1Da uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene. Han opmuntrede dem til at holde fast ved troen, tog afsked med dem og tog af sted til Makedonien.2I alle de byer, han kom igennem, talte han opmuntrende ord til menigheden. Efter rejsen gennem Makedonien ankom han til den græske halvø,3hvor han blev i tre måneder.[1] Han havde netop besluttet at tage ned til havnebyen for at sejle til provinsen Syrien, da han fik at vide, at jøderne havde planlagt et baghold imod ham. Derfor besluttede han at tage den anden vej gennem Makedonien.4Adskillige mænd var med Paulus på rejsen. Det var Sopatros fra Berøa,[2] Aristark og Sekundus fra Thessaloniki, Gajus fra Derbe og Timoteus samt Tykikos og Trofimos fra provinsen Asien.5De var i forvejen sejlet til Troas og ventede på os der.6Vi andre sejlede ud fra Filippi, så snart påskehøjtiden var forbi, og fem dage senere mødtes vi med dem i Troas, hvor vi blev i syv dage.[3]
Paulus taler i menigheden i Troas
7Om søndagen var vi samlet til fællesskabsmåltidet, og Paulus ledte samtalen i menigheden. Da vi skulle videre allerede næste dag, fortsatte samtalen lige til midnat.8Lokalet, som vi var samlet i, lå på anden sal, og der var trykkende varmt på grund af de mange olielamper, der brændte i rummet.9En ung mand, Eutykos, sad i vindueskarmen, og da Paulus holdt samtalen i gang så længe, faldt han til sidst i søvn, styrtede ud ad vinduet og faldt ned på gaden. Da man tjekkede efter, var han død.10Paulus løb også derned, lagde sig oven på ham og slog armene om ham. „I skal ikke være kede af det,” sagde han, „der er liv i ham!”11Paulus gik så op igen, brød brødet til måltidet, hvorefter de spiste, og han fortsatte med at tale med dem indtil daggry. Først derefter rejste han videre.12De bragte den unge mand hjem i live, og de var i det hele taget meget opmuntrede over Paulus’ besøg.
Paulus tager afsked med lederne for menigheden i Efesos
13Paulus havde valgt at gå til fods ned til Assos, mens vi andre sejlede med skibet uden om pynten.14Da vi atter mødtes i Assos, sejlede vi sammen videre og lagde til ved øen Mitylene.15Næste dag ankom vi til Kios, den efterfølgende dag nåede vi øen Samos, og dagen efter ankom vi til Milet.[4]16Paulus havde besluttet sig til denne gang at sejle forbi Efesos, for at han ikke skulle bruge for megen tid i provinsen Asien. Han ville nemlig skynde sig til Jerusalem for om muligt at nå frem inden pinse.17Fra Milet sendte han bud efter lederne fra menigheden i Efesos.18Da de var kommet, sagde han til dem: „I ved, hvordan jeg i al den tid, jeg var hos jer, lige fra den første dag jeg satte mine ben i provinsen Asien,19til stadighed har tjent Herren i al ydmyghed og med tårer under de forfølgelser, jeg har måttet gennemgå på grund af jødernes sammensværgelser imod mig.20Jeg har aldrig holdt mig tilbage fra både offentligt og i hjemmene at forkynde og undervise jer om alt det, som kunne være jer til hjælp.21Jeg har forkyndt det samme budskab for jøder og for grækere om at tage afstand fra det onde og komme til Gud og om at tro på Jesus, vores Herre.22Nu er jeg på vej til Jerusalem. Jeg tager derhen i lydighed mod Helligånden uden at vide, hvad der skal ske mig der.23Dog ved jeg, at Helligånden i den ene by efter den anden gentager for mig, at lidelse og fængsel venter mig forude.24Men jeg regner ikke mit eget liv for noget, når blot jeg kan fuldføre den gerning, som Herren Jesus har givet mig, nemlig at forkynde det gode budskab om Guds nåde.25Jeg ved, at ingen af jer, som jeg har været sammen med og undervist om Guds rige, kommer til at se mig igen.26Derfor er det mig i dag magtpåliggende at sige til jer, at det ikke er mit ansvar, hvis nogen af jer forspilder jeres liv,27for jeg har ikke undladt at forkynde jer alt, hvad der er Guds vilje.28Tag derfor vare på jer selv og på de mennesker, som Helligånden har sat jer som