1Nogen tid efter sejlede Jesus og disciplene over til den østlige side af Galilæasøen, som også kaldes Tiberiassøen. (Matt 14,13; Mark 6,33; Luk 9,10)2En stor skare mennesker fulgte efter ham inde på bredden, fordi de havde set, hvordan han mirakuløst havde helbredt de syge.3Da de var gået i land, gik de op på en skråning, og der satte Jesus sig ned og begyndte at undervise disciplene.4(Der var kun få dage til den jødiske påskehøjtid.)5Da han kiggede op, så han, at en stor skare mennesker var på vej hen imod ham. Senere på dagen sagde han til Filip: „Hvor kan vi købe brød, så alle de her mennesker kan få noget at spise?”6Det sagde han for at udfordre Filips tro, for han vidste godt selv, hvad han ville gøre.7Filip svarede: „Selv om vi købte brød for 200 denarer, ville der kun blive en lille smule til hver.”8En anden discipel, Andreas, Simon Peters bror, sagde:9„Her er en dreng med fem bygbrød og to fisk. Men hvad er det til så mange mennesker?”10„Sig til folk, at de skal sætte sig ned,” sagde Jesus. Alle satte sig ned på den græsklædte skråning. Der var mere end 5000 mænd, foruden kvinder og børn.11Så tog Jesus brødene, takkede Gud og delte ud af dem. Det samme gjorde han med fiskene,12og alle spiste sig mætte. Så sagde han til disciplene: „Saml nu de stykker sammen, som er tilovers, så der ikke går noget til spilde.”13Det gjorde de, og det viste sig, at der var så meget brød tilovers fra de oprindelige fem bygbrød, at 12 kurve blev fyldt op.14Da det gik op for folk, hvilket under der var sket, udbrød de: „Han må være den Profet, som Gud har lovet at sende til os!”15Jesus var klar over, at de var opsat på at føre ham bort med magt og gøre ham til konge. Derfor trak han sig tilbage og gik længere op ad bjerget for at være alene.
Jesus kommer gående på vandet
16Hen imod aften gik disciplene ned til søen. (Matt 14,22; Mark 6,45)17Da Jesus endnu ikke var kommet ved mørkets frembrud, gik de om bord i båden og satte kurs mod Kapernaum.18Inden længe begyndte det at blæse op, så de måtte kæmpe mod vinden og bølgerne.19Da de havde roet ca. fem kilometer, fik de pludselig øje på Jesus, der kom gående på vandet hen mod båden, og de blev skrækslagne.20„Det er mig,” råbte Jesus. „I skal ikke være bange!”21Så tog de ham op i båden, og straks efter gik de i land ved deres bestemmelsessted.
Jesus som det virkelige, livgivende brød
22Næste morgen var der stadig mange mennesker samlet på den østlige side af søen. De havde lagt mærke til, at der kun havde været én båd, og at Jesus ikke var med om bord, da disciplene sejlede ud.23I mellemtiden var der kommet en del småbåde fra Tiberias, og de havde lagt til i nærheden af det sted, hvor bespisningsunderet var foregået.24Da folk nu opdagede, at hverken Jesus eller hans disciple var der, gik de om bord i bådene og sejlede over til Kapernaum for at lede efter ham dér.25Da de havde fundet ham, spurgte de: „Mester, hvordan er du kommet herover?”26Jesus svarede: „Det siger jeg jer: I søger mig, fordi I kunne spise jer mætte, ikke fordi I forstod betydningen af det under, jeg udførte.27Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som varer ved og giver evigt liv, det liv, som Faderen, Gud selv, har givet Menneskesønnen fuldmagt til at give jer.”28„Jamen, hvordan kan vi arbejde for Gud?” spurgte de.29Jesus svarede: „At arbejde for Gud vil sige at tro på den, han har sendt.”30Så spurgte de: „Hvilket tegn vil du give os, så vi kan tro dig?31Vores forfædre, der vandrede i ørkenen, fik jo sendt manna fra himlen, sådan som der står skrevet: ‚Han gav dem brød fra himlen at spise.’ ”[1] (2.Mos 16,1; Salm 78,24)32Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Det var ikke Moses, der gav dem brød. Det var min Far. Og han tilbyder jer nu det virkelige brød fra Himlen.33Guds brød er den, som kommer ned fra Himlen, den, som giver liv til mennesker.”34„Så giv os det brød hver dag!” sagde de alle sammen.35Jesus svarede: „Jeg er det brød, der giver liv. Ingen af dem, der kommer til mig, vil nogen sinde sulte; og den, der tror på mig, vil aldrig mere tørste.36Men som jeg har sagt jer før: I tror det ikke, selv om I har set mig.37Dog er der nogle, som vil komme til mig, nemlig alle dem, som Faderen giver mig, og dem vil jeg aldrig vise bort.38Jeg er jo kommet fra Himlen, ikke for at gøre det, jeg selv vil, men for at gøre det, min Far vil.39Og det er hans vilje, at jeg ikke skal miste en eneste af alle dem, han har givet mig.40Min Far vil nemlig, at alle, der ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og at jeg skal oprejse dem fra de døde på den sidste dag.”41De jødiske ledere kunne ikke acceptere, at Jesus havde sagt, at han var kommet ned fra Himlen.42De stak hovederne sammen og hviskede til hinanden: „Det er jo Jesus, ham der er søn af Josef! Vi ved, hvem hans far og mor er. Hvad er det for noget snak, at han skulle være kommet ned fra Himlen?”43Men Jesus svarede: „Lad være med at stå der og skumle!44Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som sendte mig, drager dem til mig, og på den sidste dag vil jeg opvække dem fra de døde.45Der står skrevet hos profeterne: ‚De vil alle blive undervist af Gud.’[2] Alle, som har lyttet til Faderen og erkendt sandheden, vil komme til mig. (Es 54,13)46Det betyder ikke, at der er nogen, som har set Faderen, undtagen mig, som er kommet fra Gud. Jeg har set Faderen.47Det siger jeg jer: Den, der tror, har allerede fået det evige liv.48Jeg er det brød, der giver liv.49Det gav ikke jeres forfædre livet at spise det brød, der kom ned fra himlen under ørkenvandringen.50Det brød, jeg taler om, er kommet ned fra Himlen, for at alle kan få mulighed for at spise det. Og gør de det, skal de ikke dø.51Jeg er det livgivende brød, der er kommet ned fra Himlen. Alle, som spiser af det brød, skal leve i al evighed. Det brød er mit eget legeme, som jeg vil give til mennesker, for at de kan opnå det evige liv.”52Det udløste en heftig diskussion blandt de jødiske ledere. „Hvad mener han?” sagde de. „Hvordan kan han give os sit legeme at spise?”53Så sagde Jesus til dem: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens legeme og drikker hans blod, har I ikke evigt liv i jer!54Men de, der spiser mit legeme og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil opvække dem på den sidste dag.55Mit legeme er den sande mad, og mit blod er den sande drik.56De, der spiser mit legeme og drikker mit blod, vil opleve et varigt fællesskab med mig.57Jeg lever i kraft af Gud, som har sendt mig, ham som er kilden til alt liv. På samme måde skal de, der spiser mig, leve i kraft af mig.58Jeres forfædre spiste manna, som kom ned fra himlen, men det gav dem ikke evigt liv. Anderledes er det med dem, der spiser af det brød, som nu er kommet ned fra Himlen—de skal leve til evig tid.”59Alt det her sagde Jesus, mens han underviste i synagogen i Kapernaum.
