1En visdomssang[1] af David. Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet, hvis synderegister er slettet.2Lykkelige er de mennesker, som Herren ikke tilregner skyld, de, som er oprigtige af hjertet.3Før jeg var villig til at indrømme min skyld, havde jeg det helt elendigt. Jeg sukkede dagen lang.4Dag og nat lå din hånd tungt på mig, jeg følte mig trykket som under en hedebølge.5Så bekendte jeg omsider min synd for dig, søgte ikke længere at skjule mine forseelser. Jeg sagde: „Jeg vil bekende mit oprør for Herren.” Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.6Derfor bør enhver gudfrygtig søge dig, så længe der endnu er tid. Hvis ulykkerne senere skyller ind over dem, er du parat til at redde dem.7Herre, du er mit skjulested, du skærmer mig fra ulykke. Derfor vil jeg juble af glæde.8Jeg vil instruere og undervise dig, jeg vil vise dig den vej, du skal gå.[2] Jeg vil give dig min personlige vejledning.9Vær ikke trodsig som heste og æsler, der skal tvinges med tømme og bidsel, når de ikke vil komme til dig.10De gudløse har mange problemer, men de, der stoler på Herren, oplever hans trofaste nåde.11Glæd jer i Herren, I, som er uskyldige. Fryd jer, I, som ønsker at adlyde ham.