1Nach diesen Begebenheiten wollte Gott den Abraham auf die Probe stellen[1] und sagte zu ihm: »Abraham!« Dieser antwortete: »Hier bin ich!«2Da sagte Gott: »Nimm Isaak, deinen Sohn, deinen einzigen, den du liebhast, und begib dich (mit ihm) in die Landschaft Morija und bringe ihn dort als Brandopfer dar auf einem der Berge, den ich dir angeben werde!«
Abrahams Bereitwilligkeit; die Wanderung zur heiligen Stätte
3Da sattelte[2] Abraham am andern Morgen früh seinen Esel und nahm zwei von seinen Knechten und seinen Sohn Isaak mit sich; er spaltete Holzscheite für das Brandopfer und machte sich dann auf den Weg nach dem Orte, den Gott ihm angegeben hatte.4Als er am dritten Tage die Augen aufschlug, sah er den Ort in der Ferne liegen.5Da sagte Abraham zu seinen Knechten: »Bleibt ihr für euch hier mit dem Esel; ich aber und der Knabe wollen dorthin gehen und anbeten; dann kommen wir wieder zu euch zurück.«6Hierauf nahm Abraham das Holz für das Brandopfer und belud seinen Sohn Isaak damit; er selbst aber nahm das Feuer und das Schlachtmesser in die Hand, und so gingen die beiden zusammen weiter.7Da sagte Isaak zu seinem Vater Abraham: »Mein Vater!« Abraham antwortete: »Was willst du, mein Sohn?« Da sagte er: »Wir haben hier wohl Feuer und Holz; aber wo ist das Schaf für das Brandopfer?«8Abraham erwiderte: »Gott wird schon für ein Schaf zum Brandopfer sorgen, mein Sohn.« So gingen die beiden zusammen weiter.
Die Vorbereitungen zum Opfer; Gottes Eingreifen
9Als sie nun an den Ort gekommen waren, den Gott ihm angegeben hatte, errichtete Abraham daselbst einen Altar und legte die Holzscheite auf ihm zurecht; dann band er seinen Sohn Isaak und legte ihn auf den Altar oben über die Scheite;10darauf streckte er seine Hand aus und nahm das Messer, um seinen Sohn zu schlachten.11Da rief ihm der Engel des HERRN vom Himmel her die Worte zu: »Abraham, Abraham!« Er antwortete: »Hier bin ich!«12Jener rief: »Lege deine Hand nicht an den Knaben und tu ihm nichts zuleide! Denn jetzt weiß ich, daß du gottesfürchtig bist, weil du mir deinen einzigen Sohn nicht vorenthalten hast.«13Als Abraham dann um sich blickte, sah er hinter sich einen Widder, der sich mit seinen Hörnern im Dickicht verfangen hatte. Da ging Abraham hin, holte den Widder und brachte ihn statt seines Sohnes als Brandopfer dar.14Abraham nannte dann jenen Ort: »Der HERR sieht«[3]; deshalb sagt man noch heutigentags: »Auf dem Berge, wo der HERR gesehen wird«[4].
Gottes Anerkennung und Verheißungen für Abraham; Schluß
15Hierauf rief der Engel des HERRN dem Abraham zum zweitenmal vom Himmel her die Worte zu:16»Ich schwöre bei mir selbst« – so lautet der Ausspruch des HERRN –: »darum, daß du so gehandelt und mir deinen einzigen Sohn nicht vorenthalten hast,17will ich dich reichlich segnen und deine Nachkommenschaft überaus zahlreich machen wie die Sterne am Himmel und wie den Sand am Gestade des Meeres; und deine Nachkommen sollen die Tore ihrer Feinde besitzen,18und in deiner[5] Nachkommenschaft sollen alle Völker der Erde gesegnet werden zum Lohn dafür, daß du meiner Aufforderung nachgekommen bist!«19Darauf kehrte Abraham zu seinen Knechten zurück; und sie machten sich auf den Weg und begaben sich miteinander nach Beerseba; dort nahm Abraham seinen dauernden Wohnsitz.20Nach diesen Begebenheiten wurde dem Abraham gemeldet: »Auch Milka hat deinem Bruder Nahor Söhne geboren,21nämlich seinen Erstgeborenen Uz und dessen Bruder Bus und Kemuel, den Vater von Aram,22und Kesed sowie Haso, Pildas, Jidlaph und Bethuel.«23- Bethuel aber war der Vater der Rebekka. – Diese acht Söhne gebar Milka dem Nahor, dem Bruder Abrahams.24Auch sein Nebenweib namens Rehuma hatte Söhne geboren, nämlich Tebah und Gaham, Thahas und Maacha.