Nogle falder fra, andre holder fast
60Selv mange af Jesu tilhængere begyndte at stikke hovederne sammen og sige til hinanden: „Nu er han gået for vidt. At sige sådan noget er helt uacceptabelt!”61Jesus var klar over, hvad det var, de mumlede om. „Er de ord, jeg her har talt, nok til, at I falder fra?” spurgte han.62„Hvad ville I da sige til at se Menneskesønnen stige op til Himlen, hvor han kom fra?63Det er kun Guds Ånd, der kan give åndeligt liv. Det liv kan man ikke få på menneskelig vis, men de ord, jeg har talt til jer, giver liv, fordi de kommer fra Guds Ånd.64Men nogle af jer tror ikke på mig.” Jesus vidste nemlig fra begyndelsen, hvem der ikke troede på ham, og at en af hans disciple ville forråde ham.65Han tilføjede: „Det var det, jeg mente, da jeg sagde, at ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen drager dem til mig.”66Derefter var der mange af Jesu tilhængere, der trak sig tilbage og ikke længere ville have noget med ham at gøre.67Så vendte Jesus sig til de Tolv og spurgte: „Går I også jeres vej?”68Simon Peter svarede: „Herre, hvor skulle vi gå hen? Du taler de ord, som giver evigt liv,69og vi er kommet til tro på og har erkendt, at du er Messias, Guds Søn![3]”70Da sagde Jesus: „Jeg har selv udvalgt jer 12, og alligevel er en af jer en djævel.”71Dermed hentydede han til Judas Iskariot, som senere forrådte ham, skønt han var en af de Tolv.
1Danach ging Jesus weg ans andre Ufer des Galiläischen Meeres, das auch See von Tiberias heißt. (Matt 14,13; Mark 6,30; Luk 9,10)2Und es zog ihm viel Volk nach, weil sie die Zeichen sahen, die er an den Kranken tat.3Jesus aber ging hinauf auf einen Berg und setzte sich dort mit seinen Jüngern.4Es war aber kurz vor dem Passa, dem Fest der Juden. (Joh 2,13; Joh 11,55)5Da hob Jesus seine Augen auf und sieht, dass viel Volk zu ihm kommt, und spricht zu Philippus: Wo kaufen wir Brot, damit diese zu essen haben?6Das sagte er aber, um ihn zu prüfen; denn er wusste wohl, was er tun wollte.7Philippus antwortete ihm: Für zweihundert Silbergroschen Brot ist nicht genug für sie, dass jeder auch nur ein wenig bekomme.8Spricht zu ihm einer seiner Jünger, Andreas, der Bruder des Simon Petrus:9Es ist ein Knabe hier, der hat fünf Gerstenbrote und zwei Fische. Aber was ist das für so viele?10Jesus aber sprach: Lasst die Leute sich lagern. Es war aber viel Gras an dem Ort. Da lagerten sich etwa fünftausend Männer.11Jesus aber nahm die Brote, dankte und gab sie denen, die sich gelagert hatten; desgleichen auch von den Fischen, so viel sie wollten.12Als sie aber satt waren, spricht er zu seinen Jüngern: Sammelt die übrigen Brocken, damit nichts umkommt.13Da sammelten sie und füllten zwölf Körbe mit Brocken von den fünf Gerstenbroten, die denen übrig blieben, die gespeist worden waren.14Als nun die Menschen das Zeichen sahen, das Jesus tat, sprachen sie: Das ist wahrlich der Prophet, der in die Welt kommen soll. (5.Mos 18,15; Joh 2,11)15Da Jesus nun merkte, dass sie kommen würden und ihn ergreifen, um ihn zum König zu machen, entwich er wieder auf den Berg, er allein.
Jesus geht über das Wasser
16Am Abend aber gingen seine Jünger hinab an das Meer, (Matt 14,22; Mark 6,45)17stiegen in ein Boot und fuhren über das Meer nach Kapernaum. Und es war schon finster geworden und Jesus war noch nicht zu ihnen gekommen.18Und das Meer wurde aufgewühlt von einem starken Wind.19Als sie nun etwa fünfundzwanzig oder dreißig Stadien gerudert waren, sahen sie Jesus auf dem Meer gehen und nahe an das Boot kommen; und sie fürchteten sich.20Er aber spricht zu ihnen: Ich bin’s; fürchtet euch nicht!21Da wollten sie ihn ins Boot nehmen; und sogleich war das Boot am Land, wohin sie fahren wollten.
