1Dem Musikmeister, nach der Keltertreterweise; von Asaph. (Ps 50,1)2Singt jubelnd dem Gott, der unsre Stärke ist, jauchzet dem Gott Jakobs!3Stimmt Lobgesang an und laßt die Pauken erschallen, die liebliche Zither mitsamt der Harfe!4Stoßt am Neumond in die Posaune, beim Vollmond zur Feier unsres Festes!5Denn so ist es Satzung für Israel, ein Gebot des Gottes Jakobs;6als Gesetz hat er’s für Joseph verordnet, als er auszog gegen Ägyptenland. – Eine Sprache, die ich bisher nicht gekannt, vernehme ich:7»Ich hab’ seine Schulter[1] der Last entzogen, seine Hände sind des Tragkorbs ledig geworden.8Als du riefst in der Drangsal, erlöste ich dich, erhörte dich in der Hülle der Donnerwolke, prüfte dich am Haderwasser (4.Mose 20,13). SELA.9›Höre, mein Volk, ich will dich warnen! o Israel, möchtest du mir doch gehorchen!10Kein fremder Gott soll unter dir sein, vor keinem Gott des Auslands darfst du dich niederwerfen!11Ich, der HERR, bin dein Gott, der dich heraufgeführt aus Ägyptenland: tu deinen Mund weit auf, so will ich ihn füllen!‹12Doch mein Volk hat nicht gehört auf meine Stimme, und Israel ist mir nicht zu Willen gewesen.13Da hab ich sie preisgegeben dem Starrsinn ihres Herzens: sie sollten nach ihren eignen Gedanken wandeln.14O wollte mein Volk doch mir gehorchen, Israel doch wandeln auf meinen Wegen!15Wie bald würde ich ihre Feinde beugen und gegen ihre Dränger kehren meine Hand!16Die da hassen den HERRN, die müßten ihm schmeicheln, und ihre Gerichtszeit sollte ewig währen.17Doch ihn wollt’ ich nähren mit dem Mark des Weizens, dich sättigen aus dem Felsen mit Honig.« (5Mo 32,13)
1Til korlederen: Brug et strengeinstrument.[1] En sang af Asaf.2Lovpris vor Gud, som giver os styrke, bryd ud i jubel for Israels Gud.3Syng til lyden af tamburiner, til skønne toner fra harper og lyrer.4Vædderhornet indvarsler højtiderne, både nymånefest og løvhyttefest.5Det er fester, som Gud har forordnet, de er beskrevet i Israels love.6Han gjorde det til en regel i Israel, da han førte os ud af Egypten. Jeg hørte en ukendt stemme sige til mig:[2]7„Jeg fjernede byrden fra din skulder, jeg befriede dig fra det hårde slid.8Du råbte til mig i din nød, og jeg frelste dig. Jeg talte til dig fra tordenskyen. Jeg prøvede din tro ved Meriba.9Lyt til mig, mit folk, for jeg advarer jer. Åh, Israel, ville I dog bare adlyde mig.10I må aldrig tilbede nogen anden gud eller bøje jer for et billede af en afgud,11for det var mig, jeres Herre og Gud, som førte jer ud af Egyptens land. Bed til mig, når I har brug for min hjælp, og I skal opleve, hvor god og gavmild jeg er.12Men mit folk nægtede at adlyde mig, Israel ville ikke have med mig at gøre.13Så lod jeg dem gå deres egne veje, og de gjorde ganske som de ville.14Bare mit folk dog ville adlyde mig, gid de ville følge mine befalinger.15Så ville jeg hurtigt besejre deres fjender, feje alle deres modstandere bort.16Alle fjenderne ville krybe sammen af skræk, det ville være slut med dem for altid.17Men jer ville jeg give den bedste hvede og mætte jer med honning fra klippen.”