde du er.12Det er rigtigt, at jeg er en nær slægtning og har ansvar for dig, men der er en, som er nærmere beslægtet, end jeg er, og står først i rækken.13Bliv nu liggende til det bliver lyst, så vil jeg tale med ham i morgen. Hvis han ønsker at tage ansvaret for dig, så får han dig. Hvis han ikke er interesseret, så er jeg det i hvert fald, det sværger jeg på! Men bliv nu liggende til i morgen tidlig!”14Så blev hun liggende ved hans fødder til næste morgen, men allerede inden det var lyst nok til at nogen kunne genkende hende, stod hun op. Boaz havde nemlig sagt: „Ingen må vide, at der har været en kvinde på tærskepladsen i nat!”15Inden Ruth gik, sagde Boaz: „Kom med dit sjal og hold det frem!” Så øste han seks mål byg op i sjalet, bandt hjørnerne sammen og gav hende det på ryggen, hvorefter han selv gik ind til byen.16„Hvordan gik det så?” spurgte No’omi, da hun hørte Ruth komme ind ad døren. Så fortalte Ruth sin svigermor hele historien og gav hende kornet.17„Boaz sagde, at jeg ikke skulle komme tilbage til dig med tomme hænder!” forklarede hun.18„Nu må vi bare tage den med ro og vente og se, hvad det her ender med,” sagde No’omi. „Men du kan være sikker på, at den mand ikke giver op, før sagen er afgjort, formentlig allerede i dag!”