1En dag kaldte Jesus de Tolv sammen og gav dem magt og autoritet til at uddrive alle slags dæmoner og til at helbrede de syge. (Matt 10,5; Mark 6,7)2Så sendte han dem ud for at forkynde budskabet om Guds rige og for at helbrede de syge.3„I skal ikke tage noget med på rejsen,” sagde han, „hverken en stav eller en taske med mad, penge, og ekstra tøj.4Når I bliver budt ind i et hjem, så bliv der, så længe I er i byen.5Men hvis ingen vil tage imod jer, så forlad byen og ryst dens støv af jeres fødder som et tegn på, at de er overladt til deres egen skæbne.”6Så drog de af sted fra landsby til landsby, forkyndte budskabet om Guds rige og helbredte de syge alle vegne.
Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er
7Da kong Herodes[1] hørte om alle de undere, Jesus gjorde, vidste han ikke, hvad han skulle tro. Nogle mente, at det måtte være Johannes Døber, der var genopstået fra de døde. (Matt 14,1; Mark 6,14)8Andre mente, at det var profeten Elias, som nu var kommet, mens andre igen mente, at det var en af de andre gamle profeter, der var kommet til live igen.9„Johannes blev halshugget, det sørgede jeg selv for,” sagde Herodes. „Hvem er så den mand, som folk fortæller så meget mærkeligt om?” Og han søgte efter en anledning til at få Jesus at se.
Bespisningen af de 5000
10Da apostlene kom tilbage til Jesus, fortalte de ham, hvad de havde udrettet. Derefter ville Jesus gerne være alene med dem, så de gik op i en båd og satte kurs mod Betsajda for at komme til et afsides område. (Matt 14,13; Mark 6,30; Joh 6,1)11Da folkeskaren opdagede, at de var taget af sted, fulgte de efter dem inde på bredden. Senere bad Jesus disciplene lægge til land, og han underviste folkeskaren om Guds rige og helbredte de syge.12Sent på eftermiddagen kom de Tolv hen til Jesus og sagde: „Du må hellere lade folk gå nu, så de har tid til at nå hen til gårdene og landsbyerne, hvor de kan købe mad og finde husly. Det her er jo et øde sted.”13„Giv I dem noget at spise!” svarede Jesus. „Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” protesterede de. „Du kan da ikke mene, at vi skal gå hen og købe mad til alle de mennesker!”14Der var omkring 5000 mænd til stede. Så sagde Jesus til dem: „Få folk til at sætte sig i rækker med 50 mænd i hver række.”15Det gjorde de så, og der var plads til, at alle kunne sidde ned.16Jesus tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud. Så brækkede han brødene i stykker og gav stykkerne til sine disciple, for at de skulle give dem videre til de mange mennesker.17Alle spiste og blev mætte. Bagefter samlede disciplene de stykker sammen, som var tilovers, og 12 kurve blev fyldt op.
Peters åbenbaring om Jesus som Messias
18En dag var Jesus alene sammen med disciplene, og han tilbragte en tid i bøn. Derefter spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?” (Matt 16,13; Mark 8,27)19De svarede: „Nogle siger, at du er Johannes Døber, andre, at du er Elias, og andre igen, at en anden af de gamle profeter må være genopstået fra de døde.”20„Og hvad siger I?” spurgte han. „Hvem tror I, at jeg er?” „Du er Messias, den frelser, Gud har sendt!” svarede Peter.21Jesus forbød dem strengt at omtale ham på den måde over for andre, og han tilføjede:22„Menneskesønnen skal igennem mange lidelser og vil blive forkastet af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere. Til sidst dræber de mig, men på den tredje dag[2] bliver jeg oprejst fra de døde.”
Det koster dyrt at følge Guds vilje
23Så sagde Jesus henvendt til alle, der var hos ham: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig hver dag, også selv om det koster livet. (Matt 16,24; Mark 8,34)24De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv.25Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis det selv går fortabt og mister alt?26Hvis I fornægter mig og mine ord, så vil jeg, Menneskesønnen, også fornægte jer, når jeg kommer i min Fars og de hellige engles herlighed.27Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme.”
Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed
28En uges tid senere tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med op på et bjerg for at bede. (Matt 17,1; Mark 9,2)29Mens han bad, begyndte hans ansigt at stråle, og hans lange kjortel blev blændende hvid.30Pludselig var der to mænd, som stod og talte med ham. Det var Moses og Elias.31De strålede af himmelsk herlighed, og de talte med ham om hans snarlige bortgang, der skulle finde sted i Jerusalem.32Peter og de andre var frygtelig døsige og kæmpede mod søvnen. Det lykkedes dem at holde sig vågne,[3] og de så, hvordan både Jesus og de to mænd udstrålede Guds herlighed.33Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, udbrød Peter: „Mester, hvor er det skønt at være her. Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.” Han vidste ikke, hvad han skulle sige.34I det samme kom der en sky ned over dem, og de blev bange, da de pludselig befandt sig midt inde i den.35Så lød der en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn.[4] Lyt til ham!”36Da stemmen lød, var der ingen andre at se end Jesus. Den oplevelse holdt disciplene foreløbig for sig selv. Det var først lang tid senere, de fortalte andre om, hvad de havde set.
Manglende tro
37Den næste dag, da de var nået hele vejen ned fra bjerget, kom en stor skare mennesker dem i møde. (Matt 17,14; Mark 9,14)38En mand råbte: „Mester, vil du ikke nok komme og se til min søn? Han er mit eneste barn,39og der er en ond ånd, som bliver ved med at tage magten over ham. Den får ham til at udstøde de frygteligste skrig. Derpå kaster den ham til jorden, og han får krampe, og fråden står ham om munden. Altid er den ude efter ham, og den er lige ved at tage livet af ham.40Jeg bad dine disciple om at drive den onde ånd ud, men de kunne ikke.”41„Åh, I forvildede og vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med din søn!”42Mens drengen var på vej derhen, hev og sled den onde ånd i ham, og han vred sig i krampeanfald. Jesus befalede den onde ånd at forlade drengen. Straks var han helbredt, og Jesus gav ham tilbage til faderen.
Jesus taler igen om sin død
43Folk var slået af forundring over et sådant Guds under.; Mens alle stadig undrede sig over det, Jesus havde gjort, sagde han til disciplene: (Matt 17,22; Mark 9,30)44„Hør godt efter og glem ikke, hvad jeg nu siger til jer: Det varer ikke længe, før Menneskesønnen bliver forrådt og overgivet i menneskers vold.”45Men disciplene forstod ikke, hvad han mente. Det var simpelt hen en gåde for dem, så de ikke kunne fatte det, men ingen af dem turde spørge ham.
Den største er den, som vil tjene
46Disciplene begyndte nu at diskutere, hvem der var den mest betydningsfulde af dem. (Matt 18,1; Mark 9,33)47Men da Jesus kendte deres tanker, fik han fat i et barn og stillede det ved siden af sig.48Så sagde han: „Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, har i virkeligheden accepteret mig; og den, der har accepteret mig, har accepteret min Far, som sendte mig. Den af jer, som er parat til at være den mindste, er i virkeligheden den største.”
Den, der ikke er imod, er for
49Johannes sagde nu til Jesus: „Mester, vi så en mand drive onde ånder ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med. Han var jo ikke en af dine disciple.” (Mark 9,38)50Men Jesus svarede: „Lad være med at hindre ham. Den, som ikke er imod jer, er for jer.”
Guds Ånd forlanger ikke hævn
51Da tiden nu nærmede sig, hvor Jesus skulle vende tilbage til Himlen, satte han kursen mod Jerusalem.52En dag sendte han nogle disciple i forvejen for at sørge for husly i en samaritansk landsby.53Men de blev afvist, fordi de var på vej til Jerusalem.54Da Jakob og Johannes hørte det, sagde de til Jesus: „Herre, vil du have, at vi skal kalde ild ned fra himlen og brænde dem op, ligesom Elias gjorde?”[5] (2.Kong 1,9)55Men Jesus vendte sig om og irettesatte dem,[6]56og de gik videre til den næste landsby i stedet for.
En discipel af Jesus skal være parat til at lide afsavn
57Mens de gik, var der en mand, som sagde til Jesus: „Jeg vil altid følge dig, hvor du end går hen.” (Matt 8,19)58Jesus svarede: „Ræve har huler, og fugle har reder, men jeg, Menneskesønnen, har ingen steder, hvor jeg kan hvile ud og være i fred.”59Til en anden sagde Jesus: „Kom med mig!” Men han svarede: „Herre, jeg må først tage mig af min fars begravelse.”60„Lad de døde begrave deres døde,” svarede Jesus. „Gå du ud og forkynd budskabet om Guds rige!”61En tredje sagde: „Jeg ville egentlig gerne være discipel af dig, Herre, men lad mig først tage afsked med min familie.”62Jesus sagde til ham: „Når du begynder at pløje, skal du se fremad og ikke tilbage. De, der hele tiden ser sig tilbage, kan ikke arbejde i Guds rige.”
