Apostlenes Gerninger 10

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 I Cæsarea boede der en mand, som hed Kornelius. Han var officer ved det romerske regiment, der kaldtes „Det italienske”.2 Han var en religiøs mand, der sammen med hele sin husstand var gået over til jødedommen. Han hjalp de fattige i den jødiske menighed og bad regelmæssigt til Gud.3 En eftermiddag ved tretiden[1] så han ganske tydeligt i et syn en engel, der kom hen til ham og sagde: „Kornelius!”4 Han stirrede skrækslagen på englen og udbrød: „Hvad er der, Herre?” Englen fortsatte: „Dine bønner og barmhjertighedsgaver har Gud taget imod som et vellugtende offer.[2] (3.Mos 2,1; Åb 8,4)5 Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente en mand, som hedder Simon Peter.6 Han bor nede ved stranden hos en garver, der også hedder Simon.”7 Så snart englen var forsvundet, kaldte Kornelius på to af sine tjenere og en gudfrygtig soldat blandt sine betroede folk.8 Han fortalte dem, hvad der var sket, og sendte dem derpå af sted til Joppe.9 Den følgende dag ved tolvtiden ankom de tre mænd til byen. Peter var gået op på husets flade tag for at bede.10 Han var godt sulten og ville gerne snart have noget at spise. Mens maden blev tilberedt, fik han et syn:11 Himlen var åben, og noget kom dalende ned mod jorden. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner.12 I dugen var der mange forskellige dyrearter, som jøderne regner for urene og derfor ikke må spise, både pattedyr, krybdyr og fugle.13 I det samme hørte han en stemme sige: „Rejs dig, Peter, slagt og spis!”14 „Ikke tale om, Herre!” erklærede Peter. „Jeg har jo aldrig spist noget urent eller vanhelligt.”15 Stemmen talte igen: „Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.”16 Det hele skete tre gange, hvorefter dugen blev løftet op til himlen igen.17 Peter var forvirret. Hvad kunne det syn betyde? Hvad skulle han gøre? Men netop på det tidspunkt havde de mænd, som Kornelius havde sendt af sted, spurgt sig frem til huset. De stod nu uden for porten18 og spurgte, om der i huset var en gæst, der hed Simon Peter.19 Mens Peter stadig spekulerede over det syn, han lige havde haft, sagde Helligånden: „Der er kommet tre mænd for at tale med dig.20 Gå ned og tag imod dem. Derefter skal du gå med dem uden betænkeligheder, for det er mig, der har sendt dem.”21 Peter gik så ned ad trappen fra taget og hen til porten og sagde til dem: „Det er mig, I leder efter. Hvad vil I mig?”22 Så fortalte de ham om den romerske officer, Kornelius: „Han er en god og gudfrygtig mand, som jøderne sætter stor pris på, og han har af en engel fået besked på at hente dig til sit hjem, for at han kan høre, hvad du har at fortælle.”23 Så indbød Peter dem til at komme indenfor, og de blev godt beværtet. Næste dag tog Peter af sted sammen med de tre udsendinge, og nogle af menighedens ledere fra Joppe tog også med.24 Dagen efter ankom de til Cæsarea. Kornelius ventede på ham og havde sammenkaldt sin familie og nærmeste venner.25 Da Peter var nået hen til huset, kom Kornelius ud til ham, faldt på knæ foran ham og