Paulus’ budskab blev accepteret af apostlene i Jerusalem
114 år efter tog jeg igen til Jerusalem, denne gang sammen med Barnabas. Jeg tog også Titus med.2Gud havde gennem en åbenbaring vist mig, at jeg skulle tage derhen. Jeg mødtes så med lederne i menigheden i Jerusalem, som alle var jødekristne, og forelagde dem det budskab, som jeg forkynder for alle folkeslagene. Det gjorde jeg for at sikre mig, at mit arbejde ikke ville blive modarbejdet af de andre og derfor være forgæves.3Titus, som jeg havde med, var aldrig blevet omskåret, fordi han ikke er jøde. Men lederne i Jerusalem accepterede ham som en kristen uden at kræve, at han først skulle omskæres.4Jeg tog til Jerusalem, fordi nogle jøder var kommet til Antiokia og havde påstået, at man ikke kunne være kristen uden at blive omskåret. De havde sneget sig ind i menigheden under påskud af at være kristne, men de var ude på at ødelægge den frihed, vi har i Jesus, vores Frelser, og gøre os alle til slaver af de jødiske love.5Men vi nægtede at bøje os for deres krav. At leve i Guds nåde er nemlig selve kernen i vores budskab.6Under mødet i Jerusalem blev det klart, at lederne dér ikke havde noget at indvende imod det budskab, jeg forkynder. (At disse ledere var meget ansete, er uvæsentligt for mig, for Gud vurderer ikke mennesker efter, hvilken status de har.)7Tværtimod accepterede de fuldt ud, at Gud har givet mig den opgave at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag, mens Peter har fået til opgave at forkynde det for jøderne.8De accepterede, at ligesom Gud står bag Peters tjeneste som apostel for jøderne, på samme måde står han også bag min tjeneste som apostel for de andre folkeslag.9Da Jakob, Peter og Johannes, der regnes for de øverste ledere, hørte, hvordan Gud havde velsignet min tjeneste, gav de Barnabas og mig hånden på, at vi alle skulle stå sammen i tjenesten for Gud. De accepterede, at vi skulle koncentrere os om de øvrige folkeslag, mens de selv ville gå til jøderne.10Dog bad de os om at hjælpe de fattige kristne i Jerusalem, men det har jeg også altid været mere end villig til.
Paulus har tidligere konfronteret Peter i Antiokia
11Engang, da Peter var på besøg i menigheden i Antiokia, var jeg nødt til at konfrontere og irettesætte ham, for han var helt forkert på den.12Da han først ankom, havde han intet imod at have spisefællesskab med de kristne, som ikke var jøder. Men da nogle af Jakobs jødiske bekendte fra Jerusalem kom, trak han sig tilbage fra fællesskabet med de ikke-jødiske kristne. Det gjorde han af frygt for dem, der mener, at man ikke kan være kristen uden også at være omskåret.13De øvrige jødekristne i Antiokia fulgte Peter i hans hykleri. Ja, selv Barnabas lod sig rive med ind i det.14Da jeg så, hvordan de jødekristne ledere gik på kompromis med sandheden, irettesatte jeg Peter i alles påhør. Jeg sagde til ham: „Selvom du er jøde, følger du jo ikke længere alle de jødiske skikke. Hvordan kan du så forlange, at de kristne, som ikke er jøder, skal antage jødiske skikke, før du kan acceptere dem?[1]15Vi, der er født som jøder, har i modsætning til dem, der ikke er jøder, et grundigt kendskab til de jødiske love.16Alligevel har vi indset, at mennesker ikke kan blive accepteret af Gud ved at overholde de jødiske love, men det bliver de ved at tro på, at Jesus er deres Frelser. Derfor har vi også sat vores lid til Jesus. Vi ved, at vi er blevet accepteret af Gud på grund af vores tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love.17Nogle jøder betragter os som store syndere, fordi vi har sat de jødiske love til side for i stedet at blive accepteret på grundlag af, hvad Kristus har gjort for os. Er det sandt, at vi er store syndere, fordi vi har sat vores lid til Kristus i stedet for lovgerninger? Absolut nej!18Det er kun, hvis jeg går tilbage og genopbygger det system af love, som jeg er blevet løst fra, at jeg virkelig er en synder.19Også mit liv var engang styret af de jødiske love. Men jeg blev løst fra dem for at kunne leve for Gud.20Mit gamle liv er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke, som jeg gjorde før, men nu lever Kristus i mig. Alt, hvad jeg gør, det gør jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sit liv for mig.21Jeg står fast på, at Gud accepterer os alene på grund af sin nåde. Hvis det var muligt at blive accepteret af Gud ved blot at overholde de jødiske love, så døde Kristus jo til ingen nytte!”