Das Brot des Lebens
22Am nächsten Tag sah das Volk, das am andern Ufer des Meeres stand, dass kein anderes Boot da war als das eine und dass Jesus nicht mit seinen Jüngern in das Boot gestiegen war, sondern seine Jünger waren allein weggefahren.23Es kamen aber andere Boote von Tiberias nahe zu der Stätte, wo sie das Brot gegessen hatten, nachdem der Herr die Danksagung gesprochen hatte.24Als nun das Volk sah, dass Jesus nicht da war und seine Jünger auch nicht, stiegen sie in die Boote und kamen nach Kapernaum und suchten Jesus.25Und als sie ihn fanden am andern Ufer des Meeres, fragten sie ihn: Rabbi, wann bist du hergekommen?26Jesus antwortete ihnen und sprach: Wahrlich, wahrlich, ich sage euch: Ihr sucht mich nicht, weil ihr Zeichen gesehen habt, sondern weil ihr von dem Brot gegessen habt und satt geworden seid.27Müht euch nicht um Speise, die vergänglich ist, sondern um Speise, die da bleibt zum ewigen Leben. Die wird euch der Menschensohn geben; denn auf ihm ist das Siegel Gottes des Vaters. (Joh 5,36)28Da fragten sie ihn: Was sollen wir tun, dass wir Gottes Werke wirken?29Jesus antwortete und sprach zu ihnen: Das ist Gottes Werk, dass ihr an den glaubt, den er gesandt hat.30Da sprachen sie zu ihm: Was tust du für ein Zeichen, auf dass wir sehen und dir glauben? Was wirkst du? (Joh 4,48)31Unsre Väter haben Manna gegessen in der Wüste, wie geschrieben steht: »Brot vom Himmel gab er ihnen zu essen.« (2.Mos 16,13)32Da sprach Jesus zu ihnen: Wahrlich, wahrlich, ich sage euch: Nicht Mose hat euch das Brot vom Himmel gegeben, sondern mein Vater gibt euch das wahre Brot vom Himmel.33Denn dies ist das Brot Gottes, das vom Himmel kommt und gibt der Welt das Leben.34Da sprachen sie zu ihm: Herr, gib uns allezeit solches Brot. (Joh 4,15)35Jesus aber sprach zu ihnen: Ich bin das Brot des Lebens. Wer zu mir kommt, den wird nicht hungern; und wer an mich glaubt, den wird nimmermehr dürsten. (Joh 4,14; Joh 7,37)36Aber ich habe euch gesagt: Ihr habt mich gesehen und glaubt doch nicht.37Alles, was mir der Vater gibt, das kommt zu mir; und wer zu mir kommt, den werde ich nicht hinausstoßen. (Matt 11,28)38Denn ich bin vom Himmel gekommen, nicht damit ich meinen Willen tue, sondern den Willen dessen, der mich gesandt hat. (Joh 4,34)39Das ist aber der Wille dessen, der mich gesandt hat, dass ich nichts verliere von allem, was er mir gegeben hat, sondern dass ich’s auferwecke am Jüngsten Tage. (Joh 10,28; Joh 17,12)40Denn das ist der Wille meines Vaters, dass, wer den Sohn sieht und glaubt an ihn, das ewige Leben habe; und ich werde ihn auferwecken am Jüngsten Tage. (Joh 5,29; Joh 11,24)41Da murrten die Juden über ihn, weil er sagte: Ich bin das Brot, das vom Himmel gekommen ist,42und sprachen: Ist dieser nicht Jesus, Josefs Sohn, dessen Vater und Mutter wir kennen? Wie kann er jetzt sagen: Ich bin vom Himmel gekommen? (Luk 4,22)43Jesus antwortete und sprach zu ihnen: Murrt nicht untereinander.44Es kann niemand zu mir kommen, es sei denn, ihn ziehe der Vater, der mich gesandt hat, und ich werde ihn auferwecken am Jüngsten Tage.45Es steht geschrieben in den Propheten: »Sie werden alle von Gott gelehrt sein.