1Kommt, lasst uns dem HERRN zujubeln, ihm laut unsere Freude zeigen, dem Fels, bei dem wir Rettung finden.2Lasst uns voll Dank vor ihn treten, mit Liedern ihm unsere Freude zeigen.3Denn der HERR ist ein großer Gott und ein großer König über alle Götter.4Die tiefsten Abgründe der Erde – er hält sie in seiner Hand, und die Gipfel der Berge – auch sie gehören ihm.5Ihm gehört das Meer, er hat es ja geschaffen, und auch das Festland haben seine Hände gebildet.6Kommt, wir wollen ihn anbeten und uns vor ihm niederwerfen, wir wollen niederknien vor dem HERRN, der uns geschaffen hat!7Denn er ist unser Gott, und wir sind sein Volk, die Schafe auf seiner Weide, er leitet uns mit eigener Hand.[1] Wenn ihr heute seine Stimme hört,8dann verschließt euch seinem Reden nicht! Macht es nicht wie das Volk damals in Meriba[2], in Massa in der Wüste, als es sich gegen ihn auflehnte. (Ps 81,8)9Da, ´sagt Gott`, haben mich eure Vorfahren herausgefordert, sie haben einen Beweis meiner Macht von mir verlangt, obwohl sie meine großen Taten mit eigenen Augen gesehen hatten.10Vierzig Jahre lang war mir jene ganze Generation zuwider, und ich sprach: Sie sind ein Volk, das sich ständig von den eigenen Wünschen irreleiten lässt.[3] Aber zu begreifen, welche Wege ich sie führen will, dazu waren sie nicht imstande.11Schließlich schwor ich in meinem Zorn: Niemals sollen sie an meiner Ruhe teilhaben!
1Kom, lad os lovprise Herren med sang, lad os råbe af fryd for vor Frelser.2Lad os komme til ham med tak, lad os spille og synge til hans ære.3For Herren er den almægtige Gud, Kongen over alle guder.4Han hersker over havenes dyb, de mægtige bjerge tilhører ham.5Han skabte både hav og land, derfor tilhører det hele ham.6Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud, lad os knæle for Herren, vor Skaber.7Han er vor Gud, og vi er hans folk, den hjord, han vogter og tager sig af. Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:8Lad være med at lukke af for mit ord, som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[1] og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen. (2Mo 17,7)9De provokerede mig og satte mig på prøve, selv om de havde set mine undere i 40 år.10Jeg blev vred på dem og sagde: „De går altid deres egne veje, i stedet for at følge mine.”11Så svor jeg i min vrede: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.”