fra Biblica1Da sagde Herren til Moses:2„Sig til præsten Eleazar, Arons søn, at han skal rage røgelseskarrene ud af ilden og smide den brændende røgelse væk. Disse røgelseskar er hellige,3også selv om de tilhørte oprørske mænd, der måtte dø for deres synd. Tag disse røgelseskar og sørg for, at de bliver hamret flade og brugt som beklædning på alteret. De er hellige, fordi de blev brugt i tjenesten for Herren. På alteret skal de tjene som en advarsel overfor israelitterne.”4Så tog præsten Eleazar de 250 røgelseskar af bronze, hamrede dem ud til plader og beklædte alteret med dem.5Det blev en advarsel til Israels folk om, at ingen uindviede personer, der ikke var af Arons slægt, måtte brænde røgelse for Herren, for så ville det gå dem som Kora og hans tilhængere. Således blev den befaling, Herren havde givet Eleazar gennem Moses, ført ud i livet.6Men allerede næste dag begyndte folket igen at beklage sig overfor Moses og Aron: „Det er jer, vi kan takke for, at nogle af Herrens folk er blevet dræbt.”7-8Mens folket gav luft for deres utilfredshed overfor Moses og Aron, kom Herrens herligheds sky pludselig til syne over åbenbaringsteltet, og Moses og Aron vendte sig og gik hen til indgangen.9-10„Træk jer væk fra folket,” beordrede Herren dem, „så jeg kan komme til at udrydde dem.” Men Moses og Aron kastede sig ned med ansigtet mod jorden foran Herren.11Derefter sagde Moses til Aron: „Skynd dig hen til alteret med dit røgelseskar. Læg gløder fra alteret i det, kom røgelse ovenpå og bær det rundt blandt folket, så der kan skaffes soning for dem, for Herren har i sin vrede sendt en plage over folket.”12Aron adlød Moses og skyndte sig rundt blandt folket for at skaffe dem soning, så den plage, der allerede var begyndt, kunne blive stoppet,13og da Aron stillede sig mellem de døde og de levende, standsede plagen.14Den dag døde 14.700 mennesker af plagen, ud over alle dem, der den foregående dag var døde sammen med Kora.15Da plagen var standset, vendte Aron tilbage til Moses ved åbenbaringsteltets indgang.
Arons blomstrende stav
16Da sagde Herren til Moses:17„Sig til Israels folk, at hver af de 12 stammeledere skal bringe dig en stav. Skriv så lederens navn på den stav, han kommer med.18Arons navn skal skrives på den stav, der repræsenterer Levis stamme.19Tag nu disse stave og læg dem foran pagtens ark i åbenbaringsteltet, hvorfra jeg kommunikerer med jer.20En af stavene vil sætte skud, og det vil vise jer, hvem jeg har udvalgt til at tjene mig. Sådan vil jeg lukke munden på israelitterne, så jeg kan blive fri for deres evindelige klager.”21Derefter fortalte Moses folket, hvad Herren havde sagt, og hver af de 12 stammeledere kom med deres stav. Også Arons stav var med i bunken.22Moses tog nu stavene og lagde dem for Herrens ansigt i det allerhelligste rum,23og næste dag, da han kom tilbage, så han, at Arons stav ikke blot havde sat skud, men havde sat blomster og nu bar modne mandler.24Moses tog stavene med sig ud til de ventende israelitter. De kiggede på dem, og lederne tog hver deres stav,25-26men Arons stav lagde Moses på Herrens befaling tilbage foran pagtens ark, for at den skulle være en påmindelse om folkets oprør og en advarsel om den dødsstraf, der ventede dem, hvis de igen satte sig op mod Moses og præsterne.27-28Men folkets beklagelser var stadig ikke forbi. „Hvordan kan vi undgå at dø,” sagde de, „hvis der er dødsstraf for at komme i nærheden af Herrens bolig? Det er ude med os.”
