2. Samuel 12

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Herren sendte så profeten Natan til David, og Natan fortalte ham følgende historie: „Der var to mænd, som boede i samme by.2 Den ene var rig og havde masser af køer, får og geder.3 Den anden var fattig. Han ejede kun et eneste lille lam, som det var lykkedes ham at købe. Han elskede det lam, som han elskede sine børn. Han lod det spise af sin egen tallerken, drikke af sit eget krus, og han sad med det på skødet, som var det hans egen datter.4 En dag fik den rige mand besøg, men han nænnede ikke at slagte et af sine egne dyr for at beværte gæsten. I stedet tog han den fattige mands lam, slagtede det og serverede det for sin gæst.”5-6 Det blev David rasende over at høre: „Jeg sværger ved den levende Gud, at den mand, som har gjort det, skal betale fire lam i erstatning. Ja, sådan en hjerteløs person fortjener at dø!”7 „Det er dig, der er den rige mand!” sagde Natan. „Hør, hvad Herren, Israels Gud, siger til dig: ‚Jeg udvalgte dig til at blive Israels konge og reddede dig fra Sauls angreb.8 Jeg gav dig hans rige og hans koner og gjorde dig til konge over både Nordriget og Juda, og hvis det var for lidt for dig, havde jeg gerne givet dig meget, meget mere.9 Hvorfor gør du oprør imod, hvad jeg har sagt, og handler så ondt? Du har stjålet Urias’ kone, og du har fået ham dræbt for at dække over din synd.10 Du har vist foragt for mig ved din skændige opførsel, og derfor vil der blive splid i din egen familie.11 Hør efter, hvad jeg nu siger: En af dine nærmeste vil gøre oprør imod dig. Han vil tage dine koner for øjnene af dig og forlyste sig med dem ved højlys dag.12 Du handlede i det skjulte. Men det her vil ske ved højlys dag og for øjnene af hele Israels folk!’ ”13 Da gik David til bekendelse: „Jeg har syndet imod Herren!” Natan svarede: „Så har Herren også tilgivet dig, og du skal slippe for at dø for din synd!14 Men det nyfødte barn, som er resultatet af din synd, skal dø, for du har bragt skam over Herrens navn.”15 Derefter gik Natan hjem. Kort efter ramte Herren det barn, som Batsheba havde født, med sygdom.16 Da gik David i forbøn for barnet. Han nægtede at spise på grund af sorg, og selv om natten blev han liggende udstrakt på gulvet i bøn.17 Hans rådgivere forsøgte forgæves at få ham til at rejse sig og tage føde til sig.18 På den syvende dag døde drengen, men Davids tjenere turde ikke fortælle ham den sørgelige nyhed, for de tænkte: „Han var helt knust før! Hvis vi nu kommer og fortæller ham, at drengen er død, kunne han gå helt amok!”19 Da David så dem stå og hviske sammen, gik sandheden op for ham. „Er drengen død?” spurgte han. „Ja, han er,” svarede de.20 Så rejste David sig op fra gulvet, gik i bad, gned sig med en vellugtende olie og tog rent tøj på. Derefter gik han ind i Herrens hus for at tilbede, hvorefter han vendte tilbage til paladset og bad om at få noget mad sat frem.21 Hans tjenere var forbløffede over hans reaktion. „Forstår man nu det?” udbrød de. „Mens drengen endnu var i live, græd du og nægtede at spise, men så snart han er død, holder du op med at sørge og begynder at spise igen!”22 David svarede: „Jeg fastede og græd, så længe drengen var i live, for jeg tænkte, at Herren måske ville vise mig nåde og lade ham leve.23 Men nu, hvor han er død, er der ingen grund til at faste mere. Kan