fra Biblica1-3Lyt efter, himmel og jord, livgivende er mine ord, forfriskende er min tale som dug i grønne dale. Om Herren jeg vil jer lære, så I lever ham til ære!4Som en klippe er Herren urokkelig, en trofast Gud, helt uden svig.5Men hans eget folk, åh, hvilken skam, vendte ryggen til og svigtede ham.6Hvilken tåbelighed at begå, hvilken måde at lønne hans trofasthed på. Er han ikke jeres skaber og far, som har givet jer alt, hvad I har?7Lad nu tankerne gå tilbage og husk på fortidens dage. Lad de, som er grånet af ælde, om tegn og undere fortælle.8Da Herren fordelte jorden mellem folk fra syden til norden, satte han landenes skel med tanke på menneskers[1] vel.9Men Israel beholdt han selv. Det folk blev hans ejendom.10Han fandt dem i ødemarken tom under ørkenhimlens brændende hvælv. Han vogted’ dem fra det høje, som man værner sit sårbare øje.[2]11Som en ørn, der skubber ungen ud af reden[3] og spreder vingerne ud forneden, han løfted’ sit folk på sit vingefang og bar dem fremad dagen lang.12Herren ville selv dem føre, ingen fremmed gud fik lov dem at røre.13De bosatte sig i landet med bakker og slugter og blev næret af markens og træernes frugter. Fra klippens spalter fik de honning på bord, de fik olivenolie trods den stenede jord.14Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke, kød fra Bashans tyre, væddere og bukke. De høstede en hvede så fin, og dertil den blodrøde druevin.15Israel[4] blev forkælet og fed, opblæst og egenrådig derved. De forkastede deres Skaber og Gud, foragtede deres Frelsers bud.16At de vakte Guds vrede rørte dem ikke, de forlod ham til fordel for nye skikke.17De ofred’ til dæmoner, som kun er tomhed, frugten af menneskers frygtsomhed. Til væmmelige afguder de sig vendte, nye guder, som fædrene ikke kendte.18De glemte den Gud, som livet dem gav, skubbede ham ud i glemslens hav.19Derfor må han støde sine egne børn bort— tænk at han skulle lide en så frygtelig tort!20Herren siger: „Jeg vender dem ryggen og ser, hvad der sker. De børn kan jeg ikke regne med mer. De lovede mig troskab og lydighed, men var falske og utro til stadighed.21De har provokeret mig med tomheds guder, de har opført sig som en anden luder. Så provokerer jeg dem ved at elske en anden, jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk.22Min vrede er blusset op på ny, den rammer alt fra havets dyb til himlens sky. Jorden lægges øde, der er intet at høste, alverden skal i sin grundvold ryste.23De mange ulykker giver dem ingen hvile, jeg skyder på dem med alle mine pile.24De bliver ramt af hungersnød og tørke, hærget af pest og dødens mørke. Rovdyrtænder vil flænse dem op, giftige slanger vil hugge i deres krop.25På gaden slår fjenden børnene ned, i hjemmene er der hverken ro eller fred. Både børn og unge vil miste livet. De gamle har hvert et håb opgivet.26At udrydde dem helt jeg havde i sinde, jeg ville for evigt udslette deres minde.27Men så ville det lyde i fjendens lejr: ‚Det var vores magt, der gav os sejr!’28Mit folk er uden forstand, fatter de da ingenting?29Havde de bare haft visdom til at se, havde de været klar over, hvad der ville ske.30Kunne en enkelt fjende jage tusind af dem på flugt, eller to fjender med ti tusind krigere få bugt, hvis ikke jeg havde vendt dem ryggen, hvis ikke deres beskytter[5] havde trukket sig bort?31Deres fjender har ikke en sådan beskytter, og det ved de godt.