1Det varede ikke længe, før Jetro, Moses’ svigerfar, der var præst i Midjan, hørte om de fantastiske mirakler, Gud havde gjort, da han førte sit folk, israelitterne, ud af Egypten.2Moses havde på et tidligere tidspunkt sendt sin kone Zippora og sine to sønner tilbage til Jetro.3Moses’ ældste søn fik navnet Gershom,[1] for han sagde: „Jeg har levet som fremmed i udlandet.”4Hans anden søn fik navnet Eliezer,[2] for han sagde: „Mine forfædres Gud er blevet min hjælper ved at redde mig ud af Faraos kløer.”5Jetro var nu på vej sammen med Zippora og de to sønner til Moses i ørkenen, hvor han havde slået lejr ved Guds bjerg.[3]6Han sendte en besked i forvejen til Moses: „Jeg, din svigerfar Jetro, er på vej med din kone og dine to sønner.”7Moses gik straks sin svigerfar i møde, bøjede sig ærbødigt og kyssede ham på kinden til velkomst. Efter at have spurgt til hinandens helbred gik de ind i Moses’ telt for at tale sammen.8Moses fortalte sin svigerfar om alle de undere, Herren havde gjort for at redde israelitterne fra Farao og egypterne. Han fortalte også om de problemer, der havde været undervejs, og om, hvordan Herren havde hjulpet folket igennem det alt sammen.9Jetro var begejstret over at høre, hvad Herren havde gjort for Israels folk, og hvordan han havde ført dem ud af Egypten.10„Lovet være Jahve,” sagde Jetro, „for han har reddet jer fra egypterne og Farao—ja, han har virkelig befriet jer fra slaveriet i Egypten.11Nu ser jeg, at Jahve er større end nogen anden gud, for han har befriet sit folk fra de stolte og brutale egyptere.”12Så ofrede Jetro brændofre og andre ofre til Gud, og Aron og Israels øvrige ledere kom for at spise offermåltid sammen med ham.13Næste dag satte Moses sig som sædvanlig for at høre på folks klager og løse deres indbyrdes konflikter. De stod i kø omkring ham fra morgen til aften.14Da hans svigerfar så, hvor tidkrævende et arbejde det var, sagde han: „Sikke meget arbejde du har med folket. Hvorfor er du alene om at klare den store opgave? Folk står jo i kø hele dagen for at få hjælp.”15„Folket kommer til mig i håb om at få Guds svar på deres problemer,” forklarede Moses,16„og når de har en retssag, er jeg deres dommer. Det er jo min opgave at undervise dem om Guds forordninger og instruktioner.”17„Det er ikke en god måde at gøre det på,” svarede Jetro.18„Både du selv og folket bliver jo ganske udmattede. Moses, den opgave er for tung en byrde, hvis du forsøger at gøre alting selv.19Lyt til mit råd—så vil Gud være med dig. Du skal fortsat selv træde frem for Gud på folkets vegne og spørge ham til råds i de vanskelige sager.20Og du skal også undervise folket om hans forordninger og instruktioner og lære dem principperne for gudsfrygt, og hvordan de bør leve.21Men du bliver nødt til at finde nogle kvalificerede, ærlige og gudfrygtige mænd, der ikke vil tage imod bestikkelse. Dem skal du indsætte som dommere og rådgivere, nogle med ansvar for 1000 mennesker, nogle med ansvar for 100 mennesker, og andre med ansvar for 50 eller ti personer.22Overlad så ansvaret for lov og orden til dem. Hvis en sag er kompliceret eller særlig betydningsfuld, kan de henvende sig til dig. Men alle mindre sager kan de selv tage sig af. Det vil betyde en stor aflastning for dig, hvis du på den måde uddelegerer nogle af dine ansvarsfulde opgaver til andre.23Hvis du følger mit råd, og hvis det er i overensstemmelse med Guds vilje, vil du undgå stress, og folket kan hurtigere få deres sager behandlet og derfor gå tilfredse hjem.”24Moses fulgte sin svigerfars råd.25Han udvalgte kvalificerede mænd fra alle de 12 stammer og udnævnte dem til dommere og ledere for henholdsvis 1000, 100, 50 og 10 personer.26Disse mænd stod altid til rådighed, så retfærdigheden kunne ske fyldest. Alle mindre sager tog de sig af, og kun de mere komplicerede blev overladt til Moses.27Kort efter tog Moses afsked med sin svigerfar, som vendte tilbage til sit land.
