1Die Pharisäer und einige Schriftgelehrte, die aus Jerusalem gekommen waren, versammelten sich bei Jesus. (Mt 15,1)2Sie sahen, dass einige seiner Jünger ihr Brot mit unreinen, das heißt mit ungewaschenen Händen aßen. (Lk 11,38; Kol 2,21)3Die Pharisäer essen nämlich wie alle Juden nur, wenn sie vorher mit einer Handvoll Wasser die Hände gewaschen haben; so halten sie an der Überlieferung der Alten fest.4Auch wenn sie vom Markt kommen, essen sie nicht, ohne sich vorher zu waschen. Noch viele andere überlieferte Vorschriften halten sie ein, wie das Abspülen von Bechern, Krügen und Kesseln. (Mt 23,25)5Die Pharisäer und die Schriftgelehrten fragten ihn also: Warum halten sich deine Jünger nicht an die Überlieferung der Alten, sondern essen ihr Brot mit unreinen Händen?6Er antwortete ihnen: Der Prophet Jesaja hatte Recht mit dem, was er über euch Heuchler sagte, wie geschrieben steht: Dieses Volk ehrt mich mit den Lippen, sein Herz aber ist weit weg von mir. (Jes 29,13)7Vergeblich verehren sie mich; was sie lehren, sind Satzungen von Menschen.8Ihr gebt Gottes Gebot preis und haltet euch an die Überlieferung der Menschen.9Und weiter sagte Jesus: Sehr geschickt setzt ihr Gottes Gebot außer Kraft, um eure eigene Überlieferung aufzurichten.[1]10Denn Mose hat gesagt: Ehre deinen Vater und deine Mutter! und: Wer Vater oder Mutter schmäht, soll mit dem Tod bestraft werden. (2Mo 20,12; 2Mo 21,17; 3Mo 20,9; 5Mo 5,16)11Ihr aber lehrt: Wenn einer zu seinem Vater oder seiner Mutter sagt: Korbán - das heißt: Weihgeschenk sei, was du von mir als Unterstützung erhalten solltest -, (4Mo 30,3; 5Mo 23,22)12dann lasst ihr ihn nichts mehr für Vater oder Mutter tun.13So setzt ihr durch eure eigene Überlieferung Gottes Wort außer Kraft. Und ähnlich handelt ihr in vielen Fällen.14Dann rief er die Leute wieder zu sich und sagte: Hört mir alle zu und begreift, was ich sage!15-16Nichts, was von außen in den Menschen hineinkommt, kann ihn unrein machen, sondern was aus dem Menschen herauskommt, das macht ihn unrein.[2]17Er verließ die Menge und ging in ein Haus. Da fragten ihn seine Jünger nach dem Sinn dieses rätselhaften Wortes.18Er antwortete ihnen: Begreift auch ihr nicht? Versteht ihr nicht, dass das, was von außen in den Menschen hineinkommt, ihn nicht unrein machen kann?19Denn es gelangt ja nicht in sein Herz, sondern in den Magen und wird wieder ausgeschieden. Damit erklärte Jesus alle Speisen für rein.20Weiter sagte er: Was aus dem Menschen herauskommt, das macht ihn unrein.21Denn von innen, aus dem Herzen der Menschen, kommen die bösen Gedanken, Unzucht, Diebstahl, Mord,22Ehebruch, Habgier, Bosheit, Hinterlist, Ausschweifung, Neid, Lästerung, Hochmut und Unvernunft.23All dieses Böse kommt von innen und macht den Menschen unrein.
Der Glaube der heidnischen Frau
24Jesus brach auf und zog von dort in das Gebiet von Tyrus. Er ging in ein Haus, wollte aber, dass niemand davon erfuhr; doch es konnte nicht verborgen bleiben. (Mt 15,21)25Eine Frau, deren Tochter von einem unreinen Geist besessen war, hörte von ihm; sie kam sogleich herbei und fiel ihm zu Füßen.26Die Frau, von Geburt Syrophönizierin, war eine Heidin. Sie bat ihn, aus ihrer Tochter den Dämon auszutreiben.[3]27Da sagte er zu ihr: Lasst zuerst die Kinder satt werden; denn es ist nicht recht, das Brot den Kindern wegzunehmen und den kleinen Hunden vorzuwerfen.28Sie erwiderte ihm: Herr! Aber auch die kleinen Hunde unter dem Tisch essen von den Brotkrumen der Kinder.29Er antwortete ihr: Weil du das gesagt hast, sage ich dir: Geh nach Hause, der Dämon hat deine Tochter verlassen!30Und als sie nach Hause kam, fand sie das Kind auf dem Bett liegen und sah, dass der Dämon es verlassen hatte.