[6]32De er fordærvede som Sodoma, lige så rådne som Gomorra, de er som bitre vindruer fra giftige drueklaser,33deres ord er som bid fra en slange, som spyt fra en kobra.34Alt dette ligger gemt hos mig, forseglet i mine arkiver.35Det er mit ansvar at straffe dem, en dag skal deres fødder vakle. Undergangen nærmer sig, den vil komme over dem med hast.”36Men når der kun er en rest tilbage, når Herren ser, at deres kraft er opbrugt, da vil han genrejse sit folk, forbarme sig over sine tjenere.37Da vil han spørge: „Hvor er nu jeres guder, dem I troede, der ville hjælpe jer?38De åd jo fedtet fra jeres ofre og drak den vin, I gav dem. Lad dem komme jer til hjælp, lad dem beskytte jer!39Forstår I nu, at jeg er Gud? Der findes ingen anden som mig. Jeg slår ihjel, men jeg giver også liv, jeg sårer, men jeg læger også. Den, jeg dømmer, kan ingen redde.40Jeg løfter min hånd og sværger: Så sandt jeg lever evindelig,41vil jeg hvæsse mit lynende sværd og udføre min knusende dom. Jeg vil hævne mig på mine fjender, og hugge dem ned, som hader mig.42Mine pile vil svømme i blod, mit sværd vil svælge i kød. Det udgyder faldnes og fangnes blod, hugger de tapreste hoveder af.”43Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk, for Herren vil hævne sine tjeneres blod. Han vil straffe fjenden og skaffe soning for sit folks land.[7]44-45Moses stod med Josva ved sin side og fremsagde alle de her ord for hele Israels folk.46Derefter sagde han: „De love, jeg har pålagt jer i dag, skal I lægge jer grundigt på sinde, så I kan lære jeres børn at overholde dem.47De er ikke tomme ord uden betydning. Jeres liv afhænger af dem! Hvis I adlyder dem, vil I få et langt og godt liv i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.”
Moses velsigner folket umiddelbart før sin død
48Samme dag sagde Herren til Moses:49„Om kort tid skal du gå op på Nebos bjergtop i Abarimbjergene i Moabs land over for Jeriko og se ud over Kana’ans land, det land jeg nu vil give Israels folk.50Når du har taget landet i øjesyn, skal du dø, ligesom din bror Aron måtte dø på Hors bjerg,51for I var begge ulydige over for mig for øjnene af Israels folk, da I ved Meribas kilder uden for Kadesh i Zins ørken ikke gav mig ære.52Du får lov at se ind i det land, jeg giver Israels folk, men du får ikke lov selv at komme ind i det.”
5. Mosebog 32
English Standard Version
fra Crossway1“Give ear, O heavens, and I will speak, and let the earth hear the words of my mouth. (5.Mos 4,26; Josva 24,27; Salm 50,4; Es 34,1; Mika 1,2; Mika 6,1)2May my teaching drop as the rain, my speech distill as the dew, like gentle rain upon the tender grass, and like showers upon the herb. (Job 29,22; Salm 72,6; Es 55,10; Mika 5,7)3For I will proclaim the name of the Lord; ascribe greatness to our God! (5.Mos 3,24)4“The Rock, his work is perfect, for all his ways are justice. A God of faithfulness and without iniquity, just and upright is he. (5.Mos 32,15; 5.Mos 32,18; 5.Mos 32,30; 5.Mos 32,37; 2.Sam 22,2; Job 34,10; Salm 18,2; Salm 18,30; Salm 18,31; Es 30,29; Dan 4,37; Hab 1,12; Åb 15,3)5They have dealt corruptly with him; they are no longer his children because they are blemished; they are a crooked and twisted generation. (Matt 17,17; Luk 9,41; Filip 2,15; 2.Pet 2,13)6Do you thus repay the Lord, you foolish and senseless people? Is not he your father, who created you, who made you and established you? (5.Mos 32,15; Salm 74,2; Es 44,2; Es 51,13; Es 63,16; Es 64,8)7Remember the days of old; consider the years of many generations; ask your father, and he will show you, your elders, and they will tell you. (Salm 44,1; Es 63,11)8When the Most High gave to the nations their inheritance, when he divided mankind, he fixed the borders[1] of the peoples according to the number of the sons of God.