1Senere satte Gud Abrahams tro og lydighed på prøve. Det gik således til: „Abraham!” kaldte Gud. „Ja, Herre,” svarede han. „Jeg lytter!”2„Tag din eneste søn, Isak, som du elsker så højt, og rejs til det sted, der hedder Morija. Der skal du bringe ham som et brændoffer til mig på et bjerg, som jeg vil vise dig.”3Næste morgen stod Abraham meget tidligt op og kaldte på to af sine unge tjenere. Han bad dem om at kløve brænde til det bål, der skulle bruges til brændofferet, og om at gøre et æsel klar til rejsen. Derefter kaldte han på Isak, og de begav sig alle på vej mod det sted, Gud havde sagt ham.4Da de havde rejst i to dage, fik Abraham øje på stedet i det fjerne.5„Vent her med æslet,” sagde Abraham til tjenerne, „mens drengen og jeg går videre for at finde et sted at tilbede Herren. Vi kommer snart tilbage.”6Derefter lagde Abraham offerbrændet på Isaks skuldre, men kniven og de ulmende trækul til offerilden bar han selv. De to gik så videre alene.7„Far,” sagde Isak. „Ja, min dreng.” „Vi har brændet og ilden—men hvor er det lam, der skal ofres?”8„Det vil Gud selv sørge for, min dreng,” svarede Abraham. Så gik de videre i tavshed.9Da de kom til det sted, Abraham havde fået anvist af Gud, byggede han et stenalter og lagde brændet til rette ovenpå. Så bandt han sin søn, Isak, og lagde ham på alteret oven på brændet.10Abraham tog nu kniven og løftede den i vejret for at dræbe sin søn og ofre ham til Herren.11I samme øjeblik lød en røst fra Himlen: „Abraham! Abraham!” „Ja, Herre,” svarede han.12„Læg kniven ned og gør ikke drengen noget! For nu ved jeg, at du virkelig vil adlyde mig—siden du var villig til at ofre din eneste, elskede søn!”13Da Abraham så sig omkring, fik han øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i en busk. Han tog vædderen og ofrede den som brændoffer på alteret i stedet for sin søn.14Og Abraham kaldte stedet „Herren sørger for os”. Derfor siger man endnu den dag i dag: „På bjerget vil Herren sørge for os.”15Da råbte Gud igen til Abraham fra Himlen:16„Jeg er Herren, og jeg sværger ved mig selv, at fordi du adlød mig og ikke sparede din eneste søn,17vil jeg velsigne dig. Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner og sandet på stranden, og de vil bryde igennem portene på deres fjenders byer.18Desuden vil alle jordens folkeslag opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere,[1] fordi du adlød mig!” (1Mo 3,15; Apg 3,25; Gal 3,16)19Derefter vendte Abraham og Isak tilbage til tjenerne, og de tog alle hjem til Be’ersheba. Der blev Abraham boende i nogen tid.
Nakors sønner
20Kort tid efter modtog Abraham følgende besked: „Milka—din bror Nakors kone—har født ham en række sønner. Deres navne er:21Utz, Buz, Kemuel, (som blev far til Aram),22Kesed, Hazo, Pildash, Jidlaf og Betuel,23(som blev far til Rebekka). Disse otte sønner har Milka født Nakor.24Med sin anden kone, Reuma, har han fire sønner: Teba, Gaham, Tahash og Ma’aka.”