ledere for. Vær hyrder for Herrens menighed,[5] som han købte med sit eget blod.29Jeg ved, at når jeg er borte, vil falske lærere dukke op iblandt jer som ulve, og de vil angribe menigheden uden barmhjertighed.30Endog mænd fra jeres egen kreds vil være parate til at fordreje sandheden for at hverve tilhængere.31Vær derfor på vagt! Og husk på, hvordan jeg på grund af min omsorg for jer blev ved med at vejlede hver enkelt af jer dag og nat i tre år.32Nu overgiver jeg jer til Gud og til budskabet om hans nåde, som kan styrke jer og give jer del i alt det, som Gud har til sine børn.33Jeg har aldrig stræbt efter at eje guld eller sølv eller dyrt tøj.34I har selv set, hvordan jeg med egne hænder har arbejdet, ikke blot for at klare mig selv, men også for at kunne sørge for dem, der fulgtes med mig.35Jeg har vist jer, at ved at arbejde bør vi hjælpe dem, der har svært ved at klare sig, og vi bør huske på de ord, som Herren Jesus selv sagde: ‚Der er større velsignelse ved at give end ved at modtage!’ ”36Efter at have sagt det knælede han ned og bad sammen med dem.37Derefter omfavnede de ham til afsked, og de brast alle i gråd.38Det, der smertede dem mest, var, at han havde sagt, at de aldrig ville få ham at se igen. Så fulgte de ham ned til skibet.
1After the uproar ceased, Paul sent for the disciples, and after encouraging them, he said farewell and departed for Macedonia. (Ap G 19,21)2When he had gone through those regions and had given them much encouragement, he came to Greece.3There he spent three months, and when a plot was made against him by the Jews[1] as he was about to set sail for Syria, he decided to return through Macedonia. (Ap G 9,24; Ap G 13,50; Ap G 20,19)4Sopater the Berean, son of Pyrrhus, accompanied him; and of the Thessalonians, Aristarchus and Secundus; and Gaius of Derbe, and Timothy; and the Asians, Tychicus and Trophimus. (Ap G 14,6; Ap G 14,21; Ap G 16,1; Ap G 19,29; Ap G 21,29; Ef 6,21; Kol 4,7; 2.Tim 4,12; 2.Tim 4,20; Titus 3,12)5These went on ahead and were waiting for us at Troas, (Ap G 16,8; Ap G 20,6; Ap G 20,13)6but we sailed away from Philippi after the days of Unleavened Bread, and in five days we came to them at Troas, where we stayed for seven days. (2.Mos 12,14; 2.Mos 23,15; Ap G 12,3)
Eutychus Raised from the Dead
7On the first day of the week, when we were gathered together to break bread, Paul talked with them, intending to depart on the next day, and he prolonged his speech until midnight. (Mark 16,9; Joh 20,19; Ap G 2,42; Ap G 20,11; 1.Kor 10,16; 1.Kor 11,23; 1.Kor 16,2; Åb 1,10)8There were many lamps in the upper room where we were gathered. (Ap G 1,13; Ap G 9,37; Ap G 9,39)9And a young man named Eutychus, sitting at the window, sank into a deep sleep as Paul talked still longer. And being overcome by sleep, he fell down from the third story and was taken up dead. (2.Kong 1,2)10But Paul went down and bent over him, and taking him in his arms, said, “Do not be alarmed, for his life is in him.” (1.Kong 17,21; 2.Kong 4,34; Matt 9,23; Mark 5,39)11And when Paul had gone up and had broken bread and eaten, he conversed with them a long while, until daybreak, and so departed. (Ap G 20,7)12And they took the youth away alive, and were not a little comforted.13But going ahead to the ship, we set sail for Assos, intending to take Paul aboard there, for so he had arranged, intending himself to go by land.14And when he met us at Assos, we took him on board and went to Mitylene.15And sailing from there we came the following day opposite Chios; the next day we touched at Samos; and[2] the day after that we went to Miletus.16For Paul had decided to sail past Ephesus, so that he might not have to spend time in Asia, for he was hastening to be at Jerusalem, if possible, on the day of Pentecost. (Ap G 2,1; Ap G 19,21; Ap G 20,6; Ap G 20,22; Ap G 24,11; 1.Kor 16,8)