« Wer es vom Vater hört und lernt, der kommt zu mir.46Nicht dass jemand den Vater gesehen hätte; nur der, der von Gott ist, der hat den Vater gesehen. (Joh 1,18)47Wahrlich, wahrlich, ich sage euch: Wer glaubt, der hat das ewige Leben. (Joh 3,16)48Ich bin das Brot des Lebens.49Eure Väter haben in der Wüste das Manna gegessen und sind gestorben. (1.Kor 10,3)50Dies ist das Brot, das vom Himmel kommt, damit, wer davon isst, nicht sterbe.51Ich bin das lebendige Brot, das vom Himmel gekommen ist. Wer von diesem Brot isst, der wird leben in Ewigkeit. Und das Brot, das ich geben werde, ist mein Fleisch – für das Leben der Welt. (Mark 14,22)52Da stritten die Juden untereinander und sprachen: Wie kann dieser uns sein Fleisch zu essen geben?53Jesus sprach zu ihnen: Wahrlich, wahrlich, ich sage euch: Wenn ihr nicht esst das Fleisch des Menschensohns und trinkt sein Blut, so habt ihr kein Leben in euch.54Wer mein Fleisch isst und mein Blut trinkt, der hat das ewige Leben, und ich werde ihn am Jüngsten Tage auferwecken. (Matt 26,26)55Denn mein Fleisch ist die wahre Speise, und mein Blut ist der wahre Trank.56Wer mein Fleisch isst und trinkt mein Blut, der bleibt in mir und ich in ihm. (Joh 15,4; 1.Joh 3,24)57Wie mich gesandt hat der lebendige Vater und ich lebe um des Vaters willen, so wird auch, wer mich isst, leben um meinetwillen.58Dies ist das Brot, das vom Himmel gekommen ist. Es ist nicht wie bei den Vätern, die gegessen haben und gestorben sind. Wer dies Brot isst, der wird leben in Ewigkeit.59Das sagte er in der Synagoge, als er in Kapernaum lehrte.
Spaltung unter den Jüngern und das Bekenntnis des Petrus
60Viele nun seiner Jünger, die das hörten, sprachen: Das ist eine harte Rede; wer kann sie hören?61Da Jesus aber bei sich selbst merkte, dass seine Jünger darüber murrten, sprach er zu ihnen: Nehmt ihr daran Anstoß?62Wie, wenn ihr nun sehen werdet den Menschensohn auffahren dahin, wo er zuvor war? (Luk 24,50; Joh 3,13)63Der Geist ist’s, der da lebendig macht; das Fleisch[1] ist nichts nütze. Die Worte, die ich zu euch geredet habe, die sind Geist und sind Leben. (Joh 3,6; 2.Kor 3,6)64Aber es sind etliche unter euch, die glauben nicht. Denn Jesus wusste von Anfang an, wer die waren, die nicht glaubten, und wer ihn verraten würde.65Und er sprach: Darum habe ich euch gesagt: Niemand kann zu mir kommen, es sei ihm denn vom Vater gegeben.66Von da an wandten sich viele seiner Jünger ab und gingen hinfort nicht mehr mit ihm.67Da sprach Jesus zu den Zwölfen: Wollt ihr auch weggehen?68Da antwortete ihm Simon Petrus: Herr, wohin sollen wir gehen? Du hast Worte des ewigen Lebens;69und wir haben geglaubt und erkannt: Du bist der Heilige Gottes. (Matt 16,16)70Jesus antwortete ihnen: Habe ich nicht euch Zwölf erwählt? Und einer von euch ist ein Teufel.71Er redete aber von Judas, dem Sohn des Simon Iskariot. Der verriet ihn hernach und war einer der Zwölf.