1In aller Frühe führte Gideon, den man auch Jerubbaal nannte, sein Heer zur Quelle Harod. Dort schlugen sie ihr Lager auf. Nördlich von ihnen im Tal lagerten die Midianiter am Fuß des Hügels More.2Der HERR sprach zu Gideon: »Du hast zu viele Soldaten! Diesem großen Heer will ich nicht den Sieg über die Midianiter schenken! Sonst werden die Israeliten mir gegenüber prahlen: ›Wir haben uns aus eigener Kraft befreit!‹3Ruf deshalb im Lager aus, dass alle, die Angst haben, umkehren sollen!« So verkleinerte Gideon sein Heer.[1] 22.000 Mann machten kehrt, und 10.000 blieben zurück.4Doch der HERR sagte zu Gideon: »Es sind immer noch zu viele! Führ sie zur Quelle hinab. Ich will sie dort selbst noch einmal prüfen und dir dann sagen, wer mit dir ziehen soll und wer nicht.«5Gideon ging mit den Männern an die Quelle. Der HERR befahl ihm: »Alle, die das Wasser auflecken wie ein Hund, stell auf die eine Seite! Auf die andere Seite lass alle gehen, die sich zum Trinken hingekniet haben.«6300 Mann führten das Wasser mit der Hand zum Mund und leckten es dann auf, alle anderen knieten zum Trinken nieder.[2]7Da sprach der HERR zu Gideon: »Durch die 300 Männer, die das Wasser aus der Hand getrunken haben, werde ich Israel befreien und die Midianiter in deine Gewalt geben! Alle anderen sollen nach Hause gehen.«8Gideon entließ die Männer und behielt nur die 300 bei sich. Sie übernahmen die Vorräte und die Signalhörner der anderen. All dies geschah oberhalb der Talebene, in der die Midianiter lagerten.
Gideon schlägt die Midianiter in die Flucht
9In der Nacht sprach der HERR zu Gideon: »Greif die Midianiter an! Ich gebe ihr Lager in deine Gewalt!10Wenn du aber Angst hast, dann geh vorher mit deinem Diener Pura hinunter11und hör dir an, was sie dort reden. Das wird dir Mut geben, sie anzugreifen!« Da ging Gideon mit Pura zum Lager hinab und schlich sich an die bewaffneten Vorposten heran.12Die Midianiter, Amalekiter und andere Völker aus dem Osten hatten sich im Tal ausgebreitet wie ein Heuschreckenschwarm. Ihre Kamele waren so zahlreich wie der Sand am Meer.13Gideon kam ganz nahe an die feindlichen Soldaten heran und hörte, wie ein Mann gerade zu seinem Kameraden sagte: »Ich muss dir etwas erzählen! Ich habe geträumt, dass ein riesiges Gerstenbrot in unser Lager gerollt ist. Es hat ein Zelt getroffen und umgerissen. Alles flog durcheinander und stürzte zu Boden.«14Der andere erwiderte: »Das kann nur eins bedeuten: das Schwert des Israeliten Gideon, des Sohnes von Joasch! Gott wird ihm den Sieg über uns Midianiter und unser ganzes Lager schenken!«15Als Gideon den Traum und die Deutung gehört hatte, warf er sich nieder und betete Gott an. Dann kehrte er ins israelitische Lager zurück und rief: »Los! Der HERR gibt die Midianiter in eure Gewalt!«16Er teilte seine 300 Soldaten in drei Gruppen und gab jedem Mann ein Signalhorn und einen Krug mit einer Fackel darin.17-18»Stellt euch rings um das ganze Heerlager auf«, befahl er, »und achtet genau auf das, was ich tue! Wenn ich mit meinen Leuten zu den Wachposten komme, blasen wir die Hörner. Sobald ihr das hört, tut ihr das Gleiche und schreit laut: ›Wir kämpfen für den HERRN und für Gideon!‹«19Gideon erreichte mit seinen 100 Mann den Rand des Lagers, als die mittlere Nachtwache begann und die Posten gerade abgelöst worden waren. Da bliesen sie die Hörner und zerschlugen ihre Krüge.20Sofort taten die Männer der beiden anderen Abteilungen das Gleiche. In der rechten Hand hielten sie die Hörner, in der linken die Fackeln und riefen: »Wir kämpfen für den HERRN und für Gideon!«21Dabei blieben sie rings um das Heerlager stehen. Die feindlichen Soldaten liefen durcheinander, schrien und versuchten zu entkommen.22Während die 300 Israeliten die Hörner bliesen, ließ der HERR überall im Lager Kämpfe unter den Verbündeten ausbrechen. Schließlich floh das ganze Heer in Richtung Bet-Schitta, Zereda[3], Abel-Mehola und Tabbat. (1Kön 11,26)23Gideon rief die Männer der Stämme Naftali, Asser und Manasse zusammen, um die Midianiter zu verfolgen.24Er sandte auch Boten zum Stamm Ephraim im Gebirge und ließ den Männern dort ausrichten: »Kommt herab und stellt euch den Midianitern in den Weg! Besetzt die Wasserstellen bis nach Bet-Bara und die Übergänge des Jordan!« Die Ephraimiter folgten der Anordnung,25sie nahmen zwei midianitische Fürsten, Oreb und Seeb, gefangen und töteten sie. Die Orte, wo dies geschah, nannten sie Oreb-Fels und Seeb-Kelter. Danach nahmen sie die Verfolgung der Midianiter wieder auf. Als sie den Jordan überquert hatten, trafen sie auf Gideon und übergaben ihm die abgeschlagenen Köpfe der beiden Fürsten.
