von Katholisches Bibelwerk1In der Gemeinde von Antiochia gab es Propheten und Lehrer: Barnabas und Simeon, genannt Niger, Lucius von Kyrene, Manaën, ein Jugendgefährte des Tetrarchen Herodes, und Saulus. (Röm 16,21)2Als sie zu Ehren des Herrn Gottesdienst feierten und fasteten, sprach der Heilige Geist: Wählt mir Barnabas und Saulus zu dem Werk aus, zu dem ich sie berufen habe! (1Kor 9,6)3Da fasteten und beteten sie, legten ihnen die Hände auf und ließen sie ziehen. (Apg 6,6; Apg 14,23; 1Tim 4,14; 2Tim 1,6)
Die erste Missionsreise von Antiochia über Zypern bis Perge
4Vom Heiligen Geist ausgesandt, zogen sie nach Seleukia hinab und segelten von da nach Zypern.5Als sie in Salamis angekommen waren, verkündeten sie das Wort Gottes in den Synagogen der Juden. Johannes hatten sie als Helfer bei sich. (Apg 12,12; Apg 15,37)6Sie durchzogen die ganze Insel bis Paphos. Dort trafen sie einen Mann namens Barjesus, einen Zauberer und falschen Propheten, der Jude war7und zum Gefolge des Prokonsuls Sergius Paulus, eines verständigen Mannes, gehörte. Dieser ließ Barnabas und Saulus rufen und wünschte, von ihnen das Wort Gottes zu hören.8Aber Elymas, der Zauberer - so wird nämlich sein Name übersetzt -, trat gegen sie auf und suchte den Prokonsul vom Glauben abzuhalten.9Aber Saulus, der auch Paulus heißt, blickte ihn, vom Heiligen Geist erfüllt, an10und sagte: Du elender und gerissener Betrüger, du Sohn des Teufels, du Feind aller Gerechtigkeit, willst du nicht endlich aufhören, die geraden Wege des Herrn zu verdrehen? (Apg 16,17; Apg 18,25; Apg 22,4; Apg 24,22)11Und siehe, jetzt kommt die Hand des Herrn über dich. Du wirst blind sein und eine Zeit lang die Sonne nicht mehr sehen. Im selben Augenblick fiel Finsternis und Dunkel auf ihn, er tappte umher und suchte jemanden, der ihn an der Hand führte.12Als der Prokonsul sah, was geschehen war, wurde er gläubig, denn er war voll Staunen über die Lehre des Herrn. (Mt 7,28; 2Joh 1,9)13Von Paphos fuhr Paulus mit seinen Begleitern ab und kam nach Perge in Pamphylien. Johannes aber trennte sich von ihnen und kehrte nach Jerusalem zurück. (Apg 13,5)
Das Wirken des Barnabas und des Paulus in Antiochia in Pisidien
14Sie selbst wanderten von Perge weiter und kamen nach Antiochia in Pisidien. Dort gingen sie am Sabbat in die Synagoge und setzten sich. (Lk 4,16; Apg 15,21)15Nach der Lesung aus dem Gesetz und den Propheten schickten die Synagogenvorsteher zu ihnen und ließen ihnen sagen: Brüder, wenn ihr ein Wort des Zuspruchs für das Volk habt, so redet!16Da stand Paulus auf, gab mit der Hand ein Zeichen und sagte: Ihr Israeliten und ihr Gottesfürchtigen, hört![1]17Der Gott dieses Volkes Israel hat unsere Väter erwählt und das Volk in der Fremde erhöht, im Land Ägypten; er hat sie mit hoch erhobenem Arm von dort herausgeführt (2Mo 6,1; 5Mo 4,34; 5Mo 5,15)18und etwa vierzig Jahre durch die Wüste getragen. (2Mo 16,35; 4Mo 14,33; 5Mo 1,31)19Sieben Völker hat er im Land Kanaan vernichtet und ihr Land ihnen zum Besitz gegeben, (5Mo 7,1)20für etwa vierhundertfünfzig Jahre. Danach hat er ihnen Richter gegeben bis zum Propheten Samuel.21Dann verlangten sie einen König und Gott gab ihnen Saul, den Sohn des Kisch, einen Mann aus dem Stamm Benjamin, für vierzig Jahre. (1Sam 8,5; 1Sam 10,21)22Nachdem er ihn verworfen hatte, erhob er David zu ihrem König, von dem er bezeugte: Ich habe David, den Sohn des Isai, als einen Mann nach meinem Herzen gefunden, der alles, was ich will, vollbringen wird. (1Sam 13,14; Ps 89,21; Jes 44,28)23Aus seinem Geschlecht hat Gott dem Volk Israel, der Verheißung gemäß, Jesus als Retter geschickt. (2Sam 7,12; Jes 11,1)24Vor dessen Auftreten hat Johannes dem ganzen Volk Israel eine Taufe der Umkehr verkündet. (Lk 3,3; Apg 10,37)25Als Johannes aber seinen Lauf vollendet hatte, sagte er: Ich bin nicht der, für