jeg måske bringe ham tilbage til livet? Jeg kan følge ham i døden, men han kan ikke komme tilbage til mig!”24 David trøstede sin kone Batsheba, så godt han kunne, og hun blev igen gravid og fødte endnu en søn, som hun gav navnet Salomon. Herren elskede den dreng,25 og gennem profeten Natan sendte han bud om, at drengen skulle kaldes „Herrens elskede”.26-27 I mellemtiden var det lykkedes Joab og Israels hær at indtage ammonitternes hovedstad Rabba, og Joab sendte følgende sejrsbudskab hjem til David: „Vi er gået ind i Rabba og kontrollerer byens vandforsyning.28 Før nu resten af hæren hertil, så du selv kan sætte kronen på værket og få æren for sejren i stedet for mig.”29 Så førte David resten af hæren til Rabba og fuldførte indtagelsen af byen.30 Han fjernede kronen fra ammonitterkongens[1] hoved og satte den på sit eget. Den vejede over 30 kg og var lavet af guld med ædelsten på. Desuden tog han et stort krigsbytte. (1.Kong 11,5; 1.Kong 11,7)31 Byens befolkning tog han som krigsfanger og satte nogle af dem til at arbejde med save, hakker og økser, mens andre kom til at arbejde i teglværkerne. På samme måde gik det indbyggerne fra de øvrige byer i ammonitternes land. Derefter vendte David og hæren tilbage til Jerusalem.

2. Samuel 12

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft
1 Und der HERR sandte Nathan zu David. Als der zu ihm kam, sprach er zu ihm: Es waren zwei Männer in einer Stadt, der eine reich, der andere arm. (Luk 16,19)2 Der Reiche hatte sehr viele Schafe und Rinder;3 aber der Arme hatte nichts als ein einziges kleines Schäflein, das er gekauft hatte. Und er nährte es, dass es groß wurde bei ihm zugleich mit seinen Kindern. Es aß von seinem Bissen und trank aus seinem Becher und schlief in seinem Schoß, und er hielt’s wie eine Tochter.4 Als aber zu dem reichen Mann ein Gast kam, brachte er’s nicht über sich, von seinen Schafen und Rindern zu nehmen, um dem Gast etwas zuzurichten, der zu ihm gekommen war. Und er nahm das Schaf des armen Mannes und richtete es dem Mann zu, der zu ihm gekommen war.5 Da geriet David in großen Zorn über den Mann und sprach zu Nathan: So wahr der HERR lebt: Der Mann ist ein Kind des Todes, der das getan hat!6 Dazu soll er das Schaf vierfach bezahlen, weil er das getan und sein eigenes geschont hat. (2.Mos 21,37)7 Da sprach Nathan zu David: Du bist der Mann! So spricht der HERR, der Gott Israels: Ich habe dich zum König gesalbt über Israel und habe dich errettet aus der Hand Sauls (1.Kong 20,40)8 und habe dir deines Herrn Haus gegeben, dazu seine Frauen in deinen Schoß, und habe dir das Haus Israel und Juda gegeben; und ist das zu wenig, will ich noch dies und das dazutun.9 Warum hast du denn das Wort des HERRN verachtet, dass du getan hast, was ihm missfiel? Uria, den Hetiter, hast du erschlagen mit dem Schwert, seine Frau hast du dir zur Frau genommen, ihn aber hast du umgebracht durch das Schwert der Ammoniter. (2.Sam 11,1; 1.Kong 15,5)10 Nun, so soll von deinem Hause das Schwert nimmermehr lassen, weil du mich verachtet und die Frau Urias, des Hetiters, genommen hast, dass sie deine Frau sei. (2.Sam 13,28; 2.Sam 18,14; 1.Kong 2,24)11 So spricht der HERR: Siehe, ich will Unheil über dich kommen lassen aus deinem eigenen Hause und will deine Frauen nehmen vor deinen Augen und will sie deinem Nächsten geben, dass er bei