Die Heilung eines Tauben
31Jesus verließ das Gebiet von Tyrus wieder und kam über Sidon an den See von Galiläa, mitten in das Gebiet der Dekapolis.32Da brachten sie zu ihm einen, der taub war und stammelte, und baten ihn, er möge ihm die Hand auflegen.33Er nahm ihn beiseite, von der Menge weg, legte ihm die Finger in die Ohren und berührte dann die Zunge des Mannes mit Speichel; (Mk 8,23)34danach blickte er zum Himmel auf, seufzte und sagte zu ihm: Effata!, das heißt: Öffne dich!35Sogleich öffneten sich seine Ohren, seine Zunge wurde von ihrer Fessel befreit und er konnte richtig reden.36Jesus verbot ihnen, jemandem davon zu erzählen. Doch je mehr er es ihnen verbot, desto mehr verkündeten sie es.37Sie staunten über alle Maßen und sagten: Er hat alles gut gemacht; er macht, dass die Tauben hören und die Stummen sprechen. (1Mo 1,31; Jes 35,5)
1En dag kom der nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at holde Jesus under observation. (Mt 15,1)2De lagde mærke til, at nogle af hans disciple spiste med „vanhellige”, dvs. uvaskede hænder.3-4Jøderne—og ikke mindst farisæerne—var nemlig meget nøjeregnende med at overholde forfædrenes overleveringer, bl. a. de mange forskrifter for, hvordan man skulle rense kobberskåle, kander og krus,[1] som var blevet urene, og hvordan man skulle rense hænderne på en bestemt måde, når man kom hjem fra markedspladsen, eller når man skulle til at spise. (3Mo 15,4)5Farisæerne og de skriftlærde spurgte nu Jesus: „Hvorfor følger dine disciple ikke de regler, vores forfædre har pålagt os? De spiser jo med vanhellige hænder!”6„I er nogle hyklere!” udbrød Jesus. „Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajas’ bog: ‚Dette folk ærer mig i det ydre, men deres hjerte er fjernt fra mig.7Det er forgæves, de dyrker mig, når deres lære blot er menneskebud.’[2] (Jes 29,13)8De ord passer på jer, for I tilsidesætter Guds bud og følger menneskelige traditioner i stedet for.9Hvor smukt af jer at ophæve Guds befalinger for at kunne overholde jeres egne traditioner!10For eksempel gav Moses jer følgende befaling fra Gud: ‚Du skal ære din far og din mor!’ Han sagde også: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø.’[3] (2Mo 20,12)11Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’12så har man lov til at lade være med at hjælpe sine forældre.13På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner. Det er bare ét eksempel ud af mange.”
Hvad gør et menneske urent i Guds øjne?
14Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter, alle sammen! Prøv at forstå, hvad jeg siger: (Mt 15,10)15Det er ikke det, som udefra kommer ind i et menneske, der gør det urent i Guds øjne. Tværtimod—det er det, som kommer ud inde fra mennesket, der gør det urent.16Lad dem høre, som har øre!”[4]17Jesus gik derefter ind i det hus, hvor han holdt til, for at slippe bort fra folkemængden, og hans disciple spurgte ham, hvad meningen var med det billede.18„Forstår I stadig ingenting?” sagde Jesus. „Så hør her: Det er jo ikke den mad, som udefra kommer ind i et menneske, der gør et menneskes tanker urene,19for maden kommer ned i maven og forsvinder ud igen.” Ved at sige det erklærede han, at al slags mad var acceptabel i Guds øjne.20Han tilføjede: „Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre,21dvs. de onde tanker, som fører til: seksuel synd, tyveri, mord,22utroskab, griskhed, ondskab, bedragerier, udsvævelser, misundelse, bagvaskelse, arrogance og tåbelig snak.23Alle disse onde ting kommer indefra og forurener menneskene.”
En ikke-jødisk kvindes tro
24Derefter forlod Jesus og disciplene Galilæa og kom til egnene omkring Tyrus. Der fandt de et hus at bo i og ville gerne være forblevet ubemærket. Men det var umuligt. (Mt 15,21)25-26Jesus blev straks opsøgt af en ikke-jødisk kvinde fra egnen, som havde hørt om ham. Hun havde en datter, som var plaget af en ond ånd, og hun kom nu og faldt på knæ foran Jesus og bønfaldt ham om at uddrive den onde ånd af hendes datter.27Jesus sagde til hende: „Jeg må først tage mig af mine egne ‚børn’, jøderne. Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”28„Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene ind under bordet og spiser de krummer, som børnene taber.”29Så sagde Jesus til hende: „Fordi du svarede på den måde, skal du få, hvad du bad om. Gå nu blot hjem. Den onde ånd har forladt din datter.”30Da hun kom hjem, lå hendes datter roligt i sengen. Den onde ånd var forsvundet.
Jesus helbreder en døvstum mand, som ikke var jøde
31Fra Tyrus gik Jesus via Sidon til Dekapolis’ egne øst for Genesaret Sø. (Mt 15,29)32En døv mand, der tillige havde svært ved at tale, blev ført hen til ham, og man bad Jesus om at lægge hænderne på ham og helbrede ham.33Jesus tog ham lidt afsides og stak fingrene i ørerne på ham. Dernæst spyttede han på fingrene og rørte ved mandens tunge,34så op mod himlen, sukkede dybt og sagde: „Luk dig op!”35Straks kunne manden høre alt, hvad der blev sagt, og det, der havde hæmmet hans tale, forsvandt, så han kunne tale tydeligt.36Jesus forbød de tilstedeværende at sige det til nogen. Men jo mere han forbød det, desto ivrigere fortalte de om det,37for de var ude af sig selv af forundring. „Han kan klare alt!” sagde folk til hinanden. „Han helbreder både de stumme og de døve.”