1Die Männer vom Stamm Ephraim machten Gideon heftige Vorwürfe: »Warum hast du uns nicht zu Hilfe gerufen, als du gegen die Midianiter in den Kampf gezogen bist? Wie konntest du uns das antun?«2»Wart ihr nicht viel erfolgreicher als ich?«, erwiderte Gideon. »Ist eure Nachlese nicht besser als die ganze Ernte meiner Sippe?3Zwei Fürsten der Midianiter hat Gott in eure Hand gegeben, Oreb und Seeb! Ihr habt weit mehr erreicht als ich!« Mit diesen Worten gelang es ihm, die Ephraimiter zu besänftigen.
Die Bewohner von Sukkot und Pnuël helfen Gideon nicht
4Gideon hatte mit seinen 300 Mann den Jordan überquert. Immer noch verfolgten sie die Feinde und waren sehr erschöpft.5Deshalb bat Gideon die Bewohner der nahen Stadt Sukkot: »Gebt doch meinen Soldaten etwas Brot! Sie sind übermüdet, denn wir verfolgen die midianitischen Könige Sebach und Zalmunna!«6Doch die führenden Männer von Sukkot antworteten: »Warum sollten wir deiner Truppe Brot geben? Habt ihr Sebach und Zalmunna etwa schon gefasst?«7Gideon erwiderte: »Sobald der HERR die beiden Könige in meine Gewalt gegeben hat, werde ich euch mit Dornen und Disteln auspeitschen lassen!«8Dann zog er mit seinen Soldaten nach Pnuël weiter und bat auch dort um Brot. Er erhielt die gleiche Antwort wie in Sukkot.9»Wenn ich heil zurückkomme, reiße ich den Turm eurer Stadt nieder!«, drohte Gideon.
Gideon besiegt die Midianiter
10Sebach und Zalmunna hatten mit ihren Truppen in Karkor Halt gemacht. Nur noch 15.000 Soldaten waren vom großen Heer aus dem Osten übrig geblieben, 120.000 waren gefallen.11Gideon folgte den Midianitern auf der Karawanenstraße östlich von Nobach und Jogboha. Dann griff er ihr Heerlager an, während sie sich noch in Sicherheit wähnten.12Die Feinde gerieten in Angst und Schrecken. Sebach und Zalmunna flohen, doch Gideon jagte ihnen nach und nahm sie gefangen.13Nach der Schlacht machte er sich auf den Rückweg. Als er den Pass von Heres hinabstieg,14traf er einen jungen Mann aus Sukkot. Gideon packte ihn und befahl ihm, die Namen der führenden Männer und Beamten der Stadt aufzuschreiben. Es waren 77.15Gideon ging zu ihnen und erklärte: »Hier sind Sebach und Zalmunna! Ihr habt mich ihretwegen verspottet und gesagt, ihr würdet meiner erschöpften Truppe kein Brot geben, solange wir die Könige nicht gefasst hätten.«16Er nahm die führenden Männer fest und ließ sie mit Dornen und Disteln auspeitschen.17Dann ging er nach Pnuël, tötete die Männer der Stadt und riss ihren Turm nieder.18Schließlich wandte sich Gideon an Sebach und Zalmunna; er fragte: »Wie sahen die Männer aus, die ihr am Berg Tabor umgebracht habt?« »Es waren Männer wie du«, antworteten sie, »jeder sah aus wie ein Königssohn.«19Da rief Gideon: »Sie waren meine Brüder, die Söhne meiner Mutter! Ich schwöre euch beim HERRN: Wenn ihr sie am Leben gelassen hättet, würde ich euch nicht töten!«20Dann befahl er seinem ältesten Sohn Jeter: »Steh auf und stich sie nieder!« Doch Jeter zögerte, sein Schwert zu ziehen, denn er war noch jung und hatte Angst.21Da sagten Sebach und Zalmunna zu Gideon: »Töte du uns! Dazu braucht es einen Mann!« Gideon stand auf und erstach die beiden. Die Halbmonde, die als Amulette an den Hälsen ihrer Kamele hingen, nahm er mit.
