4. Mosebog 20

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Det var i årets første måned,[1] at Israels folk nåede frem til Zins ørken. Mens de lå i lejr ved Kadesh, døde Mirjam og blev begravet. 2-3 Der var næsten ingen vand på stedet, og derfor begyndte folket igen at klage til Moses og Aron. „Gid vi var døde, dengang Herren slog en masse israelitter ihjel,” jamrede de. 4 „Hvorfor har I ført os ud i den her ørken? Var det bare, for at vi og vores dyr skulle dø? 5 Hvorfor overtalte I os til at forlade Egypten for at føre os ud til det her gudsforladte sted? Hvad er der blevet af det frugtbare land med korn, figner, druer og granatæbler, som I lovede os? Vi er ved at dø af tørst.” 6 Da forlod Moses og Aron forsamlingen og gik hen til åbenbaringsteltets indgang, hvor de bøjede sig i støvet for Herren, og Herrens herlighed viste sig for dem. 7-8 „Tag Arons stav og kald folket sammen,” sagde Herren til Moses. „Mens de alle ser på det, skal du tale til klippen og befale den at give vand. Så vil der strømme vand ud fra klippen, og der bliver rigeligt til både folket og dyrene.” 9 Moses gjorde, som Herren havde sagt, og hentede staven fra dens plads foran pagtens ark. 10 Så kaldte han og Aron folket sammen rundt om klippen. „Se her, I oprørske mennesker!” råbte Moses. „Tror I, vi kan skaffe vand til jer fra denne klippe?” 11 Så løftede han staven og slog to gange på klippen, og vandet strømmede ud, så folket og dyrene kunne drikke, så meget de ville. 12 Men Herren sagde til Moses og Aron: „I havde åbenbart ikke tro nok til at gøre, nøjagtig som jeg sagde, og I tog tilmed selv æren over for folket. Jeg er en hellig Gud, som skal adlydes. Nu får I ikke æren af at føre folket ind i det land, jeg har lovet dem.” 13 Man kaldte stedet Meribas[2] vand, for her satte Israels folk sig igen op imod Herren, og her viste han dem, at man bliver straffet for at sætte sig op mod den hellige Gud. (2.Mos 17,7) 14 Mens de opholdt sig ved Kadesh, sendte Moses bud til Edoms[3] konge. Budskabet lød: „Dit broderfolk, israelitterne, sender hilsen. Du har hørt om alle de strabadser, vi har været igennem, 15 siden vores forfædre kom til Egypten og slog sig ned i landet, hvor de blev gjort til slaver. 16 Men i vores nød råbte vi til Herren, og han sendte sin engel for at befri os fra slaveriet i Egypten. For øjeblikket befinder vi os ved Kadesh ved grænsen til jeres land, 17 og vi beder om tilladelse til at rejse gennem landet. Vi skal nok gå uden om jeres marker og vingårde—ikke engang jeres brønde vil vi tage vand af. Vi lover at holde os til Kongevejen[4] og ikke gå til nogen af siderne, så længe vi er i jeres land.” 18 Men Edoms konge svarede: „Hold jer væk fra mit land, ellers sender jeg hæren imod jer.” 19 „Jamen, vi lover at holde os til landevejen,” protesterede de israelitiske sendebud. „Vi lover også, at hvis nogen af os eller vores kvæg kommer til at drikke af jeres vand, betaler vi for det. Vi ønsker ikke at være til ulejlighed, men vil bare gerne have lov til at rejse igennem jeres land.” 20 Men Edoms konge var ubøjelig. „I får ikke lov at rejse igennem mit land,” gentog han og gav befaling om at mobilisere hæren til at holde vagt ved grænsen. 21-22 Det blev afslutningen på den diskussion: Edomitternes konge holdt stædigt fast ved sit afslag, og derfor måtte Israels folk opgive at tage den vej. 23 Ved Hors bjerg nær ved grænsen til Edom sagde Herren til Moses og Aron: 24 „Tiden er kommet, hvor Aron skal dø. Han får ikke lov at komme ind i det land, jeg har lovet Israels folk, for I var begge ulydige imod mig ved Meribas vand. 25 Moses skal føre Aron og hans søn Eleazar op på Hors bjerg, 26 og dér skal han tage Arons præstedragt af ham og give hans søn Eleazar den på, hvorefter Aron skal dø.” 27 Moses adlød Herren, og mens folket fulgte dem med øjnene, gik de tre mænd op på Hors bjerg. 28 Da de nåede toppen, tog Moses præstedragten af Aron og gav Eleazar den på, hvorefter Aron døde oppe på bjerget. Moses og Eleazar gik så ned igen, 29 og da folket hørte, at Aron var død, sørgede de over ham i 30 dage. 