4. Mosebog 17
Lutherbibel 2017
fra Deutsche Bibelgesellschaft1Und der HERR redete mit Mose und sprach:2Sage Eleasar, dem Sohn des Priesters Aaron, dass er die Pfannen aufhebe aus dem Brand und streue das Feuer weit hinweg, denn sie sind heilig. (2.Mos 6,25; 4.Mos 3,4)3Die Pfannen dieser Sünder, die umgekommen sind, schlage man zu breiten Blechen, dass man den Altar damit überziehe; denn sie haben sie hingebracht vor den HERRN, sodass sie geheiligt sind; sie sollen den Israeliten ein Zeichen sein.4Und Eleasar, der Priester, nahm die bronzenen Pfannen, die die Verbrannten herangebracht hatten, und schlug sie zu Blechen, um den Altar zu überziehen,5wie der HERR zu ihm geredet hatte durch Mose, zum Gedächtnis für die Israeliten, dass kein Fremder, der nicht vom Geschlecht Aarons ist, sich nahe, um Räucherwerk zu opfern vor dem HERRN, damit es ihm nicht gehe wie Korach und seiner Rotte. (4.Mos 3,10)
Empörung der Gemeinde gegen Mose und Aaron
6Am andern Morgen aber murrte die ganze Gemeinde der Israeliten gegen Mose und Aaron, und sie sprachen: Ihr habt des HERRN Volk getötet. (2.Mos 17,3)7Und als sich die Gemeinde versammelte gegen Mose und Aaron, wandten sie sich zu der Stiftshütte: Und siehe, da wurde sie bedeckt von der Wolke, und die Herrlichkeit des HERRN erschien.8Und Mose und Aaron gingen hin vor die Stiftshütte.9Und der HERR redete mit Mose und sprach:10Hebt euch hinweg aus dieser Gemeinde; ich will sie im Nu vertilgen! Und sie fielen auf ihr Angesicht.11Und Mose sprach zu Aaron: Nimm die Pfanne und tu Feuer hinein vom Altar und lege Räucherwerk darauf und bringe es eilends zu der Gemeinde und schaffe für sie Sühne; denn der Zorn ist von dem HERRN ausgegangen und die Plage hat angefangen. (3.Mos 16,12; 3.Mos 16,17; 4.Mos 1,53)12Und Aaron tat, wie ihm Mose gesagt hatte, und lief mitten unter die Gemeinde; und siehe, die Plage hatte schon angefangen unter dem Volk. Da räucherte er und schaffte Sühne für das Volk13und stand zwischen den Toten und den Lebenden. Da wurde der Plage gewehrt.14Die aber gestorben waren an der Plage, waren vierzehntausendsiebenhundert, außer denen, die mit Korach starben.15Und Aaron kam wieder zu Mose vor den Eingang der Stiftshütte, und der Plage war gewehrt.
Aarons grünender Stab
16Und der HERR redete mit Mose und sprach:17Rede mit den Israeliten und nimm von ihnen zwölf Stäbe, von jedem Fürsten ihrer Sippen je einen, und schreib eines jeden Namen auf seinen Stab.18Aber den Namen Aarons sollst du schreiben auf den Stab Levis. Denn für jedes Haupt ihrer Sippen soll je ein Stab sein.19Und lege sie in der Stiftshütte nieder vor der Lade des Zeugnisses, wo ich mich euch bezeuge. (2.Mos 25,22)20Und wen ich erwählen werde, dessen Stab wird grünen. So will ich das Murren der Israeliten, mit dem sie gegen euch murren, zum Schweigen bringen. (4.Mos 16,5; 4.Mos 16,7)21Mose redete mit den Israeliten und alle ihre Fürsten gaben ihm zwölf Stäbe, ein jeder Fürst je einen Stab, nach ihren Sippen, und der Stab Aarons war auch unter ihren Stäben.22Und Mose legte die Stäbe vor dem HERRN nieder in der Hütte des Zeugnisses.23Am nächsten Morgen, als Mose in die Hütte des Zeugnisses ging, da grünte der Stab Aarons, der zum Hause Levi gehört, und die Blüte ging auf und trug Mandeln.24Und Mose trug die Stäbe alle heraus von dem HERRN zu allen Israeliten, dass sie es sahen, und ein jeder nahm seinen Stab.25Der HERR aber sprach zu Mose: Trage den Stab Aarons wieder vor die Lade mit dem Gesetz, damit er verwahrt werde zum Zeichen für die Ungehorsamen, dass ihr Murren vor mir aufhöre und sie nicht sterben. (Heb 9,4)26Mose tat, wie ihm der HERR geboten hatte.27Und die Israeliten sprachen zu Mose: Siehe, wir verderben und kommen um; allesamt kommen wir um.28Wer sich naht zu der Wohnung des HERRN, der stirbt. Sollen wir denn ganz und gar vergehen? (Salm 130,3)