1På Herrens befaling forlod Israels folk nu Sins ørken og flyttede fra sted til sted. På et tidspunkt kom de til Refidim, men der var intet vand der.2Igen klagede folket til Moses. „Giv os vand!” forlangte de. „Hvorfor anklager I mig!” spurgte Moses. „Hvorfor udfordrer I Guds tålmodighed?”3Men folket led af tørst, så de blev ved at klage: „Hvorfor førte du os ud af Egypten? Var det, for at vi skulle dø af tørst sammen med vores familier og husdyr?”4Da bad Moses til Herren: „Hvad skal jeg stille op med dette folk? De er jo lige ved at stene mig!”5Herren svarede: „Tag nogle af Israels ledere med dig og tag den stav, du slog Nilen med, i din hånd og kom så.6Jeg vil stå foran dig på klippen ved Horebs bjerg. Og når du slår på klippen, vil der strømme vand ud af den, så alle kan få noget at drikke.” Det gjorde Moses så for øjnene af Israels ledere, og vandet strømmede frem.7Moses gav derfor det pågældende sted navnet Massa,[1] men det blev også kaldt Meriba, for det var her, Israels folk skændtes med Herren og provokerede ham ved at sige: „Vil Herren sørge for os—eller vil han ikke?”
Slaget mod amalekitterne
8Mens israelitterne opholdt sig ved Refidim, gjorde nogle amalekitiske krigere sig klar til at angribe dem.9Moses sagde da til Josva: „Udvælg dig nogle mænd og gå i morgen imod amalekitterne. Jeg stiller mig oppe på toppen af højen med Guds stav i hånden.”10Så rykkede Josva ud for at kæmpe imod amalekitterne. Og Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen.11Så længe Moses løftede hænderne med staven op i luften, fik israelitterne overtaget, men så snart han sænkede hænderne for at hvile, fik amalekitterne overtaget.12Da Moses blev træt af at holde armene i vejret, fandt Aron og Hur en sten, som han kunne sidde på, og så stillede de sig på hver sin side af Moses og holdt hans arme i vejret. På den måde var hans arme løftet lige til solnedgang.13Sådan besejrede Josva og hans mænd amalekitternes hær.14Derefter sagde Herren til Moses: „Nedskriv beretningen om denne begivenhed i en bog, så den altid vil huskes, og lad aldrig Josva glemme, at jeg fuldstændig vil udslette amalekitterne.”15Moses byggede et alter her, som han kaldte „Herren kæmper for mig.”[2]16„Amalekitterne satte sig op mod Herren,” sagde Moses. „Derfor vil Herren kæmpe mod dem fra slægt til slægt.”
1Auf Befehl des HERRN zog die ganze Gemeinde Israel von der Wüste Sin aus weiter, von einem Lagerplatz zum andern. Einmal schlugen sie ihr Lager bei Refidim auf. Dort gab es kein Trinkwasser. (4.Mos 20,1)2Da machten die Israeliten Mose schwere Vorwürfe und forderten: »Gib uns Wasser zum Trinken!« Mose erwiderte: »Warum macht ihr mir Vorwürfe? Warum stellt ihr den HERRN auf die Probe?« (2.Mos 14,11)3Aber die Leute von Israel hatten großen Durst, deshalb murrten sie gegen Mose und sagten: »Wozu hast du uns eigentlich aus Ägypten herausgeführt? Nur damit wir hier verdursten, samt unseren Kindern und dem Vieh?«4Da schrie Mose zum HERRN: »Was soll ich mit diesem Volk machen? Es fehlt nicht viel und sie steinigen mich!«5Der HERR antwortete ihm: »Rufe ein paar von den Ältesten Israels zu dir und geh mit ihnen dem Volk voran. Nimm den Stock in die Hand, mit dem du ins Nilwasser geschlagen hast. (2.Mos 7,20)6Dort drüben auf dem Felsen, am Berg Horeb, werde ich dich erwarten. Schlag an den Felsen, dann wird Wasser herauskommen und das Volk kann trinken.« Vor den Augen der Ältesten Israels tat Mose, was der HERR ihm gesagt hatte. (Salm 78,15; Salm 105,41; Es 43,20; 1.Kor 10,4; Vis 11,4)7Der Ort wurde Massa und Meriba (Ort der Probe und Anklage) genannt, weil dort die Israeliten Mose angeklagt und den HERRN auf die Probe gestellt hatten. Denn sie hatten gefragt: »Ist der HERR mitten unter uns oder nicht?« (Salm 81,8; Salm 95,8; Salm 106,32)
Erhobene Hände bringen den Sieg
8Bei Refidim geschah es auch, dass die Amalekiter anrückten, um gegen die Israeliten zu kämpfen.9Mose sagte zu Josua: »Biete die kampffähigen Männer auf! Morgen sollt ihr gegen die Amalekiter kämpfen. Ich selbst werde oben auf dem Hügel stehen und den Stock in der Hand halten, durch den Gott bisher so große Wunder getan hat.«10Josua tat, was ihm Mose befohlen hatte. Er rückte zum Kampf gegen die Amalekiter aus, nachdem Mose, Aaron und Hur zur Hügelkuppe hinaufgestiegen waren.11Solange Mose die Hand mit dem Stock emporhob, waren die Männer Israels überlegen. Ließ er sie aber sinken, so waren die Amalekiter überlegen.12Nach und nach wurden Mose die Hände schwer. Da brachten Aaron und Hur einen Stein herbei, auf dem Mose sitzen konnte. Sie selbst standen rechts und links von ihm und stützten seine Hände, bis die Sonne unterging.13So konnte Josua das Heer der Amalekiter völlig vernichten.14Darauf sagte der HERR zu Mose: »Ich werde die Amalekiter vollständig von der Erde ausrotten, sodass niemand mehr an sie denken wird. Schreib das auf, damit es niemals in Vergessenheit gerät, und präge es Josua ein!« (4.Mos 24,20; 5.Mos 25,17; Dom 6,3; 1.Sam 15,2; 1.Sam 30,1; 1.Krøn 4,43)15Mose baute dort einen Altar und nannte ihn: »Unser Feldzeichen ist der HERR!«16Er sagte: »Schwört dem HERRN treue Gefolgschaft![1] Zwischen ihm und den Amalekitern ist Krieg für alle Zeiten.«