4. Mosebog 20

Neue Genfer Übersetzung

fra Genfer Bibelgesellschaft
1 Im ersten Monat des vierzigsten Jahres[1] erreichte die ganze Gemeinschaft der Israeliten die Wüste Zin und schlug ihr Lager in Kadesch auf. Dort starb Mirjam und wurde begraben. (4.Mos 20,22; 4.Mos 33,36) 2 ´In Kadesch` gab es nicht genug Trinkwasser für das Volk, darum rebellierten sie gegen Mose und Aaron. 3 Sie machten Mose schwere Vorwürfe: »Wären wir doch auch umgekommen, als der HERR unsere Landsleute dahinraffte! 4 Warum habt ihr das Volk des HERRN in diese Wüste geführt? Damit wir und unser Vieh hier sterben? 5 Warum habt ihr uns aus Ägypten geholt und an diesen schrecklichen Ort gebracht? Hier wächst ja gar nichts: kein Getreide, keine Feigenbäume, Weinstöcke oder Granatapfelbäume. Nicht einmal Trinkwasser haben wir!« 6 Mose und Aaron wichen vor der ´aufgebrachten` Menge bis zum Eingang des Begegnungszeltes zurück und warfen sich dort nieder. Da erschien ihnen die Herrlichkeit des HERRN. 7 Der HERR sagte zu Mose: 8 »Nimm deinen Stab! Ruf gemeinsam mit deinem Bruder Aaron das ganze Volk zusammen. Vor ihren Augen sollt ihr dem Felsen dort befehlen, euch Wasser zu geben. Auf dein Wort hin wird Wasser aus ihm sprudeln[2], damit Menschen und Tiere zu trinken haben.« 9 Mose holte den Stab aus dem Heiligtum[3], wie der HERR es ihm aufgetragen hatte. 10 Gemeinsam mit Aaron ließ er die ganze Gemeinschaft beim Felsen zusammenkommen und sagte: »Ihr seid ein widerspenstiges Volk! Schaut her! Wir werden jetzt für euch Wasser aus diesem Felsen fließen lassen!«[4] 11 Mose hob seine Hand und schlug mit seinem Stab zweimal gegen den Felsen. Da strömte so viel Wasser heraus, dass alle Menschen und Tiere genug zu trinken hatten. 12 Aber der HERR sagte zu Mose und Aaron: »Ihr habt mir nicht vertraut und mich nicht vor den Israeliten als heiligen und mächtigen Gott geehrt.[5] Darum dürft ihr dieses Volk nicht in das Land bringen, das ich ihnen geben werde.« 13 Die Quelle bekam den Namen Meriba (»Vorwurf«)[6], weil die Israeliten dort schwere Vorwürfe gegen den HERRN erhoben hatten. Er aber hatte ihnen seine Heiligkeit und Macht gezeigt.[7] (2.Mos 17,7) 14 Von Kadesch aus sandte Mose Boten zum König von Edom ´mit folgender Botschaft`: »Dein Brudervolk Israel lässt dir ausrichten: Du weißt, wie viel Leid wir schon erfahren haben. 15 Unsere Vorfahren zogen nach Ägypten und haben dort eine lange Zeit gelebt. Aber die Ägypter zwangen uns zum Sklavendienst[8]. 16 Da schrien wir zum HERRN um Hilfe. Er hörte uns und schickte einen Engel[9], der uns aus Ägypten führte. Jetzt sind wir in der Stadt Kadesch an der Grenze deines Gebiets. 17 Bitte gestatte uns, durch dein Land zu ziehen! Wir werden eure Äcker und Weinberge nicht betreten und kein Wasser aus euren Brunnen trinken. Wir bleiben auf der Königsstraße und weichen keinen Schritt von ihr ab, bis wir dein Land durchquert haben.« 18 Aber die Edomiter antworteten: »Ihr dürft unser Land nicht durchqueren, sonst kommen wir euch mit dem Schwert in der Hand entgegen!« 19 Die Israeliten versicherten noch einmal: »Wir werden auf der befestigten Straße bleiben. Sollten wir oder unser Vieh Wasser brauchen, werden wir auf jeden Fall dafür bezahlen. Wir möchten nur zu Fuß durch euer Land ziehen, sonst nichts.« 20 Doch die Edomiter blieben dabei: »Ihr dürft nicht durchziehen!« Sie zogen den Israeliten mit einem großen und starken Heer entgegen. 21 Weil die Edomiter ihnen den Durchzug verweigerten, schlugen die Israeliten einen anderen Weg ein. 22 Die ganze Gemeinschaft der Israeliten verließ Kadesch und zog an der Grenze Edoms entlang zum Berg Hor. 23 Dort sagte[10] der HERR zu Mose und Aaron: 24 » ´Auf diesem Berg` wird Aaron sterben und ´im Tod` mit seinen Vorfahren[11] vereint werden. Er darf das Land nicht betreten, das ich den Israeliten geben werde. Denn ihr habt euch bei der Quelle Meriba meinen Anweisungen widersetzt.« 25 ´Zu Mose sagte er:` »Steig mit Aaron und seinem Sohn Eleasar auf den Berg Hor. 26 Zieh dort Aaron die Priestergewänder aus und lege sie seinem Sohn Eleasar an. Danach wird Aaron sterben und ´im Tod mit seinen Vorfahren` vereint werden.« 27 Mose tat, was der HERR befohlen hatte. Vor den Augen des ganzen Volkes stieg er mit den beiden auf den Berg Hor. 28 Oben auf dem Gipfel zog er Aaron die Priestergewänder aus und legte sie dessen Sohn Eleasar an. Dann starb Aaron. Mose und Eleasar kamen ´ohne ihn` zurück. 29 Als die Israeliten sahen, dass Aaron gestorben war, trauerte das ganze Volk dreißig Tage um ihn.