1Alt var klar til at påskehøjtiden kunne begynde. Jesus vidste, at tiden var kommet til, at han skulle gå bort fra denne verden og vende tilbage til Faderen. Den kærlighed, han hele tiden havde haft til dem, der fulgte ham her på jorden, ville han vise endnu engang på den sidste aften, hvor de var sammen.2Jesus begyndte nu påskemåltidet sammen med sine disciple. Djævelen havde allerede indgivet Judas Iskariot den tanke, at han skulle forråde Jesus.3Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder. Han vidste, at det var Gud, der havde sendt ham, og at han snart skulle vende tilbage til Gud.4Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel[1] af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet.5Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet.6Da han kom til Simon Peter, sagde Peter til ham: „Herre, vil du virkelig vaske mine fødder?”7„Lige nu forstår du ikke, hvorfor jeg gør det, men senere vil du forstå det.”8„Nej! Du skal bestemt ikke vaske mine fødder!” „Hvis jeg ikke gør det, kan du ikke være en af mine disciple.”9„Så vask ikke bare fødderne, Herre, men også hænderne og hovedet!”10„Den, som har været i bad, er ren og behøver kun at vaske fødderne,” svarede Jesus. „Og I er rene—dog ikke alle.”11Det sagde han, fordi han vidste, hvem der ville forråde ham.12Da Jesus havde vasket deres fødder, tog han igen sin yderkjortel på, lagde sig ved bordet og spurgte: „Ved I, hvorfor jeg gjorde det?13I kalder mig ‚Herre’ og ‚Mester’, og det gør I med rette, for det er jeg.14Når nu jeg, der er jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, bør I også vaske hinandens fødder.15Jeg har givet jer et forbillede. Gør det samme for hinanden, som jeg nu har gjort for jer.16Det siger jeg jer: En tjener står ikke over sin herre, og de, der bliver sendt ud på en opgave, skal følge de instrukser, de har fået af dem, der sendte dem af sted.17Det ved I jo godt. Men I oplever først velsignelsen, når I handler på det, I ved.18Hvad jeg siger, gælder ikke jer alle, for jeg ved, hvem jeg har udvalgt. Skriften siger: ‚En af dem, der spiser sammen med mig, vil bekæmpe mig.’[2] Det går snart i opfyldelse. (Salm 41,10)19Jeg siger det allerede nu, for at I kan tro på mig, når det sker.20Det siger jeg jer: Den, der tager imod dem, jeg sender ud, tager imod mig—og den, der tager imod mig, tager imod Faderen, som sendte mig.”
Jesus forudsiger, at Judas vil forråde ham
21Derefter blev Jesus stærkt bevæget i sin ånd og sagde: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig!” (Matt 26,20; Mark 14,17; Luk 22,21)22Disciplene så spørgende på hinanden. Ingen vidste, hvem han hentydede til.23Den discipel, som Jesus elskede særlig højt, lå til bords ved siden af Jesus.24Derfor nikkede Simon Peter til ham over bordet for at få ham til at spørge Jesus, hvem det kunne være.25Den anden discipel lænede så hovedet tilbage mod Jesu bryst og spurgte: „Hvem er det, Herre?”26„Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper i skålen,” svarede Jesus. Så dyppede han et stykke brød og gav det til Judas Iskariot.27Så snart Judas havde fået brødet, kom Satan ind i ham, og Jesus sagde: „Gør det, du har i sinde—men gør det snart!”28Ingen af de andre ved bordet forstod, hvorfor han sagde det til ham.29Nogle troede, at Jesus bad Judas købe ind til højtiden eller give nogle penge til de fattige. Det var nemlig ham, der gik rundt med pengepungen.30Judas tog nu brødet, rejste sig og gik. Det var nat.
Det nye bud, kærlighedsbudet
31Da Judas var gået, sagde Jesus: „Nu er tiden kommet, hvor Menneskesønnen vil blive æret, og det, han gør, vil bringe Gud ære.32Siden han vil bringe Gud ære, vil Gud også bringe ham ære, og det kommer til at ske meget snart.33Venner, nu varer det ikke længe, før jeg skal bort. I vil lede efter mig, men som jeg tidligere sagde til de jødiske ledere, siger jeg nu også til jer: Der, hvor jeg skal hen, kan I ikke komme.34Derfor giver jeg jer en ny befaling: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden!35Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle kunne se, at I er mine disciple.”
Jesus forudser, at Peter vil svigte ham
36„Men Herre,” sagde Peter, „hvor går du hen?” Jesus svarede: „Du kan ikke følge mig nu, men senere vil du komme til mig.” (Matt 26,31; Mark 14,27; Luk 22,31)37„Hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg er parat til at dø for dig!”38„Dø for mig?” sagde Jesus. „Inden hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig!”
