1Nogen tid efter skete der følgende: Davids søn Absalom havde en smuk søster, som hed Tamar. En anden af Davids sønner, Tamars halvbror Amnon, forelskede sig i hende.2Han var helt syg af begær efter hende, men hun var jomfru, og han havde ingen mulighed for at få sin vilje med hende, for det var skik, at kongens døtre blev holdt skarpt adskilt fra de unge mænd.3Amnon havde imidlertid en snedig ven, hans fætter Jonadab, en søn af Davids bror Shima.4En dag sagde Jonadab til Amnon: „Hvorfor hænger du med hovedet? Det passer sig ikke for en kongesøn! Fortæl mig, hvad der er i vejen!” „Jeg er forelsket i min halvsøster Tamar,” betroede Amnon ham.5„Aha,” svarede Jonadab, „det findes der råd for. Nu lægger du dig syg, og når din far kommer for at se til dig, siger du: ‚Lad min søster Tamar komme og lave mad til mig, så tror jeg, at jeg kan spise lidt. Hvis hun får lov at pleje mig, bliver jeg nok snart rask.’ ”6Amnon gik ind på fætterens plan, og da kongen kom for at se til ham, bad Amnon ham om at sende Tamar ind til ham, så hun kunne bage nogle af sine dejlige kager til ham og selv servere dem for ham.7Det gik David med til, og han sendte besked til Tamar om at indfinde sig hos Amnon og bage kager til ham.8Tamar kom så over til Amnons hus, hvor han lå i sengen. Hun æltede dejen og bagte kagerne, mens han så på det.9Men da de var færdige, og hun havde lagt dem på fadet, klar til, at de kunne blive bragt til ham, nægtede han at spise dem. „Ud, alle sammen!” sagde han til tjenerne, hvorefter de alle gik deres vej.10Så sagde han til Tamar: „Kom her ind i mit soveværelse med kagerne og server dem for mig.” Så gik hun hen til ham med kagefadet.11Men da hun var kommet hen til sengen, greb han fat i hende og sagde: „Tamar, kom op til mig i sengen!”12„Åh nej, bror, lad mig være!” protesterede hun. „Tag mig ikke med vold! Sådan gør man ikke i Israel. Det er tåbeligt at gøre sådan.13Tænk på mig! Hvordan skulle jeg kunne bære min skam? Og tænk på dig selv! Du ville jo miste din ære og værdighed. Nej, tal hellere med kongen om det, så han kan give sin tilladelse til, at vi gifter os.”14Men Amnon lod sig ikke overtale, og da han var stærkere end hende, endte det med, at han voldtog hende.15Men bagefter blussede hadet op i Amnon, så han nu hadede hende mere, end han før havde elsket hende. „Rejs dig og forsvind!” snerrede han.16„Nej, nej,” græd hun, „hvis du forkaster mig nu, begår du en endnu større forbrydelse imod mig!” Men han ville ikke høre på hende.17I stedet kaldte han på sin kammertjener. „Smid den kvinde ud og lås døren efter hende!” befalede han.18Så førte tjeneren hende udenfor og låste døren. Tamar var klædt i en lang kjole med ærmer, sådan som det var skik blandt kongens døtre, der var jomfruer.19Nu rev hun imidlertid kjolen i stykker og strøede aske på hovedet for at vise sin fortvivlelse, og med hænderne for ansigtet løb hun skrigende gennem paladset.20Hendes bror Absalom standsede hende og forsøgte at berolige hende. „Har Amnon ligget med dig?” spurgte han. „Ti nu stille, søster. Han er jo din bror. Lad det blive i familien. Tag det dog ikke så tungt.” Så flyttede Tamar over i sin bror Absaloms hus, hvor hun siden levede i ensomhed.21Da kong David hørte, hvad der var sket, blev han meget vred. Men han bebrejdede ikke Amnon noget, for Amnon var hans førstefødte søn og hans favorit.[1]22Men Absalom ville overhovedet ikke tale til Amnon, for han hadede ham af et godt hjerte, fordi han havde voldtaget hans søster.
