Psalm 22 | Einheitsübersetzung 2016

Einheitsübersetzung 2016

Gottverlasssenheit und Rettung des todgeweihten Armen

1 Für den Chormeister. Nach der Weise Hinde der Morgenröte. Ein Psalm Davids. 2 Mein Gott, mein Gott, warum hast du mich verlassen, bleibst fern meiner Rettung, den Worten meines Schreiens? (Mt 27,46) 3 Mein Gott, ich rufe bei Tag, doch du gibst keine Antwort; und bei Nacht, doch ich finde keine Ruhe. 4 Aber du bist heilig, du thronst über dem Lobpreis Israels. (Jes 6,3) 5 Dir haben unsere Väter vertraut, sie haben vertraut und du hast sie gerettet. (Ps 25,2) 6 Zu dir riefen sie und wurden befreit, dir vertrauten sie und wurden nicht zuschanden. 7 Ich aber bin ein Wurm und kein Mensch, der Leute Spott, vom Volk verachtet. (Hi 25,6; Jes 41,14; Jes 53,3) 8 Alle, die mich sehen, verlachen mich, verziehen die Lippen, schütteln den Kopf: (Ps 109,25; Mt 27,39) 9 Wälze die Last auf den HERRN! Er soll ihn befreien, er reiße ihn heraus, wenn er an ihm Gefallen hat! (Mt 27,43; Weis 2,18) 10 Du bist es, der mich aus dem Schoß meiner Mutter zog, der mich anvertraut der Brust meiner Mutter. (Jes 44,2) 11 Von Geburt an bin ich geworfen auf dich, vom Mutterleib an bist du mein Gott. (Ps 71,6) 12 Sei mir nicht fern, denn die Not ist nahe und kein Helfer ist da! (Ps 22,20; Ps 35,22; Ps 38,22; Ps 40,14; Ps 71,12)

Ps 22,20Ps 35,22Ps 38,22Ps 40,14Ps 71,12

13 Viele Stiere haben mich umgeben, Büffel von Baschan mich umringt. 14 Aufgesperrt haben sie gegen mich ihren Rachen, wie ein reißender, brüllender Löwe. (Ps 17,12; 1Petr 5,8) 15 Hingeschüttet bin ich wie Wasser, gelöst haben sich all meine Glieder, mein Herz ist geworden wie Wachs, in meinen Eingeweiden zerflossen. 16 Meine Kraft ist vertrocknet wie eine Scherbe, / die Zunge klebt mir am Gaumen, du legst mich in den Staub des Todes. (Joh 19,28) 17 Denn Hunde haben mich umlagert, / eine Rotte von Bösen hat mich umkreist. Sie haben mir Hände und Füße durchbohrt.^[1] 18 Ich kann all meine Knochen zählen; sie gaffen und starren mich an. 19 Sie verteilen unter sich meine Kleider und werfen das Los um mein Gewand. (Mt 27,35; Joh 19,23) 20 Du aber, HERR, halte dich nicht fern! Du, meine Stärke, eile mir zu Hilfe! (Ps 22,12) 21 Entreiß mein Leben dem Schwert, aus der Gewalt der Hunde mein einziges Gut! 22 Rette mich vor dem Rachen des Löwen und vor den Hörnern der Büffel! - / Du hast mir Antwort gegeben. (Ps 17,12; 2Tim 4,17) 23 Ich will deinen Namen meinen Brüdern verkünden, inmitten der Versammlung dich loben. (Ps 9,15; Ps 22,26; Ps 26,12; Ps 35,18; Ps 40,10; Ps 107,32; Ps 109,30; Ps 111,1; Hebr 2,12)