bøjede hovedet mod jorden i dyb ærbødighed.26 Men Peter sagde til ham: „Rejs dig op! Jeg er bare et almindeligt menneske.”27 Mens de fortsatte med at tale sammen, gik de ind i huset, og dér opdagede Peter, at en stor forsamling ventede på ham.28 „I ved, at vi jøder ikke har lov til at have fællesskab med eller besøge ikke-jøder, for så bliver vi urene,” forklarede han. „Men Gud har vist mig, at jeg ikke må betragte noget menneske som urent eller uværdigt.29 Derfor gik jeg med uden indvendinger, da der blev sendt bud efter mig. Men nu vil jeg så gerne vide, hvorfor jeg skulle komme.”30 Kornelius svarede: „For nøjagtig tre dage siden[3] lige ved den her tid, klokken tre, var jeg ved at bede min sædvanlige eftermiddagsbøn her i mit hjem. Pludselig stod en mand i en skinnende hvid dragt foran mig.31 Han sagde: ‚Kornelius, Gud har hørt din bøn, og han har lagt mærke til dine barmhjertighedsgerninger.32 Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente Simon Peter, som bor hos garveren Simon nede ved stranden.’33 Jeg sendte derfor straks bud efter dig, og det var godt, du kom med det samme. Vi er alle samlet her for Guds ansigt for at høre alt, hvad Herren har befalet dig at sige til os.”34 „Nu forstår jeg virkelig, at alle mennesker er lige for Gud,” begyndte Peter.35 „Han accepterer alle, der ærer ham og handler efter hans vilje, uanset hvilket folk de tilhører.36 Og det er det budskab, som Gud sendte til Israels folk, idet han forkyndte fred gennem Jesus, Messias: Han er Herre for alle folkeslag.37 I ved, hvad der er sket i jødernes land, og at det hele startede i Galilæa, efter at Johannes begyndte at døbe.38 I har hørt om nazaræeren Jesus, hvordan Gud udrustede ham med Helligånd og kraft. Han gik omkring og befriede alle, der lå under for Djævelens herredømme. Det kunne han gøre, fordi Gud var med ham.39 Vi apostle er vidner om alt det, han gjorde ud over jødernes land, inklusive Jerusalem, hvor han til sidst blev henrettet på et kors.40 Men Gud oprejste ham fra døden på den tredje dag og lod ham træde synligt frem.41 Han blev ikke set af alle, men kun af os, som Gud i forvejen havde udpeget til at være vidner. Vi både spiste og drak sammen med ham, efter at han var genopstået fra de døde.42 Han pålagde os at bevidne hans opstandelse og fortælle det jødiske folk, at det er Jesus og ingen anden, som Gud har indsat til at være dommer over både de levende og de døde.43 Det er ham, alle profeterne har skrevet om. Han tilgiver mennesker deres synder, hvis bare de tror på ham.”44 Mens Peter endnu talte, faldt Helligånden på alle dem, der lyttede.45 De Jesus-troende jøder, der var kommet dertil sammen med Peter, var forbløffede over, at Helligåndens gave nu også var blevet givet til andre end jøderne,46 men de kunne jo høre dem tale i tunger og prise Gud.47 Da sagde Peter: „Er der noget i vejen for, at de mennesker her kan blive døbt, siden de har modtaget Helligåndens kraft, akkurat som vi gjorde?”48 Så gav han besked om, at de skulle døbes til at tilhøre Jesus, Messias. Derefter bad de ham om at blive nogle dage hos dem.

