Guds dom over de fjendltige nationer og løfter til Guds folk
1Ve dig, Undertrykker![1] Du har undertrykt andre, men du er aldrig selv blevet undertrykt. Du svigter dine forbundsfæller, selv om de ikke svigter dig. Nu er det din tur til at blive undertrykt og svigtet.2Herre, vær os nådig, for vi sætter vores lid til dig. Styrk os hver morgen og red os, når vi er undergangen nær.3Vores fjender flygter, når de hører dig komme. Når du går til angreb, spredes vores fjender for alle vinde.4De bliver berøvet alt, som når en græshoppesværm æder alt, hvad den passerer.5Herren er mægtig, han bor i Himlen. Han vil gøre Jerusalem til retfærdighedens og sandhedens højborg.6Han vil give tryghed og fuld beskyttelse, visdom og kundskab. Gudsfrygt er kilden til velsignelse.7De tapre krigere[2] klynker i Jerusalems gader, fredsudsendingene vender grædende tilbage. (Es 29,1)8Vejene er øde, for ingen tør vove sig ud. Fredstraktater annulleres, og løfter brydes, selv om de var afgivet i vidners nærvær.9Hele Israels land er i vanskeligheder, Libanon er skamferet, Saronsletten lagt øde, Bashan og Karmel plyndret.10Men Herren siger: „Jeg vil rejse mig og vise min mægtige styrke.11I fjendtlige nationer får intet som helst ud af jeres anstrengelser. Jeres egen ånde bliver til ild, der brænder jer op.12Jeres hære skal smuldre som sten, der brændes til kalk, og forgå som tjørn, der fortæres af ilden.13Alle lande, både nær og fjern, skal høre om, hvad jeg har gjort og anerkende min magt.”14Synderne i Jerusalem skal ryste af skræk, de gudløse råbe i rædsel: „Hvem kan holde stand over for Herrens fortærende og evige ild?”15Det kan kun de, som handler ret og taler sandt, som nægter at udnytte og bedrage andre, som ikke tager imod bestikkelse, som nægter at lytte til planer om mord, og som overvinder fristelsen til at handle ondt.16De får lov at bo på højene, i fæstninger på klipperne, og de skal få alt det mad og vand, de har brug for.17Jeres øjne skal få kongen at se i al hans skønhed, og I skal se et stort og vidtstrakt land.18Da bliver fortidens fjendtlige regenter, som krævede store skatter af jer, kun et uhyggeligt minde.19Snart er de borte, de grusomme barbarer med det fremmedartede sprog, som I ikke forstår.20Da vil I se Jerusalem som et sted, hvor man samles til højtidsfester. Byen skal være tryg og urokkelig.21Herren giver os et sted med brede floder og vandstrømme, hvor ingen af fjendens mægtige skibe kan sejle.22For Herren er vores Dommer, Hersker og Konge. Han tager sig af os og redder os.23Fjendens reb hænger slappe, masten er ved at vælte, og sejlene er ikke spændt ud. Byttet skal deles ud mellem Guds folk, selv de lamme får del i det.24Ingen i Israel vil længere sige: „Jeg er syg.” For Herren har tilgivet deres synder.
1Ah, you destroyer, who yourself have not been destroyed, you traitor, whom none has betrayed! When you have ceased to destroy, you will be destroyed; and when you have finished betraying, they will betray you. (Es 17,14; Es 21,2)2O Lord, be gracious to us; we wait for you. Be our arm every morning, our salvation in the time of trouble. (Es 25,9; Es 26,8)3At the tumultuous noise peoples flee; when you lift yourself up, nations are scattered, (2.Kong 19,7; Es 17,13)4and your spoil is gathered as the caterpillar gathers; as locusts leap, it is leapt upon. (Joel 2,4)5The Lord is exalted, for he dwells on high; he will fill Zion with justice and righteousness, (Es 2,17; Es 5,15)6and he will be the stability of your times, abundance of salvation, wisdom, and knowledge; the fear of the Lord is Zion’s[1] treasure. (Es 39,8)7Behold, their heroes cry in the streets; the envoys of peace weep bitterly. (2.Kong 18,37; Es 36,22)8The highways lie waste; the traveler ceases. Covenants are broken; cities[2] are despised; there is no regard for man. (Dom 5,6; 2.Kong 18,14; Es 33,1)9The land mourns and languishes; Lebanon is confounded and withers away; Sharon is like a desert, and Bashan and Carmel shake off their leaves. (Es 24,4; Nah 1,4)10“Now I will arise,” says the Lord, “now I will lift myself up; now I will be exalted. (Salm 12,5; Salm 68,1; Es 10,26)11You conceive chaff; you give birth to stubble; your breath is a fire that will consume you. (Salm 7,14; Salm 80,16; Es 10,16; Es 59,4)12And the peoples will be as if burned to lime, like thorns cut down, that are burned in the fire.” (Es 33,11)13Hear, you who are far off, what I have done; and you who are near, acknowledge my might.14The sinners in Zion are afraid; trembling has seized the godless: “Who among us can dwell with the consuming fire? Who among us can dwell with everlasting burnings?” (Salm 15,1; Salm 24,3; Es 66,15; Heb 12,29)15He who walks righteously and speaks uprightly, who despises the gain of oppressions, who shakes his hands, lest they hold a bribe, who stops his ears from hearing of bloodshed and shuts his eyes from looking on evil, (Salm 15,2; Salm 24,4; Salm 119,37)16he will dwell on the heights; his place of defense will be the fortresses of rocks; his bread will be given him; his water will be sure. (Es 30,23; Es 30,25)17Your eyes will behold the king in his beauty; they will see a land that stretches afar. (Es 6,5; Es 54,2; Zak 9,9)18Your heart will muse on the terror: “Where is he who counted, where is he who weighed the tribute? Where is he who counted the towers?” (2.Kong 18,14; Salm 37,10; Salm 48,12)19You will see no more the insolent people, the people of an obscure speech that you cannot comprehend, stammering in a tongue that you cannot understand. (5.Mos 28,49; 2.Kong 19,32; Es 28,11)20Behold Zion, the city of our appointed feasts! Your eyes will see Jerusalem, an untroubled habitation, an immovable tent, whose stakes will never be plucked up, nor will any of its cords be broken. (Es 32,18; Es 33,6)21But there the Lord in majesty will be for us a place of broad rivers and streams, where no galley with oars can go, nor majestic ship can pass. (Salm 46,4; Salm 48,7; Es 2,16)22For the Lord is our judge; the Lord is our lawgiver; the Lord is our king; he will save us. (Dom 2,16; 1.Sam 12,13; Jak 4,12)23Your cords hang loose; they cannot hold the mast firm in its place or keep the sail spread out. Then prey and spoil in abundance will be divided; even the lame will take the prey. (1.Mos 49,27; Salm 68,12)24And no inhabitant will say, “I am sick”; the people who dwell there will be forgiven their iniquity. (Es 1,5; Es 1,25; Jer 50,20)