Ps 9,15Ps 22,26Ps 26,12Ps 35,18Ps 40,10Ps 107,32Ps 109,30Ps 111,1Hebr 2,12

24 Die ihr den HERRN fürchtet, lobt ihn; / all ihr Nachkommen Jakobs, rühmt ihn; erschauert vor ihm, all ihr Nachkommen Israels! 25 Denn er hat nicht verachtet, nicht verabscheut des Elenden Elend. Er hat sein Angesicht nicht verborgen vor ihm; er hat gehört, als er zu ihm schrie. 26 Von dir kommt mein Lobpreis in großer Versammlung, ich erfülle mein Gelübde vor denen, die ihn fürchten. (Ps 66,13) 27 Die Armen sollen essen und sich sättigen; / den HERRN sollen loben, die ihn suchen. Aufleben soll euer Herz für immer. (Ps 69,33) 28 Alle Enden der Erde sollen daran denken/ und sich zum HERRN bekehren: Vor dir sollen sich niederwerfen alle Stämme der Nationen. (Jes 45,22; Tob 13,13) 29 Denn dem HERRN gehört das Königtum; er herrscht über die Nationen. (Ps 24,7) 30 Es aßen und warfen sich nieder alle Mächtigen der Erde. Alle, die in den Staub gesunken sind, sollen vor ihm sich beugen. Und wer sein Leben nicht bewahrt hat, 31 Nachkommen werden ihm dienen. Vom Herrn wird man dem Geschlecht erzählen, das kommen wird. / (Ps 48,14; Ps 71,18; Ps 78,3; Ps 102,19; Ps 145,4)

Ps 48,14Ps 71,18Ps 78,3Ps 102,19Ps 145,4

32 Seine Heilstat verkündet man einem Volk, das noch geboren wird: Ja, er hat es getan.

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica

En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp

1 Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David. 2 Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Hvorfor hjælper du mig ikke? Hvorfor lytter du ikke til mit skrig? 3 Dag efter dag råber jeg til dig, men du svarer mig ikke. Hver nat hører du min røst, men du giver mig ingen trøst. 4 Du sidder på din hellige trone, du er den, som Israel lovsynger. 5 Vore forfædre stolede på dig, og du reddede dem. 6 Du hørte deres nødråb og befriede dem, du skuffede aldrig deres tillid til dig. 7 Men jeg føler mig som en ussel orm, jeg bliver hånet og foragtet af alle. 8 Enhver, der ser mig, griner ad mig, ryster på hovedet eller vrænger ad mig. 9 „Er det ham, der stoler på Herren?” håner de. „Så lad os se, om Herren redder ham. Hvis Herren elsker ham så meget, så burde han gribe ind og frelse ham!” 10 Herre, du var der, da jeg blev født, du gav mig tryghed ved min mors bryst. 11 Fra fødslen har du været den, der hjalp mig, hele mit liv har du været min Gud. 12 Hold dig ikke borte fra mig nu, for jeg er undergangen nær, og ingen andre kan hjælpe mig. 13 Frygtindgydende fjender har omringet mig, som en hjord af vilde tyre fra Bashan. 14 Som sultne og brølende løver kommer de imod mig med åbent gab. 15 Min styrke er sivet bort som vand i sandet, alle mine knogler føles, som er de gået af led, mit hjerte hamrer i halsen på mig. 16 Mine læber er tørre som potteskår, min tunge klistrer til ganen, du har bragt mig til gravens rand. 17 Mine fjender kredser omkring mig som hunde, en bande af forbrydere omringer mig. De har gennemboret^[1] mine hænder og fødder. 18 Jeg kan tælle alle mine knogler. Med skadefryd stirrer fjenderne på mig. 19 De deler mine klæder imellem sig og trækker lod om min kjortel. 20 Herre, hold dig ikke på afstand. Du er min redning, kom mig til hjælp. 21 Frels mig fra døden, red mig fra de vilde hunde. 22 Lad mig undslippe løvens gab, lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn. Gud, du har hørt min bøn. 23 Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd, jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling. 24 Pris Herren, I, der kender ham, giv ham ære, Jakobs efterkommere, vis ham ærefrygt, Israels folk, 25 for han lod ikke den fortvivlede i stikken, han vendte sig ikke bort og gik sin vej. Han lyttede til mit råb om hjælp. 26 Jeg vil lovsynge dig, når folket samles, jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk. 27 De ydmyge skal spise og alle blive mætte, de, som beder dig om hjælp, skal prise dig. Må de altid leve under din velsignelse. 28 Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre, alle folkeslag skal komme og tilbede dig. 29 For magten tilhører dig, du er Konge over alle nationer. 30 Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig. Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig. 31 Jeg vil leve for dig, og min slægt skal tjene dig. De kommende generationer skal høre om dine underfulde gerninger. 32 De skal fortælle om din nåde og frelse til slægter, som endnu ikke er født.