1And he called the twelve together and gave them power and authority over all demons and to cure diseases, (Matt 10,1; Mark 3,13; Mark 6,7)2and he sent them out to proclaim the kingdom of God and to heal. (Matt 10,5; Matt 10,7; Luk 4,43; Luk 9,11; Luk 9,60; Luk 10,1; Luk 10,9)3And he said to them, “Take nothing for your journey, no staff, nor bag, nor bread, nor money; and do not have two tunics.[1] (Matt 10,9; Mark 6,8; Luk 10,4; Luk 22,35)4And whatever house you enter, stay there, and from there depart.5And wherever they do not receive you, when you leave that town shake off the dust from your feet as a testimony against them.” (Neh 5,13; Mark 1,44; Ap G 13,51; Ap G 18,6; Jak 5,3)6And they departed and went through the villages, preaching the gospel and healing everywhere. (Mark 6,12)
Herod Is Perplexed by Jesus
7Now Herod the tetrarch heard about all that was happening, and he was perplexed, because it was said by some that John had been raised from the dead, (Matt 14,1; Mark 6,14; Luk 3,1; Luk 3,19; Luk 9,19; Ap G 13,1)8by some that Elijah had appeared, and by others that one of the prophets of old had risen. (Luk 9,7)9Herod said, “John I beheaded, but who is this about whom I hear such things?” And he sought to see him. (Luk 23,8)
Jesus Feeds the Five Thousand
10On their return the apostles told him all that they had done. And he took them and withdrew apart to a town called Bethsaida. (Matt 14,13; Matt 15,32; Mark 6,30; Mark 6,32; Mark 8,2; Joh 6,1)11When the crowds learned it, they followed him, and he welcomed them and spoke to them of the kingdom of God and cured those who had need of healing. (Luk 8,40; Luk 9,2)12Now the day began to wear away, and the twelve came and said to him, “Send the crowd away to go into the surrounding villages and countryside to find lodging and get provisions, for we are here in a desolate place.” (Jer 6,4; Matt 15,23; Luk 24,29)13But he said to them, “You give them something to eat.” They said, “We have no more than five loaves and two fish—unless we are to go and buy food for all these people.” (2.Kong 4,42; Matt 16,9; Mark 8,19)14For there were about five thousand men. And he said to his disciples, “Have them sit down in groups of about fifty each.”15And they did so, and had them all sit down.16And taking the five loaves and the two fish, he looked up to heaven and said a blessing over them. Then he broke the loaves and gave them to the disciples to set before the crowd. (1.Sam 9,13; Matt 26,26; Mark 7,34; Mark 8,7; Mark 14,22; Luk 24,30; Joh 11,41; Joh 17,1; 1.Kor 14,16)17And they all ate and were satisfied. And what was left over was picked up, twelve baskets of broken pieces.