Apostlenes Gerninger 10

King James Version

1 There was a certain man in Caesarea called Cornelius, a centurion of the band called the Italian band,2 A devout man, and one that feared God with all his house, which gave much alms to the people, and prayed to God alway.3 He saw in a vision evidently about the ninth hour of the day an angel of God coming in to him, and saying unto him, Cornelius.4 And when he looked on him, he was afraid, and said, What is it, Lord? And he said unto him, Thy prayers and thine alms are come up for a memorial before God.5 And now send men to Joppa, and call for one Simon, whose surname is Peter:6 He lodgeth with one Simon a tanner, whose house is by the sea side: he shall tell thee what thou oughtest to do.7 And when the angel which spake unto Cornelius was departed, he called two of his household servants, and a devout soldier of them that waited on him continually;8 And when he had declared all these things unto them, he sent them to Joppa.9 On the morrow, as they went on their journey, and drew nigh unto the city, Peter went up upon the housetop to pray about the sixth hour:10 And he became very hungry, and would have eaten: but while they made ready, he fell into a trance,11 And saw heaven opened, and a certain vessel descending unto him, as it had been a great sheet knit at the four corners, and let down to the earth:12 Wherein were all manner of fourfooted beasts of the earth, and wild beasts, and creeping things, and fowls of the air.13 And there came a voice to him, Rise, Peter; kill, and eat.14 But Peter said, Not so, Lord; for I have never eaten any thing that is common or unclean.15 And the voice spake unto him again the second time, What God hath cleansed, that call not thou common.16 This was done thrice: and the vessel was received up again into heaven.17 Now while Peter doubted in himself what this vision which he had seen should mean, behold, the men which were sent from Cornelius had made enquiry for Simon's house, and stood before the gate,18 And called, and asked whether Simon, which was surnamed Peter, were lodged there.19 While Peter thought on the vision, the Spirit said unto him, Behold, three men seek thee.20 Arise therefore, and get thee down, and go with them, doubting nothing: for I have sent them.21 Then Peter went down to the men which were sent unto him from Cornelius; and said, Behold, I am he whom ye seek: what is the cause wherefore ye are come?22 And they said, Cornelius the centurion, a just man, and one that feareth God, and of good report among all the nation of the Jews, was warned from God by an holy angel to send for thee into his house, and to hear words of thee.23 Then called he them in, and lodged them. And on the morrow Peter went away with them, and certain brethren from Joppa accompanied him.24 And the morrow after they entered into Caesarea. And Cornelius waited for them, and had called together his kinsmen and near friends.25 And as Peter was coming in, Cornelius met him, and fell down at his feet, and worshipped him.26 But Peter took him up, saying, Stand up; I myself also am a man.27 And as he talked with him, he went in, and found many that were come together.28 And he said unto them, Ye know how that it is an unlawful thing for a man that is a Jew to keep company, or come unto one of another nation; but God hath shewed me that I should not call any man common or unclean.29 Therefore came I unto you without gainsaying, as soon as I was sent for: I ask therefore for what intent ye have sent for me?30 And Cornelius said, Four days ago I was fasting until this hour; and at the ninth hour I prayed in my house, and, behold, a man stood before me in bright clothing,31 And said, Cornelius, thy prayer is heard, and thine alms are had in remembrance in the sight of God.32 Send therefore to Joppa, and call hither Simon, whose surname is Peter; he is lodged in the house of one Simon a tanner by the sea side: who, when he cometh, shall speak unto thee.33 Immediately therefore I sent to thee; and thou hast well done that thou art come. Now therefore are we all here present before God, to hear all things that are commanded thee of God.34 Then Peter opened his mouth, and said, Of a truth I perceive that God is no respecter of persons:35 But in every nation he that feareth him, and worketh righteousness, is accepted with him.36 The word which God sent unto the children of Israel, preaching peace by Jesus Christ: (he is Lord of all:)37 That word, I say, ye know, which was published throughout all Judaea, and began from Galilee, after the baptism which John preached;38 How God anointed Jesus of Nazareth with the Holy Ghost and with power: who went about doing good, and healing all that were oppressed of the devil; for God was with him.39 And we are witnesses of all things which he did both in the land of the Jews, and in Jerusalem; whom they slew and hanged on a tree:40 Him God raised up the third day, and shewed him openly;41 Not to all the people, but unto witnesses chosen before of God, even to us, who did eat and drink with him after he rose from the dead.42 And he commanded us to preach unto the people, and to testify that it is he which was ordained of God to be the Judge of quick and dead.43 To him give all the prophets witness, that through his name whosoever believeth in him shall receive remission of sins.44 While Peter yet spake these words, the Holy Ghost fell on all them which heard the word.45 And they of the circumcision which believed were astonished, as many as came with Peter, because that on the Gentiles also was poured out the gift of the Holy Ghost.46 For they heard them speak with tongues, and magnify God. Then answered Peter,47 Can any man forbid water, that these should not be baptized, which have received the Holy Ghost as well as we?48 And he commanded them to be baptized in the name of the Lord. Then prayed they him to tarry certain days.