4. Mosebog 21

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Da kongen af Arad i Negev hørte, at israelitterne kom op ad vejen mod Atarim, samlede han sin hær og angreb dem, og det lykkedes ham at tage en del af dem til fange. 2 Da lovede Israels folk højt og helligt Herren, at hvis han ville hjælpe dem med at besejre kongen af Arad og hans hær, ville de totalt udslette alle de kana’anæiske byer i området uden at tage noget bytte til sig selv. 3 Herren hørte deres bøn og gav dem sejr over kana’anæerne, så alle byerne og deres indbyggere blev udslettet. Stedet er siden kendt under navnet Horma.[1] 4 Derfra vendte israelitterne tilbage til Hors bjerg, hvorefter de fortsatte ad vejen mod Det Røde Hav i en bue uden om Edom. Men undervejs blev de utålmodige, 5 og de begyndte atter at kritisere både Gud og Moses. „Hvorfor førte du os ud af Egypten?” klagede de. „Var det for at lade os dø her i ørkenen? Her er jo hverken vand eller mad—og vi er trætte af den evindelige manna.” 6 Da sendte Herren giftslanger imod dem, og mange blev bidt og døde. 7 Nu kom folket til Moses og sagde: „Vi har syndet ved at gøre oprør mod dig og Herren. Bed Herren om at fjerne slangerne fra os.” Da gik Moses i forbøn for folket, 8 og Herren sagde Moses: „Lav en slange af kobber[2] og hæng den op på en stang—så skal alle, som ser hen på den, leve, selvom de er blevet bidt af giftslangerne.” 9 Så lavede Moses en kobberslange og satte den op på en stang. Og alle, som så hen på den, når de var blevet bidt af en slange, reddede livet. 10 Derefter rejste Israels folk videre og slog lejr ved Obot. 11 Fra Obot tog de til Ijje-ha-Abarim i ørkenen umiddelbart øst for Moab, 12 og videre til Zereddalen, hvor de igen slog lejr. 13 Fra Zereddalen rejste de videre mod nord til det øde område på den anden side af Arnonfloden ved grænsen til amoritternes land. Arnonfloden danner grænse mellem moabitterne og amoritterne. 14 „Bogen om Herrens krige” nævner byen Vaheb med dens bække i Sufaområdet i Arnonflodens kløft, 15 som strækker sig langs grænsen til Moab helt til byen Ar. 16 Derfra rejste israelitterne til Be’er.[3] Det var ved dette vandsted, at Herren sagde til Moses: „Kald folket sammen, så vil jeg give dem vand.” 17-18 Episoden står beskrevet i følgende sang: „Du ældgamle brønd, hvor kilden fremsprang, vi viser vor glæde ved at synge en sang. Denne brønd lod stormænd grave, fyrster med scepter og herskerstave.” Så forlod de ørkenen og fortsatte gennem Mattana, 19 Nahaliel og Bamot 20 og videre gennem dalen i Moabs højland, hvorfra man kan se ørkenen og Pisgas bjergtinder længere borte. 21 Da sendte Israel følgende budskab til amoritterkongen Sihon: 22 „Giv os tilladelse til at rejse igennem dit land. Vi lover, at vi ikke vil nedtrampe jeres marker og vingårde eller drikke jeres vand, men holde os på Kongevejen, så længe vi er i jeres land.” 23 Men kong Sihon gav dem ikke lov. I stedet samlede han sin hær og rykkede ud mod israelitterne i ørkenen. Ved Jahatz mødtes de to hære, 24 og Israel huggede amoritterne ned. Derefter besatte de området fra Arnonfloden i syd til Jabbokfloden mod nord og ud til ammonitternes område mod øst, men ikke længere, for ammonitternes grænse var stærkt befæstet. 25-26 Israelitterne indtog således amoritternes byer, og de slog sig ned i disse byer, også i Heshbon, kong Sihons residensby, og i området op til Arnonfloden, der tidligere havde tilhørt moabitterne, men som kong Sihon havde erobret. 