1Hvordan blev så Abraham, vores stamfar, accepteret af Gud?2Hvis det var på grund af hans gode gerninger, så ville han have haft noget at rose sig af, dog ikke over for Gud.3Men nu siger Skriften: „Abraham troede på Gud, og derfor blev han accepteret.”[1] (1.Mos 15,6)4Løn er noget, man får udbetalt, fordi man har gjort sig fortjent til det ved at udføre et stykke arbejde—det er ikke en gave.5Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud. Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på grundlag af deres tro.6I Skriften har David også omtalt den lykke, det er at blive accepteret af Gud, uden at man har gjort sig fortjent til det ved selv at præstere noget. Hør blot, hvad han sagde:7„Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet, hvis synderegister er slettet ud.8Lykkelige er de mennesker, som Herren ikke tilregner skyld.”[2] (Salm 32,1)9Gælder den lykke kun de omskårne, altså jøderne? Nej, den gælder også de uomskårne. Vi sagde jo lige, at Abraham blev accepteret af Gud, fordi han havde tro,10og det skete, før han blev omskåret.11Omskærelsen fik han bagefter som et konkret tegn på, at han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. På den måde blev han „troens far” og dermed også far til alle de uomskårne, som senere ville blive accepteret af Gud på grund af deres tro.12Han er samtidig far til alle de omskårne, hvis de vel at mærke følger det eksempel på tro, som Abraham viste os, før han blev omskåret.13Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro.14Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud.15Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.16Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror.17Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”[3] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. (1.Mos 17,4)18-19Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud.20Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud.21Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.22Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham,23som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham.24Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde.25Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.
1Wie war es denn bei unserem leiblichen Stammvater Abraham? Wird von ihm nicht gesagt, dass er »Gnade gefunden« hat?[1]2Wenn er, wie man sagt, aufgrund seiner Gehorsamsleistungen als gerecht anerkannt wurde, hat er Grund, sich zu rühmen – aber nicht vor Gott! (Jak 2,21)3Wie heißt es denn in den Heiligen Schriften? »Abraham vertraute Gott und glaubte seiner Zusage, und dies rechnete Gott ihm als Gerechtigkeit an.« (1.Mos 15,6; Gal 3,6; Jak 2,23)4Nun, einem Arbeiter, der Leistungen erbracht hat, wird sein Lohn nicht als etwas Unverdientes angerechnet, sondern als etwas, worauf er Anspruch hat.5Wenn dagegen ein Mensch vor Gott keine Leistungen vorzuweisen hat, aber er vertraut auf den, der die Gottlosen annimmt, dann wird ihm sein Glaube als Gerechtigkeit angerechnet.6Im gleichen Sinn preist David die Menschen glücklich, denen Gott Gerechtigkeit anrechnet, obwohl sie keine guten Werke vorzuweisen haben: (Salm 32,1)7»Freuen dürfen sich alle, denen der Herr ihr Unrecht vergeben und ihre Verfehlungen zugedeckt hat!8Freuen dürfen sich alle, denen der Herr die Schuld nicht anrechnet!«9Gilt das nur für Beschnittene oder auch für Unbeschnittene? Ich habe schon gesagt: Abrahams Glaube wurde ihm von Gott als Gerechtigkeit angerechnet.10Unter welchen Umständen geschah dies? War er damals schon beschnitten, oder war er es noch nicht? Er war es noch nicht!11Die Beschneidung erhielt Abraham erst als Bestätigung. Durch sie wurde besiegelt, dass Gott ihn schon vor seiner Beschneidung um seines Glaubens willen angenommen hatte. So ist Abraham der Vater aller geworden, die Gott vertrauen, ohne beschnitten zu sein – und denen dieses Vertrauen als Gerechtigkeit angerechnet wird. (1.Mos 17,9; Rom 2,28; Gal 3,7)12Er ist aber genauso der Vater der Beschnittenen, sofern sie nicht nur wie Abraham beschnitten sind, sondern auch in dessen Spuren gehen und Gott so vertrauen wie unser Vater Abraham, als er noch nicht beschnitten war. (Matt 3,9)
Es kommt nur auf den vertrauensvollen Glauben an
13Dasselbe gilt für die Zusage, die Gott Abraham und seinen Nachkommen gab: sie sollten die ganze Erde zum Besitz erhalten.[2] Diese Zusage erfolgte nicht auf der Grundlage des Gesetzes, sondern auf der Grundlage der Gerechtigkeit, die Gott dem Glauben zuspricht. (1.Mos 12,7; 1.Mos 22,17; Sir 44,21)14Wenn die Erde denen als Besitz versprochen wäre, die das Gesetz befolgen, wäre der Glaube entwertet und die Zusage hätte ihren Sinn verloren. (Gal 3,18)15Das Gesetz führt aber in Wirklichkeit zu Gottes Strafgericht; denn nur wo kein Gesetz ist, gibt es auch keine Übertretungen. (Rom 3,20; Rom 5,13; Rom 5,20; Rom 7,7; Gal 3,19)16Deshalb hat Gott alles auf den Glauben gestellt, damit alles auf Gnade beruht. Auf diese Weise gilt die Zusage unverbrüchlich für alle Nachkommen Abrahams, nicht nur für die, die nach den Ordnungen des Gesetzes leben, sondern auch für alle, die wie Abraham der Zusage Gottes glauben. So ist Abraham der Vater von uns allen.17Denn Gott hat zu ihm gesagt: »Ich habe dich zum Vater vieler Völker gemacht.« Abraham hatte Gott vor Augen und glaubte ihm, der die Toten lebendig macht und das Nichtseiende ins Dasein ruft. (1.Mos 17,5; 2.Kor 1,9)18Obwohl nichts mehr zu hoffen war, hielt er an der Hoffnung fest und vertraute darauf, dass Gott ihn zum Vater vieler Völker machen werde. Denn Gott hatte zu ihm gesagt: »Deine Nachkommen werden so zahlreich sein wie die Sterne.« (1.Mos 15,5)19Abraham, fast hundertjährig, wusste genau, dass seine Lebenskraft aufgezehrt und der Mutterschoß Saras erstorben war. Trotzdem wurde er nicht schwach im Glauben (1.Mos 17,1; Heb 11,11)20und zweifelte nicht an der Zusage Gottes, vielmehr wurde sein Glaube nur umso fester. Er gab Gott die Ehre21und war felsenfest davon überzeugt: Was Gott zusagt, das kann er auch tun. (1.Mos 18,14; Luk 1,37)22Darum wurde ihm sein Glaube als Gerechtigkeit angerechnet. (Rom 4,3)23Dass er angerechnet wurde, ist aber nicht nur wegen Abraham gesagt,24sondern auch wegen uns. Auch uns wird Gott einst den Glauben als Gerechtigkeit anrechnen, so gewiss wir auf Ihn vertrauen, der Jesus, unseren Herrn, aus dem Tod auferweckt hat.25Er gab ihn dahin, um unsere Vergehen zu sühnen, und hat ihn zum Leben erweckt, damit wir vor ihm als gerecht bestehen können. (Es 53,4; Es 53,10; Rom 8,32; 1.Kor 15,17)