deinen Frauen schlafen soll an der lichten Sonne. (2.Sam 15,16; 2.Sam 16,22; 2.Sam 20,3)12 Denn du hast’s heimlich getan, ich aber will dies tun vor ganz Israel und im Licht der Sonne.13 Da sprach David zu Nathan: Ich habe gesündigt gegen den HERRN. Nathan sprach zu David: So hat auch der HERR deine Sünde weggenommen; du wirst nicht sterben. (2.Sam 24,10; Salm 51,3; Ez 18,21)14 Aber weil du die Feinde des HERRN durch diese Sache zum Lästern gebracht hast, wird der Sohn, der dir geboren ist, des Todes sterben. (2.Sam 11,27)15 Und Nathan ging heim. Und der HERR schlug das Kind, das Urias Frau David geboren hatte, dass es todkrank wurde.16 Und David suchte Gott um des Knäbleins willen und fastete, und wenn er heimkam, lag er über Nacht auf der Erde. (Joel 2,12; Jonas 3,5)17 Da traten herzu die Ältesten seines Hauses und wollten ihn aufrichten von der Erde; er aber wollte nicht und aß auch nicht mit ihnen.18 Am siebenten Tage aber starb das Kind. Und die Knechte Davids fürchteten sich, ihm zu sagen, dass das Kind tot wäre; denn sie dachten: Siehe, als das Kind noch am Leben war, redeten wir mit ihm, und er hörte nicht auf uns; wie könnten wir ihm nun sagen: Das Kind ist tot! Er könnte ein Unheil anrichten.19 Als aber David sah, dass seine Knechte miteinander flüsterten, merkte er, dass das Kind tot war, und sprach zu seinen Knechten: Ist das Kind tot? Sie sprachen: Ja.20 Da stand David von der Erde auf und wusch sich und salbte sich und zog andere Kleider an und ging in das Haus des HERRN und betete an. Und als er wieder heimkam, ließ er sich Speise auftragen und aß.21 Da sprachen seine Knechte zu ihm: Was soll das, was du tust? Als das Kind lebte, hast du gefastet und geweint; nun es aber gestorben ist, stehst du auf und isst?22 Er sprach: Als das Kind noch lebte, fastete ich und weinte; denn ich dachte: Wer weiß, ob mir der HERR nicht gnädig wird und das Kind am Leben bleibt. (Joel 2,14; Jonas 3,9)23 Nun es aber tot ist, was soll ich fasten? Kann ich es wieder zurückholen? Ich werde wohl zu ihm fahren; es kommt aber nicht wieder zu mir zurück.24 Und als David seine Frau Batseba getröstet hatte, ging er zu ihr hinein und schlief bei ihr. Und sie gebar einen Sohn, den nannte er Salomo. Und der HERR liebte ihn. (1.Krøn 22,9)25 Und er tat ihn unter die Hand des Propheten Nathan; der nannte ihn Jedidja[1] um des HERRN willen.26 So kämpfte nun Joab gegen Rabba, die Stadt der Ammoniter, und eroberte die Königsstadt (2.Sam 11,1; 1.Krøn 20,1)27 und sandte Boten zu David und ließ ihm sagen: Ich habe gekämpft gegen Rabba und auch die Wasserstadt eingenommen.28 So bring nun das übrige Kriegsvolk zusammen und belagere die Stadt und erobere sie, damit nicht ich sie erobere und mein Name über ihr ausgerufen werde.29 So brachte David das ganze Kriegsvolk zusammen und zog hin und kämpfte gegen Rabba und eroberte es30 und nahm seinem König die Krone vom Haupt; die war an Gewicht einen Zentner Gold schwer, und an ihr waren Edelsteine; und sie wurde David aufs Haupt gesetzt. Und er führte aus der Stadt viel Beute weg.31 Aber das Volk darin führte er heraus und stellte sie als Fronarbeiter an die Sägen, die eisernen Pickel und an die eisernen Äxte und ließ sie an den Ziegelöfen arbeiten. So tat er mit allen Städten der Ammoniter. Danach kehrten David und das ganze Kriegsvolk nach Jerusalem zurück.