den ihr mich haltet; aber siehe, nach mir kommt einer, dem die Sandalen von den Füßen zu lösen ich nicht wert bin. (Lk 3,16)26Brüder, ihr Söhne aus Abrahams Geschlecht und ihr Gottesfürchtigen! Uns wurde das Wort dieses Heils gesandt.27Denn die Einwohner von Jerusalem und ihre Führer haben Jesus nicht erkannt, aber sie haben die Worte der Propheten, die an jedem Sabbat vorgelesen werden, erfüllt und haben ihn verurteilt. (Lk 4,16; Lk 23,34; Joh 16,3; Apg 3,17; 1Tim 1,13)28Obwohl sie nichts fanden, wofür er den Tod verdient hätte, forderten sie von Pilatus seine Hinrichtung. (Lk 23,4)29Als sie alles vollbracht hatten, was in der Schrift über ihn gesagt ist, nahmen sie ihn vom Kreuzesholz und legten ihn ins Grab.30Gott aber hat ihn von den Toten auferweckt31und er ist viele Tage hindurch denen erschienen, die mit ihm zusammen von Galiläa nach Jerusalem hinaufgezogen waren und die jetzt vor dem Volk seine Zeugen sind.32So verkünden wir euch das Evangelium: Gott hat die Verheißung, die an die Väter ergangen ist, (Röm 1,4)33an uns, ihren Kindern, erfüllt, indem er Jesus auferweckt hat, wie es im zweiten Psalm heißt: Mein Sohn bist du, heute habe ich dich gezeugt. (Ps 2,7)34Dass er ihn aber von den Toten auferweckt hat, um ihn nicht mehr zur Verwesung zurückkehren zu lassen, hat er so ausgedrückt: Ich will euch die Heilsgaben gewähren, die ich David fest zugesagt habe. (Jes 55,3)35Darum sagt er auch an einer anderen Stelle: Du lässt deinen Heiligen nicht die Verwesung schauen. (Ps 16,10; Apg 2,27)36David aber ist, nachdem er seinen Zeitgenossen gedient hatte, nach Gottes Willen entschlafen und mit seinen Vätern vereint worden. Er hat die Verwesung gesehen;37der aber, den Gott auferweckte, hat die Verwesung nicht gesehen.38Ihr sollt also wissen, meine Brüder: Durch diesen wird euch die Vergebung der Sünden verkündet und in allem, worin euch das Gesetz des Mose nicht gerecht machen konnte, (Apg 10,43; Röm 8,3; Gal 2,16; Hebr 9,9; Hebr 10,1)39wird jeder, der glaubt, durch ihn gerecht gemacht. (Röm 10,4)40Gebt also Acht, dass nicht eintrifft, was bei den Propheten gesagt ist:41Schaut hin, ihr Verächter, staunt und vergeht! Denn ich vollbringe in euren Tagen eine Tat - würde man euch von dieser Tat erzählen, ihr glaubtet es nicht. (Hab 1,5)42Als sie hinausgingen, bat man sie, am nächsten Sabbat über diese Worte zu ihnen zu sprechen.43Und als die Versammlung sich aufgelöst hatte, schlossen sich viele Juden und fromme Proselyten Paulus und Barnabas an. Diese redeten ihnen zu und ermahnten sie, der Gnade Gottes treu zu bleiben.44Am folgenden Sabbat versammelte sich fast die ganze Stadt, um das Wort des Herrn zu hören.45Als die Juden die Scharen sahen, wurden sie eifersüchtig, widersprachen den Worten des Paulus und stießen Lästerungen aus.46Paulus und Barnabas aber erklärten freimütig: Euch musste das Wort Gottes zuerst verkündet werden. Da ihr es aber zurückstoßt und euch selbst des ewigen Lebens für unwürdig erachtet, siehe, so wenden wir uns jetzt an die Heiden. (Mt 10,6; Apg 3,26; Apg 18,6; Röm 1,16)47Denn so hat uns der Herr aufgetragen:
Ich habe dich zum Licht für die Völker gemacht,
bis an das Ende der Erde sollst du das Heil sein. (Jes 42,6; Jes 49,6)48Als die Heiden das hörten, freuten sie sich und priesen das Wort des Herrn; und alle wurden gläubig, die für das ewige Leben bestimmt waren.49Das Wort des Herrn aber verbreitete sich in der ganzen Gegend. (2Thess 3,1)50Die Juden jedoch hetzten die vornehmen gottesfürchtigen Frauen und die Ersten der Stadt auf, veranlassten eine Verfolgung gegen Paulus und Barnabas und vertrieben sie aus ihrem Gebiet. (Apg 14,5; 1Thess 2,15; 2Tim 3,11)51Diese aber schüttelten gegen sie den Staub von ihren Füßen und zogen nach Ikonion. (Mt 10,14; Lk 9,5)52Und die Jünger wurden mit Freude und Heiligem Geist erfüllt.