Peter Confesses Jesus as the Christ
18Now it happened that as he was praying alone, the disciples were with him. And he asked them, “Who do the crowds say that I am?” (Matt 16,13; Mark 8,27)19And they answered, “John the Baptist. But others say, Elijah, and others, that one of the prophets of old has risen.” (Matt 14,2; Matt 17,10; Mark 6,14; Mark 6,15; Mark 9,11; Luk 9,7; Luk 9,8; Joh 1,21)20Then he said to them, “But who do you say that I am?” And Peter answered, “The Christ of God.” (Matt 1,17; Luk 23,35; Ap G 3,18; Åb 12,10)
28Now about eight days after these sayings he took with him Peter and John and James and went up on the mountain to pray. (Matt 14,23; Matt 17,1; Mark 9,2; Mark 14,33; Luk 8,51)29And as he was praying, the appearance of his face was altered, and his clothing became dazzling white. (Salm 104,2; Dan 7,9; Matt 28,3; Mark 16,12)30And behold, two men were talking with him, Moses and Elijah,31who appeared in glory and spoke of his departure,[2] which he was about to accomplish at Jerusalem.32Now Peter and those who were with him were heavy with sleep, but when they became fully awake they saw his glory and the two men who stood with him. (Dan 8,18; Matt 26,43; Joh 1,14)33And as the men were parting from him, Peter said to Jesus, “Master, it is good that we are here. Let us make three tents, one for you and one for Moses and one for Elijah”—not knowing what he said. (Neh 8,15; Mark 9,6; Mark 14,40)34As he was saying these things, a cloud came and overshadowed them, and they were afraid as they entered the cloud. (2.Mos 24,15; 2.Pet 1,17)35And a voice came out of the cloud, saying, “This is my Son, my Chosen One;[3] listen to him!” (Salm 89,3; Es 42,1; Es 49,7; Luk 9,34; Luk 23,35; Ap G 3,22)36And when the voice had spoken, Jesus was found alone. And they kept silent and told no one in those days anything of what they had seen. (Matt 17,9; Mark 9,9)
Jesus Heals a Boy with an Unclean Spirit
37On the next day, when they had come down from the mountain, a great crowd met him. (Matt 17,14; Mark 9,14)38And behold, a man from the crowd cried out, “Teacher, I beg you to look at my son, for he is my only child. (Luk 7,12)39And behold, a spirit seizes him, and he suddenly cries out. It convulses him so that he foams at the mouth, and shatters him, and will hardly leave him.40And I begged your disciples to cast it out, but they could not.” (Matt 10,1; Mark 6,7; Luk 9,1; Luk 10,17)41Jesus answered, “O faithless and twisted generation, how long am I to be with you and bear with you? Bring your son here.” (Joh 14,9; Joh 20,27; Filip 2,15)42While he was coming, the demon threw him to the ground and convulsed him. But Jesus rebuked the unclean spirit and healed the boy, and gave him back to his father. (Zak 3,2; Matt 8,26; Mark 1,25; Luk 4,35; Luk 4,39; Luk 7,15; Judas 1,9)
Jesus Again Foretells His Death
43And all were astonished at the majesty of God. But while they were all marveling at everything he was doing, Jesus[4] said to his disciples, (Matt 17,22; Mark 9,30; Luk 9,22; 2.Pet 1,16)44“Let these words sink into your ears: The Son of Man is about to be delivered into the hands of men.” (Luk 9,43)45But they did not understand this saying, and it was concealed from them, so that they might not perceive it. And they were afraid to ask him about this saying. (Matt 17,13; Mark 6,52; Mark 9,10; Luk 2,50; Luk 18,34; Luk 24,16; Joh 10,6; Joh 12,16; Joh 16,17)
Who Is the Greatest?
46An argument arose among them as to which of them was the greatest. (Matt 18,1; Matt 20,20; Mark 9,33; Mark 10,35)47But Jesus, knowing the reasoning of their hearts, took a child and put him by his side48and said to them, “Whoever receives this child in my name receives me, and whoever receives me receives him who sent me. For he who is least among you all is the one who is great.” (Matt 10,40; Matt 10,42; Luk 22,26)
51When the days drew near for him to be taken up, he set his face to go to Jerusalem. (2.Kong 12,17; Es 50,7; Jer 42,15; Mark 16,19; Luk 13,22; Luk 17,11; Luk 18,31; Luk 19,11; Luk 19,28)52And he sent messengers ahead of him, who went and entered a village of the Samaritans, to make preparations for him. (Matt 10,5; Luk 10,1)53But the people did not receive him, because his face was set toward Jerusalem. (Luk 10,33; Joh 4,9; Joh 4,20)54And when his disciples James and John saw it, they said, “Lord, do you want us to tell fire to come down from heaven and consume them?”[5] (Åb 13,13)55But he turned and rebuked them.[6]56And they went on to another village.
The Cost of Following Jesus
57As they were going along the road, someone said to him, “I will follow you wherever you go.” (Matt 8,19; Luk 9,51)58And Jesus said to him, “Foxes have holes, and birds of the air have nests, but the Son of Man has nowhere to lay his head.”59To another he said, “Follow me.” But he said, “Lord, let me first go and bury my father.”60And Jesus[7] said to him, “Leave the dead to bury their own dead. But as for you, go and proclaim the kingdom of God.” (Luk 9,2; Joh 5,25)61Yet another said, “I will follow you, Lord, but let me first say farewell to those at my home.” (1.Kong 19,20)62Jesus said to him, “No one who puts his hand to the plow and looks back is fit for the kingdom of God.” (Filip 3,13)