1Tidligt om morgenen drog Gideon af sted sammen med sin hær helt til Harod-kilden, hvor de slog lejr. Den midjanitiske hær lå nord for dem i dalen neden for More-højen.2Herren sagde nu til Gideon: „Du har alt for mange krigere med dig. Hvis jeg lader jer alle kæmpe mod midjanitterne, vil I bare selv tage æren og prale af, at I overvandt fjenden i egen kraft.3Derfor skal du sige til dem: Hvis nogen af jer er bange, må I gerne gå hjem!” Da gik 22.000 af mændene hjem, så der kun var 10.000 tilbage.4Men Herren sagde til Gideon: „I er stadig alt for mange! Før mændene ned til kilden, så vil jeg vise dig, hvem der skal følge dig i krigen, og hvem du skal lade blive tilbage.”5Så førte Gideon mændene ned til kilden, og Herren sagde til ham: „Dem, der drikker ved at lægge sig på maven og labbe vandet i sig som en hund, skal du skille ud fra dem, der lægger sig på knæ for at drikke.”6Det viste sig, at 300 af mændene labbede vandet i sig som en hund.[1] Resten lagde sig på knæ og drak normalt ved at føre hånden til munden.7„Med disse 300 mænd vil jeg redde jer og besejre midjanitterne,” sagde Herren til Gideon. „Send alle de andre hjem!”8Så sendte Gideon de øvrige mænd hjem, men bad dem efterlade deres proviant og vædderhorn.9Om natten, mens midjanitterne sov trygt i deres lejr nede i dalen, sagde Herren til Gideon: „Stå op! Tag dine mænd og gå til angreb på midjanitterne, for jeg vil give dig sejr over dem.10Men hvis du er bange, kan du sammen med din våbendrager Pura snige dig ned til midjanitternes lejr11og lytte til, hvad der foregår. Det vil opmuntre dig og give dig mod til at gå til angreb.” I ly af mørket sneg Gideon og Pura sig nu af sted og nåede frem til udkanten af fjendens lejr.12Midjanitterne, amalekitterne og de øvrige ørkenfolk fra øst lå som en græshoppesværm ud over dalen—ja, de var talløse som sandet ved stranden, og der var flere kameler, end nogen kunne tælle.13Netop som Gideon listede sig hen til et telt, var en af krigerne derinde ved at fortælle en anden om en drøm, han havde haft: „Jeg drømte, at et bygbrød kom rullende hen mod lejren. Det ramte et telt, væltede det og maste det fuldstændigt.”14Den anden kriger svarede: „Det kan kun betyde én ting: At Gud vil give israelitten Gideon sejr over hele vores hær.”15Da Gideon hørte den samtale, bøjede han sig i tilbedelse til Gud. Så skyndte han sig tilbage til sine mænd og råbte: „Op med jer! Herren vil give jer sejr over midjanitternes hær!”16Så delte han sine 300 mænd i tre grupper og gav hver af mændene et vædderhorn og en lerkrukke med en brændende fakkel i.17-18Så forklarede han dem sin slagplan. „Når vi har placeret os rundt om deres lejr,” sagde han, „og mændene i min gruppe støder i hornene, skal I gøre det samme i de to andre grupper og råbe: For Herren og for Gideon!”19Samme nat kort efter det første vagtskifte nåede Gideon og hans 100 mænd udkanten af midjanitternes lejr. Pludselig stødte de i hornene og knuste lerkrukkerne, så faklerne lyste op i natten.20Mændene i de andre grupper fulgte straks deres eksempel. Med højre hånd holdt de hornene for munden, mens de holdt faklerne løftet i venstre hånd. Så råbte de: „Til kamp for Herren og for Gideon!”21Mens de blev stående på deres poster rundt om lejren, iagttog de, hvordan de midjanitiske krigere fór forvirret rundt og råbte og skreg.22Så snart Gideons mænd havde stødt i hornene, havde Herren nemlig bragt forvirring blandt fjendens hærafdelinger, så de begyndte at hugge hinanden ned fra den ene ende af lejren til den anden. De, som ikke blev dræbt, flygtede til Bet-ha-Shitta i retning af Serera, tæt ved Abel-Mehola over for Tabbat.23Derefter sendte Gideon bud efter mændene fra Naftalis, Ashers og Manasses stammer, for at de skulle sætte efter den flygtende hær.24Han sendte også bud til Efraims højland: „Kom ned og kæmp mod midjanitterne. Besæt vadestederne langs Jordanfloden helt til Bet-Bara, så de ikke kan flygte over floden.” Efraimitterne gjorde, som der blev sagt.25De tog to midjanitiske hærførere Oreb og Ze’eb til fange. Oreb blev dræbt ved den klippe, som er blevet opkaldt efter ham. Ze’eb blev dræbt ved vinpersen, der har fået navn efter ham. Derefter overbragte nogle af mændene de to hærføreres hoveder til Gideon på den vestlige side af Jordanfloden, mens resten genoptog forfølgelsen af midjanitterne.