1Then after fourteen years I went up again to Jerusalem with Barnabas, taking Titus along with me.2I went up because of a revelation and set before them (though privately before those who seemed influential) the gospel that I proclaim among the Gentiles, in order to make sure I was not running or had not run in vain. (Gal 2,6; Gal 2,9; Gal 4,11; Filip 2,16; 1.Thess 3,5; 1.Tim 3,16)3But even Titus, who was with me, was not forced to be circumcised, though he was a Greek. (Ap G 16,3)4Yet because of false brothers secretly brought in—who slipped in to spy out our freedom that we have in Christ Jesus, so that they might bring us into slavery— (Ap G 15,24; Rom 8,15; 2.Kor 11,20; 2.Kor 11,26; Gal 4,3; Gal 4,9; Gal 4,24; Gal 5,1; Gal 5,12; 2.Pet 2,1; Judas 1,4)5to them we did not yield in submission even for a moment, so that the truth of the gospel might be preserved for you. (Gal 2,14; Gal 4,16; Gal 5,7; Titus 1,14; 2.Joh 1,1)6And from those who seemed to be influential (what they were makes no difference to me; God shows no partiality)—those, I say, who seemed influential added nothing to me. (5.Mos 10,17; Ap G 5,36; 1.Kor 3,7; 2.Kor 11,5; 2.Kor 12,11; Gal 2,2; Gal 2,9; Gal 6,3)7On the contrary, when they saw that I had been entrusted with the gospel to the uncircumcised, just as Peter had been entrusted with the gospel to the circumcised (Ap G 9,15; 1.Kor 9,17; Gal 1,16; 1.Thess 2,4; 1.Tim 1,11)8(for he who worked through Peter for his apostolic ministry to the circumcised worked also through me for mine to the Gentiles),9and when James and Cephas and John, who seemed to be pillars, perceived the grace that was given to me, they gave the right hand of fellowship to Barnabas and me, that we should go to the Gentiles and they to the circumcised. (Jer 1,18; Rom 1,5; Gal 2,6; 2.Pet 3,15; Åb 3,12)10Only, they asked us to remember the poor, the very thing I was eager to do. (Ap G 24,17)
Paul Opposes Peter
11But when Cephas came to Antioch, I opposed him to his face, because he stood condemned. (Job 21,31; Ap G 15,1; Ap G 15,35)12For before certain men came from James, he was eating with the Gentiles; but when they came he drew back and separated himself, fearing the circumcision party.[1] (Luk 15,2; Ap G 10,28; Ap G 11,2; Ap G 11,3; Gal 2,14)13And the rest of the Jews acted hypocritically along with him, so that even Barnabas was led astray by their hypocrisy.14But when I saw that their conduct was not in step with the truth of the gospel, I said to Cephas before them all, “If you, though a Jew, live like a Gentile and not like a Jew, how can you force the Gentiles to live like Jews?” (Gal 2,5; Gal 2,12; 1.Tim 5,20; Heb 12,13)
Justified by Faith
15We ourselves are Jews by birth and not Gentile sinners; (Gal 2,17; Ef 2,3; Ef 2,12)16yet we know that a person is not justified[2] by works of the law but through faith in Jesus Christ, so we also have believed in Christ Jesus, in order to be justified by faith in Christ and not by works of the law, because by works of the law no one will be justified. (Salm 143,2; Ap G 13,39; Rom 3,20; Rom 9,30; Gal 3,11)17But if, in our endeavor to be justified in Christ, we too were found to be sinners, is Christ then a servant of sin? Certainly not! (Gal 2,15)18For if I rebuild what I tore down, I prove myself to be a transgressor.19For through the law I died to the law, so that I might live to God. (Luk 20,38; Rom 6,2; Rom 6,11; Rom 7,4; Rom 14,7; 2.Kor 5,15; 1.Thess 5,10; Heb 9,14; 1.Pet 4,2)20I have been crucified with Christ. It is no longer I who live, but Christ who lives in me. And the life I now live in the flesh I live by faith in the Son of God, who loved me and gave himself for me. (Joh 17,23; Rom 6,6; Rom 8,37; Gal 1,4; Gal 5,24; Gal 6,14)21I do not nullify the grace of God, for if righteousness[3] were through the law, then Christ died for no purpose. (Gal 3,21; Gal 5,4; Heb 7,11)