1Blandt israelitterne var der en mand, der hed Kora, søn af Jitzhar, der igen var søn af Kehat, som var en af Levis sønner. Kora gjorde oprør imod Moses, og han blev bakket op af Datan og Abiram, der var sønner af den Eliab, som var søn af Pallu.[1] De var fra Rubens stamme. (1.Mos 46,9; 4.Mos 26,5)2250 andre mænd gik med i oprøret mod Moses, og de var alle sammen ansete og folkevalgte ledere.3Alle disse mænd gik nu til Moses og Aron og sagde: „Nu må det være nok med det præstestyre. Vi kan vel alle træde frem for Herren og ofre til ham. Hvorfor ophøjer I jer selv over Herrens folk?”4Da Moses hørte det, kastede han sig fortvivlet ned med ansigtet mod jorden,5og han sagde til Kora og hans tilhængere: „Vent til i morgen, så vil Herren vise, hvem der hører ham til, og hvem der er indviet til at træde frem for ham.6-7Kora, du og dine tilhængere skal komme tilbage i morgen med hver jeres røgelseskar, tænd op i dem og brænd røgelse for Herren. Så får vi at se, hvem Herren har udvalgt som præster. I levitter er gået for vidt!”8-9Moses sagde videre til Kora: „Er I levitter nu ikke længere tilfredse med den særstilling, Israels Gud har givet jer? Har han ikke udvalgt jer til på folkets vegne at hjælpe med arbejdet ved Herrens bolig?10Han har givet jer denne særlige tjeneste for ham. Vil I nu også være præster?11Det er Herren selv, ikke Aron og hans sønner, du og dine tilhængere gør oprør imod.”12Derefter sendte Moses bud efter Datan og Abiram, men de sendte følgende besked tilbage: „Vi kommer ikke.13Det er jo dig, der har lokket os bort fra det frugtbare Egypten, for at vi skulle dø her i ørkenen. Vil du stadig påstå, at du er Guds udvalgte leder?14Hvad med det vidunderlige land med frugtbare marker og vingårde, du lovede os? Hvor er det blevet af? Tror du ikke, folk har øjne i hovedet? Vi vil ikke have noget med dig at gøre mere.”15Da blev Moses meget vred, og han sagde til Herren: „Lad være med at anerkende deres røgelsesofre. Jeg har aldrig forurettet nogen af dem eller stjålet så meget som et æsel fra dem.”16Derpå sagde han til Kora: „Husk nu at komme tilbage i morgen sammen med dine tilhængere, så I kan træde frem for Herren sammen med Aron.17Sørg for, at alle de 250 mænd kommer med hver deres røgelseskar. Du selv og Aron skal også komme med hver jeres røgelsesoffer.”18Næste dags morgen kom de med deres røgelseskar med ild i. Efter at de havde lagt røgelse på, stillede de sig op sammen med Moses og Aron ved åbenbaringsteltets indgang.19I mellemtiden havde Kora fået en stor del af folket over på sin side, og nu stod de og ventede på, hvad der ville ske. Da viste Herrens herlighed sig for folket,20og Herren sagde til Moses og Aron:21„Træk jer væk fra dette folk, så jeg kan komme til at udrydde dem.”22Men Moses og Aron kastede sig ned for Herren med ansigtet mod jorden. „Åh Gud, du som er livets ophav,” bad de, „er det nødvendigt at slå hele folket ihjel på grund af en enkelt mands synd?”23Da svarede Herren:24„Så sig til folket, at de, der befinder sig i nærheden af Koras, Datans og Abirams telte, skal fjerne sig langt væk.”25Så skyndte Moses sig hen til Datans og Abirams telte, og folkets ledere fulgte i hælene på ham.26„Skynd jer at komme væk fra disse onde mænds telte,” advarede han de omkringstående. „I må ikke røre nogen af deres ejendele, for så mister I livet på grund af deres synd.”27Folket trak sig skyndsomt væk fra Koras, Datans og Abirams telte. Datan og Abiram kom ud og stillede sig foran døren til deres telte sammen med deres koner og børn.28Da sagde Moses til folket: „Nu skal I få at se, at jeg ikke er en selvbestaltet leder iblandt jer, men at det er Herren, som har sendt mig, for at jeg skal udføre den opgave, han har givet mig.29Hvis disse mennesker dør en naturlig død som alle andre, så har Herren ikke udvalgt mig,30men hvis Herren griber ind og lader jorden åbne sig, så den opsluger dem sammen med deres ejendele, og de ryger direkte ned i dødsriget, så er det bevis på, at disse mænd har forhånet Herren.”31Næppe var Moses færdig med at tale, før jorden revnede under dem32og åbnede sig som et vældigt gab, og gabet opslugte de oprørske mænd, deres familier og deres ejendele,33så de røg lige lukt ned i dødsriget. Jordens gab lukkede sig over dem, og dermed var de udryddet af folket.34Men israelitterne flygtede skrækslagne ved lyden af deres skrig. De var bange for at lide samme skæbne.35I det samme fór der ild ud fra Herren og opbrændte de 250 mænd, der stod med deres røgelsesofre.
