Salme 69 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

Nødråb til Gud

1 Til korlederen: En sang af David. Synges til melodien „Liljerne”. 2 Red mig, Gud, for jeg er ved at drukne, vandet når mig allerede til halsen. 3 Jeg er som sunket i et bundløst hul, jeg leder forgæves efter fodfæste. Jeg er kommet ud på det dybe vand, snart skyller bølgerne hen over mig. 4 Jeg er udmattet af at råbe om hjælp, min hals er hæs og tør, mine øjne er trætte af at stirre og vente på hjælp fra min Gud. 5 De, som hader mig uden grund, er flere end hårene på mit hoved. De ønsker at gøre det af med mig, selv om jeg er ganske uskyldig. De beskylder mig for at stjæle og forlanger det stjålne tilbage. 6 Gud, du kender mig og mine tåbeligheder, mine fejl kan ikke skjules for dig. 7 Almægtige Gud, lad ikke dem, som stoler på dig, tabe modet på grund af mine trængsler. Åh, Israels Gud, lad ikke dem, som søger din hjælp, opgive håbet på grund af mine problemer. 8 Jeg udsættes for hån, fordi jeg tjener dig. Det er derfor, jeg bliver gjort til grin. 9 Mine søskende vil ikke kendes ved mig, de ser mig som en fuldstændig fremmed. 10 Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus. Den hån, som ramte dig, ramte også mig. 11 Når jeg faster for Herren, håner de mig. 12 Når jeg sørger i sæk og aske, synger de smædeviser om mig. 13 Byens ledere taler nedsættende om mig, fulde folk synger spottesange. 14 Jeg beder til dig om hjælp, Herre, se i nåde til mig, Gud. Du er en kærlig og trofast Gud. Hør min bøn og hjælp mig. 15 Træk mig op af det dybe dynd, lad mig ikke synke helt til bunds. Red mig fra dem, der hader mig, lad mig ikke drukne i dybet. 16 Lad ikke bølgerne begrave mig. Lad ikke dybet opsluge mig. Lad ikke døden få det sidste ord. 17 Svar mig, Herre, for din trofastheds skyld, hjælp mig i din store nåde. 18 Vend dig ikke bort fra din tjener, skynd dig at redde mig ud af min nød. 19 Kom til mig og frels mig, fri mig fra mine fjenders magt. 20 Du ved, hvad de siger om mig, hvordan de håner og spotter mig. Du kender mine fjender, og du ved, hvad de siger. 21 Deres hån har taget så hårdt på mig, at jeg fuldstændig har mistet modet. Ingen havde medlidenhed med mig, ingen var villig til at trøste mig. 22 De ville have mig til at spise deres giftige mad, og de ville slukke min tørst med sur vin. 23 Må deres fester føre dem i fælden, så de bliver fanget og får løn som forskyldt. 24 Gør det sort for deres øjne, så de ikke kan se. Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.^[1] 25 Udøs din vrede over dem, lad din harme fortære dem. 26 Lad deres hjem ligge øde hen, lad ingen mere bo i deres telte. 27 Du opdrager mig, men de håner mig. Mens jeg lider under min straf, spreder de falske rygter om mig. 28 Straf dem for alle deres synder, lad dem ikke undslippe. 29 Slet deres navne af livets bog,^[2] så de ikke tælles med blandt dit folk. 30 Åh, Gud, hvor længe vil du lade mig lide? Red mig snart fra min elendighed. 31 Så vil jeg prise og tilbede dig, ophøje dig med takkesange. 32 For i dine øjne er dét mere værd end at ofre både okser og tyre. 33 Når de ydmyge og gudfrygtige ser min redning, vil de glæde sig og fatte nyt mod. 34 For Herren hører den ydmyges råb, han foragter ikke dem, han opdrager. 35 Selv himlen og jorden skal prise ham, havet og fiskene stemme i med lovsang. 36 Ja, Gud vil redde Jerusalem og genopbygge Judas byer. Hans folk kommer igen til at bo der og tager landet i eje som før. 37 Hans tjeneres børn får det i arv, de, som elsker Herren, skal bo der.

King James Version

1 To the chief Musician upon Shoshannim, A Psalm of David. Save me, O God; for the waters are come in unto my soul. 2 I sink in deep mire, where there is no standing: I am come into deep waters, where the floods overflow me. 3 I am weary of my crying: my throat is dried: mine eyes fail while I wait for my God. 4 They that hate me without a cause are more than the hairs of mine head: they that would destroy me, being mine enemies wrongfully, are mighty: then I restored that which I took not away. 5 O God, thou knowest my foolishness; and my sins are not hid from thee. 6 Let not them that wait on thee, O Lord GOD of hosts, be ashamed for my sake: let not those that seek thee be confounded for my sake, O God of Israel. 7 Because for thy sake I have borne reproach; shame hath covered my face. 8 I am become a stranger unto my brethren, and an alien unto my mother' children. 9 For the zeal of thine house hath eaten me up; and the reproaches of them that reproached thee are fallen upon me. 10 When I wept, and chastened my soul with fasting, that was to my reproach. 11 I made sackcloth also my garment; and I became a proverb to them. 12 They that sit in the gate speak against me; and I was the song of the drunkards. 13 But as for me, my prayer is unto thee, O LORD, in an acceptable time: O God, in the multitude of thy mercy hear me, in the truth of thy salvation. 14 Deliver me out of the mire, and let me not sink: let me be delivered from them that hate me, and out of the deep waters. 15 Let not the waterflood overflow me, neither let the deep swallow me up, and let not the pit shut her mouth upon me. 16 Hear me, O LORD; for thy lovingkindness is good: turn unto me according to the multitude of thy tender mercies. 17 And hide not thy face from thy servant; for I am in trouble: hear me speedily. 18 Draw nigh unto my soul, and redeem it: deliver me because of mine enemies. 19 Thou hast known my reproach, and my shame, and my dishonour: mine adversaries are all before thee. 20 Reproach hath broken my heart; and I am full of heaviness: and I looked for some to take pity, but there was none; and for comforters, but I found none. 21 They gave me also gall for my meat; and in my thirst they gave me vinegar to drink. 22 Let their table become a snare before them: and that which should have been for their welfare, let it become a trap. 23 Let their eyes be darkened, that they see not; and make their loins continually to shake. 24 Pour out thine indignation upon them, and let thy wrathful anger take hold of them. 25 Let their habitation be desolate; and let none dwell in their tents. 26 For they persecute him whom thou hast smitten; and they talk to the grief of those whom thou hast wounded. 27 Add iniquity unto their iniquity: and let them not come into thy righteousness. 28 Let them be blotted out of the book of the living, and not be written with the righteous. 29 But I am poor and sorrowful: let thy salvation, O God, set me up on high. 30 I will praise the name of God with a song, and will magnify him with thanksgiving. 31 This also shall please the LORD better than an ox or bullock that hath horns and hoofs. 32 The humble shall see this, and be glad: and your heart shall live that seek God. 33 For the LORD heareth the poor, and despiseth not his prisoners. 34 Let the heaven and earth praise him, the seas, and every thing that moveth therein. 35 For God will save Zion, and will build the cities of Judah: that they may dwell there, and have it in possession. 36 The seed also of his servants shall inherit it: and they that love his name shall dwell therein.