Job 24 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

1 Hvorfor dømmer Gud ikke de skyldige? Hvorfor redder han ikke de uskyldige? 2 De onde flytter markskel og har stjålne fåreflokke på græs. 3 De fører forældreløses æsler bort og tager enkens eneste trækdyr i pant. 4 De tramper på de svages rettigheder og tvinger dem bort fra deres ejendom. 5 De stakkels mennesker må vandre rundt som vildæsler i ørkenen, altid på jagt efter lidt mad, så deres børn kan få noget at spise. 6 De samler det spildte korn på de riges marker og leder efter nedfaldne druer i vingårdene. 7 Om natten ligger de og ryster af kulde, fordi de hverken har tøj eller tæpper. 8 Gennemblødt af byger i bjergene søger de ly mellem klipperne. 9 Faderløse børn rives fra moderens bryst, den fattiges børn kræves i pant for hans gæld. 10 De går halvnøgne omkring, mens de arbejder de bærer neg for andre, men er altid sultne. 11 De må presse oliven og druer, men får ikke lov til at slukke deres tørst. 12 Inde fra byen høres de døendes skrig, de sårede råber om hjælp, men Gud straffer ikke de skyldige. 13 De onde er fjender af lyset, de kender ikke Gud og adlyder ikke hans bud. 14 Mordere står op inden daggry, slår hjælpeløse mennesker ihjel. De arbejder i ly af mørket. 15 Ægteskabsbrydere venter, til det er mørkt, for så kan de undgå at blive set. De skjuler deres ansigt bag en maske. 16 Tyve begår indbrud om natten, men om dagen holder de sig inden døre. De bryder sig ikke om at være i lyset. 17 For dem alle er natten deres arbejdsdag og mørket deres forbundsfælle. 18 Men til sidst forsvinder de som skummet i brændingen, deres vingårde og marker ligger øde hen. 19 Som varmen får sneen til at smelte, og tørken får vandet til at fordampe, sådan opsluges de onde af døden. 20 De glemmes af alle, selv deres egen mor, de ædes op af orme og forsvinder. Som et træ til sidst falder om, vil ondskaben til sidst brydes ned. 21 De mishandler enker og barnløse kvinder, der hverken har mænd eller sønner til at forsvare sig. 22 Gud vil straffe dem på trods af deres magt, selv om de har succes, har de ingen sikkerhed i livet. 23 Gud lader dem leve en tid i fred, men han holder øje med dem. 24 Det går dem godt et stykke tid, men så er de færdige, som alle andre må de ned med nakken til sidst. De skæres ned som kornet og visner som græsset. 25 Vil I påstå, at jeg ikke taler sandt? Er der nogen, der vil modsige mig?”

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft

1 Warum sind von dem Allmächtigen nicht Zeiten vorbehalten, und warum sehen, die ihn kennen, seine Tage nicht? (Præd 3,11; Præd 8,6) 2 Die Frevler verrücken die Grenzen, rauben die Herde und weiden sie. (5.Mos 27,17) 3 Sie treiben den Esel der Waisen weg und nehmen das Rind der Witwe zum Pfande. 4 Sie stoßen die Armen vom Wege, und die Elenden im Lande müssen sich verkriechen. 5 Siehe, wie Wildesel in der Wüste gehen sie hinaus an ihr Werk und suchen Nahrung; die Einöde gibt ihnen Speise für ihre Kinder. 6 Sie ernten des Nachts auf dem Acker und halten Nachlese im Weinberg des Gottlosen. 7 Sie liegen in der Nacht nackt ohne Gewand und haben keine Decke im Frost. 8 Sie triefen vom Regen in den Bergen und drängen sich an die Felsen, weil sie sonst keine Zuflucht haben. 9 Man reißt das Waisenkind von der Mutterbrust und nimmt den Säugling der Armen zum Pfande. 10 Nackt gehen sie einher ohne Kleider, und hungrig tragen sie Garben. (Es 58,7) 11 Gleich in den Gärten pressen sie Öl, sie treten die Kelter und leiden doch Durst. (Jak 5,4) 12 Aus der Stadt seufzen Menschen, und die Seele der Erschlagenen schreit. Doch Gott achtet nicht darauf! 13 Sie sind Feinde des Lichts geworden, kennen seine Wege nicht und bleiben nicht auf seinen Pfaden. 14 Wenn der Tag anbricht, steht der Mörder auf und erwürgt den Elenden und Armen, und des Nachts schleicht der Dieb. 15 Das Auge des Ehebrechers lauert auf das Dunkel, und er denkt: »Mich sieht kein Auge!«, und verdeckt sein Antlitz. (Salm 10,11) 16 Im Finstern bricht man in die Häuser ein; am Tage verbergen sie sich und scheuen alle das Licht. 17 Ja, als Morgen gilt ihnen allen die Finsternis, denn sie sind bekannt mit den Schrecken der Finsternis. 18 Er fährt leicht wie auf dem Wasser dahin, verflucht wird sein Acker im Lande, und man wendet sich seinem Weinberg nicht zu. 19 Der Tod nimmt weg die da sündigen, wie die Hitze und Dürre das Schneewasser verzehrt. 20 Der Mutterschoß vergisst ihn; die Würmer laben sich an ihm. An ihn denkt man nicht mehr; so zerbricht Frevel wie Holz. 21 Er lässt sich mit der Unfruchtbaren ein, und sie gebiert nicht, und der Witwe tut er nichts Gutes. 22 Aber Gott rafft die Gewalttätigen hin durch seine Kraft; steht er auf, so werden sie ihres Lebens nicht gewiss sein. 23 Er gibt ihnen zwar Schutz und Halt, doch sehen seine Augen auf ihr Tun. 24 Sie sind hoch erhöht; aber nach einer kleinen Weile sind sie nicht mehr da; sie sinken hin und werden hinweggerafft wie alle; wie die Spitzen der Ähren werden sie abgeschnitten. 25 Ist’s nicht so? Wer will mich Lügen strafen und erweisen, dass meine Rede nichts sei?