1Jitro, der Priester von Midian, der Schwiegervater von Mose, erfuhr, was Gott alles für Mose und für sein Volk Israel getan und dass er die Israeliten aus Ägypten herausgeführt hatte.2Da machte er sich mit seiner Tochter Zippora auf den Weg. Mose hatte nämlich seine Frau Zippora vorsichtshalber zu ihrem Vater zurückgeschickt. (2.Mos 2,21; 2.Mos 4,20)3Jitro nahm auch die beiden Söhne Zipporas mit. Der ältere hieß Gerschom (Gast-dort), weil Mose bei seiner Geburt gesagt hatte: »Ich bin Gast in einem fremden Land geworden«;4der jüngere hieß Eliëser (Gott hilft), denn Mose hatte gesagt: »Der Gott meines Vaters hilft mir, er hat mich vor dem Schwert des Pharaos gerettet.«5Moses Schwiegervater kam also mit den Familienangehörigen Moses zu ihm an den Lagerplatz in der Wüste, zum Gottesberg.6Er ließ Mose ausrichten: »Dein Schwiegervater Jitro ist gekommen! Auch deine Frau ist da und bringt deine beiden Söhne mit!«7Da ging Mose seinem Schwiegervater entgegen, beugte sich nieder und küsste ihn. Nachdem sie einander begrüßt hatten, gingen sie in Moses Zelt.8Mose berichtete seinem Schwiegervater, was der HERR alles gegen den Pharao und die Ägypter getan hatte, um das Volk Israel zu befreien, und wie er sie unterwegs in allen Nöten und Gefahren beschützt hatte.9-10Jitro freute sich, dass der HERR den Israeliten so viel Gutes erwiesen hatte, und sagte: »Gepriesen sei der HERR, der euch aus der Gewalt des Pharaos und der Ägypter gerettet und das Volk von der Unterdrückung befreit hat!11Jetzt weiß ich: Der HERR ist größer als alle anderen Götter; denn er hat sich als stärker erwiesen als die Ägypter in ihrer Vermessenheit.«12Dann opferte er Gott Tiere als Brand- und Mahlopfer, und Aaron und alle Ältesten Israels kamen dazu und hielten mit ihm das Opfermahl vor Gott.
Einsetzung von Schiedsleuten als Helfer Moses
13Am nächsten Tag setzte sich Mose hin, um in Streitfällen Recht zu sprechen. Die Leute drängten sich vor ihm vom Morgen bis zum Abend. (4.Mos 11,11; 5.Mos 1,9)14Als sein Schwiegervater sah, wie viel Arbeit Mose damit hatte, fragte er ihn: »Was machst du dir da für eine Mühe? Die Leute drängen sich vor dir vom Morgen bis zum Abend. Musst du das alles alleine tun?«15Mose sagte: »Was soll ich machen? Sie wollen eine Entscheidung von Gott haben.16Wenn zwei von ihnen Streit haben, kommen sie zu mir. Ich entscheide ihren Fall und sage ihnen die Gesetze und Weisungen Gottes.«17Sein Schwiegervater erwiderte: »Du musst das anders anfassen.18Es ist einfach zu viel für dich; du kannst nicht alles alleine tun. Du reibst dich sonst noch auf, und auch für die Leute ist es viel zu anstrengend.19Pass auf, was ich dir rate – Gott möge seinen Segen dazu geben! Deine Aufgabe soll es sein, in schwierigen Rechtsfällen die Entscheidung Gottes einzuholen.20Du sollst ihnen auch die Gebote und Anordnungen Gottes erklären und ihnen sagen, welche Regeln für das Zusammenleben des Volkes gelten sollen.21Für die leichteren Streitfälle aber wähle angesehene Männer aus, die nach Gottes Geboten leben, zuverlässig und unbestechlich sind. Setze sie ein als Verantwortliche für jeweils tausend, hundert, fünfzig und zehn.22Sie sollen dem Volk jederzeit als Schiedsleute zur Verfügung stehen und die gewöhnlichen Rechtsfälle entscheiden; nur mit den schwierigeren Fällen sollen sie zu dir kommen. Mach dir die Last leichter, lass sie daran mittragen!23Wenn Gott damit einverstanden ist und du so verfährst, wirst du unter der Last deines Amtes nicht zusammenbrechen, und die Leute werden immer zufrieden nach Hause gehen.«24Mose nahm den Rat seines Schwiegervaters an und handelte danach.25Er wählte aus allen Stämmen Israels angesehene Männer aus und setzte sie als Verantwortliche über je tausend, hundert, fünfzig und zehn.26Sie entschieden von nun an die einfacheren Streitfälle und legten Mose nur die schwierigen Fälle zur Entscheidung vor.27Darauf verabschiedete Mose seinen Schwiegervater, und Jitro kehrte wieder in sein Land zurück.