1-2Til korlederen: En sang af David i anledning af, at han havde besejret de aramæiske hære fra Naharajim og Zoba, og af, at Joab havde slået 12.000 edomitter i Saltdalen. Sangen er gavnlig til belæring og synges til melodien „Pagtens lilje.”3Hvorfor har du forkastet os, Gud? Du har straffet os, fordi du var vred på os. Men se i nåde til os og hjælp os.4Det var, som blev vi ramt af et jordskælv, det føltes, som vores verden brød sammen.5Du har været hård mod dit folk, vi ravede omkring, som var vi fulde.6Men du kalder på de gudfrygtige, så de kan komme til dig og blive reddet.7Hør min bøn og gør brug af din magt, så dit elskede folk kan blive reddet.8Gud talte jo fra sin helligdom: „Med glæde vil jeg udstykke Sikem, jeg vil udmåle Sukkots dal.9Gilead tilhører mig, Manasse er min ejendom. Kongerne kommer fra Juda, og dygtige krigere fra Efraim.10Moabitterne skal tjene mig, og edomitterne være mine slaver. Jeg vinder sejr over filistrene.”11Hvem tager med os til den befæstede by? Hvem vil gå med os mod Edom?12Herre, har du forkastet os? Hvorfor drager du ikke med os i krig?13Hjælp os dog mod vore fjender, for menneskers hjælp er intet værd.14Med Guds hjælp vinder vi sejr, for du kan trampe vore fjender ned.
1Ein güldenes Kleinod Davids, vorzusingen, nach der Weise »Lilie des Zeugnisses«, zur Belehrung,2als er mit den Aramäern von Mesopotamien und mit den Aramäern von Zoba Krieg führte; als Joab umkehrte und die Edomiter im Salztal schlug, zwölftausend Mann. (2.Sam 8,3; 2.Sam 8,13; 2.Sam 10,13; 2.Sam 10,18)3Gott, der du uns verstoßen und zerstreut hast und zornig warst, tröste uns wieder;4der du die Erde erschüttert und zerrissen hast, heile ihre Risse; denn sie wankt.5Du ließest deinem Volk Hartes widerfahren, du gabst uns einen Wein zu trinken, dass wir taumelten. (Salm 75,9)6Du hast doch ein Zeichen gegeben denen, die dich fürchten, damit sie fliehen können vor dem Bogen. Sela. (2.Mos 17,15)7Dass deine Freunde errettet werden, dazu hilf mit deiner Rechten und erhöre uns! (Salm 108,7)8Gott hat in seinem Heiligtum geredet: Ich will frohlocken; ich will Sichem verteilen und ausmessen das Tal Sukkot;9Gilead ist mein, mein ist Manasse, / Ephraim ist der Schutz meines Hauptes, Juda ist mein Zepter. (1.Mos 49,10)10Moab ist mein Waschbecken, / meinen Schuh werfe ich auf Edom, Philisterland, jauchze mir zu!11Wer wird mich führen in die feste Stadt? Wer geleitet mich nach Edom?12Wirst du es nicht tun, Gott, der du uns verstoßen hast, und ziehst nicht aus, Gott, mit unserm Heer?13Schaff uns Beistand in der Not; denn Menschenhilfe ist nichts nütze.14Mit Gott wollen wir Taten tun. Er wird unsre Feinde zertreten.