1Im Todesjahr des Königs Usija, da sah ich den Herrn auf einem hohen und erhabenen Thron sitzen und die Säume seines Gewandes füllten den Tempel aus.2Serafim standen über ihm. Sechs Flügel hatte jeder: Mit zwei Flügeln bedeckte er sein Gesicht, mit zwei bedeckte er seine Füße und mit zwei flog er.[1]3Und einer rief dem anderen zu und sagte:
Heilig, heilig, heilig ist der HERR der Heerscharen. / Erfüllt ist die ganze Erde von seiner Herrlichkeit.4Und es erbebten die Türzapfen in den Schwellen vor der Stimme des Rufenden und das Haus füllte sich mit Rauch.5Da sagte ich: Weh mir, denn ich bin verloren. Denn ein Mann unreiner Lippen bin ich und mitten in einem Volk unreiner Lippen wohne ich, denn den König, den HERRN der Heerscharen, haben meine Augen gesehen.[2]6Da flog einer der Serafim zu mir und in seiner Hand war eine glühende Kohle, die er mit einer Zange vom Altar genommen hatte.7Er berührte damit meinen Mund und sagte:
Siehe, dies hat deine Lippen berührt, so ist deine Schuld gewichen / und deine Sünde gesühnt.8Da hörte ich die Stimme des Herrn, der sagte: Wen soll ich senden? Wer wird für uns gehen? Ich sagte: Hier bin ich, sende mich!9Da sagte er:
Geh und sag diesem Volk: / Hören sollt ihr, hören, aber nicht verstehen. / Sehen sollt ihr, sehen, aber nicht erkennen. (Mt 13,14; Joh 12,39; Apg 28,25)10Verfette das Herz dieses Volkes, / mach schwer seine Ohren, / verkleb seine Augen,
damit es mit seinen Augen nicht sieht, / mit seinen Ohren nicht hört,
damit sein Herz nicht zur Einsicht kommt / und es sich nicht bekehrt und sich so Heilung verschafft.11Da sagte ich: Wie lange, Herr? / Er sagte:
Bis die Städte verödet sind und unbewohnt, / die Häuser menschenleer, / bis das Ackerland zur Wüste verödet ist. (Jes 5,9)12Der HERR wird / die Menschen entfernen, / sodass die Verlassenheit groß ist inmitten des Landes.13Bleibt darin noch ein Zehntel, / so soll es erneut abgeweidet werden,
wie bei einer Eiche oder Terebinthe, / von denen beim Fällen nur ein Stumpf bleibt. Heiliger Same ist sein Stumpf.
1I det år kong Uzzija døde, så jeg Herrens herlighed i et syn. Han sad på en meget høj trone, og slæbet på hans kappe fyldte hele Templet.2Han var omgivet af serafer, som hver havde seks vinger. Med de to vinger dækkede de ansigtet, med to andre dækkede de benene, og de to sidste brugte de, når de fløj.3De råbte til hinanden: „Hellig, hellig, hellig er Herren, den almægtige Gud! Hele jorden er fuld af hans herlighed!”4Templets dørstolper rystede ved deres høje råb, og rummet fyldtes med røg.5Da udbrød jeg: „Ak, det er ude med mig, for jeg er et syndigt menneske, som taler syndige ord og tilhører et syndigt og urent folk. Og dog har jeg nu set Herren, den Almægtige!”6Straks fløj en af seraferne hen til mig med et stykke glødende kul, som han havde taget fra alteret med en tang.7Han berørte mine læber med det og sagde: „Nu, hvor dette stykke kul har berørt dine læber, er din skyld taget bort og din synd tilgivet.”8Derpå sagde Herren: „Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” Jeg svarede straks: „Herre, det vil jeg! Send mig!”9Så fortsatte han: „Gå hen og sig til mit folk: ‚I hører, men forstår dog intet. I ser, men fatter dog intet.’10Folkets øjne dækkes til, så de intet ser. Deres ører stoppes til, så de intet hører. Deres hjerter lukkes af, så de ikke føler anger eller skyld— ellers ville de komme til mig, så jeg kunne helbrede dem.”[1]11„Hvor længe skal det være sådan, Herre?” spurgte jeg. Han svarede: „Indtil byerne er ødelagt og uden indbyggere. Indtil husene står tomme, og landet ligger øde hen.”12Herren vil sende folket langt bort, og landet bliver folketomt.13Skulle der blive en tiendedel tilbage i landet, vil de også blive udryddet. Israel vil blive som en træstub, der står tilbage, når et stort træ er blevet fældet. Men fra den stub skal der vokse et helligt rodskud.