[2] (1.Mos 11,8; Ap G 17,26)9But the Lord’s portion is his people, Jacob his allotted heritage.10“He found him in a desert land, and in the howling waste of the wilderness; he encircled him, he cared for him, he kept him as the apple of his eye. (5.Mos 8,15; Salm 17,8; Salm 32,10; Ord 7,2; Jer 2,6; Hos 13,5; Zak 2,8)11Like an eagle that stirs up its nest, that flutters over its young, spreading out its wings, catching them, bearing them on its pinions, (2.Mos 19,4)12the Lord alone guided him, no foreign god was with him. (Salm 78,52; Es 43,12)13He made him ride on the high places of the land, and he ate the produce of the field, and he suckled him with honey out of the rock, and oil out of the flinty rock. (5.Mos 8,15; Job 29,6; Salm 81,16; Es 58,14; Ez 36,2)14Curds from the herd, and milk from the flock, with fat[3] of lambs, rams of Bashan and goats, with the very finest[4] of the wheat— and you drank foaming wine made from the blood of the grape. (1.Mos 49,11)15“But Jeshurun grew fat, and kicked; you grew fat, stout, and sleek; then he forsook God who made him and scoffed at the Rock of his salvation. (5.Mos 31,16; 5.Mos 31,20; 5.Mos 32,6; 5.Mos 33,5; 5.Mos 33,26; 1.Sam 2,29; 2.Sam 22,47; Salm 89,26; Salm 95,1; Es 44,2)16They stirred him to jealousy with strange gods; with abominations they provoked him to anger. (4.Mos 25,11; Salm 78,58)17They sacrificed to demons that were no gods, to gods they had never known, to new gods that had come recently, whom your fathers had never dreaded. (Dom 5,8; Salm 106,37; 1.Kor 10,20)18You were unmindful of the Rock that bore[5] you, and you forgot the God who gave you birth. (2.Sam 22,47; Salm 89,26; Salm 95,1; Es 17,10; Jer 2,27; Jer 2,32; Hos 8,14)19“The Lord saw it and spurned them, because of the provocation of his sons and his daughters. (Dom 2,14; Es 1,2)20And he said, ‘I will hide my face from them; I will see what their end will be, for they are a perverse generation, children in whom is no faithfulness. (5.Mos 31,17)21They have made me jealous with what is no god; they have provoked me to anger with their idols. So I will make them jealous with those who are no people; I will provoke them to anger with a foolish nation. (4.Mos 25,11; 1.Kong 16,13; 1.Kong 16,26; Salm 31,6; Salm 74,18; Salm 78,58; Hos 1,9; Jonas 2,8; Ap G 14,15; Rom 10,19)22For a fire is kindled by my anger, and it burns to the depths of Sheol, devours the earth and its increase, and sets on fire the foundations of the mountains. (Salm 86,13; Jer 15,14; Jer 17,4; Klag 4,11)23“And I will heap disasters upon them; I will spend my arrows on them; (Job 6,4; Salm 7,12; Salm 38,2; Klag 3,12; Ez 5,16)24they shall be wasted with hunger, and devoured by plague and poisonous pestilence; I will send the teeth of beasts against them, with the venom of things that crawl in the dust. (3.Mos 26,22; Jer 8,17; Ez 5,17; Mika 7,17)25Outdoors the sword shall bereave, and indoors terror, for young man and woman alike, the nursing child with the man of gray hairs. (Klag 1,20; Ez 7,15)26I would have said, “I will cut them to pieces; I will wipe them from human memory,” (Job 18,17; Salm 34,16; Salm 109,15; Ez 20,23)27had I not feared provocation by the enemy, lest their adversaries should misunderstand, lest they should say, “Our hand is triumphant, it was not the Lord who did all this.”’ (4.Mos 14,16; Salm 140,8; Es 10,13)28“For they are a nation void of counsel, and there is no understanding in them. (Es 27,11; Jer 4,22)29If they were wise, they would understand this; they would discern their latter end! (5.Mos 5,29; Salm 81,13; Es 47,7; Klag 1,9; Luk 19,42)30How could one have chased a thousand, and two have put ten thousand to flight, unless their Rock had sold them, and the Lord had given them up? (3.Mos 26,8; Dom 2,14)31For their rock is not as our Rock; our enemies are by themselves. (1.Sam 2,2; 1.Sam 4,8)32For their vine comes from the vine of Sodom and from the fields of Gomorrah; their grapes are grapes of poison; their clusters are bitter; (5.Mos 29,18; Es 1,10; Jer 23,14; Ez 16,46)33their wine is the poison of serpents and the cruel venom of asps. (Job 20,14; Job 20,16; Salm 58,4)34“‘Is not this laid up in store with me, sealed up in my treasuries? (Job 14,17; Hos 13,12; Rom 2,5)35Vengeance is mine, and recompense,[6] for the time when their foot shall slip; for the day of their calamity is at hand, and their doom comes swiftly.’ (Salm 94,1; Salm 94,18; Es 1,24; Es 59,18; Nah 1,2; Rom 12,19; Heb 10,30; 2.Pet 2,3)36For the Lord will vindicate[7] his people and have compassion on his servants, when he sees that their power is gone and there is none remaining, bond or free. (Dom 2,18; 1.Kong 14,10; 1.Kong 21,21; 2.Kong 9,8; 2.Kong 14,26; Salm 90,13; Salm 106,45; Salm 135,14; Heb 10,30)37Then he will say, ‘Where are their gods, the rock in which they took refuge, (5.Mos 32,31; Dom 10,14; 1.Kong 18,27; Jer 2,28)38who ate the fat of their sacrifices and drank the wine of their drink offering? Let them rise up and help you; let them be your protection!39“See now that I, even I, am he, and there is no god beside me; I kill and I make alive; I wound and I heal; and there is none that can deliver out of my hand. (1.Sam 2,6; 2.Kong 5,7; Job 5,18; Es 41,4; Es 48,12; Hos 6,1)40For I lift up my hand to heaven and swear, As I live forever, (1.Mos 14,22)41if I sharpen my flashing sword[8] and my hand takes hold on judgment, I will take vengeance on my adversaries and will repay those who hate me. (Salm 7,12; Es 27,1; Es 34,5; Es 66,16; Ez 21,9)42I will make my arrows drunk with blood, and my sword shall devour flesh— with the blood of the slain and the captives, from the long-haired heads of the enemy.’ (Salm 68,21; Jer 46,10)43“Rejoice with him, O heavens;[9] bow down to him, all gods,[10] for he avenges the blood of his children[11] and takes vengeance on his adversaries. He repays those who hate him[12] and cleanses[13] his people’s land.”[14] (2.Kong 9,7; Salm 79,10; Rom 15,10; Åb 6,10; Åb 19,2)44Moses came and recited all the words of this song in the hearing of the people, he and Joshua[15] the son of Nun. (4.Mos 13,8; 4.Mos 13,16)45And when Moses had finished speaking all these words to all Israel,46he said to them, “Take to heart all the words by which I am warning you today, that you may command them to your children, that they may be careful to do all the words of this law. (5.Mos 4,9; 5.Mos 6,6; 5.Mos 11,18)47For it is no empty word for you, but your very life, and by this word you shall live long in the land that you are going over the Jordan to possess.” (3.Mos 18,5; 5.Mos 30,20)
Moses’ Death Foretold
48That very day the Lord spoke to Moses,49“Go up this mountain of the Abarim, Mount Nebo, which is in the land of Moab, opposite Jericho, and view the land of Canaan, which I am giving to the people of Israel for a possession. (4.Mos 27,12)50And die on the mountain which you go up, and be gathered to your people, as Aaron your brother died in Mount Hor and was gathered to his people, (4.Mos 20,24; 4.Mos 20,28; 4.Mos 33,38)51because you broke faith with me in the midst of the people of Israel at the waters of Meribah-kadesh, in the wilderness of Zin, and because you did not treat me as holy in the midst of the people of Israel. (4.Mos 20,11; 4.Mos 27,14)52For you shall see the land before you, but you shall not go there, into the land that I am giving to the people of Israel.” (5.Mos 3,27; 5.Mos 34,4)