Absalom tager hævn over Amnon
23Der gik to år. En dag var Absalom og hans folk i færd med at klippe får ved Ba’al-Hatzor tæt ved byen Efraim, og han ville gerne invitere sine brødre til fåreklipningsfest.24Han gik så til kongen og sagde, „Vi er i gang med fåreklipningen. Vil kongen og hans tjenere ikke komme og holde fest med os?”25Men kongen svarede: „Nej, min dreng! Det ville være for stor en byrde for dig, hvis vi alle sammen troppede op.” Absalom forsøgte at overtale ham, men kongens beslutning var urokkelig, og han sagde nej tak.26„Godt,” svarede Absalom, „men hvis du ikke vil komme, kan du i det mindste sende Amnon af sted.” „Hvorfor lige Amnon?” spurgte kongen.27Absalom blev ved med at presse kong David, så han til sidst sendte alle sønnerne af sted—også Amnon.28Absalom sagde nu til sine mænd: „Vent til Amnon bliver beruset, og når jeg giver signal, overfalder I ham og slår ham ihjel. I skal ikke være bange for noget. Det er mig, der har givet ordren, og jeg påtager mig det fulde ansvar. I skal bare udføre min ordre.”29Sådan gik det til, at Amnon blev myrdet. De andre kongesønner sprang skrækslagne på deres muldyr og flygtede.30Mens de var undervejs tilbage til Jerusalem, nåede det rygte kong David, at Absalom havde myrdet alle kongesønnerne.31Da sprang kongen op, rev i fortvivlelse sit tøj i stykker og kastede sig med ansigtet mod jorden. De omkringstående tjenere fulgte hans eksempel og flåede deres tøj i stykker.32-33Men i samme øjeblik ankom Jonadab og sagde: „Nej, det er ikke sandt! Alle kongesønnerne er ikke blevet myrdet, det er kun Amnon! Absalom har haft skumle planer om at myrde Amnon, lige siden han voldtog Tamar!”34Absalom var i mellemtiden flygtet. Lidt senere fik vagtposten på Jerusalems mur øje på en flok mennesker, der nærmede sig fra nordvest ad vejen, der gik langs bjergsiden. Han skyndte sig at melde det til kongen: „Jeg ser en gruppe mennesker nærme sig på vejen fra Horon.”[2]35„Der kan du se,” sagde Jonadab til kongen, „nu kommer de! Dine sønner er uskadte! Var det ikke det jeg sagde?”36Kort efter nåede kongesønnerne grædende og hulkende frem. Da brast også kongen og hans tjenere i gråd.37-39Absalom flygtede til sin morfar, kong Talmaj af Geshur, der var søn af Ammihud, og blev der i tre år. I mellemtiden voksede Davids længsel efter at se sin søn igen, især efter at han var kommet sig over Amnons død.
1Und es begab sich danach: Absalom, der Sohn Davids, hatte eine schöne Schwester, die hieß Tamar; und Amnon, der Sohn Davids, gewann sie lieb. (2.Sam 3,2)2Und Amnon grämte sich, sodass er fast krank wurde, um seiner Schwester Tamar willen; denn sie war eine Jungfrau, und es schien Amnon unmöglich, ihr etwas anzutun.3Amnon aber hatte einen Freund, der hieß Jonadab, ein Sohn von Davids Bruder Schima, und dieser Jonadab war ein sehr kluger Mann.4Der sprach zu ihm: Warum bist du so elend von Tag zu Tag, du Königssohn? Willst du mir’s nicht sagen? Da sprach Amnon zu ihm: Ich habe Tamar, die Schwester meines Bruders Absalom, lieb gewonnen.5Jonadab sprach zu ihm: Lege dich auf dein Bett und stelle dich krank. Wenn dann dein Vater kommt, dich zu besuchen, so sprich zu ihm: Lass doch meine Schwester Tamar kommen, damit sie mir Krankenspeise gebe und vor meinen Augen das Essen bereite, dass ich zusehe und von ihrer Hand esse.6So legte sich Amnon hin und stellte sich krank. Als nun der König kam, ihn zu besuchen, sprach Amnon zum König: Lass doch meine Schwester Tamar kommen, dass sie vor meinen Augen zwei Kuchen mache und ich von ihrer Hand esse.7Da sandte David zu Tamar ins Haus und ließ ihr sagen: Geh hin ins Haus deines Bruders Amnon und mache ihm eine Krankenspeise.8Tamar ging hin ins Haus ihres Bruders Amnon; er aber lag zu Bett. Und sie nahm den Teig und knetete ihn und bereitete ihn vor seinen Augen und backte die Kuchen.9Und sie nahm die Pfanne und schüttete sie vor ihm aus; aber er weigerte sich zu essen. Und Amnon sprach: Lasst jedermann von mir hinausgehen. Und es ging jedermann von ihm hinaus. (1.Mos 45,1)10Da sprach Amnon zu Tamar: Bringe die Krankenspeise in die Kammer, dass ich von deiner Hand esse. Da nahm Tamar die Kuchen, die sie gemacht hatte, und brachte sie zu Amnon, ihrem Bruder, in die Kammer.11Und als sie diese zu ihm brachte, damit er esse, ergriff er Tamar und sprach zu ihr: Komm, meine