Salme 22 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp

1 Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David. 2 Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Hvorfor hjælper du mig ikke? Hvorfor lytter du ikke til mit skrig? 3 Dag efter dag råber jeg til dig, men du svarer mig ikke. Hver nat hører du min røst, men du giver mig ingen trøst. 4 Du sidder på din hellige trone, du er den, som Israel lovsynger. 5 Vore forfædre stolede på dig, og du reddede dem. 6 Du hørte deres nødråb og befriede dem, du skuffede aldrig deres tillid til dig. 7 Men jeg føler mig som en ussel orm, jeg bliver hånet og foragtet af alle. 8 Enhver, der ser mig, griner ad mig, ryster på hovedet eller vrænger ad mig. 9 „Er det ham, der stoler på Herren?” håner de. „Så lad os se, om Herren redder ham. Hvis Herren elsker ham så meget, så burde han gribe ind og frelse ham!” 10 Herre, du var der, da jeg blev født, du gav mig tryghed ved min mors bryst. 11 Fra fødslen har du været den, der hjalp mig, hele mit liv har du været min Gud. 12 Hold dig ikke borte fra mig nu, for jeg er undergangen nær, og ingen andre kan hjælpe mig. 13 Frygtindgydende fjender har omringet mig, som en hjord af vilde tyre fra Bashan. 14 Som sultne og brølende løver kommer de imod mig med åbent gab. 15 Min styrke er sivet bort som vand i sandet, alle mine knogler føles, som er de gået af led, mit hjerte hamrer i halsen på mig. 16 Mine læber er tørre som potteskår, min tunge klistrer til ganen, du har bragt mig til gravens rand. 17 Mine fjender kredser omkring mig som hunde, en bande af forbrydere omringer mig. De har gennemboret^[1] mine hænder og fødder. 18 Jeg kan tælle alle mine knogler. Med skadefryd stirrer fjenderne på mig. 19 De deler mine klæder imellem sig og trækker lod om min kjortel. 20 Herre, hold dig ikke på afstand. Du er min redning, kom mig til hjælp. 21 Frels mig fra døden, red mig fra de vilde hunde. 22 Lad mig undslippe løvens gab, lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn. Gud, du har hørt min bøn. 23 Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd, jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling. 24 Pris Herren, I, der kender ham, giv ham ære, Jakobs efterkommere, vis ham ærefrygt, Israels folk, 25 for han lod ikke den fortvivlede i stikken, han vendte sig ikke bort og gik sin vej. Han lyttede til mit råb om hjælp. 26 Jeg vil lovsynge dig, når folket samles, jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk. 27 De ydmyge skal spise og alle blive mætte, de, som beder dig om hjælp, skal prise dig. Må de altid leve under din velsignelse. 28 Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre, alle folkeslag skal komme og tilbede dig. 29 For magten tilhører dig, du er Konge over alle nationer. 30 Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig. Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig. 31 Jeg vil leve for dig, og min slægt skal tjene dig. De kommende generationer skal høre om dine underfulde gerninger. 32 De skal fortælle om din nåde og frelse til slægter, som endnu ikke er født.

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft

Leiden und Herrlichkeit des Gerechten

1 Ein Psalm Davids, vorzusingen, nach der Weise »die Hirschkuh der Morgenröte«. (Matt 27,35) 2 Mein Gott, mein Gott, warum hast du mich verlassen? Ich schreie, aber meine Hilfe ist ferne. 3 Mein Gott, des Tages rufe ich, doch antwortest du nicht, und des Nachts, doch finde ich keine Ruhe. 4 Aber du bist heilig, der du thronst über den Lobgesängen Israels. 5 Unsere Väter hofften auf dich; und da sie hofften, halfst du ihnen heraus. 6 Zu dir schrien sie und wurden errettet, sie hofften auf dich und wurden nicht zuschanden. (Salm 25,2) 7 Ich aber bin ein Wurm und kein Mensch, ein Spott der Leute und verachtet vom Volk. (Job 25,6; Es 41,14) 8 Alle, die mich sehen, verspotten mich, sperren das Maul auf und schütteln den Kopf: (Job 16,10) 9 »Er klage es dem HERRN, der helfe ihm heraus und rette ihn, hat er Gefallen an ihm.« 10 Du hast mich aus meiner Mutter Leibe gezogen; du ließest mich geborgen sein an der Brust meiner Mutter. 11 Auf dich bin ich geworfen von Mutterleib an, du bist mein Gott von meiner Mutter Schoß an. 12 Sei nicht ferne von mir, denn Angst ist nahe; denn es ist hier kein Helfer. 13 Gewaltige Stiere haben mich umgeben, mächtige Büffel haben mich umringt. 14 Ihren Rachen sperren sie gegen mich auf wie ein brüllender und reißender Löwe. 15 Ich bin ausgeschüttet wie Wasser, / alle meine Gebeine haben sich zertrennt; mein Herz ist in meinem Leibe wie zerschmolzenes Wachs. 16 Meine Kräfte sind vertrocknet wie eine Scherbe, / und meine Zunge klebt mir am Gaumen, und du legst mich in des Todes Staub. (Joh 19,28) 17 Denn Hunde haben mich umgeben, / und der Bösen Rotte hat mich umringt; sie haben meine Hände und Füße durchgraben. (Joh 20,25; Joh 20,27) 18 Ich kann alle meine Gebeine zählen; sie aber schauen zu und weiden sich an mir. 19 Sie teilen meine Kleider unter sich und werfen das Los um mein Gewand. (Joh 19,24) 20 Aber du, HERR, sei nicht ferne; meine Stärke, eile, mir zu helfen! 21 Errette mein Leben vom Schwert, mein einziges Gut von den Hunden! 22 Hilf mir aus dem Rachen des Löwen / und vor den Hörnern der wilden Stiere – du hast mich erhört!^[1] (Dan 6,23) 23 Ich will deinen Namen kundtun meinen Brüdern, ich will dich in der Gemeinde rühmen: (Salm 26,12; Heb 2,12) 24 Rühmet den HERRN, die ihr ihn fürchtet; ehrt ihn, all ihr Nachkommen Jakobs, und scheut euch vor ihm, all ihr Nachkommen Israels! 25 Denn er hat nicht verachtet noch verschmäht das Elend des Armen und sein Antlitz vor ihm nicht verborgen; und da er zu ihm schrie, hörte er’s. (Heb 5,7) 26 Dich will ich preisen in der großen Gemeinde, ich will mein Gelübde erfüllen vor denen, die ihn fürchten. 27 Die Elenden sollen essen, dass sie satt werden; / und die nach dem HERRN fragen, werden ihn preisen; euer Herz soll ewiglich leben. (Salm 69,33) 28 Es werden gedenken und sich zum HERRN bekehren aller Welt Enden und vor ihm anbeten alle Geschlechter der Völker. 29 Denn des HERRN ist das Reich, und er herrscht unter den Völkern. 30 Ihn allein werden anbeten alle Großen auf Erden; vor ihm werden die Knie beugen alle, / die zum Staube hinabfuhren und ihr Leben nicht konnten erhalten. 31 Er wird Nachkommen haben, die ihm dienen; vom Herrn wird man verkündigen Kind und Kindeskind. 32 Sie werden kommen und seine Gerechtigkeit predigen dem Volk, das geboren wird. Denn er hat’s getan.