Gideon verführt Israel zum Götzendienst
22Die Israeliten kamen zu Gideon und sagten: »Du hast uns von den Midianitern befreit! Du sollst über uns herrschen und nach dir dein Sohn und dein Enkel!«23Er entgegnete: »Ich will nicht über euch herrschen, und mein Sohn darf es auch nicht tun. Der HERR allein soll euch regieren.24Nur eine Bitte habe ich an euch«, fügte er hinzu, »gebt mir die Ringe, die ihr erbeutet habt!« Ihre Feinde hatten nämlich goldene Ringe getragen, weil sie Ismaeliter waren.25»Das tun wir gern!«, antworteten die Israeliten. Sie breiteten einen Mantel aus und warfen alle erbeuteten Ringe darauf.26Das Gold wog insgesamt etwa 20 Kilogramm. Außerdem hatten die Israeliten Halbmonde, Ohrgehänge und königliche Purpurgewänder erbeutet, dazu den kostbaren Halsschmuck der Kamele.27Gideon fertigte aus dem Gold ein Gottesbild[1] an und stellte es in seiner Heimatstadt Ofra auf. Es wurde ihm und seiner Familie zum Verhängnis. Ganz Israel betete das Bild an und brach damit dem Herrn die Treue.28Die Midianiter hatten eine schwere Niederlage erlitten, nun forderten sie die Israeliten nicht mehr heraus. Vierzig Jahre, solange Gideon noch lebte, herrschte Frieden im Land.29Gideon[2], der Sohn von Joasch, wohnte weiterhin in Ofra. (Ri 6,32)30Er hatte viele Frauen und siebzig Söhne.31Eine seiner Nebenfrauen wohnte in Sichem. Sie brachte einen Sohn zur Welt, den er Abimelech nannte.32Gideon starb in hohem Alter und wurde neben seinem Vater Joasch in Ofra begraben, der Stadt der Abiësriter.33Sobald Gideon nicht mehr lebte, wandten sich die Israeliten schon wieder den Götzen zu. Sie verehrten Baal-Berit34und vergaßen den HERRN, ihren Gott, der sie aus der Gewalt ihrer Feinde ringsum befreit hatte.35Auch der Familie Gideons erwiesen die Israeliten keinen Dank für all das Gute, das er für sie getan hatte.
Richter 8
Bibelen på hverdagsdansk
von Biblica1De efraimitiske ledere var imidlertid utilfredse og rettede en skarp kritik mod Gideon. „Hvorfor ventede du med at sende bud efter os, til midjanitterne var besejret?” spurgte de.2Gideon svarede: „Den smule, jeg og min klan har gjort, er ikke noget i sammenligning med jeres heltedåd!3Lod Gud jer ikke fange de to midjanitiske hærførere Oreb og Ze’eb? Hvad I opnåede mod slagets afslutning, har langt større betydning, end hvad vi foretog os i begyndelsen.” Da efraimitterne hørte det, var de ikke vrede længere.4Derpå satte Gideon over Jordanfloden med sine 300 mand, som ikke havde opgivet at forfølge fjenden, selv om de var trætte og udmattede.5Da de nåede Sukkot, sagde Gideon til byens ledere: „Giv venligst mine krigere noget at spise. Vi er udmattede af at jagte midjanitterkongerne Zeba og Salmunna.”6Men byens ledere svarede: „Fang først Zeba og Salmunna. Så skal vi nok give jer noget at spise.”7Da sagde Gideon: „Når Herren har udleveret Zeba og Salmunna til mig, vender jeg tilbage og slår jer alle sammen med ørkentjørne og tidsler.”8Så fortsatte de videre til Penuel, men der gav man samme svar som i Sukkot,9hvorpå Gideon sagde til dem: „Når vi har sejret, vender vi tilbage og river jeres vagttårn ned.”10I mellemtiden var Zeba og Salmunna nået frem til Karkor