1Und Korach[1], der Sohn Jizhars, des Sohnes Kehats, des Sohnes Levis, dazu Datan und Abiram, die Söhne Eliabs, und On, der Sohn Pelets, die Söhne Rubens, (2.Mos 6,16; 2.Mos 6,18; 2.Mos 6,21; 4.Mos 26,7; Judas 1,11)2die empörten sich gegen Mose, dazu zweihundertfünfzig Männer unter den Israeliten, Vorsteher der Gemeinde, von der Versammlung berufen, namhafte Leute. (4.Mos 12,1)3Und sie versammelten sich gegen Mose und Aaron und sprachen zu ihnen: Ihr geht zu weit! Denn die ganze Gemeinde, sie alle sind heilig, und der HERR ist unter ihnen. Warum erhebt ihr euch über die Gemeinde des HERRN?4Als Mose das hörte, fiel er auf sein Angesicht (4.Mos 14,5)5und sprach zu Korach und zu seiner ganzen Rotte: Morgen wird der HERR kundtun, wer ihm gehört, wer heilig ist und zu ihm nahen soll; wen er erwählt, der soll zu ihm nahen. (2.Tim 2,19)6Dies tut: Nehmt euch Pfannen, Korach und seine ganze Rotte,7und legt Feuer hinein und tut Räucherwerk darauf vor dem HERRN am Morgen. Wen dann der HERR erwählt, der ist heilig. Ihr geht zu weit, ihr Söhne Levi!8Und Mose sprach zu Korach: Höret doch, ihr Söhne Levi!9Ist’s euch zu wenig, dass euch der Gott Israels ausgesondert hat aus der Gemeinde Israel, ihm zu nahen, damit ihr den Dienst für die Wohnung des HERRN verseht und vor die Gemeinde tretet, um ihr zu dienen? (4.Mos 3,6; 4.Mos 4,4)10Er hat dich und mit dir alle deine Brüder, die Söhne Levi, zu sich nahen lassen – und ihr sucht nun auch das Priestertum?11Du und deine ganze Rotte, ihr macht einen Aufruhr wider den HERRN! Es ist nicht allein Aaron, gegen den ihr murrt.12Und Mose schickte hin und ließ Datan und Abiram rufen, die Söhne Eliabs. Da sprachen sie: Wir ziehen nicht hinauf[2]!13Ist’s nicht genug, dass du uns aus dem Lande geführt hast, darin Milch und Honig fließt, und uns tötest in der Wüste? Musst du auch noch über uns herrschen?14Wie fein hast du uns gebracht in ein Land, darin Milch und Honig fließt, und hast uns Äcker und Weinberge zum Erbteil gegeben! Willst du den Leuten auch die Augen ausreißen? Wir ziehen nicht hinauf! (2.Mos 3,8)15Da ergrimmte Mose sehr und sprach zu dem HERRN: Wende dich nicht zu ihrem Opfer. Ich habe nicht einen Esel von ihnen genommen und habe keinem von ihnen ein Leid getan. (1.Sam 12,3)16Und Mose sprach zu Korach: Du und deine ganze Rotte, ihr sollt morgen vor den HERRN kommen, du und sie und Aaron.17Und ein jeder nehme seine Pfanne und lege Räucherwerk darauf, und tretet hin vor den HERRN, ein jeder mit seiner Pfanne, zweihundertfünfzig Pfannen; auch du und Aaron, ein jeder mit seiner Pfanne.18Und ein jeder nahm seine Pfanne und legte Feuer hinein und tat Räucherwerk darauf, und sie traten vor den Eingang der Stiftshütte und Mose und Aaron auch.19Und Korach versammelte gegen sie die ganze Gemeinde vor dem Eingang der Stiftshütte. Da erschien die Herrlichkeit des HERRN vor der ganzen Gemeinde. (4.Mos 14,10)20Und der HERR redete mit Mose und Aaron und sprach:21Scheidet euch von dieser Gemeinde, damit ich sie im Nu vertilge. (1.Mos 19,14)22Sie fielen aber auf ihr Angesicht und sprachen: Ach, Gott, der du bist der Gott des Lebensodems für alles Fleisch, wenn ein einziger Mann gesündigt hat, willst du darum gegen die ganze Gemeinde wüten? (2.Sam 24,17; Job 10,12; Job 12,10)23Und der HERR redete mit Mose und sprach:24Sage der Gemeinde: Weicht ringsherum zurück von der Wohnung Korachs und Datans und Abirams.25Und Mose stand auf und ging zu Datan und Abiram, und die Ältesten Israels folgten ihm nach;26und er redete mit der Gemeinde und sprach: Weicht von den Zelten dieser ruchlosen Menschen und rührt nichts an, was sie haben, damit ihr nicht auch umkommt durch all ihre Sünde.27Da kehrten sie sich ab von der Wohnung Korachs, Datans und Abirams. Datan aber und Abiram gingen heraus und traten an die Tür ihrer Zelte mit ihren Frauen und Söhnen und kleinen Kindern.28Und Mose sprach: Daran sollt ihr merken, dass mich der HERR gesandt hat, alle diese Werke zu tun, und dass ich sie nicht tue aus meinem eigenen Herzen:29Werden sie sterben, wie alle Menschen sterben, oder heimgesucht, wie alle Menschen heimgesucht werden, so hat mich der HERR nicht gesandt;30wird aber der HERR etwas Neues schaffen, dass die Erde ihren Mund auftut und sie verschlingt mit allem, was sie haben, dass sie lebendig hinunter in das Totenreich fahren, so werdet ihr erkennen, dass diese Leute den HERRN gelästert haben.31Und als er alle diese Worte beendet hatte, zerriss die Erde unter ihnen (5.Mos 11,6)32und tat ihren Mund auf und verschlang sie mit ihren Sippen, mit allen Menschen, die zu Korach gehörten, und mit all ihrer Habe.33Und sie fuhren lebendig in das Totenreich hinunter mit allem, was sie hatten, und die Erde deckte sie zu und sie kamen um, mitten aus der Gemeinde heraus.34Und ganz Israel, das um sie her war, floh vor ihrem Geschrei; denn sie dachten: Dass uns die Erde nicht auch verschlinge!35Und Feuer fuhr aus von dem HERRN und fraß auch die zweihundertfünfzig Männer, die das Räucherwerk opferten. (3.Mos 10,1; Salm 106,17)