Schwester, schlaf bei mir! (3.Mos 18,9; 3.Mos 20,17)12Sie aber sprach zu ihm: Nicht doch, mein Bruder, schände mich nicht; denn so tut man nicht in Israel. Tu nicht solch eine Schandtat!13Wo soll ich mit meiner Schande hin? Und du wirst in Israel sein wie ein Ruchloser. Rede aber mit dem König, der wird mich dir nicht versagen.14Aber er wollte nicht auf sie hören und ergriff sie und tat ihr Gewalt an und schlief bei ihr.15Und Amnon wurde ihrer überdrüssig, sodass sein Hass größer war als vorher seine Liebe. Und Amnon sprach zu ihr: Steh auf, geh!16Sie aber sprach zu ihm: Dass du mich von dir stößt, dies Unrecht ist größer als das andere, das du an mir getan hast. Aber er wollte nicht auf sie hören,17sondern rief den Knaben, der ihm diente, und sprach: Treibe diese von mir hinaus und schließ die Tür hinter ihr zu!18Und sie hatte ein Ärmelkleid an; denn solche Kleider trugen des Königs Töchter, solange sie Jungfrauen waren. Und als sein Diener sie hinausgetrieben und die Tür hinter ihr zugeschlossen hatte,19warf Tamar Asche auf ihr Haupt und zerriss das Ärmelkleid, das sie anhatte, und legte ihre Hand auf das Haupt und ging schreiend davon.20Und ihr Bruder Absalom sprach zu ihr: Ist dein Bruder Amnon bei dir gewesen? Nun, meine Schwester, schweig still; es ist dein Bruder, nimm dir die Sache nicht so zu Herzen. So blieb Tamar einsam im Hause ihres Bruders Absalom.21Und als der König David dies alles hörte, wurde er sehr zornig. Aber er tat seinem Sohn Amnon nichts zuleide, denn er liebte ihn, weil er sein Erstgeborener war.[1]22Doch Absalom redete nicht mit Amnon, weder Böses noch Gutes. Denn Absalom hasste Amnon, weil er seine Schwester Tamar geschändet hatte.
Absaloms Rache an Amnon
23Nach zwei Jahren aber hatte Absalom Schafschur in Baal-Hazor, das bei Ephraim liegt. Und Absalom lud alle Söhne des Königs ein24und kam zum König und sprach: Siehe, dein Knecht hat Schafschur; der König und seine Knechte mögen mit seinem Knecht hingehen.25Der König aber sprach zu Absalom: Nicht doch, mein Sohn, lass uns nicht alle gehen, damit wir dich nicht beschweren. Und obgleich er ihn nötigte, wollte er doch nicht hingehen, sondern entließ ihn mit seinem Segen.26Absalom sprach: Soll dann nicht mein Bruder Amnon mit uns gehen? Der König sprach zu ihm: Warum soll er mit dir gehen?27Da nötigte ihn Absalom, dass er Amnon und alle Söhne des Königs mit ihm gehen ließ.28Absalom aber gebot seinen Leuten: Seht darauf, wenn Amnon guter Dinge wird vom Wein und ich zu euch spreche: Schlagt Amnon nieder!, so sollt ihr ihn töten. Fürchtet euch nicht, denn ich hab’s euch geboten; seid nur getrost und geht tapfer dran!29So taten die Leute Absaloms mit Amnon, wie ihnen Absalom geboten hatte. Da sprangen alle Söhne des Königs auf, und jeder setzte sich auf sein Maultier, und sie flohen.30Und als sie noch auf dem Wege waren, kam das Gerücht vor David, Absalom habe alle Söhne des Königs erschlagen, dass nicht einer von ihnen übrig geblieben wäre.31Da stand der König auf und zerriss seine Kleider und legte sich auf die Erde, und alle seine Knechte, die um ihn her standen, zerrissen ihre Kleider.32Da hob Jonadab, der Sohn Schimas, des Bruders Davids, an und sprach: Mein Herr denke nicht, dass alle jungen Männer, die Söhne des Königs, tot sind; sondern Amnon allein ist tot. Denn das hatte Absalom im Sinn von dem Tage an, da jener seine Schwester Tamar schändete.33So denke nun mein Herr, der König, nicht, dass alle Söhne des Königs tot seien, sondern Amnon allein ist tot.34Absalom aber floh. Und als der Knecht auf der Warte seine Augen aufhob und ausschaute, siehe, da kam viel Volk auf dem Wege hinter ihm an der Seite des Berges entlang.35Da sprach Jonadab zum König: Siehe, die Söhne des Königs kommen; wie dein Knecht gesagt hat, so ist’s ergangen.36Und als er ausgeredet hatte, siehe, da kamen die Söhne des Königs und erhoben ihre Stimme und weinten. Der König und alle seine Knechte weinten auch gar sehr.37Absalom aber floh und ging zu Talmai, dem Sohn Ammihuds, dem König von Geschur. David aber trug Leid um seinen Sohn alle Tage. (2.Sam 3,3)
Joab erbittet Gnade für Absalom
38Als aber Absalom geflohen und nach Geschur gezogen war, blieb er dort drei Jahre.39Und der König hörte auf, mit Absalom zu hadern, denn er hatte sich getröstet über Amnon, dass er tot war.