1Now before the Feast of the Passover, when Jesus knew that his hour had come to depart out of this world to the Father, having loved his own who were in the world, he loved them to the end. (Joh 1,11; Joh 6,4; Joh 12,1; Joh 12,23; Joh 13,3; Joh 13,34; Joh 16,28; Joh 17,6; Joh 17,9)2During supper, when the devil had already put it into the heart of Judas Iscariot, Simon’s son, to betray him, (Joh 6,70; Joh 13,11; Joh 13,27; Ap G 5,3)3Jesus, knowing that the Father had given all things into his hands, and that he had come from God and was going back to God, (Matt 11,27; Joh 8,42; Joh 14,12; Joh 16,28; Joh 17,2; Åb 2,27)4rose from supper. He laid aside his outer garments, and taking a towel, tied it around his waist. (Luk 22,27; Joh 21,7)5Then he poured water into a basin and began to wash the disciples’ feet and to wipe them with the towel that was wrapped around him. (2.Kong 3,11)6He came to Simon Peter, who said to him, “Lord, do you wash my feet?”7Jesus answered him, “What I am doing you do not understand now, but afterward you will understand.” (Joh 12,16; Joh 13,12; Joh 13,36; Joh 15,15)8Peter said to him, “You shall never wash my feet.” Jesus answered him, “If I do not wash you, you have no share with me.” (Matt 16,22; 1.Kor 6,11; Ef 5,26; Titus 3,5; Heb 10,22)9Simon Peter said to him, “Lord, not my feet only but also my hands and my head!”10Jesus said to him, “The one who has bathed does not need to wash, except for his feet,[1] but is completely clean. And you[2] are clean, but not every one of you.” (1.Mos 18,4; Joh 13,18; Joh 15,3)11For he knew who was to betray him; that was why he said, “Not all of you are clean.” (Joh 2,24; Joh 6,64; Joh 13,2)12When he had washed their feet and put on his outer garments and resumed his place, he said to them, “Do you understand what I have done to you? (Joh 13,4; Joh 13,7)13You call me Teacher and Lord, and you are right, for so I am. (Matt 23,8; Matt 23,10; Luk 6,46; 1.Kor 8,6; 1.Kor 12,3; Filip 2,11)14If I then, your Lord and Teacher, have washed your feet, you also ought to wash one another’s feet. (1.Tim 5,10; 1.Pet 5,5)15For I have given you an example, that you also should do just as I have done to you. (Matt 11,29)16Truly, truly, I say to you, a servant[3] is not greater than his master, nor is a messenger greater than the one who sent him. (Matt 10,24; Joh 15,20)17If you know these things, blessed are you if you do them. (Luk 11,28; Jak 1,22)18I am not speaking of all of you; I know whom I have chosen. But the Scripture will be fulfilled,[4] ‘He who ate my bread has lifted his heel against me.’ (Salm 41,9; Matt 1,22; Matt 26,23; Mark 3,13; Luk 6,13; Joh 6,70; Joh 13,10; Joh 13,26; Joh 15,16; Joh 15,19; Joh 17,12; Ap G 1,2)19I am telling you this now, before it takes place, that when it does take place you may believe that I am he. (Joh 14,29; Joh 16,4)20Truly, truly, I say to you, whoever receives the one I send receives me, and whoever receives me receives the one who sent me.” (Matt 10,40)
One of You Will Betray Me
21After saying these things, Jesus was troubled in his spirit, and testified, “Truly, truly, I say to you, one of you will betray me.” (Matt 26,21; Mark 14,18; Luk 22,21; Joh 12,27; Ap G 1,17)22The disciples looked at one another, uncertain of whom he spoke. (Luk 22,23)23One of his disciples, whom Jesus loved, was reclining at table at Jesus’ side,[5] (Luk 16,22; Joh 19,26; Joh 20,2; Joh 21,7; Joh 21,20)24so Simon Peter motioned to him to ask Jesus[6] of whom he was speaking.25So that disciple, leaning back against Jesus, said to him, “Lord, who is it?” (Mark 4,36; Joh 21,20)26Jesus answered, “It is he to whom I will give this morsel of bread when I have dipped it.” So when he had dipped the morsel, he gave it to Judas, the son of Simon Iscariot. (Ruth 2,14; Matt 26,23; Matt 26,25; Mark 14,20; Joh 6,71)27Then after he had taken the morsel, Satan entered into him. Jesus said to him, “What you are going to do, do quickly.” (Luk 12,50; Luk 22,3; Joh 13,2; 1.Kor 11,27)28Now no one at the table knew why he said this to him.29Some thought that, because Judas had the moneybag, Jesus was telling him, “Buy what we need for the feast,” or that he should give something to the poor. (Joh 12,5; Joh 12,6; Joh 13,1)30So, after receiving the morsel of bread, he immediately went out. And it was night. (1.Sam 28,8)
36Simon Peter said to him, “Lord, where are you going?” Jesus answered him, “Where I am going you cannot follow me now, but you will follow afterward.” (Joh 7,34; Joh 13,7; Joh 14,2; Joh 21,18; 2.Pet 1,14)37Peter said to him, “Lord, why can I not follow you now? I will lay down my life for you.” (Matt 26,33; Mark 14,29; Luk 22,33)38Jesus answered, “Will you lay down your life for me? Truly, truly, I say to you, the rooster will not crow till you have denied me three times. (Joh 18,27)