27-30 Den gamle digter udtrykker det sådan: „Kom til Heshbon, Sihons by som nu bygges op på ny. Ild fór ud fra Heshbon, flammer skød frem fra Sihon. Moabs byer gik op i røg, Arnons fjelde, hver en høj. Moabitter, nu er det forbi med jeres Kemosh-afguderi. Han sendte jo jer alle på flugt, kvinder blev fanger—åh, hvor smukt! Men vi erobred’ Heshbon, indtog landet op til Dibon. Vi dræbte dem helt til Nofa som ligger tæt ved Medeba.” 31-32 Mens Israels folk opholdt sig i amoritternes land, sendte Moses nogle spioner ud for at undersøge, hvordan han lettest kunne indtage byen Jazer. Derefter angreb de byen og de omkringliggende landsbyer, og amoritterne måtte flygte. 33 Derefter satte de kursen nordpå mod Bashan, hvor kong Og straks mobiliserede sin hær og rykkede ud mod dem ved byen Edrei. 34 Men Herren sagde til Moses: „Du skal ikke være bange. Jeg vil udlevere kongen og hans hær og hans land til dig. Du skal gøre med ham, som du gjorde med amoritternes kong Sihon af Heshbon.” 35 Og ganske rigtigt: Israelitterne sejrede og dræbte kong Og, hans sønner og hans hær, så der ikke var en eneste overlevende tilbage. Således lykkedes det israelitterne at erobre hele området. 

4. Mosebog 21

Neue Genfer Übersetzung

fra Genfer Bibelgesellschaft
1 Der König von Arad im Süden Kanaans erfuhr, dass die Israeliten den Weg über Atarim[1] eingeschlagen hatten. Er griff sie an und nahm einige von ihnen gefangen. 2 Da legten die Israeliten vor dem HERRN ein Gelübde ab und versprachen: »Wenn du dieses Volk in unsere Gewalt gibst, dann werden wir an ihren Städten den Bann vollstrecken ´und sie zerstören`.« 3 Der HERR erhörte ihre Bitte und schenkte ihnen den Sieg über die Kanaaniter. Die Israeliten töteten ihre Feinde und zerstörten deren Städte bis auf den Grund.[2] Deshalb bekam die Stadt, die ´heute` dort liegt, den Namen Horma (»Vernichtung«). 4 Als die Israeliten vom Berg Hor aus weiterzogen, wandten sie sich zunächst wieder nach Süden in Richtung Schilfmeer, um das Land der Edomiter zu umgehen. Unterwegs verlor das Volk die Geduld[3]. 5 Sie erhoben schwere Vorwürfe gegen Gott und gegen Mose: »Warum habt ihr uns überhaupt aus Ägypten geholt? Damit wir hier in der Wüste sterben? Hier gibt es kein Brot und kein Wasser, und dieses elende Manna hängt uns zum Hals heraus!« 6 Da schickte der HERR giftige Schlangen[4] unter das Volk. Viele Israeliten wurden gebissen und starben. 7 Die Leute liefen zu Mose und sagten: »Wir haben Schuld auf uns geladen, als wir dem HERRN und dir Vorwürfe gemacht haben! Bitte den HERRN, dass er uns von den Schlangen befreit!« Mose betete für das Volk, 8 und der HERR sagte zu ihm: »Fertige eine Schlange ´aus Bronze` an und befestige sie ´oben` an einer Stange. Jeder, der gebissen wird, soll sie ansehen, dann bleibt er am Leben.« 9 Mose fertigte eine bronzene Schlange an und befestigte sie ´oben` an einer Stange. Von nun an blieb jeder, der gebissen wurde, am Leben, wenn er auf diese Schlange schaute. 10 Die Israeliten zogen weiter und schlugen ihr Lager in Obot auf. 11 Von dort zogen sie weiter nach Ije-Abarim, das in der Wüste östlich von Moab liegt. 12 Danach machten sie im Tal des Sered-Baches Halt. 13 Von dort ging es weiter in das Wüstengebiet nördlich des Flusses Arnon[5]. Der Arnon entspringt im Gebiet der Amoriter und bildet die Grenze zwischen den Moabitern und den Amoritern. 