Saul og Barnabas bliver udsendt på deres første missionsrejse
1I menigheden i Antiokia var der en række profeter og lærere. Der var Barnabas, Simeon Niger, Lukius fra Kyrene, samt Manaen, der var opvokset sammen med Herodes Antipas, og endelig var der Saul.2En dag, da menigheden holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: „Udtag Barnabas og Saul til den opgave, som jeg har udvalgt dem til!”3Menigheden fortsatte derefter i bøn og faste, og de lagde hænderne på dem for at sende dem af sted med Guds velsignelse.
Første stop: Cypern
4Efter at Barnabas og Saul på den måde var udsendt af Helligånden, tog de ned til Seleukia, hvorfra de sejlede til Cypern.5Da skibet lagde til i den østlige havneby Salamis, gik de fra borde og opsøgte øens jødiske synagoger, hvor de forkyndte Guds ord. De havde taget Johannes Markus med på rejsen som deres hjælper.6De vandrede tværs over øen, indtil de kom til den vestlige havneby Pafos. Her traf de en jødisk troldmand og falsk profet, der hed Bar-Jesus.7Han holdt til hos guvernøren, Sergius Paulus, som for øvrigt var en begavet mand. Guvernøren inviterede Barnabas og Saul på besøg, for han ville gerne høre Guds ord.8Men Bar-Jesus, der også var kendt som Elimas,[1] modarbejdede dem og prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro.9Saul, som også kaldes Paulus, blev da fyldt med Helligåndens kraft. Han så fast på Elimas og sagde:10„Du er et Djævelens barn, fuld af løgn og bedrag, modstander af alt, hvad der er ret og rigtigt. Hvornår vil du holde op med at modarbejde Herrens planer?11Nu vil Herren straffe dig ved at gøre dig blind for en tid!” I det samme blev alt mørkt omkring ham, så han begyndte at famle rundt for at finde en, der kunne lede ham ved hånden.12Da guvernøren så det mirakel, kom han til tro, så forbløffet var han over den kraft, der fulgte med budskabet om Herren.
Videre til Antiokia i Pisidien
13Paulus og hans ledsagere sejlede derefter ud fra Pafos og ankom til havnebyen Perge i provinsen Pamfylien i Lilleasien. Her forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem.14Men Barnabas og Paulus fortsatte til fods ind i landet til Antiokia i provinsen Pisidien. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig.15Efter den foreskrevne oplæsning fra Toraen og Profetbøgerne sendte synagogens ledere en besked over til dem: „Venner, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig frem!”16Paulus rejste sig, løftede hånden for at få ro og sagde så: „Israelitter og gudfrygtige grækere, hør, hvad jeg har at sige!17Israels Gud udvalgte vores stamfædre, og han gjorde folket talrigt, da de levede som fremmede i Egypten. Derefter førte han dem ud af Egypten med stor kraft,18og han viste stor tålmodighed over for dem under de 40 års ørkenvandring.19-20Han udryddede syv folkeslag i Kana’an og hjalp vores forfædre til at indtage hele det lovede land i løbet af ca. 450 år. Derefter gav han dem en række dommere til at lede landet indtil profeten Samuel.21-22Men så tiggede folket om at få en konge, og Gud gav dem Saul, en søn af Kish fra Benjamins stamme. Han regerede i 40 år, indtil Gud fjernede ham og i stedet gav dem David til konge. Om ham har Gud sagt: ‚David, Isajs søn, er en mand, jeg kan stole på. Han vil gøre min vilje i alle ting.’[2] (1Sam 13,14)23Af Davids slægt har Gud nu udvalgt og sendt en frelser til Israels folk, sådan som han lovede, og det er Jesus.