med de 15.000 mand, der var tilbage af den forenede hær fra øst. 120.000 var faldet for sværdet.11Men Gideon gik en omvej forbi teltlejrene øst for Noba og Jogbeha og overfaldt de intetanende midjanitter.12De to konger flygtede, men Gideon fulgte efter dem og fangede dem, og hele deres hær blev grebet af rædsel.13Derefter vendte Gideon tilbage gennem Herespasset.14Dér tog han en ung mand fra Sukkot til fange og tvang ham til at skrive navnene ned på alle byens 77 ledere.15Så gik Gideon til Sukkot og sagde til mændene i byen: „Her er de to konger Zeba og Salmunna. I husker vist godt, at I sagde: Fang først Zeba og Salmunna. Så skal vi nok give jer noget at spise.”16Så tog han de 77 ledere til fange og pryglede dem til døde med ørkentjørne og tidsler.17Bagefter drog han til Penuel, hvor han rev byens vagttårn ned og dræbte samtlige mandlige indbyggere.18Derpå spurgte han Zeba og Salmunna: „Hvordan så de mænd ud, som I dræbte ved Tabor?” „De lignede dig, og de så begge to ud som kongesønner,” svarede de.19„Så var det mine egne brødre!” udbrød Gideon. „Jeg sværger, at hvis I havde skånet dem, ville jeg have skånet jer.”20Så sagde han til sin ældste søn Jeter: „Kom her hen og hug de to konger ned!” Men Jeter, der endnu kun var en stor dreng, havde ikke mod til det.21„Gør det selv, Gideon,” sagde Zeba og Salmunna. „Det er ikke noget for et barn.” Så huggede Gideon dem ned og tog de kostbare ornamenter, som deres kameler havde om halsen.
Gideon afslår at blive konge
22Nu sagde israelitterne til Gideon: „Du og dine efterkommere skal regere over os, for du har reddet os fra midjanitterne!”23Men Gideon svarede: „Hverken jeg eller min søn skal regere over jer. Herren skal være jeres Konge!”24Så tilføjede han: „En enkelt ting vil jeg dog bede jer om: at I alle sammen giver mig en ørering fra jeres krigsbytte.” Midjanitterne gik nemlig med guldringe i ørerne, for de var dygtige handelsfolk.[1]25„Gerne,” svarede de og bredte et klæde ud på jorden, hvor de hver især lagde en ring fra deres krigsbytte.26Vægten af ringene alene beløb sig til næsten 20 kilo.[2] Dertil kom de kostbare kamelornamenter, andre smykker, kongernes purpurfarvede dragter og de kæder, som kamelerne havde haft om halsen.27Af disse kostbarheder lavede Gideon en efod, som han anbragte i sin hjemby Ofra. Men israelitterne begyndte at tilbede efoden, som derfor blev årsag til fald for Gideon og hans familie.28Midjanitterne var nu besejret og udgjorde ikke længere nogen trussel for Israel. De næste 40 år var der fred i landet, så længe Gideon levede.29-30Efter sejren vendte Gideon tilbage til sin hjemegn, hvor han siden boede og fik 70 sønner, for han havde mange koner.31Han fik også en søn med en slavepige fra Sikem, og han kom til at hedde Abimelek.32Gideon døde som en meget gammel mand og blev begravet i familiegravstedet i Ofra, hvor Abiezers slægt kom fra.33Kort efter Gideons død begyndte israelitterne igen at dyrke kana’anæernes afguder. De gjorde Ba’al-Berit til deres gud34og glemte Herren, der havde frelst dem fra deres fjendtlige nabofolk.35De viste heller ingen respekt for Gideons familie, på trods af hvad Gideon havde betydet for landet.