14 Das »Buch der Kriege des HERRN«[6] erwähnt diese Gegend mit den Worten: ». Waheb im Gebiet von Sufa, die Seitentäler des Arnons, 15 die Abhänge, die sich bis zur Gegend von Ar erstrecken und bis an das Bergland von Moab reichen.« 16 Vom Ufer des Arnons zogen die Israeliten weiter nach Beer (»Brunnen«). An diesem Brunnen hatte der HERR zu Mose gesagt: »Ruf das Volk zusammen, ich will ihnen Wasser geben!« 17 Damals sangen die Israeliten dieses Lied: »Brunnen, lass dein Wasser quellen! Dich besingen wir. 18 Fürsten haben dich gegraben, mit den Herrscherstäben in der Hand, Herrscher haben dich gebaut mit dem Zepter ihrer Macht.« Von der Wüste[7] zogen die Israeliten nach Mattana 19 und von dort über Nahaliël und Bamot-Baal 20 in das Tal, das im Gebiet der Moabiter liegt. Sie waren nun beim Berg Pisga angekommen, von dessen Gipfel man einen weiten Blick über die Jordanebene[8] hat. 21 Die Israeliten schickten Boten zu Sihon, dem König der Amoriter, und ließen ihm ausrichten: 22 »Gestatte uns, durch dein Land zu ziehen! Wir werden eure Äcker und Weinberge nicht betreten und kein Wasser aus euren Brunnen trinken. Wir bleiben auf der Königsstraße, bis wir dein Land durchquert haben.« 23 Aber Sihon erlaubte ihnen nicht, durch sein Land zu ziehen. Er rief sein Heer zusammen und zog Israel in der Wüste entgegen. Bei Jahaz kam es zur Schlacht. 24 Die Israeliten brachten ihm eine vernichtende Niederlage bei und besetzten sein Land vom Arnontal ´im Süden` bis zum Fluss Jabbok ´im Norden`. Am Jabbok begann das Gebiet der Ammoniter, deren Grenze gut gesichert war.[9] 25 Israel nahm Heschbon und die dazugehörigen Ortschaften sowie alle anderen Städte der Amoriter ein und ließ sich dort nieder. 26 Heschbon war die Residenz des Amoriterkönigs Sihon gewesen. Dieser hatte einst gegen den früheren moabitischen König gekämpft und dessen Gebiet bis zum Arnon eingenommen. 27 Darum sagen die Dichter: »Kommt nach Heschbon, zur Stadt Sihons! Baut sie ´wieder` auf und befestigt ihre Mauern! 28 Ein Feuer ging aus von Heschbon, Flammen schlugen aus der Stadt Sihons. Sie fraßen die Stadt Ar in Moab, den Sitz der Herrscher hoch über dem Arnon-Tal. 29 Wehe euch, ihr Moabiter! ´Euer Ende war beschlossen.` Kemosch, euer Gott, ließ euch im Stich.[10] Eure Männer machte er zu Flüchtlingen und eure Frauen zu Gefangenen, ´er gab euch` in die Hand des Amoriterkönigs Sihon. 30 Doch nun haben wir die Amoriter besiegt.[11] Zerstört sind ihre Städte von Heschbon bis nach Dibon. Bis nach Nofach haben wir sie verwüstet, bis nach Medeba ´sie verbrannt`.« 31 So ließen sich die Israeliten im Land der Amoriter nieder. 32 Mose schickte Männer los, um die Stadt Jaser zu erkunden. Die Israeliten eroberten die Stadt und ihre umliegenden Orte und vertrieben auch dort die Amoriter. 33 Dann zogen sie nach Norden in Richtung des Landes Baschan. Og, der König von Baschan, kam ihnen mit seinem Heer entgegen. Bei Edreï trafen sie aufeinander. 34 Da sagte der HERR zu Mose: »Hab keine Angst vor ihm! Ich gebe ihn, sein ganzes Volk und sein Land in deine Gewalt. Vernichte ihn wie den Amoriterkönig Sihon, der in Heschbon regierte.« 35 Die Israeliten töteten Og, seine Söhne und sein gesamtes Heer[12]. Niemand wurde am Leben gelassen. So nahmen die Israeliten das Land Baschan in Besitz.