[3] (1Mo 22,18; Jes 11,1; Gal 3,16)24Men før Jesus begyndte sit virke, forkyndte Johannes Døber for hele Israels folk, at de skulle vende om fra deres synder og lade sig døbe.25Da Johannes var ved at have afsluttet sin gerning, sagde han til folket: ‚Jeg er ikke den Messias, I venter på. Men han kommer snart, og jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler.’26Hør, venner, budskabet om frelse gælder både jer, som er Abrahams fysiske efterkommere, og jer grækere, som har ærefrygt for Gud.27Jerusalems indbyggere og de jødiske ledere tog ikke imod Frelseren. De accepterede ham ikke som Messias, men dømte ham til døden og opfyldte derved profeternes ord, som bliver oplæst sabbat efter sabbat.28Selv om de ikke kunne finde nogen gyldig grund til at dømme ham til døden, fik de alligevel Pilatus til at slå ham ihjel.29Da alle disse profetier således var gået i opfyldelse, blev han taget ned fra korset og lagt i en gravhule.30Men Gud oprejste ham fra de døde,31og i dagene derefter viste han sig flere gange for dem, der havde fulgt ham fra Galilæa til Jerusalem. De vidner nu offentligt om, hvad de har set.32-33Vi står her i dag for at fortælle jer det glædelige budskab: Guds løfte til forfædrene er nu gået i opfyldelse for deres efterkommere. Det skete ved, at han sendte os Jesus som den lovede Profet.[4] Det står også omtalt i Salme 2: ‚Du er min Søn, i dag er jeg blevet din Far.’[5] (5Mo 18,15; Ps 2,7; Apg 3,22; Hebr 1,5)34Men det, at Jesus skulle opstå fra de døde, og at hans krop ikke skulle gå i forrådnelse, er antydet blandt andet i følgende skriftsted: ‚Jeg vil give jer de hellige, troværdige løfter, jeg gav David.’[6] (Jes 55,3)35Løftet forklares ud fra en anden salme, hvor der står: ‚Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.’[7] (Ps 16,10; Apg 2,27)36Der er ikke tale om David her, for efter at han havde tjent sin egen samtid ved at udføre Guds planer, døde han og blev begravet, og han er gået i forrådnelse.37Men der er tale om den hellige Tjener, som Gud nu har oprejst fra de døde. Hans krop er jo ikke gået i forrådnelse.38-39I skal vide, kære venner, at det er gennem Jesus, det er blevet muligt at få tilgivelse for sine synder. Det er ved at tro på ham, at enhver kan opnå Guds accept, noget som I aldrig kan opnå ved at forsøge at overholde de jødiske love og regler.[8]40Men pas på, for hvis I ikke tager imod budskabet i tro, så går det jer, som der står et sted i de profetiske bøger:41‚Luk øjnene op, I vantro mennesker! I vil blive stumme af undren og gå til grunde! For jeg gør noget i jeres samtid, som I ikke vil tro på, når I får det fortalt.’[9]” (Hab 1,5)42Da mødet i synagogen var forbi, var der mange, som bad Paulus og Barnabas om at komme igen den følgende sabbat for at fortælle mere.43En del jøder og grækere fra synagogen kom til tro på Jesus, og de fulgte med Paulus og Barnabas, som talte videre med dem og opmuntrede dem til at holde fast ved Guds nåde.44Ugen efter var næsten hele byen stuvet sammen i synagogen for at høre dem forkynde om Herren.45Da de jødiske ledere så det vældige opbud af mennesker, blev de jaloux og begyndte hånende at modsige alt, hvad Paulus sagde.46Paulus og Barnabas lod sig dog ikke kue, men sagde: „Vi var nødt til først at bringe budskabet fra Gud til jer, som er jøder. Men når I afviser det og ikke regner jer selv for værdige til at få del i det evige liv, ja, så vender vi os til dem, der ikke er jøder.47Herren har nemlig givet os følgende befaling: ‚Jeg har sat dig som et lys for folkeslagene, så du kan bringe min frelse til jordens fjerneste egne.’[10]” (Jes 49,6)48Da grækerne hørte det, blev de jublende glade og lovpriste Herren for det budskab, og alle, som var beredt til at opnå det evige liv, kom til tro.49Det var begyndelsen til, at Herrens ord blev kendt på hele den egn.50Nu fik de jødiske ledere ophidset de fornemme græske kvinder, som var gået over til jødedommen, samt byens ledende mænd. Det lykkedes dem at oppiske en så kraftig stemning imod Paulus og Barnabas, at de blev jaget ud af byen.51De to apostle rystede byens støv af deres fødder som et tegn på, at de overlod dem til deres egen skæbne, og rejste så videre til Ikonion.52Men disciplene i byen blev fyldt med glæde og med Helligåndens kraft.